JERNESALT - ungdomshuset
ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.06.
Ungdomshuset, Faderhuset og Tragediens Hus
- eller oprøret, autoritetshævdelsen og den tredje mulighed
Julemåneden går nu i gang med adventstid, julehandel og julestuer. Omtrent midt i det hele ligger torsdag den 14. december der af Fogedretten i København er udpeget til dato for rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro, nærmere betegnet Jagtvej 69, med henblik på at give husets ejer fuld råderet over ejendommen.
Af professionel vane ser Fogedretten formelt-juridisk på en sådan sag. Der er ingen tvivl om selve juraen. Den retmæssige ejer skal naturligvis have råderet over sit hus og de uretmæssige besættere af huset altså vige.
Men i det mindste datoen for fogedforretningen kunne have været valgt med lidt større omtanke. For alle og enhver véd at den ikke kommer til at forløbe som en ganske almindelig udsmidning af en familie fra en lejlighed på grund af fx manglende betaling af huslejen, men vil blive en voldsom konfrontation mellem de talstærke og godt bevæbnede besættere og deres indenlandske og udenlandske støttetropper på den ene side og Københavns politimagt på den anden side. Og alt netop på det Nørrebro der har mange fortilfælde (Ryesgade, Allotria og Sct. Hans) og hvis forretningsliv derfor frygter at bydelen bliver 'krigszone' lige netop midt i julehalløjet og altså bliver 'julestue' af alt andet end sædvanlig art. [jf. post scriptum - den 30.11. kl. 16.0]
Om fogedretten ville have haft juridisk grundlag for at have valgt en dato fx efter nytår er ikke sikkert, men politiet burde i hvert fald finde et påskud for udsættelse af fogedforretningen, om ikke officielt, så uofficielt så de erhvervsdrivende i området kan sove roligt helt til nytår. Det kunne måske også stresse aktivisterne i huset en smule?!
Under alle omstændigheder er det én for hele København meget kedelig og lidet ærefuld sag som fra starten har været håndteret med al for stor tvivlrådighed og usikkerhed og derfor nu er endt i en tilspidsning ingen kan være tjent med og som ikke synes overhovedet at rumme nogen mulighed for en fornuftig løsning.
Det værste er i og for sig ikke at erhvervslivet på Nørrebro (og til dels kvarterets fredelige beboere) bliver taget som gidsler i en sag, hvor de er fuldstændigt sagesløse. Nej, det værste er at sagen har udviklet sig til et rendyrket eksempel på et ungdomsoprør mod en autoritetshævdelse der ikke umiddelbart kan findes en udvej af, fordi parterne hver for sig har låst sig fast i uforsonlighed.
Som i de snævre tilfælde Ryesgade og Allotria og ikke mindst det langt bredere og længevarende Christiania har vi oprindeligt at gøre med ungdom der gør oprør mod ikke blot specifikke forældreautoriteter, men mod forældreautoriteten som sådan, dvs det etablerede samfund som helhed. Der er med andre ord tale om et pubertetsoprør der ikke blot er vendt mod de unges egne forældre, men mod selve det totale system af forældreorden og -rationalitet - med direkte henblik på at etablere en alternativ autonomi midt i den borgerlige orden og afhængig af dennes økonomi og goder, men totalt frigjort fra dennes forpligtelser og ansvar.
Det er 'syndefaldet' om igen, dvs den for alle unge mennesker helt nødvendige frigørelsesproces fra forældremyndigheden og -overformynderiet, men det er vel at mærke kun dens første fase, fasen hvor de unge får øjnene op for egne muligheder og forældrenes begrænsninger og mere eller mindre tåbelige grænsedragninger og derfor unddrager sig autoriteternes kontrol.
Næste fase hedder normalt egen ansvarliggørelse - og den fandt relativt hurtigt sted i det gamle samfund hvor de unge kom ud at tjene som 14-årige og en vis tid måtte lære at indordne sig under fremmede autoriteters orden, hvis de ville videre. Det kalder man at lære subordinationens nødvendige kunst. Men nu om dage er der tale om en meget lang og svært afgrænselig proces der omfatter skolegang til minimum det 17. år og som hovedregel 19. eller 20. år med efterfølgende videreuddannelse - undertiden helt op til det 30. år. Indkomsten - som hovedregel en ganske god indkomst - er sikret gennem SU og jobs. Levestandarden er følgelig relativt høj - og dermed muligheden for at leve single-livet længe, intenst og stort set ansvarsfrit.
De fleste unge ender som tilpassede borgere med fast job, ægtefælle, børn, bil og bolig. Men nogle dropper ud, får aldrig en ordentlig uddannelse eller et godt job, falder for stoffernes fristelse eller rammes af anoreksi eller anden modvillighed, og i værste fald havner de på kontanthjælp eller førtidspension.
Men de autonome skiller sig ud fra gennemsnittet. De vil nemlig ikke ind i det etablerede samfunds snævre rammer og går ikke af vejen for stoffer og kriminalitet. Men de har deres kreativitet og fællesskab, som giver dem identitet og vilje til at forsvare sig mod alle forsøg på såkaldt 'undertrykkelse'. Nogle springer selvfølgeligt fra - ligesom mange af dem der en overgang prøvede kollektivismens falske tryghed - men nye kommer til. Deres antal er ikke stort, men som konfrontationerne med myndighederne viser, så er deres magt og kampvilje ikke ubetydelig. Og så støttes de naturligvis af gamle fæller og andre forstående, 'humanistisk' indstillede mennesker der heller ikke kan lide autoriteter, men mener at alternative modeller må have en chance, for ikke at sige fortrin.
Sagen med Ungdomshuset er imidlertid blevet helt speciel, fordi den fra starten er blevet forkludret af Københavns Kommunes store usikkerhed. Den velmenende overborgmester Egon Weidekamp havde dårlige erfaringer med andre huse - og vidste ganske simpelt ikke hvad ben han skulle stå på. Hele dette forløb skal ikke ridses op her. Det er skildret gang på gang i andre medier. Men det står fast, at Københavns Kommune, der købte ejendommen i 1981 på grund af dens historiske værdi og overdrog brugen af den til den såkaldte BZ-brigade i november 1982, forsøgte at løbe fra ansvaret for huset og dets uregerlige brugere ved i november 2000 at sælge det til fremmede efter den 'Berlinermodel' der blev benyttet da vesttyske fonde overtog østtyske virksomheder og ejendomme efter Murens fald. De fremmede i København var en fond, et nystiftet aktieselskab med det spøjse navn 'Human A/S' der står for 'Hjælp unge mennesker til ansvar for sig selv på et nænsomt grundlag'. Investorerne bag dette påfaldende navn viste sig at være ledende medlemmer af den kristne frikirke 'Faderhuset' - med hovedsæde i Rødovre.
En sådan frikirke og en sådan fond må nok regnes for 'idealistisk' i betydningen styret af ideelle forestillinger, og deres advokat fablede også i starten om brug af huset til velgørende formål, men ikke til brug for besætterne. Faderhuset viste sig i sidste ende at ville føre en retssag igennem til den bitre ende med det klare formål at få rettens ord for at man havde fuld råderet over huset og altså kunne gøre med det hvad man ville, i givet fald også at sælge det videre. Lederen af Faderhuset, Ruth Evensen, har i et interview med Politiken ytret fuld forståelse for de unge besætteres drømme om at bevare huset. Men hun vil under ingen omstændigheder overlade dem huset eller sælge det til en fond der vil overlade dem huset. Hun henviser ligefrem til at bibelens Jesus var en 'hardcore' der stod fast på sit, når det gjaldt. Og det har hun også tænkt sig at gøre. Brugen af ordet hardcore skal i denne forbindelse ses i sammenhæng med at Ungdomshuset er center for Københavns punk- og hardcore-scene.
Men med et sådant udsagn har hele sagen - trods det humoristiske islæt - fået endnu en yderst uheldig dimension. Den er ikke blot de unges kamp mod almindelige borgerlige autoriteter (retssystemet), men mod en guddommelig autoritet. Det er Ungdomhuset med stort U der kæmper mod Faderhuset med stort F.
Men her må i hvert fald påpeges nogle tilsnigelser.
For det første gælder at enhver brug af mytiske skikkelser til egne magtformål er en tilsnigelse der intet siger om myterne eller deres tilgrundliggende arketyper, men alene om magthavernes misbrug af religiøse forestillinger til eget formål. Noget sådant har aldrig været et særsyn i historien, da magthaverne dels selv er mennesker med bevidst eller ubevidst religiøse forestillinger, dels naturligvis véd hvor meget religiøse forestillinger betyder for andre. Stort set alle europæiske magthavere helt op til vore egen tid har brugt dem. Stort set alle islamiske magthavere bruger dem. Og i både den europæiske og muslimske verden er misbruget særligt markant i sekter og frikirker, fordi det her er dogmer der skiller parterne og bliver centrale elementer i magtkampene. Det er dem man pukker på.
Det særligt uheldige ved Faderhusets rolle i sagen om Ungdomshuset er allerede, at ordet 'Fader' indgår i frikirkens og dermed ejendomsindehaverens navn. For derved understreges det autoritære i forholdet til husets brugere. Det er ingen tvivl om at Faderhusets leder ser sin og frikirkens rolle som en missionsopgave på Nørrebro. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af Tine Gøtzsches interview med Ruth Evensen i gårsdagens 'Profilen' på DR1. Dels var det i sin tid udslaggivende at man modtog et brev fra muslimsk hold der røbede islamisternes drømme om at overtage hele Nørrebro som deres domæne hvor sharia-loven skulle indføres. Det førte til konfrontationerne med Moses som korsbærende frontfigur. Dels blev Evensen stærkt provokeret af det banner som blev hængt ud på Ungdomshusets facade da kommunen satte det til salg og som lige ud præsenterede husets beboere som "500 stenkastende voldspsykopater fra helvede" (nærmere nedenfor).
Profilen viste klip fra dengang, der ikke lod nogen tvivl tilbage om Evensens udgangspunkt. Men i går prøvede hun at bagatellisere det med nogle bemærkninger om at det var irrelevant i dag, hvor det gælder ejendomsretten til huset. En sådan bagatellisering afslører faktisk inkonsistens i Evensens tankegang. Hun vil ikke være ved, hvad der driver værket, hun giver endog udadtil indtryk af venlighed og forståelse, ja mildhed. Men hun pukker konsekvent på ejendomsretten til huset.
Frikirken hævder således ved sin uforsonlighed i sagen det gammeldags autoritetsprincip at autoriteter er hævede over forhandling - og dermed et synspunkt der er diametralt modsat det Jesus prædikede. Sat på spidsen kunne man sige, at husets ejer nærmest kommer til at fremstå som den direkte modsætning til den barmhjertighedens inkarnation som de fleste mennesker der er opvokset i det kristne Danmark - uanset deres personlige stillingtagen til religionen som sådan - forbinder med Jesus-skikkelsen og som sætter nåde over ret eller kærlighed over lov. Dermed bliver Faderhuset en bekræftelse på hvad en psykoanalytiker som amerikanske Thomas A. Harris engang generaliserende skrev om den kristne kirke, at den var blevet et 'museum for forældre-påstande', altså for det gamle autoritetsprincip. Det vil igen sige at den er blevet en instans der nægter at flytte sig og nægter at bevæge sig ind i det Martin Buber kaldte 'tragediens område'.
Hvad betegnelsen Ungdomshuset angår må også den kaldes en tilsnigelse, eftersom det nok er unge mennesker der har besat ejendommen og som bruger den. Men dels er de unge brugere ikke repræsentative for almindelig dansk ungdom, dels er der ikke adgang for denne almindelige ungdom.
Det er ganske påfaldende at en af Ungdomshusets varmeste forsvarere, sociologen Sara Malou Strandvad, i en kronik i Politiken 24. nov. benytter sig af Richard Floridas spændende forestillinger om 'den kreative klasse' til at fremhæve at i hvert fald en del af Ungdomshusets brugere er 'undergrundskreative' og dermed senere i livet skulle kunne blive en del af den af Florida højt besungne kreative klasse.
Strandvad gør derfor gældende at hele visionen om København som en førende hovedstad i kultur- og oplevelsesøkonomien burde følges op af en opbakning til Ungdomshuset og en opfordring til etablering af andre lignende brugerstyrede kulturelle initiativer i den kreative økonomis undergrund. 'Fred være med Ungdomshuset' ønsker hun derfor ganske fromt og velmenende.
Men det er at springe over hvor gærdet er lavest, for ligegyldigt hvordan man vender og drejer sagen, så vil det for det civile samfund, der netop baserer sig på borgernes vilje til at løse deres problemer på fredelig og demokratisk vis, være en risiko eller trussel at der eksisterer enklaver der ikke blot vil leve for sig selv i det omfang noget sådant overhovedet er muligt, men som i et eller andet omfang anvender vold for at nå deres mål og værne deres autonomi.
Berømt og berygtet er endnu det store banner Ungdomshusets beboere hang op på husets facade i 1999 da kommunen lagde an til salg. Der stod:
Københavns kommune udbyder
til salg
inklusive
500 stenkastende
autonome
voldspsykopater
fra
helvede
UNGDOMSHUSET
En af dem der var med til at udforme banneret, og som i dag er en 30-årig grafiker, gør til Politiken 19.11. opmærksom på at banneret nok skulle være slagkraftigt, men også var ment humoristisk. Og han siger derfor udtrykkeligt at det er rart at blive taget seriøst, men ærgerligt når også ens vittigheder bliver taget alvorligt!
Det sidste har han så evig ret i, men problemet er jo, at man skal kende et menneske relativt godt for at vide, hvornår det taler alvorligt og hvornår humoristisk. Der er sådan set ingen tvivl om at Ungdomshusets nuværende eller tidligere beboere har humoristisk sans, ligesom dagens mest populære rappere, men der er heller ingen tvivl om, at alle jævnligt bliver misforstået, fordi humoren er iblandet en ganske betydelig del vrede og aggressivitet, som tager overhånd ved visse lejligheder.
Kommunikationseksperten Timme Bisgaard Munk kommer derfor også med den vurdering til Politkken, at banneret er "et eksempel på at de unge har ædt den måde verden ser dem på. De har været alt for optaget af at snakke om politivold. Det har måske været med til at give dem identitet indadtil, men har slet ikke solgt deres sag udadtil."
Politivold snakker de om, fordi de med mellemrum udsættes for den. Det giver dem måske en del sympati fra folk der ikke bryder sig om hverken politivold eller politi. Men andre ser volden fra politiets side som en helt nødvendig reaktion på de aktioner der udgår fra de stenkastende autonome unge ved lejligheder hvor politiets opgave er at beskytte borgere og ejendomme og rydde gaderne for urostiftere. Det sidste eksempel var politiets indgriben mod de autonome der i søndags angreb Faderhusets kirke i Rødovre og altså forstyrrede en fredelig gudstjeneste.
Politiet har ganske enkelt pligt til at sørge for ro og orden i samfundet - og når deres indsats kan føre til de autonomes uafladelige snak om politivold, så ligger det jo primært i at de autonome af princip ikke anerkender politiets rolle i opretholdelsen af det civile samfund, men tværtimod nyder at provokere den, idet provokationen åbenlyst er medvirkende til at give de autonome og deres tilhængere identitet som autonome.
Over for dette fænomen bringes samfundet derfor i den nærmest uløselige situation, at det med den til rådighed stående legaliserede magt må sørge for opretholdelse af den civile grundorden, men derved netop støder de frustrerede unge mennesker fra sig som lidt efter lidt burde inddrages i - og heldigvis også i mange tilfælde faktisk bliver integreret i - det ufuldkomne, men frie og demokratiske etablerede samfund. Dilemmaet svarer ganske nøje til problemet med de utilpassede unge indvandrere af anden eller tredje generation, der af forskellige grunde er så vrede og frustrerede, at de har sat sig i hovedet ikke at blive integrerede. Begge grupper sætter sig nemlig gennem en sådan principiel indstilling uden for det der med et smukt udtryk er kaldt pædagogisk rækkevidde. Pædagoger og myndigheder kan være så velvillige og forstående de være vil. Det hjælper i ganske få tilfælde - og tak for det - men ikke generelt. Og det er skidt, for så bliver udfaldet, at man dels må acceptere de fortsatte hårde konfrontationer, dels at nogle af de unge bliver tabere for stedse og endnu mere fanatiske i deres modstand mod den civile orden.
Sagen om Ungdomhuset på Jagtvej nærmer sig nu en kulmination, hvor det vil være tåbeligt af ordensmagten at prøve at sætte sin vilje igennem til den af fogedretten stipulerede dato og dermed lægge op til den konfrontation der vil sætte bydelen på den anden ende lige op til jul - og som de autonome derfor ser hen til med julelys i øjnene.
Det ville derimod være en håndsrækning til alle parter om Faderhuset ville renoncere på sine planer om brug af eller salg af huset til formål der ikke har noget med ungdommen at gøre. Man burde sælge huset tilbage til kommunen eller til den fond der har tilbudt at købe det - eller eventuelt en anden kapitalstærk fond der kunne tænke kreativt.
Det er unægteligt et forrygende uheldigt sted huset ligger som bolig, scene, værested og værksted for utilpassede og frustrerede unge autonome mennesker. Men det kan man jo ikke ændre på med en trylleslag. Kunne kommunen finde et andet sted - med passende hus og grund - som de unge mennesker ville acceptere, ville det være en god idé. Men også de unge skal jo også vise imødekommenhed og fleksibilitet hvis ideen skal bære frugt. Og det er der ikke meget der tyder på de vil.
Ordensmagten på sin side har i den sidste ende intet andet valg end at gøre sin forbandede pligt, nemlig at opretholde ro og orden og udføre de fogedforretninger retten pålægger dem. Og bagefter tage hele det sædvanlige besvær med beskyldninger for overgreb.
'Kristeligt set' er det dybt uheldigt at det lige netop er en autoritært indstillet kristen frikirke der er kommet til at stå som ejer af huset. Den burde ganske simpelt hjælpe en løsning på vej ved at afhænde huset, men er tilsyneladende slet slet ikke indstillet på det. Frikirkens leder vil ikke bevæge sig ind i det tragediens område hvor det at have ret er hørt op - skønt det faktisk var det Jesus gjorde. Men det er det der skal til - og nogle må gå foran.
I videre helhedsrealistisk forstand gælder at det hverken er de frustrerede unge eller de ordenspåberåbende autoriteter der vedblivende skal pukke på deres ret til henholdsvis at holde sig uden for den normale samfundsorden eller forsvare den med alle midler, hvis en mindelig løsning skal findes. En mulig 'tredje vej' hedder om ikke barmhjertighedens vej, så i det mindste en 'tragediens vej' der på den ene side lader de unge have lov til inden for visse grænser at leve deres eget liv uden alt for megen indblanding udefra og på den anden side lader det øvrige samfund blive forskånet for såvel dagligt ubehag fra de unges side som deres lejlighedsvis store konfrontationer med ordensmagten.
Den tredje vej siger ikke som Strandvad "Fred være med Ungdomshuset", for den nærer ingen illusion om at den kreative klasses nye trend om 'oplevelsesøkonomi' eller det gamle ungdomsoprørs idé om 'fantasien til magten' skal frelse verden. Den tredje vej siger derimod "Fred være med den sunde fornuft" for den skyr meningsløse konfrontationer, accepterer en civil grundorden og tillader en diversitet og subkulturel alternativitet sålænge disse ikke truer den civile orden, og den forudsætter endelig at 'syndefaldet' eller det ungdommelige oprør mod forældreautoriteten fortsat hen ad vejen forvandles til en ansvarlighed for egen adfærd der respekterer det omgivende samfunds orden, men gør det fordi etikken ikke beror på frygt for ydre autoriteter, men kommer indefra - fra de unges 'voksne og ikke-frustrerede jeg' som bygger på 'kravet om indre konsistens'.
Hvad der er brug for er at etablere et 'Tragediens Hus' på Nørrebro - og i Danmark som helhed.
Jan Jernewicz
PS - Kun et par timer efter at ovennævnte artikel blev lagt ud på nettet, blev det officielt meddelt, at Fogedretten i København har besluttet at udskyde rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej på ubestemt tid. Det er en fornuftig beslutning, fordi den forebygger 'julekrig' på Nørrebro og giver parterne tænkepause til at finde en rimelig og holdbar løsning engang i det nye år.
JJ
Henvisninger:
Link til Ungdomshuset
Tine Gøtzsches interview med Ruth Evensen i Profilen (DR1) 29.11.06.
Oliver Stillings interview med Ruth Evensen i Politiken 26.11.06.: Jesus er hardcore
Sara Malou Strandvads kronik i Politiken 24.11.06. Fred være med Faderhuset
Oliver Stillings artikel i Politiken 19.11.06.: Taler de forbi hinanden?
Artikler på Jernesalt:
Ungdomshuset og Tåbelighedernes Hus (17.12.06.)
'Syndefaldet'
Thomas A. Harris
'Den kreative klasse' af Richard Florida
Helhedsrealismen
Konsistens-etikken
Introduktion til Jernesalts filosofi (herunder artiklen Er kristendommen passé?
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
