|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.06.Fred på jorden og krig i menneskeneDet er en glædelig og næsten symbolsk nyhed her op til julen at den israelske premierminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas mødes i Jerusalem til en forhandling med henblik på at genoptage den for en fredsaftale helt nødvendige dialog. Ingen af dem er som bekendt kristne eller på anden vis optaget af julens budskab, men de har tillid til hinanden og er fuldstændigt på det rene med at en fred mellem israelerne og palæstinenserne med endelig etablering af en to-stats-løsning ikke er mulig uden indrømmelser fra begge sider. Olmert viser Abbas den store gestus at invitere ham inden for i sit hjem og at genåbne en spærret millionkonto for palæstinensisk kapital. Abbas har lige i øjeblikket ikke noget kontant at byde til gengæld - udover den sandsynlige udskrivning af nyvalg til det palæstinensiske parlament. Hans store problem er at han ikke hidtil har kunnet overtale Hamas til at indgå i en koalitionsregering med Fatah på en klar accept af staten Israels ret til at eksistere. Men han bakkes op af hele det internationale samfund - og får altså nu også på et vigtigt tidspunkt af det taktiske spil mod Hamas den bedst mulige støtte fra Olmert. Det er for tidligt at forudsige konsekvensen, men man har lov at håbe det bedste, eftersom kun den endegyldige palæstinensiske anerkendelse af staten Israel kan løse palæstinensernes egne uhyggeligt store økonomiske, sociale og mentale problemer og i sidste ende bane vej for en bredere løsning af Mellemøst-konflikten. Den symbolske værdi af mødet mellem Olmert og Abbas kan ikke overvurderes, for mødet viser med al ønskelig tydelighed at de afgørende gennembrud i en sådan ældgammel og bitter strid mellem to folk ikke skabes gennem kugler, bomber og raketter, men gennem en dialog hvor parterne kan få øje på og tør tage de skridt der nok indebærer indrømmelser, men fører til en fælles sejr. Parterne skal så at sige gå ind i den fælles union som den store jødiske filosof Martin Buber kalder 'tragediens område' og som han definerer som det område hvor det at have ret hører op, det vil sige det område hvor parterne ikke længere pukker på deres ret, kræver oprejsning og hævn eller blot så meget som drømmer om en højere 'retfærdighed'. Både på palæstinensisk og israelsk side er der mange fornuftige og retsindige mennesker der er indstillet på at tage dette store og i mange henseender tunge og uigenkaldelige skridt. Der er givetvis flertal for det på israelsk side - og har været det længe. Men desværre er der endnu fanatisk og systematisk modstand blandt palæstinenserne, endda fra selve det parti der vandt parlamentsvalget sidste år og dannede regering, men derefter ikke har kunnet komme nogen vegne. Tværtimod fik de kun opmuntret deres negativitet og destruktivitet gennem den libanensiske Hizbollah-bevægelses vellykkede ødelæggelse af stabiliteten i Libanon i sommers. Ingen kan vide hvad Hamas-lederen Ismail Haniyeh nu vælger. Men Salomos gamle ord gælder i hvert fald ganske præcist på hans dilemma: 'Den der overvinder sig selv er større end den der overvinder en by' - eller som det endnu bedre hedder i originalen: 'Den der hersker over sin ånd er større end den der indtager en stad'.Når nu de fleste mennesker kloden over ønsker fred, og de fleste kan se at fred giver langt bedre mulighed for fælles fremskridt end krig giver, så er spørgsmålet naturligvis hvorfor der da er og altid har været krig. Spørgsmålet har også været stillet af en så fornuftig og vidende mand som politologen Erling Bjøl i en bog 1998. Samme Bjøl turde også som afslutning på Politikens Verdenshistorie (bind 21 1987) kaste sig ud i spørgsmålet hvad historiens mening er. Og det kom der mange særdeles tankevækkende refleksioner ud af. Men karakteristisk for Bjøl er, at han totalt forbigår psykologiske og navnlig dybdepsykologiske betragtninger og teorier. Derfor er man bedre tjent med at gå til filosoffen og etologen Konrad Lorenz der i 1963 udgav bogen 'Det såkaldt onde', for her tager han fat på den grundliggende årsag, nemlig aggressivitetsdriften, og han påpeger vel at mærke dens afgørende dobbeltydighed (heraf titlens ord 'såkaldt'). Aggressivitetsdriften er den simple forudsætning for at mennesker og højerestående dyr med centralnervesystem overhovedet udfolder sig og søger udfordringer, og den er samtidigt selve forudsætningen for at der overhovedet er noget der hedder ånd. Ånd er nemlig i biologisk henseende at forstå som den del af nervesystemet der afgiver højintensive følelser af begejstring (selve ordet kommer af gejst, ånd) og derfor en stærkt virkende belønning for bestemt adfærd - og dermed igen et særdeles eftertragtelsesværdig fænomen. Begejstring spænder over alle former for høj intensitet i følelser, tanker og forestillinger lige fra orgasmen over videnskabelig problemløsning og kunstnerisk kreativitet til krigsrus og religiøs kult. Den er derfor ikke alene uudryddelig i menneskelivet. Den er helt central for kulturlivet og -udviklingen. Uden begejstring ingen kultur og ingen udvikling. Det skal der ikke tærskes langhalm på her. Blot skal konstateres, at der overhovedet intet er at undre sig over med hensyn til krigens forekomst i kulturhistorien. En bestemt side af sagen fortjener at blive trukket særskilt frem, nemlig forbindelsen til den menneskelige identitet. Vi får vores identitet som individer og som grupper forstærket ved at opleve fælles begejstring. Men identitet er en forstærkning af lige netop de karakteristika der bevirker vores adskillelse fra andre. Vi havner uundgåeligt altid i en opdeling af mennesker i 'os' og 'de andre'. Og der er i og for sig intet ondt heri, for det er betingelsen for identitetsfølelse. Men der er naturligvis problemer i det, for opdelingen indebærer risiko for at se fjender i såvel dem der blot er anderledes som dem der synes at true os ved deres blotte eksistens eller magtudbygning. Derfor tager vi afstand fra andre eller bekæmper dem direkte. Lorenz har her det meget givende synspunkt, at vi ikke er aggressive, fordi vi er delt op i grupper, partier og nationer, men tværtimod delt op i disse grupperinger, fordi vi er aggressive af natur. Det vil sige opdelingerne er en måde at ritualisere og dermed til en vis grad beherske aggressiviteten på! Derfor kan vi sagtens have klubber og grupper af forskellige mennesker - uden at rende rundt og slå hinanden ihjel. Vi kan endog spille landskampe mod vore ideologiske 'dødsfjender' og holde olympiader m.m. - og lade vores begejstring over sejr give sig udslag i en fuldstændigt irrationel nationalrus. Men det kræver trods alt at vi kan bevare distancen - og undgå at lade os rive med over i en blodrus. Her kniber det imidlertid for fanatikerne i verden - hvad enten vi taler om national, ideologisk eller religiøs bestemt fanatisme. Den nødvendige distance gør det i vore dage - med de enorme kommunikationsmæssige og teknologiske muligheder for spredning af frygt og rædsel der findes - nødvendigt at skabe civile, demokratiske og sekulariserede former for eller 'ritualiseringer af' politik, kultur og religion. Hverken pacifismen eller ateismen hjælper her det fjerneste, for de er overfladiske begrebsrammer. Vi er dybest set kun realister hvis vi erkender de psykiske mekanismers faktiske funktion og prøver at bevare fornuftens distance til den for vores livsmening helt nødvendige udfoldelse og oplevelse af aggressivitet og begejstring. En af måderne at bevare distancen på er den nævnte forståelse af hvad tragedie egentlig vil sige, nemlig at vi opgiver altid at pukke på vores ret og trumfe vores vilje igennem eller - hvad der er det samme - at vi prøver at slippe vores jeg (ego) til fordel for vores selv (totalpsyke), for det er egoet der altid vil have ret, mens totalpsyken har et langt større perspektiv. I sidste ende kan man tale om 'selvets almengørelse' som fornuftens utopiske mål. Det er ikke tilstrækkeligt at nogle forstår kunsten at relativere deres jeg. Det skal for almenvellets skyld blive en almen kunst - ved at folk generelt får øjnene op for muligheden. Her kunne julens budskab, ret forstået, blive relevant. Ifølge evangelisten Lukas skete der efter Jesu fødsel det at fødslen blev forkyndt for hyrderne af en engel (hvilket på jævnt dansk vil sige en budbringer i menneskenes indre liv), og at der med englene var en mangfoldig himmelsk hærskare som lovpriste Gud og ifølge den gamle bibeloversættelse sagde: "Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag." I den nye oversættelser lyder det: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag." Dette er som hele fortællingen om Josef og Maria en legende, dvs en fortælling der ikke har historisk belæg i almindelige videnskabelige forstand, men afspejler et religionshistorisk faktum, nemlig en senere tids forsøg på at knytte den mytiske opfattelse af Jesus eller Kristus som frelser sammen med jødiske forestillinger om Messias' komme. Legenden indeholder helt elementære arketypiske forestillinger om engle og om hilmen, Gud og den frelsende kongesøn. Det har altsammen gennem hele kristendommens historie været inspirationsgrundlag for talrige billedmæssige og digteriske samt teologiske udlægninger. Dét lader vi ligge. Her skal blot fastholdes at ordene 'Fred på jorden og i menneske velbehag eller god vilje' ofte af såvel lærd som læg opfattes som essensen af det hele. Den står ganske vist i en skarp kontrast til den ubestridelige kendsgerning at den kristne kirke, da den først var blevet statsreligion, førte sig frem med ofte grusom magt og altså i allerhøjeste grad stiftede ufred. Sådan går det altid religioner, ideologier og andre forestillinger af ideel art i samme øjeblik de bliver grebet af magtinteresser og organiserer sig som magtfaktorer. Ideerne eksisterer jo ikke i den blå luft, men kun i mennesker af kød og blod - og med ego-interesser. Ikke desto mindre ligger der fortsat en almengyldig utopi i ordene som det er værd at have in mente midt i tidens og årets mange nedslående meldinger om håbløs krig og ufred, terror og ødelæggelser. Ind i mellem er der positive tegn der kan tjene til opmuntring og måske også bane vej for egentlige fremskridt. Altid afhænger det af folk der har viljen og modet til at gå imod fanatismens strømninger og gå ind i tragediens område. Derfor skal der også her lyde et: Fred på jorden og fred i menneskene! Det er juleønsket - ikke fra en engel, men fra et simpelt postbud. Peer Sendemand Henvisninger: Peer Sendemands rubrik Martin Buber Konrad Lorenz Det aggressive menneske Humor og tragedie Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |