JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df04barfoed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.12.06.

Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen

Sagen om den konservative Lars Barfoeds afgang som familieminister med hovedansvaret for landets fødevarekontrol har skabt berettiget røre og opmærksomhed af navnlig to grunde. For det første var det DF der gennemtvang Barfoeds afgang ved at meddele at man ikke længere kunne acceptere hans forbliven i regeringen, og for det andet blev denne meddelelse bragt i medierne kun to dage efter at statsministeren offentligt havde givet sin minister fuld opbakning og var rejst til EU-topmøde i Bruxelles i den tro at der ikke kunne koges mere suppe på den pølsepind.

Barfoed valgte selv at gå, fordi han efter DF's udmelding var på det rene med at hans forbliven ville indebære at statsministeren måtte udskrive nyvalg, skønt ingen af regeringsflertallets tre partier ønskede det eller ville have gavn af det som meningsmålingerne er lige for tiden. Men han følte sig med rette uretfærdigt behandlet og undlod ikke at komme med stærke verbale udfald mod DF som han bl.a. kaldte hykleriske. De havde selv været med til at indføre alle forbedringerne af fødevarekontrollen i hans ministertid, kontrollen var vitterligt blevet mærkbart forbedret siden 2001, men DF havde forhindret en bredere politisk aftale om den.

Faktum er at der i medierne har kørt en voldsom hetz mod Lars Barfoed som følge af åbenlyse svigt i fødevarekontrollen, men dem har ministeren systematisk prøvet at få rettet op. Men beklageligvis vedblev der at dukke tilfælde af svigt i systemet op, og selvom de dybest set ikke - bortset fra enkelte tilgivelige smuttere - kunne bebrejdes ministeren personligt, så blev de i stigende grad en torn i øjet på DF der til sidst mente at grænsen var nået og derfor uden at orientere statsministeren trak tæppet væk under Barfoed.

Objektivt set er Barfoed blevet uretfærdigt behandlet, og objektivt set er mediernes hetz mod enkelte ministre i dette og flere tidligere tilfælde gået helt over gevind. Det fremgår i selve Barfoed-sagen af den interne mail i Danmarks Radios nyhedsafdeling, hvor der røbes jubel over at det lykkedes at få skovlen under Barfoed. En afsløring der kun kan bekræfte indtrykket af manglende upartiskhed i afdelingen.

Objektivt set er det også en alvorlig kommunikationsbrist mellem regeringen og DF at man ikke på forhånd orienterer hinanden om vigtige beslutninger, så åbenlyse og belastende uoverensstemmelser om personspørgsmål kan undgås.

Men alt i alt peger hele forløbet på mere subjektive forhold som afgørende, nemlig at relationen mellem DF og de konservative er alt andet end ideel for et stabilt regeringssamarbejde, og at statsminister Anders Fogh Rasmussen må bære sin del af ansvaret for at dette gamle problem ikke forlængst er blevet løst på en tilfredsstillende og holdbar måde, idet han tilsyneladende hverken har fod på dets løbende udvikling eller ønsker at tage stilling til det på principielt plan.

Det hele bunder naturligvis i konkurrencen mellem K og DF og den deciderede jalousi denne indebærer. Begge partier er absolutte forudsætninger for regeringens flertal, men det er det mindste af partierne der er inddraget som regeringspartner, mens det største af statsministeren bevidst holdes uden for al regeringsmagt - både nu og efter næste valg.

Fogh Rasmussen har af strategiske hensyn bundet sig til det gamle traditionelle VK-samarbejde og udelukker at DF inddrages direkte i regeringssamarbejdet på trods af dette partis regeringsduelighed i form af yderst kompentente folktingsmedlemmer og dets uundværlighed for flertallets bevarelse, og allerværst på trods af at DF er det parti der - som ofte påpeget af Jernesalt - danner modpolen til Venstre i det politiske spændingsfelt, sådan som dette må bedømmes ud fra et midtersynspunkt og ud fra såvel forholdet til socialdemokraterne som forholdet til de konservative.

'Spændingsfelt' betyder i denne sammenhæng naturligvis ikke et faretruende, ødelæggende modsætningsforhold, men tværtimod et berigende dynamisk energifelt der i modsætning til forholdet mellem V og K er ene om at kunne give socialdemokraterne den nødvendige udfordring på midten og dermed den nødvendige konkurrence om midtervælgerne.

Synspunktet forudsætter klart, at DF ikke betragtes som et ekstremistisk parti på den yderste højrefløj, men netop som et ansvarligt midterparti i bedste forstand, dvs et ægte folkeparti.

Men kendsgerningen er jo, at ikke blot hele oppositionen, men også store dele af det konservative folkeparti og ikke helt ubetydelige dele af Venstre ser på DF på samme negative måde. Der er adskillige af de konservatives fremmeste folk der konsekvent udtrykker stor konkret skepsis over for DF, herunder ikke mindst miljøminister Connie Hedegaard og EU-parlamentarikeren Gitte Seeberg, ja Hedegaard har endda gjort det så stærkt at statsministeren har måttet gøre hende opmærksom på at hun slet ikke ville være minister uden DF's mandater.

Man kan vel gå videre og tilføje at der til syvende og sidst er en grundlæggende uvilje mod DF blandt mange almindelige konservative medlemmer og vælgere, nemlig blandt dem der ud fra gamle erfaringer hellere vil samarbejde med de radikale - tilsyneladende uden at tage synderligt hensyn til at de radikale har ændret sig betydeligt gennem de sidste ti år. Uviljen ligner mest af alt de rige, veluddannede og veletablerede konservative menneskers ringeagt for de jævne folk i DF.

De konservative kalder ganske vist deres parti for et folkeparti, hvad der i sin tid skulle understrege at det ikke som det gamle Højre var et decideret klasseparti udgået fra godsejerstanden, men allerede med Christmas Møller var blevet et bredere borgerligt parti. Christmas Møller kan sagtens betragtes som folkelig i ordets bedste forstand, men mange i partiet kunne jo netop derfor ikke døje ham. Og folkeligt kan man ikke kalde partiet i anden forstand end at det som Socialistisk Folkeparti på den anden fløj ønsker at være bredt favnende.

Dansk Folkeparti derimod er vitterligt et ægte folkeparti der i vid udstrækning repræsenterer ganske almindelige jævne mennesker og derfor er en stærkt konkurrent til socialdemokraterne på midten af dansk politik. De har naturligvis dygtige akademikere i folketingsgruppen (og dermed kompetente ministerkandidater), men stadig gælder at DF i vid udstrækning appellerer til ikke-akademikerne i landet. De gør de på flere måder - og en af dem hedder unægteligt appellen til fordommene, herunder ikke mindst den instinktive modvilje mod såvel en overdreven statsmagt som en overdreven indvandring. Begge dele er rene midterstandpunkter, men naturligvis benytter det store flertal af intellektuelle i venstrefløjspartierne kendsgerningen til at stemple DF som yderligtgående, nationalistisk og antiglobalt højreparti.

Et af de besynderligste træk ved Dansk Folkeparti er da også at det får sin grundlæggende nationale og folkekirkelige forankring defineret meget ensidigt af de to tidehvervspræster Søren Krarup og Jesper Langballe. Det betyder nemlig at der faktisk indføres en intellektualisme i partiet som egentlig er al folkelighed fremmed. Intellektualismen er i sidste ende af Kierkegaards art, mens folkeligheden er af grundtvigsk slags. Den først baserer sig på dogmer og teologiske udlægninger der ynder paradokser og spidsfindigheder. Den sidstnævnte er mytologisk af væsen og knytter sig derfor til arketypiske og universelle forestillinger i billed- og fortælleform. Og dette er det ægte folkelige. Det skal vi se på i en særskilt artikel senere.

Her skal påpeges det for alle tre regeringsbærende partier meget uheldige i at der mangler afklaring af det kølige, meget problematiske forhold mellem DF og de konservative, men navnlig i at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke vil eller tør forstå hvor vigtigt det er for hans eget parti og hans eget lederskab at han indser hvor det potentielle spændingsfelt i dansk politik for øjeblikket ligger. Han kan ignorere kendsgerningerne, tro på de konservatives stabilitet og håbe på at alt ordner sig hen ad vejen inden næste valg. Men han kan ikke skabe fremgang for regeringens flertal uden at give DF fuld anerkendelse for opbakningen til regeringens politik, dvs uden at inddrage DF direkte i regeringssamarbejdet.

Dansk Folkeparti på sin side kan slå sig i tøjret alt det de vil - og dermed skabe usikkerhed om regeringsflertallets beståen. Men det vil de formentlig kun tabe tilslutning på. Derfor er Barfoed-sagen ikke så lidt alvorligere for partiet og regeringen end DFs ledere vil være ved. De kan sørge for et godt samarbejde med den nye familieminister, men der er slået skår i forholdet til såvel de konservative som til Anders Fogh Rasmussens lederskab. Alt sammen på et tidspunkt hvor meningsmålingerne går den gale vej for de tre partier. Partiets frustrationer over Anders Fogh Rasmussens indstilling er forståelig, men vejen til en forandring går ikke over obstruktion af statsministeren.

Venstre skal ikke slå hånden af de konservative, men dog se i øjnene at dette parti langt fra er så folkeligt som Dansk Folkeparti. Skal midten fastholdes, skal den pæne konservatisme ikke have fortrinsret fremfor det folkelige og måske stadig lidt sprælske DF. Anders Fogh Rasmussen har efter sigende et udmærket forhold til både Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard, men det synes at være på et formelt, forretningsmæssigt plan. Tankemæssigt og følelsesmæssigt er han nok fremmed over for dem begge - og det er ikke heldigt. Der er næppe noget at gøre ved det, for Fogh er Fogh, og sådan er det. Men det er en af regeringensflertallets største svagheder.

Jan Jernewicz

Henvisninger: At læse Jernesalt