ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.4.04.

Gives der en moderne konservatisme?

Brian Mikkelsen har nogle lidt søgte betragtninger om titlen som han hævder er en rammende metafor for både konservatismen som sådan og for tiden i Danmark efter folketingsvalget i 2001. Konservatismen har et naturligt forhold til årstiderne ved ikke at sværge til en ideologi, men være realistisk og samtidig have historien med i respekt for dens organiske udvikling. Efter valget er det på mange måder blevet en konservativ årstid, hævder han.

Men det hele forekommer temmelig forvrøvlet, for hvem har ikke et naturligt forhold til årstiderne? Ingen. Og kan man overhovedet tænke sig andet end et naturligt forhold til årstiderne? Nej. Man kan derimod have et syn på historien som et grundlæggende organisk fænomen og dermed være i stand til at koble synet på årstiderne sammen med synet på historien ved at tale om årstidernes skiften. Men det gør kulturministeren ikke. Og når han hævder at det efter valget er blevet en konservativ årstid, kan vi slutte os til, at han hverken tænker på vinterens strenge frost, forårets grøde eller efterårets høst, men på noget i retning af sommerens behagelige lys og varme og optimale muligheder for at få ydet et godt stykke arbejde. Men han siger det ikke.

Og det gør ikke sagen klarere, at titelomslaget er forsynet med et af maleren Johan Th. Lundbyes kendteste landskabsbilleder, 'En dansk kyst' fra 1842-43 med motiv fra Kitnæs ved Isefjorden (der er tale om det der i dag hedder Kignæs ved Roskilde fjord tæt ved Jægerspris). Billedet er ubestrideligt meget smukt, men statisk, romantisk og nostalgisk. Et udsnit af billedet gengives også på bogens bagside, hvor man ellers med fordel som modvægt kunne have anbragt et moderne billede for at understrege, at konservatismen ikke bliver hængende i fortiden.

Da Bjørn Nørgaard er bidragyder til antologien - og endda har formuleret artiklernes fællesnævner, at "konservatisme er ikke kun tilbageskuende, men et nødvendigt afsæt for at se fremad", kunne man jo passende have valgt et af hans billeder, gerne et af de mere provokerende. Men det har man ikke gjort, så læseren får faktisk på forhånd bekræftet den opfattelse, at de konservative hænger mere ved fortiden end ved fremtidens muligheder - skønt alle bogens forfattere gør hvad de kan for at aflive denne næsten urokkelige og i hvert fald for partiet generende fordom.

Dagligt melder der sig nye etiske dilemmaer inden for sundhedsvidenskab, bioteknologi, landbrugsproduktion, fødevarer, omsorgspleje, socialrådgivning m.v. Det nye er, at det fra alle sider fremhæves, at virksomhedsetikken ikke kun handler om øget indtjening, men i høj grad om, hvordan den enkelte virksomhed kan bidrage til fælleskabet og det fælles gode på samme måde som en god statsborger.

God ledelse er i dag værdiledelse, dvs en etisk ansvarlig ledelsesform der inddrager alle dem som påvirker og påvirkes af virksomheden i en åben og konstruktiv dialog med henblik på at øge virksomhedens bidrag til at styrke samfundets politiske, sociale og økonomiske udvikling, herunder økologisk og miljømæssig bæredygtighed.

Rendtorffs pointe er, at der i regeringens og ikke mindst i de Konservatives arbejde med at sikre større økonomisk vækst igennem liberalisering og globalisering af den danske økonomi, ligger store muligheder for at styrke en konservativ og fællesskabsbaseret opfattelse af virksomheder der bidrager til almenvellet. Der er ikke blot tale om at etikken betaler sig med øget økonomisk indtjening, men at den 'nødvendige moralisering' (bedre: den nødvendige etiske bevidstgørelse) indebærer at det gode statsborgerskab betragtes som virksomhedens egentlige eksistensberettigelse.

Henrik Stampe Lund (1964) skriver mere seriøst om borgerlig værdikamp til højre ud fra den betragtning at værdikampen til venstre - dvs. mod de venstreorienterede og kulturradikale - forlængst synes vundet. Nu gælder det kampen til højre, at stå ved de gode gamle borgerlig dyder som anstændighed og sund fornuft og markere sig i forhold til dem der fifler med anstændigheden. Askese, familie, tradition, flid, flittighed, dygtighed, autoritet, ansvarsfølelse og etik er sådanne værdier, der i dag må kæmpes for - tillige med ejendomsretten og fremtidsmuligheder for flest mulige mennesker.

Vandene skilles i dag politisk ved hvilke vælgere der kan tåle samfundsmæssig kompleksitet og hvilke der stemmer på partier der lover enkle løsninger på komplicerede problemer, hævder Lund. Men når han skal vurdere de vælgervandringer som præger vor tid, så må han med beklagelse konstatere, at visse borgerlige vælgere til en vis grad er rykket ind mod midten som en reaktion på at tidligere midtervælgere er blevet radikaliseret og rykket til højre. Men han overser i denne forbindelse, at vælgerne på midten efter alt at dømme netop er sådanne mennesker som tåler kompleksiteten i såvel problemerne som løsningerne, mens det er dem der vil have enkle løsninger på alting der søger ud mod ekstremerne.

Også andre bidragydere til bogen harcellerer over denne midtersøgning der synes nøje forbundet med det udbredte danske konsensus-fænomen, som ikke alle bryder sig om. Men dette fænomen kan dog siges at bero på ikke alene det forhold at vi i Danmark må leve med mindretalsregeringer, men også - og navnlig - på at ingen regering kan være synderligt interesseret i at få vedtaget større reformer med så snævre flertal, at det er givet de bliver ændret efter næste valg. Helt aktuelt er det således temmelig afgørende for den påtænkte kommunalreforms varighed, at den vedtages med et meget bredt flertal.

Lund synes faktisk med sin fremhævelse af de klassiske borgerlige dyder og værdier - modsat hensigten - at have plæderet for enkle løsninger på nutidens problemer frem for mere komplekse.

Konservatismen adskiller sig fra socialisme, liberalisme og kulturradikalisme med sit realistiske og antiutopiske syn på mennesket. Men dens vigtigste modstander i dag er hvad hun kalder 'ned-med-os-kulturen' eller 'forkastelseskulturen', dvs en kultur der vil dekonstruere alle traditionens gyldne ord og ligefrem vrænger af ord som ansvar og pligt, lov og orden, folk og fædreland. Selv statsminister Anders Fogh Rasmussen påstås at finde det nødvendigt at indrette sig efter den antiautoritære tankegang som en politisk realitet. Også han er jo midtersøgende!

Men mens Koestler afviser begge indstillinger, så ser Rossel - lidt søgt tør det siges - yogien som det moderne, kritiske menneske der besidder alle forudsætninger for og også viljen til at skabe et humant samfund, hvor mennesket og ikke systemet kommer først. Denne moderne yogi arbejder med modeller og hypoteser for et ønskværdigt samfund, men afviser dogmer, vold og magt. Han afviser new-wawe. Han går ind for den østrigske model (Rossel er professor ved Wiens universitet og har fulgt udviklingen i Østrig nøje under Schlüssel). Yogien går ind for eliteuniversiteter. Han er internationalist og hylder den europæiske idé. Med sin progressive reformkonservatisme står han i modsætning til alverdens fagforeninger og gamle venstreorienterede universitetslærere og opinionsdannere - såvel som til både den menneskestyrende socialisme og den ortodokse liberalismes fremskridtstro.

Støvring går næsten grassat i sit opgør med disse åbenhedsprofeter. De tror de har befriet sig fra kulturimperialismen og kulturchauvinismens ondskab, hævder han, men de er havnet i et kulturelt selvhad - og i en nedrakning af deres egen kultur der har ført så vidt at de uden at ryste på hænderne sidestiller vestlige demokratiske stater med totalitære stater. De går selvfølgelig ind for multikulturalismen. Borgerne i de vestlige velfærdsdemokratier skal uddannes til kosmopolitiske turister i vor egen og alle de fremmede kulturer. Selv Venstres Kristian Jensen råber 'Hurra for globaliseringen'.

Men de konservative holder nu som før på den nationale loyalitet. Medborgerskab er utvivlsomt en af de højeste konservative dyder.

Hesseldahl angriber først og fremmest udbredelsen af subkulturerne og gruppefællesskaberne - såsom de homoseksuelle eller dele af den moderne kvindebevægelse. Sådanne minoritetsgrupper konstruerer deres egen virkelighed for at opnå synlighed og omfordeling af det borgerlige samfunds magtkoncentration. Og den borgerlige offentlighed bøjer tilsyneladende af og holder op med at insistere på magtsuveræniteten. Og så går det efter Hesseldahls mening galt. En stat bør kunne rumme alle kulturer der ikke søger at undergrave den, siger han, men den skal ikke underordne sig alle kulturer eller undergruppers særinteresser. Mangfoldigheden er et gode, men den store fælles historie må ikke mistænkeliggøres og erstattes af multikulturens kakofoni af stemmer. For det truer det basale fællesskab og undergraver trygheden for de mest udsatte individer.

Der er meget rigtigt i denne tankegang - der advares også på Jernesalts sider mod multikulturens undergravelse af den grundlæggende enhedskultur. Men billedet er alligevel fortegnet, fordi enhver enhedskultur vil have subkulturer, og de er vel at mærke af meget stor værdi, fordi de både sikrer mangfoldigheden og dynamikken i enhedskulturen. Det er derfor ikke dem man skal rette skytset imod, men derimod de fremmede elementer der ikke vil acceptere den grundlæggende enhedskultur omkring fælles historie og sprog, men vil leve som selvstændige kulturer parallelt med den oprindelige, nationalt betingede kultur.

"Fra at være fremtidsorienterede, driftige og sparsommelige har vi som samfund de sidste 100 år - og specielt siden velfærdsstaten - udviklet os til at blive nutidsorienterede, apatiske og forbrugsorienterede."

Og grunden ligger i tidspræferenceratens forskydning. Denne tidspræferencerate angiver graden af borgernes villighed til at afstå fra behovstilfredsstillelse i nutiden for at kunne opnå så meget desto større behovstilfredsstillelse i fremtiden. Jo lavere tidspræferencerate for borgerne, jo bedre for samfundet og samfundsudviklingen. Og denne tidspræferencerate bruger Karsbøl nu som indikator for civilisationen, fordi en faldende social tidspræferencerate, dvs et fald i alle individers samlede tidspræferencer, generation efter generation vil give plads til stadig større dynamik via stadig flere investeringer, stigende arbejdsdeling, kapitalapparat og specialisering. Og dermed til stadigt større civilisatoriske fremskridt. Sådan var det længe i dansk og europæisk historie.

Men for 100 år siden skete der en afgørende ændring med fremkomsten og udbredelsen af det Karsbøl kalder 'det totale demokrati'. Tidspræferenceraten steg for individerne, med det resultat at civilisationen eroderede. Velfærdsstatens institutioner er blevet kapret af en venstreorienteret intelligentsia som gennem årene har haft held til at opbygge et omfattende og uproduktivt, ja ofte kontraproduktivt bureaukrati. Alting i produktionen og erhvervslivet er blevet farligt og skal følgelig reguleres af staten, så de venstreorienterede kan udvide deres imperium, hedder det.

Fremkomsten af det totale og altomfattende demokrati har efter Karsbøls mening haft sin egen negative dynamik som med tiden er kommet til at dominere de civilisatoriske fremskridt eller i sin mest fremskredne form direkte har ført til civilisatoriske tilbageskridt og kulturel regression. Antallet af modtagere af sociale ydelser er i dag større end nogensinde. Overførselsindkomsterne i Danmark er så høje at en kvart million mennesker ville tabe penge på at tage arbejde frem for at leve af understøttelse. Kapitalakkumulationen, arbejdsdelingen og specialiseringen i dansk økonomi er blevet langsommere, og den sociale mobilitet hæmmet. Hertil kommer at familierne opløses, og at antallet af sociale tabere er steget støt sammen med antallet af børn af enlige forsørgere. Velfærdsstaten har skabt et værdimæssigt proletariat, og den offentlige moral er blevet forværret siden Anden Verdenskrig. Kriminaliteten er øget dramatisk og den private ejendomsret lagt for had.

Kort og godt, må man sige. Men i sin ensidighed så langt fra de øvrige bidrag i bogen, at det mest af alt ligner udslaget af netop den form for konservativ ideologi, som de øvrige bidragydere tager klart afstand fra. Det vender vi tilbage til. Kun må det undre, at bidraget overhovedet er taget med i bogen.

Mange af hans påstande kan normale mennesker vanskeligt være uenige i. Fx når det hedder, at livet - ligesom kunsten - ikke er så ligetil. Eller at tilværelsen ikke lader sig sætte på begreb. Eller påstanden om at troen på fornuften kan blive så stærk at den slår om i sin modsætning og bliver irrationel. Eller at den enkeltes lykke aldrig kan blive en politisk sag.

Men så kommer Claes Kastholm med betragtninger over ungdomsoprøret der løber af sporet, fordi han på den ene side nok forstår det positive i, at oprøret vendte sig mod den klassiske fremskridtstro med dens behavioristiske menneskeopfattelse, dens positivistiske videnskab og dens tro på at lykken ligger i stigende forbrug, men på den anden side mener han at oprøret var en følge af det selvsamme forbrug som det vendte sig imod. Det var et overflodsoprør, dengang overfloden var ny. Og det kommer ikke igen. For ungdommens oprør er ikke normen, men undtagelsen i menneskehedens historie, hævder han.

Og det var dog kunstigt, al den stund hver eneste generation og hvert eneste individ i historien har haft sit ungdomsoprør gennem det myten kalder 'syndefaldet', dvs den bevidstgørelse der på en og samme gang betyder at generationen og individet bliver bevidst om sit køn såvel om sit ophavs fejlbarlighed og ufuldkommenhed. Hver generation og hvert individ bliver overhovedet aldrig nogensinde voksent og selvstændigt uden at gå gennem den erkendelse der følger af dette ungdomsoprør.

Claes Kastholm har dernæst nogle betragtninger om fremtiden og fremskridtet på et så lavt logisk niveau, at man tage sig til hovedet og beklager at den begavede mand virkelig ikke kan finde på en bedre argumentation imod de såkaldte institutter for fremtidsforskning. Fremtiden eksisterer ikke, lyder det. For i det øjeblik vi når fremtiden er den ikke længere fremtid, men nutid, og øjeblikket efter er den fortid. Vi har kun fortiden, dvs historien, at støtte os til, siger han, og det er naturligvis pointen. Men hvorfor så hele dette ræsonnement for små logikere, når han ovenikøbet indrømmer, at fremtiden dog eksisterer som forestilling, håb og frygt.

Jo, Claes Kastholm vil såmænd have os til at forstå, at der ingen plads er til utopier i en borgerlig tankegang. For nok gør utopier verden overskuelig og giver livet en retning, men de får også mennesker til at gå i takt - og så husker vi (eller i hvert fald de af os der er gamle nok) de blodige spor gennem det 20. årh. Utopier repræsenterer fanatisme - og fanatisme er uforenelig med en borgerlig livsholdning.

Ikke desto mindre taler samme Kastholm om at politik er at kunne tænke og tale i helheder og ikke blot som delfunktioner, sådan som det politiske, bureaukratiske og kommercielle system sædvanligvis gør. Væsentligt er om mennesket i den større samfundsmæssige sammenhæng betragtes og behandles som en del af en masse eller som borger, altså som et helt menneske, et selvberoende og ukrænkeligt individet.

Han har naturligvis lov til at tale om helheder og hele mennesker uden at blive påduttet at tænke ideologisk, men han går - i modsætning til andre bidragydere til bogen - uden om problemets kerne, at hverken idéerne, visionerne, utopierne eller fremtidsforestillingerne kan fjernes fra individernes eller de politiske partiers bevidsthed uden at de mister orienteringsevnen og bliver lette ofre for såvel fanatismens demagoger som kulturrelativismens, postmodernismens eller den simple opportunismes fortalere og udlevere.

Den rene nu-kultur er en myte, for fortiden er der alligevel altid. Og er der ikke en levende forbindelse til den, men kun fravær eller fortrængning, så bliver mennesket identitetløs.

I konservatismens måde at forstå tilværelsen på er mennesket ikke uafhængigt og fritsvævende. Begreber som frihed og abstrakt fornuft er altid noget som står i forhold til det givne.

Anders Dahl skelner mellem en pessimistisk, melankolsk konservatisme som ser forbindelsen med den historiske kontinuitet som vital og meningsgivende, men som føler at forbindelsen er brudt. Heroverfor er der en håbefuld konservatisme der tror på muligheden af at genforene vores tid med det historiske.

Han efterlyser derfor en bevidst politisk, konservativ tanke om at verden rummer værdifulde fællesskaber og autoriteter samt læresætninger fra tiden før mobiltelefonens opfindelse, som har et bæredygtigt budskab på et tidspunkt hvor begavede mennesker spejder begærligt efter enhver nok så lille oase.

Personligt peger han først og fremmest på bindingerne til politiske, økonomiske og sociale institutioner: "Konservatismen lægger vægt på principper der er forbundet med tro, en bestemt tidsdimension, psykologi, social orientering og autoritet. Konservatismen er derved et forsøg på at begrunde de eksisterende institutioners fortsatte berettigelse i forhold til Gud, historien, naturen og mennesket."

For Mads Storgaard er der altså ikke i sig selv noget odiøst ved ideologier i den brede betydning af værdisystemer. For normer og idealer er uomtvistelige. Det afgørende i det politiske liv er hvordan man forholder sig til ideologien. Hvis livet er til for ideologiens skyld, så størkner denne. Når udvekslingen mellem ideologiens idealer og politkkens erfaringer minimeres, så får vi det gennemført ufølsomme politiske engagement.

Politik befinder sig med med andre ord mellem ideal og realitet, og dens opgave er at bringe realiteternes verden så tæt på idealet som muligt, at realisere de mål og værdier som ideologien formulerer. Men der må være korrespondens mellem realitet og idealitet, forstået på den måde at realiteterne altid skal have behørig indflydelse på idealiteten.

Følgelig bliver det for Mads Storgaard opgaven for konservatismen at tage det med sig ind i det 21. årh. som den altid har stået for - nemlig nogle grundlæggende dyder og værdier - men realiseringen af disse værdier må ske i form af konkrete politiske forslag, der netop medierer idealerne og realiteterne. Mads Storgaard peger specifikt på sådanne værdier som dannelse og pragmatisk indstilling. Men også på genskabelsen af en elite. Det bemærkelsesværdige er dog først og fremmest den klare pointering af nødvendigheden af at have idealiteten med.

Den politiske konservatisme baserer sig ifølge Bengt-Pedersen ikke på en mere eller mindre firkantet og tilsyneladnede sammenhængende politisk ideologi med en tilhørende forestilling om det ideelle samfunds indretning. Konservatismen besidder tværtimod en på erfaringsfilosofien hvilende skepsis mod ideologier og i det hele taget imod den abstrakte fornufts centrale rolle i politik. Men hele denne berettigede kritik af ideologierne fører til en forsømmelse af den principielle idépolitiske diskussion - og i værste fald kan den degenerere til en holdningsløs opportunisme, hvor man kun er optaget af den dagsaktuelle politik.

Bengt-Pedersen selv betragter opfattelsen af det enkelte menneskes frihed til at være sig selv og forme sin tilværelse inden for de grænser hensynet til andre kræver som grundholdningen i konservatismen. Mennesket er hverken ondt eller godt. Det er nok et fornuftsvæsen, men besidder også mere irrationelle træk, nemlig følelser og instinkter.

Bortset fra, at Hansen dermed bliver temmelig partipolitisk, så har han nogle bemærkelsesværdige betragtninger af mere generel karakter om konservatismen. Han hævder bl.a. at konservatismen i højere grad end de andre politiske ideologier giver plads for emotionelle og irrationelle størrelser, også på niveauet for sin egen teoretiske formulérbarhed.

Irrationalismen ligger i at konservatismen ikke anser mennesket for beregneligt og følgelig heller ikke samfundet, moralen og kulturen for konstruerbare. De fremkommer tværtimod gennem 'trial and error'-metoden. Men på trods af denne iboende irrationalisme, så er konservatismen - ret forstået - kritisk og refleksiv. For den betragter ikke følelsens intensitet som tilstrækkelig garant for sandhed eller nytte. Der er tværtimod så meget i fortiden der kan vække stærke følelser, og derfor må den kritiske distance med - både til fortiden og nuet.

I virkeligheden rører Nils Gunder Hansen her ved et centralt problem i al politik og religion, ja al kultur, nemlig forholdet mellem følelse og fornuft. Men desværre belyser han det ikke særligt godt. Følelsens faldgruber kan han se og give eksempler på. Han nævner også ordet intensitet og efterlyser som nævnt også mere ånd. Men han går uden om sagens kerne, som er og bliver forholdet mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. Det er de første som er præget af intensitet og kan indebære ånd (tillige med de voldsomste udslag af den menneskelige aggressivitetsdrift), altså med andre ord dem som al følelse af værdi beror på, men som til gengæld er vanskelige at styre, fordi de som hovedregel er ustabile. Al følelsesmæssig og tankemæssig stabilitet ligger i sekundærprocesserne, der til gengæld er relativt svage. (Jf. artiklen om  De psykiske grundprocesser).

Alt dette betyder at problemet for alle politiske partier og religiøse bevægelser altid er at sørge for en kritisk distance til de intense følelser - uden på nogen måde at fjerne dem fra den enkeltes tilværelse eller den fælles kultur. For det er lige præcis de intense følelser der giver livet værdi! Eller sagt med andre ord: Alt engagement i tilværelsen beror på de intense, men ustabile følelser. Al fornuftig styring af engagementet beror på de stabile, men svage følelser. Derfor er der dynamik i tilværelsen og historien. Men derfor vil der også altid være problemer. Og dem er de konservative såmænd ikke principielt bedre til at løse end andre!

Konservatismens grundantagelse er for ham udledt af en antagelse om menneskets ufuldstændighed, herunder en moralsk ufuldstændighed der ligger i at mennesket ikke fødes med forestillinger om ret og rimeligt. Mennesket må følgelig have en kontekst, en tradition, et socialt fællesskab, for at kunne orientere sig i de potentielle handlemuligheder. Og det må have et telos, et mål, fordi vi ikke kan reduceres til produkter af omstændighederne. Mennesket kan ikke forstå og overskue alle de processer der tilsammen skaber og vedligeholde de sociale fænomener. For den konservative er politik derfor en normativ praksis.

Ifølge Søren Hviid består konservatismens fremtid i at kunne artikulere et værdigt og realistisk alternativ til liberalismen og socialismen, ikke ved at præsentere en ideologisk utopisk vision om det perfekte samfund, men ved at opstille nogle metapolitiske principper der vejleder den konservative politiker eller borger, herunder forståelsen for traditionen og den organiske samfundsopfattelse samt den politiske skepticisme, afstandtagen til ideologiske eller utopiske projekter.

Per Stig Møller er klar over, at de forskellige andre ideologier respekterer de samme elementer, men han mener ikke at de gør det i samme sammenhæng. Specielt det konservative menneskesyn bygger på den opfattelse at alle mennesker er forskellige, at mennesket er et uforudsigeligt væsen der på godt og ondt forandrer sig livet igennem. Man kan følgelig påvirke mennesker, men ikke planlægge deres udvikling og liv.

Da konservatismen mener vi er født forskellige og udvikler os forskellige, men har behov for at leve i et samfund, går den ind for et fælles, grundlæggende værdisæt. Han betoner derfor også selve sammenhængskraften og fællesfølelsen.

Altsammen meget smukt og respektabelt, men alligevel medvirkende til at sætte spørgsmålstegn ved konservatismens idémæssige grundlag. Det er tydeligt, at de konservative er skeptiske, for ikke at sige angste, for al systemtænkning, men dog for de flestes vedkommende accepterer nødvendigheden af at få tankerne til at hænge sammen i både logisk, historisk og fremtidsorienteret forstand. Men når alt kommer til alt synes de grundlæggende konservative værdier og dyder at være så almene og alment accepterede, at det ligner ikke så lidt af en illusion at opfatte dem som en politisk filosofi der kan patenteres af et parti.

Men når han mere konkret fremhæver, at de konservative forstår mennesket som et socialt væsen, betragter borgeren som omdrejningspunktet, mener velstand og velfærd kommer fra borgernes aktivitet og energi og ikke fra omfordeling af goderne, at familien er en kerneværdi og at målet ikke er revolution og befrielse, men opretholdelsen af frihed, frisind og fællesskab, ja, så er vi ved almene værdier, som i virkeligheden ikke ret mange mennesker kan være uenige i - uanset hvor de står politisk, religiøst og kulturelt. Man kan i praksis vægte dem forskelligt, men stort set går alle ind for disse værdier.

Nørgaard hævder nemlig i fuld overensstemmelse med alle historiske kendsgerninger, at der længe er blevet ført borgerlig kulturpolitik i Danmark, for Socialdemokratiet overtog simpelthen borgerskabets kulturelle idealer og værdier, ligesom tidligere bondestandens og arbejderbevægelsens to store oplysningsprojekter grundlæggende byggede på de borgerlige dannelsesidealer fra oplysningstiden og de borgerlige revolutioner m.v.

Men i dagens kulturkamp er det store dyr i åbenbaringen blevet 60'erne og ungdomsoprøret. Modstanderne af dette oprør - og det gælder faktisk også nogle af bogens bidragydere - glemmer blot, at ungdomsoprørerne også gjorde oprør mod marxismen og kulturradikalismen - ved siden af kapitalismen. De var udogmatiske, selvom nogle af dem - i håbløst behov for absolutte sandheder - endte i ‘munkemarxisme' eller det der var værre: terroren hos De Røde Brigader.

Men hovedparten af oprørerne blev faktisk konservative i ordets almene, ikke-partimæssige betydning. De borgerlige frihedsrettigheder, de konservative værdier, de liberale bevægelser og de socialistiske solidaritetsidealer er alle afgørende for de samfund vi har i dag. Det konservative element er derfor en umistelig del af vores kultur, konstaterer Nørgaard. Man kan også formulere hans tankegang på den måde, at ligesom Christmas Møller i Befrielsessommeren 1945 kunne postulere, at vi alle er socialister, så kan socialisten Bjørn Nørgaard i 2004 med rette sige, at vi alle er konservative. Pointen er ikke, at alt er ét fedt, men at ingen af ismerne og ingen af de politiske partier rummer den fulde sandhed.

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning

De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet

Blivende værdier?  (14.4.04.)
om Kasper Støvrings bog om konservatismen og kulturkampen.
Venstre-kvinde om værdier og grundholdninger  (5.4.04.)
om Birthe Rønn Hornbechs bog 'Ret og rimeligt'

Foghs nytårstale  (4.1.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)

Færdigt arbejde?  ( 14.11.03.)
Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner  (8.8.03.)

Ulla Dahlerups kulturkamp  (Skidt og kanel - 23.9.03.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)