ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.8.03.

Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner

Jon O. Laurings kritik af Dronningens Gobeliner på Christiansborg - bragt af Weekendavisen 1.8. - må skyldes et hedeslag, så latterligt ensidig kommunisthetz er der tale om.

Selvom Weekendavisen nu i ugevis har diverteret os sagesløse læsere med endeløse og fuldstændigt ligegyldige private fejder mellem historikere af forskellig observans om venstrefløjens fejl og undladelsessynder, så er topmålet alligevel nået med kunst- og idéhistorikeren Jon O. Laurings forsøg på i værste Bent Jensen-stil at føre bevis for en fremragende kunstners misbrug af en stor offentlig opgave til ideologisk propaganda. Forsøget er totalt mislykkedes, fordi Lauring forfalder til en form for bevisførelse der ville være Goebbels værdig, men er en moderne historiker uværdig. Goebbels brugte systematisk de regler for sammenkobling af hinanden uafhængige begreber som kendes fra de psykiske primærprocesser, specielt reglerne om delen der sættes til at gælde for helheden, og ligheden der gøres til identitet, regler der er fuldstændigt utilladelige i seriøs argumentation.

Lauring savner derimod totalt blik for Bjørn Nørgaards eminente humor - og uden blik for den forstå man ikke meget af hans kunst.

Allerede Laurings udmelding om, at det overordnede forlæg for gobelinernes formsprog - så vidt han kan se - skulle være inspireret af den mexikanske revolutions officielle maler, kommunisten Diego Rivera, taler sit eget sprog om fordomme. Nørgaards gobeliner er ganske vist uden sammenligningsgrundlag i Danmark, så indholdsmæssigt omfattende og komplekse er de. Men i Norge kan man både på Rådhuset og i Universitetsaulaen finde tilsvarende storslåethed i idé og udformning. Men rigtignok anderledes i den kunstneriske udformning, fordi Nørgaard har haft den bundne opgave at lave gobelinerne til en enkelt sal, formet i en - som han selv siger - "tung og forsinket historistisk stilart". Det er tilfulde lykkedes at få værket til at hænge sammen med rummets arkitektur, funktion og farver - dog med mindre ændringer af rummet. Og det er i sig selv en bedrift, som ikke kendes fra Rivera. Hertil kommer, at Nørgaard har valgt at holde sin person tilbage, men aldrig fornægte den, til fordel for de skildrede perioderes egen stil - med det resultat at der er skabt en smuk sammenhæng mellem periode og billedkomposition i hver enkelt gobelin. Det totale værk holdes kompositorisk sammen gennem ensartetheden i rammen, først og fremmest borduren, hvilket heller ikke kendes fra Rivera.

Men Laurings kritik går først og fremmest på det indholdsmæssige, idet det påstås at overinspektør Erik Fischers iøvrigt helt udokumenterede bevidsthed om at Bjørn Nørgaards gobeliner "måtte forventes umiddelbart at komme til at fremstå med en socialistisk tolkning af Danmarkshistorien", rask væk forvandles til et varsel om et decideret kommunistisk spøgelse. Men det er Lauring der ser spøgelser.

Karl Marx finder han nemlig placeret i øverste bordure til 'Ældre Glycksborgere' i midten oven over den grundlovgivende forsamling. Lenin og Mao er portrætteret i nederste bordure til Yngre Glycksborgere som idealiserede forbilleder. Symbolerne for kristendommen (korset), monarkiet (kronregalierne) og demokratiet (grundloven) er delvist skjult i 'Mellemstykket' til 'Fremtiden' (men ikke i de andre mellemstykker!). Og sidst, men ikke mindst: Stalin er slet ikke portrætteret, uagtet han var med til at vinde 2. verdenskrig og derfor burde have været med ved siden af Churchill. Det forties, at Roosevelt heller ikke er med, og at Nørgaard således slet ikke har haft noget princip om at alle vinderne skulle med i borduren.

Argumentationsformen er mildest talt sommerligt varm. Lauring plukker enkeltheder ud af deres kontekst og drager nogle konklusioner som ville være helt anderledes, hvis han havde valgt andre enkeltheder ud. Og det sidste argument er simpelt barokt som bevis på, at hele Nørgaards værk er kommunistpropaganda. For regnskabet stemmer åbenlyst ikke på dette punkt, men så ved Lauring råd. Han opfinder simpelthen den skjulte forklaring: Stalin var en lige så stor forbryder som Hitler - og kunne følgelig ikke placeres i borduren som en fremragende personlighed, men skulle have været placeret som en karikatur i hovedfeltet, hvor skurken Hitler er anbragt. Men dét ville alligevel være for stærk en indrømmelse fra Nørgaards side, så resultatet er blevet, at Stalin helt udelades. Men til gengæld får han erstatning på to måder: dels i form af symbolerne Hammer og Segl (som nu ikke er specielle symboler for Stalin, men for Sovjetunionen), dels i form af Jean-Paul Sartre, den store franske filosof som vi alle véd var kommunist - og sågar en gang er kommet med en utvetydig bekendelse som: "En antikommunist er en hund, det fraviger jeg ikke…".

Sartre er anbragt sammen med andre store europæiske kulturpersonligheder i øverste bordure til 'Yngre Glycksborgere' - og der foreligger intetsomhelst fra Nørgaards side om, at han skulle være valgt på grund af den famøse sætning. Han var ubestridt en af det 20. århundredes største eksistensfilosoffer og kulturpersonligheder - så kan man mene om ham og hans venstreorientering hvad man vil. Encyklopædien - dette kommunistiske propagandaværk, mener Lauring sikkert - betegner ham med rette også som 'inkarnationen af den venstreintellektuelle rollemodel'. Det ville simpelthen være for påfaldende, hvis han ikke havde været med i borduren.

Men det sjove er - og det har den gode Lauring overhovedet ikke blik for på noget punkt i sin kritik - at bordurerne foroven med europæiske kulturpersonligheder til venstre modsvares af en række til højre af danske kulturpersonligheder. Og det betyder for 'Yngre Glycksborgeres' vedkommende, at fysikeren Einstein stilles over for Niels Bohr, komponisten Igor Stravinsky over for Carl Nielsen, filosoffen Bertrand Russell over for kulturkritikeren Poul Henningsen (uhadada!), arkitekten Le Corbusier over for Jørn Utzon. Forfatteren og antikommunisten Boris Pasternak over for kommunisten Martin Andersen Nexø. Filminstruktøren Eisenstein over for Carl Th. Dreyer, forfatteren Thomas Mann over for Johs. V. Jensen, skuespilleren Charlie Chaplin over for Poul Reumert og den engelske suffragette Christabel Pankhurst over for - ja hvem mon? Jo, selveste Karen Blixen, en af vore største forfattere, men også en slags blåstrømpe. Herligt set, eftersom hun bl.a. fik gjort Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig godt til grin..

Og Jean-Paul Sartre? Hvem stilles han monstro overfor? Såmænd religionshistorikeren Vilh. Grønbech, som i ét og alt må siges at være det diametrale modstykke til Sartre, blændende og original forsker med dybeste forståelse og respekt for det religiøse - men blottet for partipolitiske, kirkepolitiske og ideologiske interesser. Han er beklageligt overset i dansk kulturdebat, selvom han faktisk har meget at byde på i flere henseender den dag i dag, så det er både tankevækkende og beundringsværdigt at Nørgaard tager ham med - og placerer ham netop over for Sartre. Der kommer nemlig på denne måde ikke blot balance i tingene, men også en udsøgt humor.

Blandt politikerne i nederste bordure findes politikerne Clemenceau, Wilson, Mao, Lenin, de Gaulle, Villy Brandt, Churchill, John F. Kennedy og Gandhi over for danskerne Niels Neergaard, Over Rode, Frode Jacobsen, Mogens Fog, Nina Bang, J.O. Krag, Christmas Møller, Erik Eriksen og Th. Stauning. Igen en sigende og ganske morsom modstilling, der naturligvis nogen gange kommer til at halte lidt, bl.a. fordi flere af de danske politikere ikke rigtigt holder mål med de store udenlandske.

Laurings ene klagepunkt, Mao, modstilles Frode Jacobsen - måske på grund af begges 'lange march', om end med modsat fortegn - og den anden, Lenin, modstilles Mogens Fog - begge med fremragende intellekt, men unægteligt etisk inkonsistente. De fleste portrætterede fra nyere tid er gengivet ud fra kendte fotos, så hvorfor i alverden specielt Lenin og Mao skulle fremstilles anderledes, turde være et godt spørgsmål, medmindre man som Lauring kan se slette motiver alle steder. Mao er dog gengivet ud fra Andy Warhols kendte portræt, men det er da kun en gevinst.

Lauring har ondt af placeringen af Karl Marx - midt i øverste bordure for 'Ældre Glycksborgere' med den grundlovgivende forsamling og meget andet godt, og modstillet jernkansleren Bismarck i nederste bordure for politikerne. Dronningen skal også have haft indvendinger, men respekterede Nørgaards valg og kunstneriske frihed. Og gjorde det med rette. For faktisk var Karl Marx - hvad man end måtte mene om ham - i langt højere grad en kulturpersonlighed end en politiker. Og han kan også betragtes som modstykket til Bismarck, først og fremmest i kraft af den store inspiration han har været ikke blot for kommunister og socialister, men også for ærlige og brave socialdemokrater. Bismarck har ikke inspireret særligt mange - med undtagelse af junkere.

Den grundlovgivende forsamling gengives nøgne med bl.a. Istedløven og Den tapre Landsoldat og Tilbagetoget fra Dannevirke omkring sig. Lauring gætter løs på nøgenheden - at forsamlingen består af uskyldige og erfaringsløse personer (selvom de vitterligt har genkendelige, erfaringsprægede ansigter ) eller at de refererer til Andersens eventyr om kejseren der ikke har noget på (underforstået d'herrer står for et demokrati der efter Nørgaards mening ikke har noget på!). Igen mangler Lauring elementær humor. For sandheden er, at forsamlingen faktisk kommer til at se forbløffende friske ud - sammenholdt med omgivelsernes stilige Kristian 8. og hyggelige Frederik 7. - med hver deres højst upolitiske interesser. Eller sammenholdt med den opstyltede forsamling af kronede hoveder omkring Christian 9. med Christiansborg slot brændende bag sig. Og tilmed rejser disse nøgne grundlovgivende skikkelser sig bogstaveligt som opstandne af de store slesvigske kriges død og ødelæggelse.

Nørgaard har udtrykkeligt sagt, at der ikke i hans skildringer ligger nogen kritik af monarkernes rolle, men alene en beskrivelse af den faktiske udvikling fra adelsvælde og enevælde til repræsentativt monarki, hvor regentens rolle er kulturelt og symbolsk identitetsskabende. Hvad galt er der i dette, når denne udvikling er et faktum som selv de mest glødende monarkister ikke kan bestride? Monarkiets fremtid er også usikker overalt i de europæiske lande, så hvad galt er der i også at medtage denne usikkerhed. For grundlovens vedkommende er der ikke anden usikkerhed, end det må betragtes som givet at den bliver revideret inden for de næste 100 år. Udemokratisk er Nørgaard på ingen måde.

Nej, Nørgaards løsninger af de mange konkrete problemer en så kompleks historiegengivelse måtte give peger på det centrale i hans historieforståelse. Historien er ikke blot en række objektive data, men først og fremmest en subjektiv 'konstruktion' i de menneskers sind som af den ene eller anden grund gider befatte sig med den - fx ud fra inspirerende skoleundervisning i faget eller senere læsning. Historien er ikke - allermindst i en kunstnerisk udformning - udtryk for en objektiv sandhed, den er et forhold mellem fortiden og os selv som levende, nutidige mennesker der kan hente vor identitet og vor inspiration, ja såvel vore forbilleder som vore skrækbilleder i fortidens begivenheder og skikkelser, men som ikke kan unddrage os ansvaret for vor egen fortolkning. Vi gør derfor klogt i at opretholde en kritisk distance til såvel begivenhedeerne som de subjektive historieværker vi får leveret af forskere, fortællere og billedkunstnere.

Den nørgaardske subjektivisme gør hans historiske gobelinværk i sin helhed til noget ganske særligt, nemlig en Danmarkshistorie, Verdenshistorie, Kirke- og Religionshistorie samt Kunst- og Kulturhistorie der i sit mylder af skildrede begivenheder, personer, parafraser og symboler tegner et mangfoldigt, men levende billede af tusind års udvikling i vort land og det Europa vi hører til. Det kan vække til eftertanke, genkendelse, undren, opdagelse, kritik og modsigelse samt sorg og munterhed - men aldrig ligegyldighed. Hans tro på den ideelle socialisme slår igennem, javist. Men det kan man da tage stilling til. Det er og bliver en lige så ærlig sag som at tro på den ideelle liberalisme - eller at betragte begge trosopfattelser som håbløst naive. De borgerlige kritikere, for hvem såkaldt 'politisk korrekthed' åbenbart er alfa og omega, ville ikke kunne pege på en eneste borgerlig kunstner der kunne have løftet opgaven så strålende som Nørgaard har gjort.

Bjørn Nørgaards gobeliner er mesterværker der utvivlsomt i lange tider vil vække til eftertanke og provokere stadig nye betragtere - ligesom iøvrigt hans andre modne værker fra de senere år - så som relieffet' Jeg gik mig over land og by' og Madonna-figuren (begge Horsens Kunstmuseum), alterudsmykningen i Knebel eller de helt nye keramiske relieffade, som for tiden kan ses på Veksølund. Dronningen og det øvrige 'tapetkomplot' har stor ære af at have turdet overdrage opgaven til en sådan kunstner - og givet ham frie hænder til dens løsning. Riddersalen på Christiansborg har simpelthen aldrig været mere historisk og kunstnerisk vedkommende end nu.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Bjørn Nørgårds gobeliner