ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.4.04.

Venstre-kvinde om værdier og grundholdninger

Selvom Danmarks Liberale Parti er blevet et moderne, strømlinjet by- og regeringsparti, så rummer det heldigvis stadigt gæve Venstrevikinger der tør sige partiledelsen imod og kritisere udviklingen og debatten. Birthe Rønn Hornbech hører til dem, og selvom hun er fra et hjem med klaver og har sit på det tørre, er hun ikke bleg for at stemple vort ellers højt besungne velfærdssamfund som forrykt.

Frejdigt påstår hun, at vi aldrig har haft så mange informationer uden at det har ført til mere visdom. Aldrig har vi haft mere velfærd uden at det har afskaffet arbejdsløsheden. Aldrig har vi haft mere viden om sygdomme, og aldrig haft flere syge under behandlingAldrig har vi brugt mere viden i det kriminalpræventive arbejde, og aldrig har vi haft så mange kriminelle i samfundstjeneste og anden kriminalforsorg i frihed. Alligevel er fængslerne mere overfyldte end nogensinde. Retssamfundet er under pres. Grænser i retsprincipperne flyttes uden en principiel diskussion i Folketinget. Men der er jo stemmer i hård retspolitik.....

Aldrig har vi haft flere udlændinge der har valgt Danmark som deres nye land. Men det kniber for mange udlændinge at vise evne eller vilje til integration, og det kniber for mange danskere at acceptere kulturmødet.....

En af grundene er ifølge Rønn Hornbech, at effektivitet og nytte er blevet mantra i samfundet. Regeringen betragter tiende klasse for skolelever og sabbatåret for studenter som overflødige. Selv venstrefolk foreslår at også højskolerne skal måles efter en meget kortsigtet effektivitetsmålestok ved at stille krav om eksamen. Og på universiteterne synes det erhvervsøkonomiske begreb 'afkast' nu at indgå i målsætningerne. Der tales fra ministeriets side om 'Fra tanke til faktura'. Og ikke om 'I ånd og sandhed' som der ellers står på talerstolen i Københavns Universitets festsal. (Dette manende ord er nu ikke fra Paulus, som Rønn Hornbech angiver, men fra Johannes-evangeliet!)

Hele dette effektivitetsræs og alle disse rene nyttebetragtninger frygter Rønn Hornbech efterhånden vil medføre en åndelig forarmelse af vort folk og dermed svække vor konkurrencedygtighed. Søgen efter ånd og sandhed passer ikke ind i den moderne managementtænkning.

Men det er også galt med fertiliteten, for den falder med alderen. Det mærker mange kvinder der først ønsker børn, når de er blevet halvgamle og dermed for længst har passeret den alder hvor naturen har indrettet kvinden til at få sit første barn. Kendsgerningen er, skriver Rønn Hornbech, at færre og færre gammeldanskere får børn ad naturlig vej, og at vi ikke kan reproducere os selv tilstrækkeligt uden fertilitetslægerne. Det er jo forrykt.

I den offentlige sektor er der tendens til at glemme den menneskelige faktor. Men den offentlige sektor er ikke kun en købmandsbutik, men først og fremmest borgernes serviceorgan.

Stillingen gøres op med utvetydige ord: "Det er vigtigt, at en liberal velfærdsstat holder skatterne i ro og giver skattelettelser når det er forsvarligt. Ellers ender vi i et lommepengesamfund.... Men det er lige så vigtigt at den liberale regering ikke går over i historien som en ren købmandsregering. Det er ikke alt der kan gøres op i kroner og ører. Det er katastrofalt, hvis Venstre bliver et handelshøjskoleparti der svigter sine rødder."

Demokrati- og debatkulturen i Danmark har i de sidste års såkaldte værdikamp ikke formået at hæve sig over niveauet på Sorbonne i 1950 og på Københavns Universitet i 1970, hævder hun. Medlemmer af den liberale regering og folketingsgrupperne i de tre borgerlige partier har i værdidebatten forsømt at demonstrere frisind og i stedet anvendt en debatform der ikke lader 68'erne noget efter i snæversyn og forsøg på undertrykkelse af andres meninger.

Den såkaldte liberale værdi- og kulturkamp har været dybt skuffende for Rønn Hornbech. I stedet for at videreføre den liberale arv, hvor åndsfriheden var den grundlæggende forudsætning, opfører mange sig som ægte 68'ere. De tålte nemlig aldrig at høre andre end sig selv....

Det startede ellers så lovende, da Anders Fogh Rasmussen den 17.1.03. i et interview i Weekendavisen udtalte: "Hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje et samfund i en anden retning, er det værdidebatten man skal tage fat på.... Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de dér lovgivningsændringer. ... Det er udfaldet af kulturkampen der afgør Danmarks fremtid, ikke den økonomiske politik...."

Efter Rønn Hornbechs mening bør enhver regering naturligvis åbent fremlægge hvilke grundholdninger der styrer politikken. Hun foretrækker i den forbindelse udtrykkeligt begrebet 'grundholdninger' frem for 'værdier'. Begrebet værdier kommet let til at smage af moralisering og folkeopdragelse, og den slags synes hun antitotalitære politikere bør holde sig langt fra. Såfremt kulturkampen bliver politikernes kamp om at sætte sig på den enkelte borgers bevidsthed med efterfølgende lovgivning, er politikken blevet totalitær og den frie tanke undertrykt.

Desværre har flere borgerlige politikere benyttet den såkaldte værdikamp til et på mange måder studentikost, verbalt hævntogt mod gamle fjendebilleder. Armoden i debatkulturen blev afsløret af bl.a. den konservative kulturminister og Venstres egen Karsten Madsen.

På et tidspunkt i efteråret 2003 forsøgte statsministeren i Jyllands-Posten at dreje kulturkampen væk fra slagsmålet om fortiden og over i en diskussion om, hvilke værdier der skal samle og præge fremtidens samfund, noterer Rønn Hornbech. Men desværre var der ikke meget fremadrettet i statsministerens udtalelser den selv samme dag i Berlingske Tidende, hvor han ikke så meget som gad svare på journalistens spørgsmål om, hvad han mente om konkrete udtalelser af Rifbjerg og Kirsten Thorup. Da Rønn Hornbech påpegede inkonsekvensen i statsministerens to forskellige standpunkter, kom Venstres politiske ordfører Jens Rohde statsministeren til undsætning og advarede hende mod at blive for skinhellig....

'Goddag, mand, økseskaft' - er hendes dom over den slags advarsler.

Om de forkætrede eksperter siger hun, at ingen seriøs politiker naturligvis vil anfægte nødvendigheden af, at et moderne samfund til stadighed sikrer sig rådgivning fra personer med faglig indsigt. Men der er ikke blot brug for eksperter på det tekniske og økonomiske område. Der skal også være plads til kulturen og - idet hun undskylder udtrykket - åndeligheden.

Derfor retter hun også skytset mod medierne og deres ulidelige lethed der får dem til at sky den dybdeborende journalistik og samtale til fordel for det hæsblæsende jag efter sensationer og forenklede standpunkter, der kan få dem til at gå i selvsving - som det bl.a. skete med ulykken ved Silkeborg sidste sommer hvor en ung lastbilchauffør kolliderede med en pensionistbus.

Eller kriminalreportagen går hen og bliver underholdning som det skete med seksualmordet i Ringsted, der "fik medierne til at gå i ren dødsporno med snaskede beskrivelser af hvad der skete med den lille pige før og efter hendes grusomme død." Og hvor et blad som BT overtrådte alle gode regler om offentliggørelse af den endnu ikke dømte mands navn. BT bragte endda med megen stolthed den mistænktes navn og foto inden grundlovsforhøret. Chefredaktøren kunne nemlig meddele, at BT var i besiddelse af tilstrækkeligt med beviser!

Birthe Rønn Hornbech er også bekymret over mediernes forvandling fra at være magtens vagthunde til at være magtens skødehunde. Flere af spindoktorerne danner par med andre betydningsfulde mediefolk og bliver til salg for hvem som helst. Pludselig kan en vigtig person i regeringens netværk være strøget fra jobbet og blive genfundet som indflydelsesrig spindoktor hos oppositionen. Det skete fx med Berlingske Tidendes tidligere politiske redaktør Erik Bjørn Møller, der pludselig blev en stor kanon hos socialdemokraterne....

Der var indgået en finanslovsaftale om at ændre dagpengeordningen, hedder det. Og aftalen ville bl.a. betyde forringelser for nogle meget højtlønnede akademikere. Men deres talsmænd talte med så stor overbevisning, at retfærdighedens sværd næsten kunne ses på tv-skærmen, som hun formulerer det. Og resultatet udeblev ikke. På et øjeblik blev forslaget taget af bordet. "Det ser ud til at retfærdighed ikke så meget drejer sig om indholdet, men om at man som det mindste kan beholde sit eget eller endnu bedre over for politikerne kan påvise, at man selv er blevet diskrimineret og har krav på mere....".

Og dette betyder ifølge Rønn Hornbech igen, at selv en større reform der helt tydeligt samlet set ville medføre en større retfærdighed, ville føles som uretfærdig af dem der skal afgive noget. "Og de vil råbe op og forstå at finde nok så usandsynlige enkelteksempler som er guf for den presse der hungrer efter overskuelige og spektakulære historier. Det kræver mod og handlekraft og et bredt flertal i Folketinget at få flyttet blot småpenge fra den ene samfundsgruppe til den anden eller pille ved frynsegoder der betragtes som velerhvervede."

Rønn Hornbech konkluderer, at dagpengesagen viser, at medmindre vælgerskaren ganske markant sætter sig ud over egne interesser og indser, at egen skæbne i det lange løb er afhængig af fællesskabets skæbne, og vælger et stort flertal af handlekraftige folketingsmedlemmer, vil alt forblive nogenlunde ved det gamle med fx uændret efterløn og fradragsret for fagforeningskontingent.

Men her til er dog to ting at sige. For det første, at den velmenende beskæftigelsesminister kludrede godt og grundigt med sin dagpengeændring, fordi han ikke på forhånd sikrede sig opbakning til den fra Dansk Folkeparti. Og for det andet at vidtgående og langsigtede reformforslag af denne art slet ikke hører hjemme i presserende finanslovsforhandlinger om næste års budget, men bør forhandles separat og med en ikrafttrædelsesdato der ligger mindst et år ude i fremtiden, så berørte folk kan indrette sig efter ændringerne.

Hun går naturligvis i rette med Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, fordi denne beskyldte Højesteret for at fælde en politisk dom, blot fordi dommen i hendes injuriesag gik hende imod. Den drejede sig om søgsmålet mod Karin Sunds fra Folkebevægelsen mod EU, der i en debat havde sagt at hun ikke ville identificeres med Kjærsgårds racistiske synspunkter.

Højesteret fastslog, at ordet 'racistisk', ikke blot dækker opfattelser der minder om nazisternes racelære eller andre teorier om visse racers overlegenhed over andre, men efterhånden også mere generelt bruges om synspunkter der tager afstand fra visse grupper af mennesker - uanset om disse hører til en anden race eller ej. - Eller sagt med andre ord: 'racistisk' er blevet et almindeligt skældsord ved siden af dets oprindelige specifikke betydning. Og det må følgeligt bruges som sådant - uden at nogen kan vinde en injuriesag på det. En helt igennem fornuftig dom der er velegnet til at forhindre inderligt overflødige søgsmål. Og det kan kun tilføjes, at netop Dansk Folkepartis ledere er de sidste der burde være for sarte, når det gælder brugen af skældsord i debatten.

Folketinget vedtog 3.6.03. med 89 stemmer mod 19 et lovforslag om en lang række forbedringer af politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af rockerkriminaliteten og anden organiseret kriminalitet. Specielt forslaget om ændring af agentreglerne i retsplejeloven og begrænsningerne i forsvarerens og tiltaltes adgang til aktindsigt for bl.a. at beskytte anonyme meddelere gav anledning til størst kritik i offentligheden, og det var netop disse elementer Birthe Rønn Hornbech personligt var mest betænkelig ved.

Loven rører ved nogle grundlæggende principper i vor strafferetspleje, skriver hun. Men begrundelsen for loven er den stadig stigende professionalisering, den særlige organiserede kriminalitet og de dermed stigende vanskeligheder for polititets efterforskning. Med ændringer og præciseringer under udvalgsarbejdet lykkedes det at få sat klare regler for, hvad politiet må og navnlig ikke må, hvilket må betragtes som en forbedring i forhold til den hidtil gældende retstilstand. "Dertil er det understreget at reglerne om civile agenter skal anvendes meget begrænset. Og at der i evalueringsarbejdet skal holdes øje med ikke mindst udviklingen i afsagte kendelser, der begrænser advokaters aktindsigt."

"Alligevel vil jeg hævde", skriver Rønn Hornbech, "at vi er tæt på smertegrænsen for, hvad der er foreneligt med de grundlæggende principper i retsstaten Danmark."

Men desværre får læserne ikke en nærmere drøftelse af disse problemer, som jo er centrale for en retsstat, fordi kriminalitet på den ene side skal bekæmpes så effektivt som muligt, men på den anden side ikke bekæmpes med midler der krænker retssikkerheden. Ulykken er, at de professionelle forbrydere synes at spekulere i den retsbeskyttelse de nyder i retssamfundet, og dermed tvinger dette til modforholdsregler der ikke kan accepteres over for 'gemene forbrydere', men simpelthen er blevet nødvendige over for de durkdrevne, hvis man overhovedet skal komme nogen vegne i bekæmpelsen af deres kriminalitet. Kendsgerningen er vel også, at netop rockerkriminaliteten af de fleste mennesker i landet anses for så groft forbryderisk, at stramninger af lovgivningen imod den anses for både nødvendige og 'ret og rimelige'. Der er nemlig også en grænse for, hvor tolerant et demokratisk retssamfund kan være over for dets bevidste og kyniske undergravere. Og det er dette tolerancebegreb man burde tage op til afklaring.

Birthe Rønn Hornbech konstaterer med historisk ret, at det er socialdemokraterne i Folketinget der bærer på en stor skyld for udviklingen i antallet af udlændinge. At de ikke ville lytte til den daværende opposition kan der være politiske grunde til, men at de i årevis overhørte deres egne borgmestres advarsler finder hun utilgiveligt.

Stramningerne er iøvrigt for Rønn Hornbech et skoleeksempel på at det ikke er så enkelt bare at stramme udlændingelovgivningen, når man på den ene side vil dæmme op for en uønsket indvandring og samtidigt friholde dem man betragter som danskere fra stramningerne.

Hun nævner de problemer danske adoptivforældre kan komme ud i, og drager den slutning, at eksemplet viser at det vil være næsten umuligt at pille ved en meget stor del af dansk lovgivning. Små pressionsgrupper vil stadig have for let spil over for overfladiske journalister og 'os svage politikere'... Og det har hun ret i. Problemet i ethvert demokrati er nemlig at politikerne regelmæssigt er på valg, og at valgene til hver en tid kan blive præget af stemninger og stemningsskift, som medierne kan skabe næsten efter forgodtbefindende.

Med hensyn til integrationen understreger Rønn Hornbech vigtigheden af at skaffe sig arbejde og lære sig dansk. Det er ikke tilstrækkeligt for udlændingene at gå på et par danskkurser, for sproget er den fælles tone i samtalen. Og en udlænding der ikke kender tonen og nuancerne i sproget, kaster sig ikke ud i en konversation med en dansker og vil følgelig aldrig blive ordentligt integreret. Og de vil slet ikke kunne nå de høje poster i samfundet uden at kunne flydende dansk.

Selvsagt kræves også, skriver hun, at enhver borger uanset afstamning overholder landets love. Og netop her bliver integration først og fremmest den enkeltes ansvar. Den enkelte må straks ved sit ophold i landet gå i gang med at dygtiggøre sig med henblik på at kunne forsørge sig og sine, og derudover også hurtigst muligt tilpasse sig de grundlæggende normer der gælder i Danmark. Først og fremmest skal den demokratiske kultur med frihedsrettighederne respekteres. Men også på områder som arbejdsmarkedet, uddannelsesmarkedet og børnenes skolegang er det nødvendigt at indvandrerne tilpasser sig de danske normer. Og dette krav har vel at mærke intet med kulturimperialisme at gøre, betoner hun.

Men hvad angår tørklæderne finder Rønn Hornbech det forkasteligt at forbyde dem ved lov - og her taler hun ligeud om udslag af kulturimperialisme. I Danmark har vi aldrig lovgivet om påklædning (eller hårlængde, kunne det tilføjes med tanke på den græske juntas lovgivning i sin tid), og sådan skal det fortsat være. Den form for lovgivning hører ikke hjemme i Grundtvigs fædreland. Religionsfriheden er også retten til at bære religiøse symboler og gå på gaden i præstekjole eller med lilla skjortebryst eller at sidde i toget og læse i sin salmebog eller i Koranen.

Integration er påkrævet for indvandrere der kommer til et fremmed land, men danskeres integration i islam kalder hun omvendt integration og tager afstand fra. Det dansk-pakistanske ægtepars Rushy Rashid og Jens Harder Højbjergs bog ‘Bag Sløret' efterlader hos hende det meget klare indtryk at det er danskeren der er blevet integreret i sin hustrus pakistansk-muslimske kultur - og altså har måttet bøje sig for den muslimske families krav. Og det bryder Rønn Hornbech sig bestemt ikke om.

Efter læsning af bogen finder hun det nødvendigt både som borger, som kristen og som lovgiver mere generelt at spørge sig selv, om integration og sameksistens mellem danske og muslimske indvandrere overhovedet er mulig, medmindre det er den danske, kristne baggrund, der opgives til fordel for en integration i en muslimsk tradition med et meget autoritært patriarkalsk styre uden reel ligestilling mellem kønnene. Det fremgår at hun tvivler meget stærkt på det.

Der er i Danmark grundlæggende kendemærker ved vor kultur som er uopgivelige. Det gælder først og fremmest vort demokrati og vort retssyn. Der er kun ét retsvæsen i Danmark, og flere konkurrerende kan ikke accepteres. Retssproget og det officielle sprog i øvrigt er dansk og skal forblive dansk. Dertil kommer en række normer der er reguleret i vor lovgivning eller blot følger af uskrevne normer som er uopgivelige. Det gælder fx vor forhandlingskultur på arbejdsmarkedet og vore love og normer der har forestillinger om kønnenes ligestilling som forudsætning. Dertil kommer nedarvede frihedstraditioner i øvrigt.

Birthe Rønn Hornbech skriver, at terrorhandlingerne i USA var og er udtryk for nogle muslimers ubændige had mod den frie verden, og dette had skal ikke undervurderes. Men det onde i verden afskaffes ikke ved nyt had og ny forfølgelse af alle, der tilhører en bestemt religion. En sådan holdning er faktisk udtryk for, at man selv er på vej til at blande religion og politik sammen. Til gengæld nytter det efter hendes mening ikke at være så naiv, at man ikke kan forestille sig terrorister i Danmark.

"Det nytter heller ikke at skjule de helt afgørende forskelle på luthersk kristendom og islam, selv i moderat form. Vi kan ikke affærdige spørgsmålet om, hvorvidt islam er forenelig med demokrati som irrelevant. I et demokrati skal alt kunne drøftes, og netop for demokratiets skyld er det nødvendigt at erkende forskellene på demokratiske og muslimske stater. Men det kan under ingen omstændigheder accepteres, at den blotte erkendelse af forskellene kan blive mødt med meningspolitibetjentenes og menneskerets-fundamentalisternes påstand om at en åben debat skaber nye fjendebilleder."

Forudsætningen for demokratiet, betoner Rønn Hornbech, er åndsfriheden. Derfor er det en nødvendig forudsætning for og en følge af demokratiet, at der er plads også til andre religioner end kristendommen i Danmark. Men, understreger hun så stærkt som det kan gøres, "det skal siges karsk og klart til muslimerne, at vi betingelsesløst må fastholde, at islam i Danmark skal udøves i overensstemmelse med dansk lov. Og at ufrihed og manglende ligestilling mellem kønnene i Danmark er aldeles uacceptabelt."

Birthe Rønn Hornbech er en svoren tilhænger af adskillelsen mellem stat og religion. Men hun forstår udmærket den rolle loven har i lovreligioner som islam (og jødedom), og hun går derfor imod enhver tanke om ved tvang at adskille religion og lov i lovreligionerne, ja hun kalder Det Radikale Venstres opfattelse herom - som den kom til udtryk i en landsmøderesolution mod sharia-lovgivningen - for en vrangforestilling. Og hun tilføjer at vi i et land med religionsfrihed naturligvis ikke kan forbyde nogen at blande religion og lov, så meget de vil, bare de overholder landets gyldigt vedtagne love.

Rønn Hornbech forstår også, at tanken om at skelne mellem lov og forkyndelse alene har sit udgangspunkt i kristendommen og alene kan holdes i hævd af kristendommens opgør med lovreligionen. Den skelnen mellem lov og evangelium og derfor mellem det verdslige og det åndelige regimente som danskere tager som en selvfølge, stammer fra evangeliet, og den er iøvrigt ikke en total adskillelse, idet Luthers lære netop forudsætter, at begge regimenter er givet af Gud. Og hele denne skelnen kan ikke bare ved et lovdekret og tvang overføres på lovreligionerne. Vi kan hverken som kristne eller som verdslig øvrighed forlange, at muslimerne skal adskille religion og politik. Men vi kan og skal som kristne afvise muslimernes sammenblanding af lov og tro og den deraf følgende gerningsretfærdighed som vantro.

Menneskerettighederne er med andre ord blevet højeste lov, godt nok minus religionsfriheden og friheden til at slippe for seksualundervisning, nøgenbadning og religionsundervisning, som hun ironisk tilføjer. Men talsmændene for denne politik har ikke fattet, at adskillelsen af religion og politik slet ikke har menneskerettighederne, men luthersk kristendom som forudsætning, nemlig den nævnte sondring mellem det verdslige og det åndelige regimente.

I det sekulariserede samfund som disse talsmænd drømmer om nøjes staten ikke med at udøve det verdslige regimente. Nej, statsmagten vil frelse sjælene fra religionen og indtager dermed selv pladsen som nykirkeligt regimente. Friheden er ophævet, påstår Rønn Hornbech.

Det forekommer nu at være en lige lovlig vilkårlig fortolkning. I hvert fald synes Birthe Rønn Hornbech ikke at have øje for muligheden for en helt anden fortolkning af sekulariseringen, nemlig en fortolkning som 'Jernesalt's der tager højde for det moderne civilsamfunds nødvendighed af at dets borgere opfatter deres religion som noget andet, noget dybere og noget vigtigere end den snævre ideologi der knytter sig til fundamantalistisk fortolkning af givne skrifter og dogmer.

En sådan opfattelse kan rigtignok aldrig bibringes mennesker gennem nogen slags tvangsforanstaltninger eller forbud, men alene gennem oplysning - det vil i Grundtvigs fædreland sige en erkendelse der går ud over det rent kundskabsmæssige eller intellektuelle og får fat på det åndelige og intuitive eller om man vil det dybdepsykologiske.

Men opfattet sådan ligger sekulariseringen i tråd med hele den åndsfrihed det danske demokrati hviler på og som Birthe Rønn Hornbech selv forudsætter. En sådan fortolkning af sekularisering udelukker ikke blot al tvang, men også alle de forsøg som de kulturradikale, venstreorienterede og andre intellektuelle gør for at fjerne religionen mest muligt fra menneskers liv ved at gøre den til et rent privat anliggende som har sine egne rum - jf. Politikens beskedne lørdagsrubrik "Det religiøse rum" - og som aldrig må influere på folks holdninger. Og det er jo det der er fejlen hos de fleste kulturradikale, inklusive de nævnte redaktører på Politiken, at de inderst inde vil have reduceret al religion til det mindst mulige og fjernest mulige. Men den går som bekendt ikke. Den religiøse interesse er endda meget stor.

Noget sådant er hun inderligt imod, for vi har her i landet en god og lang tradition for, at vi ikke blander os internt i frikirkernes og foreningernes forhold. Hun anser det for en del af vor frihedstradition, at der netop inden for disse områder ikke er lovgivet. For i det omfang frikirkerne, verdensreligionerne og de verdslige foreninger holder sig inden for lovens grænser, så rager det ikke statsmagten, hvordan man iøvrigt organiserer sig.

At døende lindres for smerter, og døden ved smertebehandlingen fremrykkes måske timer eller få dage, ligesom lungebetændelsen tidligere gjorde det, finder hun helt i pagt med lægeløftet. Men at statsautorisere en afbrydelse af livet hos mennesker der ikke er livstruede, er en helt anden sag. Det er også en farlig glidebane. For når aktiv dødshjælp eller hjælp til selvmord først er bleven en mulighed, kan grænserne flyttes.

Birthe Rønn Hornbech er inkarneret modstander af det hjernedødskriterium der blev indført i 1990 og som tillader organtransplantation fra døende mennesker endnu før hjertedøden er indtrådt.

Hun skriver ligeud: "selvom vi politikere af den ansvarlige minister fik at vide, at indførelse af det ny dødskriterium intet havde med transplantation at gøre, så var det præcis det det drejede sig om. Men det måtte befolkningen ikke få at vide, og i lang tid forsøgte tilhængere af hjernedødskriteriet at kæde indførelse af dette sammen med en værdig død, selvom der er tale om det stik modsatte, hvis organerne skal bruges til transplantation. "

Med indførelsen af hjernedødskriteriet er døden efter Rønn Hornbechs mening blevet et upersonligt, teknisk, følelseskoldt, uetisk, areligiøst offentlig anliggende, og det blev ved indførelsen mere end antydet, at de der ikke vil give deres organer til andre, er dårlige mennesker.

Men de fleste mennesker ved jo godt, skriver hun, at døden er andet end et dødskriterium. "Det hjælper ikke, at lægen kommer og siger, at den elskede person der ligger dér i sengen med respirator, med bankende hjerte, med røde kinder, med vejrtrækning og varm hud, er død, når jeg kan se, at han er levende. Hjernedødskriteriet blev trumfet igennem uden hensyn til den menneskelige erfaring med døden gennem alle slægtled."

Og hun konkluderer: "Det er jo løgn, at hjernedøde er døde for os de efterlevende der sidder ved sygesengen. Den hjernedøde er jo ikke engang så død, at lægen vil skrive dødsattest. Det hele drejer sig om, at den hjernedøde skal holdes i live med respiratorens hjælp, indtil specialisten har fjernet hjertet. Så er man død. Stendød. Og først på det tidspunkt tør lægen skrive dødsattesten og overlade liget til begravelse."

Det er rene ord for alle pengene. Og kendsgerningen i en nøddeskal. Men underligt nok kommer Birthe Rønn Hornbech i denne forbindelse slet ikke ind på den 'ånd' hun ellers gang på gang fremhæver som kendetegnende for menneskelivet. Men i virkeligheden bør modstanden mod hjernedødskriteriet også ses som en kraftig understregning af at et menneskes ånd eller åndsliv ikke kan reduceres til rene hjerneprocesser; de omfatter også de funktioner der har med hjertet og vejrtrækningen at gøre - og i sidste ende med alle legemets funktioner. Derfor er et menneske ikke fuldstændigt dødt og afsjælet før hjertet er holdt op med at slå og legemet er blevet koldt.

Højskolesangbogen stiftede hun først bekendtskab med i skolen. For i hendes hjem - hendes far var præst - sang man efter De Unges Sangbog. Og tidligt lærte hun på klaveret at spille 'Kristi Stridsmænd' for fuld udblæsning. Til gengæld er hun ikke siden stødt på De Unges Sangbog. Men altid har hun, der er født i 1943, gået i en skole hvor der var morgensang. "Med tretten år i skole med morgensang og med mere end tusind gudstjenester i opvæksten har man fået foræret et forspring i forhold til dem der kun flygtigt har stiftet bekendtskab med den enestående danske sang- og salmeskat, som vi har arvet fra vore forfædre."

"Der er brug for en folkelig oplysning, som ikke reduceres til et evigt ræs efter informationer på internettet, men er en dannelse, der giver indsigt og rodfæstethed, og dermed styrker de menneskelige ressourcer til at tage ansvaret for eget liv og medansvar for næstens liv og samfundets liv. Almendannelsen bør sættes på den politiske dagsorden. Ellers ender vi som en åndløs flok af enkeltindivider, der ræser af sted for alene at blive kvalificeret til tidens smalle krav om effektivitet og erhvervsrettethed."

Rønn Hornbech understreger, at det folkelige fællesskab her i landet ikke kræver en bestemt tro, men vort folks historie, men det folkelige fællesskab har vel at mærke kristendommen som unægtelig forudsætning. Ikke mindst hos Grundtvig var der en dyb sammenhæng mellem det folkelige og det kristelige. Men tilføjer hun, hvad enten Grundtvigs tale falder på det menneskelige, det folkelige eller de kristelige, så er et af nøgleordene frihed. Hvor Herrens ånd er, er der frihed, siger den gamle skjald. Ånden kan kun virke i frihed. Og al tvang i trossager strider mod troens ånd.

Hendes bog går fint ind i rækken af borgerlige bidrag til værdidebatten der netop i disse uger ser dagens lys, herunder Kasper Støvrings og Brian Mikkelsens, som efterfølgende vil blive behandlet. Man kan diskutere dens titel, for faktisk går den - som det gerne skulle være fremgået her - emnemæssigt langt videre end til behandlingen af ret og rimelighed. Den får også grundigt prikket til Venstre-ledernes mangel på at følge statsministerens ord om nødvendigheden af en værdidebat op.

Det kan derfor kun siges som afslutning, at det var godt at Birthe Rønn Hornbech afslog at blive kirkeminister, da Anders Fogh Rasmussen gav hende tilbuddet efter folketingsvalget i 2001. For der er brug for hendes slags af menige folketingsmedlemmer til at holde den politiske debat i gang så den ikke kommer til at koncentrere sig udelukkende om jura, økonomi og købmandsskab, men også får åndens vingesus.

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning

Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
om bogen "Den konservative årstid"

Blivende værdier?  (14.4.04.)
om Kasper Støvrings bog om konservatismen og kulturkampen.

Foghs nytårstale  (4.1.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)

Færdigt arbejde?  (Jens Vrængmose - 14.11.03.)
Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

Ulla Dahlerups kulturkamp  (Skidt og kanel - 23.9.03.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)

Fogh og Venstre i krise?  (15.8.03.)