ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.4.04.

Blivende værdier?

Kasper Støvrings ambition er at formulere et fremadrettet bud på en konservativ kulturkritik.Han vil aktualisere konservatismens historiske tankegods og dermed også perspektivere en række problemer i kultur- og samfundsdebatten som har fået fornyet bevågenhed i kølvandet på regeringsskiftet herhjemme i 2001.

Titlen 'Blivende værdier' henviser ifølge forfatteren både til noget som har været og bliver ved at være i kraft af tradition og til noget som er ved at blive til. Og det peger egentlig allerede på et grundlæggende problem. Konservatismen tages ikke bogstaveligt som en filosofi der ensidigt søger at bevare det bestående og værne om bestående værdier - skønt ordet ikke kan løsrives fra denne betydning - men som en filosofi der også peger fremad.

Men Støvring er til fulde klar over projektets vanskeligheder i og med at grundbegrebet er et belastet ord. At mange tager afstand fra forsøget på at reaktualisere konservatismen skyldes måske, skriver han, en vis forskrækkelse over at se en politisk belastet højreorienteret kategori introduceret positivt som en kulturkritisk kategori. Forskrækket er nok ikke det rigtige ord, for det turde være ret indlysende at enhver grundfilosofi der står for værn om værdier og tradition må være kritisk over for enhver anden filosofi der står for skabelse af nye værdier og derfor indebærer visse former for brud med traditionen. Spørgsmålet er om kritikken gælder alt der kommer ind under fremskridt, oplysning og frihed.

Det specielle og samtidigt diskutable ved Støvrings projekt er netop at han med udgangspunkt i Edmund Burkes bemærkelsesværdigt klare og forudseende formulering af den moderne konservatismes filosofi i bogen 'Tanker om den franske revolution' fra 1790 i princippet fastholder fronten mod revolutionen, liberalismen og oplysningen.

Det er vanskeligt at tale om konservatisme og Det Konservative Folkeparti i samme åndedrag, påstår han. Og grunden er, at de traditionelle konservative værdier i vid udstrækning er gået tabt, så der tilbage står en ruineret konservatisme. Det er faktisk Dansk Folkeparti der sammen med Socialdemokraterne er de egentlige restaurationspartier med appeller til det bestående. Det konservative Folkeparti er kun en tynd aftapning af konservatismen.

Der er dog foregået en vis reaktualisering af den konservative kulturkritik, for så vidt det i dag igen er blevet legitimt at tale om det nationale, det etniske og det religiøse. Men Det Konservative Folkeparti har i årevis forsømt at (videre)udvikle en samlende fortælling. Og intet politisk parti kan leve uden en historisk bevidsthed. Specielt fremhæves, at de to fremtrædende regeringsmedlemmer Brian Mikkelsen og Lene Espersen har overset helhedsforståelsen af samfundet, opfattelsen af samfundet som en organisme, den moralske dimension, værdidimensionen, og visse uforanderlige grundholdninger, og at pragmatikken ikke er nok i politik.

Det Konservative Folkeparti beskyldes ligeud for at være forvalter af en rudimentær konservatisme. Og den unge ledelse for snarere at være et symptom på partiets idékrise end et svar på den. Indtil videre har partiet nærmest forsøgt af overbyde Venstre i liberalistisk politik, siges det. Men dets historiske eksistensberettigelse er at tilbyde et gennemtænkt alternativ til socialisme og liberalisme.

Lige som Gud, Konge, Fædreland-retorikken er også pragmatismen for fattigt et middel til at genrejse den konservative kulturpolitik, hedder det videre. Pragmatisme bliver noget kulturminister Brian Mikkelsen altid griber til, når han ikke aner, hvori de konservative ideer består. Omdefineringen af den konservative arv ved hjælp af den liberalistiske ideologi begyndte med Schlüter, men kulminerer med Brian Mikkelsen. Det er aftapningen af en sur og besk thatcherisme denne i dag vil levere!

I frihedsrusen efter systemskiftet var det liberalismen der blev stemt ind i regeringerne ved de frie valg. Men efter de første krisetegn mistede liberalismen sin appel, fordi den var blottet for modsvar, og liberalisterne blev temmelig konsekvent stemt ud igen ved de næste valg til fordel for ledere af de forhenværende kommunistiske partier.

Støvring mener, udviklingen efter Murens fald rummer en generel lære: det går for hurtigt, hvis man ikke fører den kulturelle arv og gamle værdier med ind i nutiden. Men netop modstanden mod kontinuitetsbrud er en instinktiv og præ-refleksiv tilbøjelighed hos konservatismen.

Også kontrakten mellem generationerne giver forpligtelser over for de kommende generationer. Liberalismens vision om grænseløshed - at alle muligheder står åbne - er et brud på kontrakten. Politikerne har ikke indset, at gennemlevede erfaringer stikker dybere end tillærte meninger om en forjættende fremtid, pointerer Støvring.

Idéen bag et forenet Europa er en tankekonstruktion; den er konstrueret omkring en svag, formel forfatningspatriotisme og holder derfor ikke.

Når globaliseringen påstås at rumme svar på alt, bliver den til en ideologi, 'globalisme', og vil føre til nivellering af vigtige forskelle og til det den tyske filosof Rüdiger Safranski kalder 'kulturelle ørkener'. Globalismens mål er ensretning og gennemsigtighed. Og den mødes følgelig med modvilje af folk.

Når kampen om danskheden overhovedet er kommet i centrum, skyldes det efter Støvrings mening ikke mindst det forhold, at den angiveligt frisindede kulturradikale intelligentsia aldrig har tolereret det nationale kompleks af vaner, skikke, ritualer og kulturel og religiøs symbolik.

Støvring vender sig derfor mod neokonservatismen og neoliberalismen i USA. De 'neokonservative' er snarere en snæver gruppe elitære og revolutionshungrende politik- og projektmagere der har brugt terrorangrebet på USA som en mulighed for at bryde ud af 90ernes anonymitet. Den politologiske tænkning som teoretisk understøtter denne neoliberalisme er erklæret amoralsk, og den gør en dyd ud af sin videnskabelige værdifrihed.

Neoliberalismen skaber ikke; den nedbryder med markedets hjælp samfundets uformelle former for solidaritet, og staten der har et socialt ansvar skal ligeledes dø bort i hænderne på de yngre liberalister. Vi er derfor, betoner Støvring, efterhånden vidner til en grundlæggelse af en ny, elitær klasse af ‘symbolbehandlere' i Vesten der dyrker liberalismens grænseløshed, imens de forskanser sig i afsondrede territorier og velhaverghettoer, hvor man er 'solidariske med sig selv'. Ja, der er tale om en forløjet kosmopolitisme, der hyldes af mennesker som nyder deres privilegier og som er sikrede socialt - uden at skulle risikere at give afkald på deres velstand.

Men konservatismen hylder ikke denne individualisme. Den sætter fællesskabets værdi meget højt. Og den mener derfor, at hvis velfærdsstaten overhovedet skal fornyes, så skal velfærdsformynderiet erstattes af fællesskabet, af den gensidige ansvarlighed mellem civile enkeltpersoner.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman taler om et behov for at styrke de elementære regler for samfundssind og fællesskab i en global tidsalder. Han mener at vi i det 21. årh. vil komme til at fokuserer på det problem, hvordan man kan afbøde de multikulturelle spændinger på demokratisk vis, og hvordan man kan løfte demokratiet op på globalt plan.

Først demokratiet giver mennesket mulighed for at udfolde sit medfødte potentiale så rigt og frit som muligt. Følgelig er det opgaven at blive aktiv, anerkendt medborger i samfundet, også selv om man har en anden kulturel baggrund end den dominerende. Det fordrer et opgør med 'klientgørelsen'.

Mennesket er ifølge den konservative filosofi et samfundsvæsen i dybeste forstand; det fungerer ikke blot i et tilfældigt socialt fællesskab, men henter i vidt omfang sin identitet fra det sociale tilhørsforhold til et bestemt fællesskab, hvad enten det er lokalt, regionalt eller nationalt.

Den solidaritet der herhjemme så hyppigt efterlyses for tiden af både politikere og samfundskritikere er da også ifølge Støvring en solidaritet som har at gøre med den sædelige dimension i vores tilværelse. Det er derfor en solidaritet der ikke kan reduceres til love og regler eller tænkes i rene socio-økonomiske begreber.

Men den borgerlige liberalisme har medvirket til at undergrave denne solidaritet. I det moderne samfund afskrives forestillingen om det fælles bedste som en størrelse der binder de egennyttige kræfter i afhængighed, og her bliver staten ikke omfattet med sympati, fordi den indskrænker individets frihed.

Hele den politiske frigørelse fra det gamle (kristne) værdifællesskab har efter Støvrings mening karakter af en opløsningsproces, hvor samfundet udspaltes i forskellige værdisystemer såsom de økonomiske, videnskabelige, magtpolitiske, religiøse eller æstetiske.

Støvring betoner, at solidaritet bør bygge på 'balancen' mellem individuel frihed og forpligtelse for fællesskabet. "Hvis denne balance ikke sikres med følsom hånd, risikerer vi at få en spaltning mellem løsrevne, egoistiske og individualistiske retssubjekter på den ene side og kollektivt orienteringsløse demokratiske statsborgere på den anden side. Denne balancegang ligger dybt indlejret i konservatismen. Som sådan søger konservatismen en gylden middelvej, som også gælder politisk, nemlig som en middelvej mellem en bureaukratisk styringsmåde og en profitstyret produktionsmåde, mellem stat og marked."

Der findes også en lang konservativ tradition for kritik af magtmisbrug, af bureaukratisering og kritik af den almægtige stats totale planlægning. De konservative kalder derimod på en orden, autoritet og en social stabilitet, som skal tilvejebringes gennem gradualisme (trinvis udvikling) og en deling af magten for at sikre balancen. Konservatismen er tilhænger af en stærk stat og følgelig er hverken minimalstaten eller totalstaten konservative mål.

Hvor velfærdssamfundet er ved at forfalde til et forbrugersamfund kan friheden kun tænkes i privat forstand: frihed til forbrug. Og dér næres den konservative kritik af liberalismen.

Hvis broderskabet i en tid med frihedsdyrkelse og ligemageri igen skal indtage sin rette plads i værdiernes hierarki, forudsætter det set ud fra en konservativ tankegang, at det civile samfunds borgerskabsdyder genvinder respekt og anerkendelse. Og dét er netop ikke en økonomisk og forvaltningsmæssig, men en social, uddannelsesmæssig og kulturel udfordring.

Støvring fremhæver, at familieværdier er kerneværdier i den konservative tradition. Til forskel fra markedsværdier og den kræmmermentalitet, som omdanner alle mellemmenneskelige forhold til cool business. For når alt skal omsættes i markedets og velfærdsstatens effektiviserings- og nyttekalkule, er det værdigheden der går tabt.

Et særligt problem i det moderne samfund er den nye elite og dens besyngelse af forandringen for forandringens skyld. Eliten har ifølge den amerikanske historiker Christopher Lasch mistet følelsen af loyalitet over for deres medborgere, og den har kappet navlestrengen til den brede befolknings bekymringer. Han taler om familiens og fællesskabernes tiltagende erodering.

Et stort antal borgere opfatter simpelthen ikke forandring som en værdi, men holder tværtimod fast i overleverede værdier, hvori de henter deres identitet. De ønsker først og fremmest stabilitet, loyalitet, fast identitet og tryghed.

Det højeste mål for ethvert medlem af eliten er at blive sit eget centrum i verden. Lasch ser i eliternes oprør et forræderi mod demokratiet og det medborgerskab som demokratiet forudsætter. Støvring tilslutter sig, men kommer slet ikke ind på det forhold, at de konservative fra gammel tid har været en klasse der er blevet forbundet med privilegier. Den nye adskiller sig markant fra den gamle ved at være opkomlinge der i vid udstrækning savner socialt ansvar. Men privilegier klæber fortsat til ordet 'konservativ'.

Med brug af Poul Nyrups udtryk konkluderer Støvring, at det ikke kun er den sociale 'sammenhængskraft' der er svækket. Det er også det politiske liv, for det mangler sammenhæng - og kraft!

Som rundet af en konservativ traditionalisme og kulturpessimisme var 'Heretica' med Støvrings ord ofte præget af en tilbageskuende længsel mod det præmoderne. Kulturkrisen bliver et eksistentielt anliggende, og det er derfor ikke politikken, men kunsten der kommer i centrum som et muligt middel til frelse, skriver han. Det er især tydeligt hos Wivel, der anbefaler at der "tæres på symboler". Først dette vil kunne forløse de forvandlende anelser og den kommende tro.

Bjørn Poulsen følger i sit essay 'Ideernes krise i åndsliv og politik' fra 1960 op med kritik af såvel den gængse humanisme som den gængse liberalisme med dens individualisme og økonomiske rationalisme. Det formastelige intellekt har revet sig løs, selvstændiggjort sig selv på bekostning af følelsen og dermed beredt grunden for autoritetsløsheden.

Den såkaldte ny-radikalisme omkring Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen reagerede imod hereticanerne, men ifølge Støvring forbandt en af de nyradikale sig faktisk i høj grad med den kulturkonservative tradition, og det er Villy Sørensen.

Med essaysamlingen 'Hverken eller' (1960) vendte han sig 1) mod den egoistiske angst for socialt fremskridt - men også mod den letkøbte tro på at det sociale fremskridt er et mål i sig selv 2) mod angsten for den videnskabelige erkendelse - men også mod det positivistisk forenklede menneskebillede 3) mod troen på at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige - men også mod den rationalistiske forkastelse af de religiøse og kunstneriske symboler.

Sørensens kulturkonservative inspirationer omfatter ifølge Støvring desuden et mytisk kunstsyn, en stærk historie- og traditionsbevidsthed, jungiansk dybdepsykologi, økologisk tænkning og endelig en kritik af nyliberalismen og det nye venstre, af avantgardismen og den moderne massekulturs værdinivellering.

Sørensen kalder sit standpunkt for en 'romantisk oplyst humanisme', og den fører ham til sidst - via 'Oprør fra Midten', udgivet i 1978 sammen med K. Helweg Petersen og Niels I. Meyer - over i utopien om 'det humane ligevægtssamfund'. Støvring finder det påfaldende at samfundsutopien er grundlagt på noget så ærkekonservativt som et naturbegreb. Den menneskelige natur opfattes som en størrelse der går forud for kulturen - og som derfor også bør være grundlaget for den. Han betegner Villy Sørensens økologiske tænkning som en helhedsforståelse. Og det kan være rigtigt nok, men Støvring kommer ikke ind på den fare ved en sådan forståelse, at den nemt kommer til at ligne en ideologi, en teori for helheden.

I 1968 udvider Krarup sin kamp mod de kulturradikale til at gælde 'Demokratismen' som han kalder det: kulturradikalismens værdiladede demokratibegreb. Bogen rettede sig mod moralisten Poul Henningsen, skolemanden C.C. Kragh-Müller fra Bernadotteskolen, domprovsten Jørgen Bøgh og - filosoffen Villy Sørensen! Sidstnævnte beskylder Krarup for at være en litterær psykoanalytiker der i sin analytiske metode har nøglen til livet.

Det afholder nu ikke Kasper Støvring fra at kalde bogen en original og gennemtænkt kritik af radikal politik, filosofi, teologi og pædagogik. Demokratismens værdinorm hedder ifølge Søren Krarup 'troen på mennesket som et i sig selv godt, harmonisk og socialt væsen' - og det er også et væsentlig kritikpunkt fra kulturkonservativ side.

Som bekendt har Søren Krarup stor opmærkomhed i den aktuelle kulturkamp, og ifølge Støvring er det ikke for meget at sige, at det er Søren Krarups udformning af konservatismen der har vundet gehør i denne kamp. Så meget desto mere forbløffende er det, at hans forfatterskab så ofte bliver misforstået eller slet og ret kastes på historiens mødding, noterer Støvring. Men det er ikke mindst Søren Krarups og Jesper Langballes fortjeneste, at kampen om danskheden står helt centralt i den verserende kulturkamp, hedder det.

Når Krarup efter Støvrings mening næsten altid er værd at lytte til, er det fordi han er anfægtet, hævdes det. Men da Krarup altid udtaler sig med en sjælden skråsikkerhed og arrogance, så består anfægtelsen trods alt ikke i andet end selve den grundlæggende forståelse af kristendommen som kendetegner Krarup og hele den tidehvervske bevægelse: Mennesket kan ikke frelse sig selv gennem politik, filosofi, psykologi, terapi, kunst eller videnskab. Og det er et synspunkt der fastholdes med forbløffende konsekvens og stringens. Og al respekt for det. Men 'anfægtet' - er det mon det rette ord?

Støvring har endnu en besynderlig karakteristik af Krarup. Han hævder, at denne samtidig er "så humorforladt, at det næsten er befriende". Meningen må vel være, at humorforladtheden - ligesom grundopfattelsen af kristendommen - hos Krarup rides så konsekvent, at man til sidst i en slags selvforsvar kommer til at more sig over udfoldelsen. Alligevel vil jeg hævde, at den totale mangel på humor hos Søren Krarup er så afslørende for mandens hele tankegang, at man kun kan drage den slutning, at der er noget galt med både tanken og kristendomsopfattelsen. Det er derfor ikke nogen særlig rar repræsentant for kulturkonservatismen Støvring her har fundet.

Under alle omstændigheder er det for Kasper Støvring oplagt at fastholde, at hvis en reflekterende opinion skal have andet at byde på end frelste meninger og forudsigelige spontanreaktioner, må de søge at mobilisere en grundigere idédebat. Det viser sig jo efterhånden, at det klassiske liberale tankegods - markedsøkonomi, individualisme og betoningen af abstrakte, formelle frihedsrettigheder - ikke er tilstrækkeligt til at sikre integration af sæder og skikke i nutidens samfund.

I et mere eller mindre multikulturelt samfund der er præget af modstridende værdinormeringer, bliver de vestlige demokratiske værdier af og til anstastet af fundamentalistiske kulturer, konstaterer Støvring. Konservative intellektuelle er derfor ikke tilbageholdende med at pege på en idékrise i multikulti-ideologien.

Støvring kan derfor glæde sig over, at at yngre intellektuelle, hvis de forsigtigt kan tages som repræsentanter for det nye højres kulturkritik, ikke er præget af den form for berøringsangst over for konservatismen som præger lidt ældre generationer. Derfor er det vigtigt at man undgår at sammenblande de yngre højrekonservative intellektuelle med de ældre, og det nye med det gamle højre, samt undgår at fokusere for meget på opgøret med venstrefløjskulturen. Endeligt er det vigtigt at opretholde skellet mellem kritik og politik.

Inden for kunstens område noterer Støvring sig, at der igen tales om en æstetisk konservatisme som en modvægt til avantgardens radikalt fornyende projekt. Og ikke mindst i kulturdebatten er der stigende interesse for den højredrejede konservative tradition der har fået en aktuel udformning fx i Tyskland hos Botho Strauss.

Ifølge Strauss bliver man i en liberal-radikal kultur 'potentielt totalfornægtende': Kæmper ikke for noget, afgør sig ikke for noget, vil ikke rigtigt noget. I stedet hylder man alene en åbenhed over for alt det fremmede, som dog forbliver noget rent eksotisk. Botho håber på en 'passioneret kulturkamp'. Han sondrer mellem kulturpessimisten, der anser ødelæggelsen for uundgåelig, og den højreorienterede der i stedet håber på en fundamental mentalitetsændring.

Støvring referer også til Francis Fukuyama, Samuel Huntington, Michael Novak og Michael Walzer der i februar 2002 offentliggjorde deres åbne brev: 'Det vi kæmper for'. Ifølge Walzer er den amerikanske venstrefløj blevet så fremmedgjort over for USA og så sekterisk og idiotisk i sin optræden, at den ikke længere befinder sig i noget anstændigt forhold til det øvrige amerikanske samfund.

Det afgørende aspekt i de nye 'åndelige' konflikter i moderne tid er måske 'anerkendelseskampen' der er knyttet til det græske begreb 'thymos'. Det vil ifølge Francis Fukuyama sige: "Den del af mennesket som føler behov for at tildele tingene værdi - først og fremmest sig selv, men også folk, handlinger og ting omkring sig. Det er den del af personligheden som er den grundlæggende kilde til følelserne stolthed, vrede og kamp". En bemærkning der leder tanken hen på Vilh. Grønbechs store værk om 'Hellas' og det kulturopgør denne danske religionshistoriker selv stod for.

Den borgerlige regering har ikke kun profileret sig på sin politik, men også - og i særlig grad - på den kulturkamp som statsministeren annoncerede i sin nytårstale 2003. Men regeringen bør efter Støvrings mening passe mere på, at kulturkampen ikke blot - som man ser det hos bl.a. Brian Mikkelsen - bliver et udslag af revanchisme; den må også melde positivt ud omkring sine egne værdier og være mere fremadrettet, ellers går kulturkampen i stå.

At det overhovedet kunne lade sig gøre at bryde det kulturradikale hegemoni skyldes ifølge Støvring en forudgående konservativ kulturkamp og en politisk mobilisering af konservative affekter i befolkningen såsom udlændingeskepsis, genoplivningen af en national selvbevidsthed, troen på krig som et middel til at løse sikkerhedspolitiske konflikter og troen på hårdere straffe. Hertil kan man føje troen på en stærk stat, kritik af menneskerrettighedskonventionerne og opgøret med den liberale tolerance.

Støvring tilslutter sig Lasch, når denne i 'Eliternes oprør' forsvarer populismen. Denne er demokratiets autentiske stemme. Dens udgangspunkt er, at det enkelte menneske har ret til respekt, indtil det viser sig uværdigt dertil, men den insisterer på, at man skal tage ansvaret for sig selv. Støvring gør ligefrem gældende, at Laschs prægnante udsagn om populisme i virkeligheden ikke er andet end god, gammeldags common sense. Hertil er dog at bemærke, at denne aldrig kan tages til indtægt for en bestemt isme!

Støvring glæder sig over, at den politiske bog igen er ved at få en afgørende betydning. Den politiske diskussion er blevet genoplivet i den brede befolkning. De højreorienterede partier har ikke kun haft fremgang i Danmark, men i hele den vestlige verden. I deres politiske fortælling indgår nemlig et klart bud på, hvor verden og samfundet er på vej hen, og hvor verden bør bevæge sig hen. Højrefløjen spiller endnu et triumfkort i kulturkampen: man vil noget med magten.

For dem der ønsker at genåbne den politiske og kulturelle debat og kæmpe for deres værdier ligger udfordringen i at tale til borgernes følelser. Støvring indlader sig ikke på mere præcise psykologiske overvejelser om hvilken art følelser der skal tales til. For at mobilisere følelser vil i denne sammenhæng for ham sige at revitalisere de politiske højre/venstre-positioner og formulere et alternativ til den rationalistiske og teknokratiske politik. Hele problematikken omkring de psykiske grundprocesser vover Støvring sig ikke ind på, skønt de er aldeles afgørende i denne forbindelse.

I dag oplever vi - med Poul Vads ord - en veritabel overflod af porno, overtro, klerikalisme, royalisme, etnisk og religiøs fundamentalisme og nationalisme - alt det som kulturradikalismen bekæmpede. Naturen, traditionen og myten har været anstødsstene, som vaklende sjæle af kulturradikal observans har været tilbøjelige til at snuble over.

Støvring finder en bestemt skematik bag venstrefløjens engagement: man holder med de svage. Derfor går man ind for humanisme og pacifisme. Kritikken retter han selvfølgelig ikke mod humanismen som sådan, men mod pacifismen som en fiks idé. Mere præcist mod pacifismens optimistiske forenkling af menneskesynet og dens defensive humanitetsidealer. Og dermed mod de paradokser den fører til:

Man er fx imod despoter, men vil ikke intervenere med effektive militære midler. Man er imod den organiserede kriminalitet, men vil ikke lave indgreb i retssikkerheden. Man er imod tvangsægteskaber, men vil ikke for alvor stramme lovgivningen.

Støvring tilslutter sig Alain Finkielkraut, når denne i 'Tankens forræderi' skriver, at de, der falder på halen for tredjeverdens-kulturerne og bekæmper vestens arrogance, er parate til at omdanne de europæiske nationer til multikulturelle samfund. Det er de postmoderne relativister der "sætter det flydendes svimlende kvaliteter op mod det gode ved rodfæstelsen".

At lade realiteterne virke på sig med ro og distance, er noget helt andet end den revolutionære lidenskab. Det er at forlade sig på sit 'øjemål' - for nu at bruge en vending fra Max Weber. Ifølge Støvring er det frem for alt den anti-ideologiske indstilling der præger konservatismen: indsigten i menneskets begrænsning og mistilliden til universalløsninger om verdensforbedring.

I stedet for teorier holder konservatismen på den 'folkelige' opfattelse af visdom som erfaring, og derfor bliver konservatismen i politisk forstand ofte et praktisk og pragmatisk erhverv, hvis konservatismen ikke ligefrem fastholdes som en førpolitisk holdning.

Netop den nationalfølelse der i dag åbenlyst trives i store dele af befolkningen, vidner om behovet for at skabe sig et samlende symbol. Mennesket hører til på et konkret sted og ønsker at blive anerkendt, ikke blot som et fritsvævende abstrakt retssubjekt, men som et mere substantielt væsen, der er forpligtet på en fælles historie, sprog og kulturel arv.

Det afgørende for Støvring er, at demokratiets levedygtighed som selvkorrigerende størrelse beror på evnen til at tage hvad han kalder 'populistiske', dvs folkelige strømninger alvorligt og respektere folkets helt legitime nationalfølelse, dvs fædrelandskærlighed. I et forsøg på at redde begrebet 'populisme', påminder han os om, at populisme netop ikke betyder anglen efter popularitet, men derimod, hævder han, kritik af den liberale samfundsmodel, en kritik der har folket som referencepunkt. Denne argumentation viser i det mindste, at begrebet bliver svært at redde, for Støvring forbigår, at ordet sædvanligvis er blevet knyttet til protestbevægelser mod ikke alene det etablerede, mere eller mindre elitære system, men også mod det repræsentative demokrati.

Med ellers slår Støvring fast, at den konservative grundopfattelse definerer mennesket som det symbolskabende og symbolfortolkende væsen. Dermed kommer den demokratiske opgave til at bestå i at give denne følelse former at bevæge sig i, så den ikke stivner i nationalchauvinisme.

Da velfærden i vid udstrækning afskærer os fra at opleve livet som et drama, og kedsomheden går hen og bliver den største trussel mod demokratiet, så bliver udfordringen at give intensiteten tilbage til det offentlige politiske rum på en måde der bliver ikke-voldelig. Hermed kommer problemet om det ondes eksistens og væsen ind i billedet.

Støvring kan slet ikke acceptere ideen om 'den blanke tavle' som i særlig grad hyldes af kulturradikale, marxister og feminister. Hvis man tror at menneskets natur er 'plastisk', dvs uendeligt formbart, har man heller ikke i tilstrækkeligt omfang forstået det begreb om identitet der på godt og ondt spiller så stor en rolle i vor tid. Grunden til at så mange fastholder troen på menneskets plasticitet er ifølge Støvring bl.a., at naturbegrebet, altså tanken om den menneskelige biologis afgørende betydning, i høj grad er tabulagt, obskøn og umoralsk. Desværre kommer han ikke nærmere ind på denne afstandtagen eller fortrængning, selvom den turde være af afgørende betydning, hvis man vil overvinde modstanden.

Det er nemlig ikke nok at henvise til, at Villy Sørensen med støtte hos Konrad Lorenz erkendte og anerkendte, at de irrationelle kræfter (fx aggressionsdriften) med nødvendighed gør sig gældende i menneskenaturen. Eller at samme filosof gjorde det klart, at samfundsnormerne netop ikke uden videre kan udledes af menneskenaturen med dens muligheder på godt og ondt.

Det må også forstås, at mennesket har friheden til at ødelægge sig selv og hinanden. Eller med Hans Magnus Enzensbergers ord, at det onde findes som en latent mulighed eller endda som en selvstændig drift i mennesket.

Safranski hævder i sin bog om 'Det onde' - også i tråd med Lorenz - at det onde netop på sin vis følger af den kreativitet der ligger i den menneskelige frihed, og at opgaven er at udvikle institutioner til at domesticere den latente ondskab. "På ondskabens mulighed skal man ikke reagere anarkistisk, men derimod institutionsvenligt", lyder hans råd.

Her ligger ifølge Støvring en markant forskel på konservatismen og såvel liberalismen som socialismen, for mens de sidste deler en tro på planlægning, konstruktive projekter og social forebyggelse mod det onde, samt en tro på oplysningsidealer, terapi og støttepædagogik som midler til at kurere alle dårligdomme, så betoner konservatismen, at det onde udspringer af noget meget mere elementært, der har at gøre med selve friheden.

Derfor finder Støvring, at Safranski anslår konservative strenge med sine tanker om kirken og religionerne som måder at omgås det onde, fordi mennesket her får mulighed for at åbne sig for og underkaste sig noget højere. Religionen kan også blive til et middel til kritik af fx statslig tyranni.

Forskel er der også mellem oplysningstradition og konservatisme. For mens oplysningstraditionen mest har interesseret sig for mennesket som et rationelt samfundsvæsen og derfor rummer en optimistisk tro på, at mennesket kan forandres til det bedre, så har den konservative tradition mest interesset sig for mennesket som et psykologisk og moralsk væsen. Den har følgelig betonet det indre, det irrationelle i mennesket og påvist, hvordan det væsentligste i mennesket skyldes den biologiske arv, der er 'statisk' og dermed ikke uden videre kan forandres og forbedres. Denne udpræget romantiske tradition er i højere grad pessimistisk og deri ligger kimen til den såkaldte romantiske modernitetskritik.

Hvad man her totalt savner er refleksioner over, hvilken betydning det har for kulturudviklingen, at hverken biologien eller kulturen er statiske, idet der både i evolutionen og kulturhistorien gør sig en vis transcendens gældende, ligesom der jævnligt dukker decideret emergente fænomener op.

Mennesket er ikke frit og herre over sin egen skæbne, fastslår Støvring. Livet er tværtimod skænket som en gave og en opgave. Disse tanker genfinder han i forskellig udformning hos fx Edmund Burke, S.T. Coleridge og T.S. Eliot - og i nyere tid hos Christopher Lasch.

Når de konservative betragtninger kan forekomme utidssvarende, skyldes det efter Kasper Støvrings mening også at mange af de fænomener mennesker før var fortrolige med, såsom ondskab og religiøsitet, i dag enten er glemt eller har mistet deres centrale betydning i menneskers liv. Konservative kulturkritikere har ofte kritiseret vor tids lykkejag og socialisering af lidelsen. Psykologer er i dag trådt i stedet for filosoffer eller præster som 'problemknusere'. Pædagoger, livsstilsforskere og terapeuter står alle beredvilligt klar til at tage imod deres 'ofre'. Støvring påstår - lidt forhastet forekommer det - at vores samfundsmæssige tilstand allerede spottende har fået tildelt navnet 'oplevelsessamfundet'. Det bruger mange da vist stadig som en positiv betegnelse.

Men for Støvring er der ingen tvivl om, at det med 'det konservative sensorium' (en særlig art perception eller sensibilitet) intakt er muligt at have sans for, at "der netop sker et tab af noget værdifuldt i den moderne tidsalder, hvor mange af de områder i tilværelsen der førhen både var årsag til ubarmhjertige prøvelser og kilder til dybe erfaringer, ikke længere findes, skønt det utvivlsomt også har store civilisatoriske gevinster til følge."

Opgaven er ikke at gentage den gamle konservative kulturkritik, men at skabe en rationel, indreflekteret irrationalitet, der inkluderer konservatismens idiosynkrasier og affekter, al dens vedhæng af kulturpessimisme, udviklingsskepsis og desillusioneret tankegods, der ofte har ført til en offentlig skandalisering af de konservative tænkere. Der må sondres mellem politisk-ideologiske standpunkter og psykologiske indsigter. Men dette forudsætter den indsigt, at det der er adskilt rationelt, politisk og videnskabeligt på dunkel vis kan være psykologisk forbundet i det enkelte individ.

Støvring deler Daniel Bells undren over menneskers manglende evne til at foretage psykologiske og sociologiske sondringer. Men der er faktisk ikke noget at undre sig over, for der er principiel forskel på at anlægge sociologiske, økonomiske, teknologiske og videnskabelige betragtninger på samfundet og så medinddrage psykologiske, for de første regnes i almindelighed for objektive, men de sidste må dybest set altid også omfatte en selverkendelse og selvkritik - og den er der mange der viger udenom, ikke mindst politikere og erhvervsfolk der koncentrerer sig om at holde samfundsmaskineriet i gang.

'Kultur' er noget mere, nemlig som Bell siger menneskers bestræbelser på at tilvejebringe sammenhængende svar på de eksistentielle udfordringer, som alle konfronteres med i deres livsforløb. Og derfor gælder også at traditionen får en afgørende betydning for kulturens vitalitet, eftersom det er den der skaber 'erindringens kontinuitet'.

Men kultur og kulturbesindelse i vore dage kræver trods alt noget mere og langt mere krævende end selve denne kontinuitet, nemlig en psykologisk og eksistentiel eller om man vil religiøs selverkendelse. Tradition forstået som det overleverede kan ikke tages for givet, men er noget må vi forholde os til, hvis ikke det skal gå galt. Men det skal være på en kritisk måde der kan bringe os videre.

Derfor er det på den ene side glædeligt, at Støvring indrømmer, at man når man diskuterer konservatismens kulturkamp mod radikalismen og liberalismen, ikke altid behøver at ende dér, hvor man bedrevidende peger på venstreradikalismens affinitet til kommunisme eller højreradikalismens affinitet til nazismen. Kulturkampen drejer sig heller ikke om en modstand mod en oplyst offentlighed og flerstemmighed, tværtimod kan man netop ved at lytte til konservatismens stemmer kun styrke den offentlige politiske kultur. Det er igen værd at huske på, at konservatismen i sin grundholdning er antiideologisk, antiutopisk og antirevolutionær.

Men på den anden side er det utilstrækkeligt - som det af og til sker - at gøre opmærksom på at konservatisme er irrationel modoplysning. Støvring mener, at konservatisme snarere er "bestræbelsen på at kaste lys over grænserne for den radikale oplysning og i stedet at gøre brug af en fornuft på traditionens grund og rehabilitere en anden form for erfaringsbaseret visdom, der har blik for - blivende - værdier på områder som kultur, religion, æstetik og historie".

Støvring skal ikke bebrejdes, at hans stil bevidst er beslægtet med essayets frit associerende form, eller at han skriver på det han kalder 'det konservative sensorium', hans fornemmelse for det grundlæggende konservative. Men man kunne have ønsket en større forståelse for de sproglige problemer der er forbundet med reaktualiseringen af konservatismen og dens kritik af oplysningen, friheden og fremskridtet.

Det er svært at komme uden om, at der til selve ordet 'konservativ' klæber nogle associationer til såvel forsvaret for det bestående som forsvaret for privilegier. Associationer som bl.a. Dansk Folkeparti med held har sat sig helt ud over i sin stærke pointering af det nationale.

Oplysning, frihed og fremskridt skal naturligvis altid i et levende og vågent demokratisk samfund være underkastet sund kritik, men kritikken kan aldrig med held ramme ideerne som sådanne - ligesom det heller ikke er muligt med held at sætte ideen om velfærdssamfundet ud i kulden. Velfærdssamfundet, oplysningen, fremskridtet og friheden er pr. definition at betragte som principielle goder, og al kritik af dem må derfor altid koncentrere sig om konkrete sider ved dem som har vist sig uheldige eller problematiske.

Hvad specielt angår friheden, så kan den ligesom sin modsætning ligheden aldrig betragtes om et onde. Begge er dynamiske drivkræfter, der kan overdrives, og som bliver direkte farlige som absolutter. Men de er nødvendige, og forholdet mellem dem er først og fremmest komplementært. Det samme gælder individualsynspunktet over for samfundssynspunktet - eller liberalismen over for socialismen. Og på grund af komplementariteten er der vel at mærke ingen gylden middelvej mellem dem og ingen mulighed for konstant balance. Der vil altid være modsætning, kamp og ubalance - og derfor dynamik.

Fremskridtet kan gå for hurtigt - og hvad der nås igennem det, gør ikke i sig selv nogen lykkeligere. Men fremskridtet skyldes jo ikke vanvid i menneskers sind, men ganske enkelt den grundlæggende menneskelige trang til at udforske verden, vinde ny erkendelse, erfaring og teknologi og derudfra komme videre, altså det man med et fint ord kalder 'transcendens'. Det er muligt - som Støvring hævder - at forandring ikke opfattes som værdi af alle. Men det opfattes som værdi af mange, og især af de unge, de initiativrige, nysgerrige, vovelystne og handlekraftige. Somme tider i historien er der vitterligt også mere behov for 'Tid til forandring' end på andre tidspunkter. Og det skal man ikke overhøre. Man skal tværtimod gennemføre reformer, hvis der er brug for dem. Derimod er det klogest at undgå revolutioner, for de kan som regel ikke kontrolleres.

Grunden er naturligvis - som vi dagligt ser på tv-skærmen fra reportagerne fra lande og områder der er præget af oprør og konstant uro - at gemytternes ophidselse forhindrer den sunde fornuft i at kunne kanalisere energien derhen hvor den kan bruges til opbygning i stedet for til nedbrydning.

Derfor er der alle steder brug for langt større viden om menneskets psyke og dens samspil eller modspil med etikken, politikken og religionen.

Støvring betoner, at konservatismen har interesseret sig meget for mennesket som et psykologisk og moralsk væsen, og at den derfor har opfordret mennesket til at besinde sig på sine egne dystre tilbøjeligheder. Jeg er ikke blevet overbevist, og må til stadighed huske på, at Støvring her befatter sig med en ideel konservatisme og ikke så meget med den faktiske og kompromitterede. Men man kunne også pege på, at andre ismer på ideelt plan har interesseret sig for psykologien og etikken, men at det også for dem gælder, at det kniber når det kommer til praksis.

Derfor har Kasper Støvring utvivlsomt ret i, at opgaven nu - midt i den standende værdidebat eller kulturkamp - består i at skabe hvad han kalder en 'rationel, indreflekteret irrationalitet'. Men når han samtidig gør gældende at den skal "inkludere konservatismens idiosynkrasier og affekter samt al dens vedhæng af kulturpessimisme, udviklingsskepsis og desillusioneret tankegods", så melder tvivlen sig unægteligt. Opgaven er langt mere omfattende, dybdegående og krævende. Der er virkelig fordomme, uvidenhed og fortrængninger at kæmpe imod.

Det ligger i sagens natur, at anmelderen under alle omstændigheder finder den komplementære helhedsrealisme bedre egnet til at give et fremadrettet og samlende bud på en bred borgerlig kulturkritik.

Kasper Støvring: Blivende værdier.
Konservativ kulturkritik og kulturkamp.
(Lindhardt og Ringhof. 2004)

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning

Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
om bogen "Den konservative årstid"

Birthe Rønn Hornbech om værdier og grundholdninger

Foghs nytårstale  (4.1.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)

Færdigt arbejde?  (Jens Vrængmose - 14.11.03.)
Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat

Ulla Dahlerups kulturkamp  (Skidt og kanel - 23.9.03.)
Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)

Fogh og Venstre i krise?  (15.8.03.)

Det aggressive menneske
De psykiske grundprocesser

Essays om kulturopgør:

Konrad Lorenz' kulturopgør
Vilh. Grønbechs kulturopgør