JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - finans08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.3.08.

Finansloven 2008 i hus med DF og NA

Efter lange forhandlinger faldt finansloven for 2008 endeligt på plads den 5.3.08. med en aftale mellem VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance. En finanslov plejer normalt at blive vedtaget inden jul, men folketingsvalget i november kom i vejen, og forhandlingerne kunne først for alvor komme i gang i det nye år. Alle partier var som sædvanligt indbudt til at deltage, men Enhedslisten ville slet ikke være med, og SF, Radikale og Socialdemokraterne sagde fra et efter et, da det blev klart at disse partier ikke kunne få deres mærkesager igennem, så længe Dansk Folkeparti sammen med de to regeringspartier udgjorde et flertal på 90 mandater. Kun Ny Alliance anså det for vigtigt at forblive ved forhandlingsbordet, selvom deres tre mandater ikke kunne tvinge de tre andre parter til nogetsomhelst. Men regeringen ville gerne have partiet med, og DF accepterede dette, således at Ny Alliance fik et par indrømmelser de selv lagde vægt på.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen kaldte på pressemødet resultatet for en 'fornuftens finanslov', og et sådant skudsmål kan altid diskuteres, men bortset fra at der er den fornuft i alle finanslove, at de er udtryk for det kompromis den til hver en tid siddende regering er i stand til at komme igennem med når der skal tælles til 90, så er det rigtigt at Løkke Rasmussens første finanslov også er fornuftig i den forstand at den fastholder den obligatoriske opsparing i staten for indeværende år, jobplanen der skal lette presset på det danske arbejdsmarked - og investeringerne i den offentlige sektor (1,3 mia til kvalitetsforbedringer i indeværende år).

Aftalen indeholder desuden - med ministerens egne ord "en tæt underskov af nye initiativer, der adresserer væsentlige udfordringer i velfærdssamfundet. Vi er blevet enige om konkrete forbedringer for alle aldersgrupper, lige fra en forhøjelse af børnechecken og et sundt måltid mad i daginstitutioner, over en tryghedspakke og nye initiativer for f.eks. hjertepatienter, til en forhøjelse af ældrechecken og fast kontakt person på sygehuset. Det er alt sammen med til at skabe bedre kvalitet i den offentlige service.”

Pengene til bedre kvalitet i den offentlige service gælder blandt andet bedre behandlingsforløb og patientundervisning for kronikere, styrkelse af akutberedskabet, fast kontaktperson for patienter på sygehuse og for modtagere af hjemmehjælp, færre forskellige hjemmehjælpere hos den enkelte ældre, ingen løsrevne lukkedage og et sundt måltid mad til børnene i daginstitutionerne.

Aftalen om finansloven for 2008 indeholder ligeledes "forbedringer inden for en række centrale velfærdsområder. Aftalen indebærer blandt andet forhøjelse af ældrechecken til 10.000 kr. fra 1. januar 2009 og afskaffelse af servicebetalingen i botilbud for førtidspensionister på gammel ordning. Herudover får handelsskolerne (hhx) et løft, som betyder, at de uforklarede forskelle i økonomiske vilkår mellem hhx-uddannelsen og de almengymnasiale uddannelser fra 2009 er udlignet".

Fra Ny Alliances side blev det fremhævet at der er ekstra-bevillinger til forskningen, herunder den helt nødvendige grundforskning som forskningsminister Helge Sander synes at have alt for lidt fokus på. Fra Dansk Folkepartis side var det - udover den sædvanlige forhøjelse af ældrechecken - særligt vigtigt med 'tryghedspakken' som den er blevet kaldt, dvs den pakke af bevillinger til ikke mindst politiindsats og offentlig overvågning der skal give borgerne bedre tryghed i hverdagen, så uroligheder af den meningsløse art med skole- og bilafbrændinger vi har set den seneste tid kan mindskes.

Det er i denne forbindelse blevet nævnt af DF blander finanspolitik og retspolitik sammen, men finansministeren kunne berolige med at finansloven sætter pengene af til de initiativer der skal tages, hvorimod det er op til justitsministeren og de retspolitiske ordførere at finde ud af, hvordan de konkret skal bruges. Eksempelvis skal der tages stilling til om politiet skal have vandkanoner eller ej. Hvad angår den kriminelle lavalder, som DF ønsker nedsat til 12 år, henvises til særskilt forhandling. Venstre og Konservative er principielt imod.

Socialdemokraten Morten Bødskov har straks været ude med en anklage mod regeringen for løftebrud, idet han gentager tidligere påstande om at regeringen skærer ned på trods af at den har lovet forbedringer. Anklagen skal ses i forlængelse af Helle Thorning Schmidts faste omkvæd om at regeringen har lovet øget velfærd, men samtidigt sat skatterne ned. Men realiteten er at det samlede skatteprovenu er stort set uændret, og at det er skatten på arbejdsindkomst der er sat ned (skattestoppet forhindrer ikke omlægninger). Og hvad brugen af penge angår, er finansloven udtryk for den økonomisering med de begrænsede midler der er helt nødvendig, men som ikke udelukker øgede bevillinger til de særområder der ønskes udvidet og udviklet.

En finanslov skal desuden undgå en overophedning af økomomien, navnlig hvis tendensen i andre sektorer peger den vej, og det har den nye finanslov taget højde for på den traditionelle, ikke særligt opfindsomme og slet ikke fremsynede måde der hedder grønthøstermetoden: man har pålagt samtlige ministerier over én bank at spare én procent på udgifterne i indeværende år, men vel at mærke skal pengene ikke inddrages for altid, men spares op til senere brug. Her har DF forlangt - og fået - regeringens garanti for at de berørte instanser får stillet pengene til rådighed næste år. Men en sådan garanti må siges at være højst uheldig, for den tager ikke højde for at situationen allerede når næste års finanslov skal forhandles på plads muligvis kan blive sådan at det kan blive nødvendigt at inddrage flere penge. Den netop vedtagne finanslov udskyder altså i virkeligheden problemet til senere.

Sandheden er jo, at regeringen og støttepartierne fastholder den tidligere finansministers optimistiske syn på den økonomiske udvikling og afviser al snak om at en overophedning her i landet i kombination med en nedgang i de internationale konjunkturer kan gøre en økonomisk stramning nødvendig inden længe. Generelt er optimisme bedre end pessimisme. Men det er formentlig regeringens store optimisme der får socialdemokraterne og de radikale til at betakke sig for et medansvar for finansloven. Oppositionen har det jo ikke for godt lige for tiden, og meget tyder på at kun en økonomisk nedtur for landet, vil kunne mindske den nuværende regerings popularitet så meget, at oppositionen får en chance.

Ny Alliance har meget bevidst valgt at være med i finanslovsforliget, fordi de hylder princippet at det er bedre at være med i forhandlingerne og få lidt med hjem derfra end at holde sig ude og intet få. Det kaldes ansvarlig realpolitik og gør partiet til et troværdigt borgerligt parti, men det er ikke sikkert at det vil blive værdsat af vælgerne. Faktisk viser en frisk meningsmåling, at det er Venstre og SF der efter valget har kunnet holde fast i flest af sine vælgere, hvorimod det kniber meget for socialdemokraterne og de radikale, men allermest for Ny Alliance.

Dansk Folkeparti har for syvende gang i træk dokumenteret at de er et fuldt ansvarligt og troværdigt borgerligt parti, der 1) målbevidst stiler efter at få størst mulig indflydelse på finansloven, 2) til fulde udnytter deres parlamentariske position når regeringen skal tælle til 90, og som 3) har opøvet en benhård forhandlingstaktik der først og fremmest er kendetegnet af at man giver sig god tid. Man forhandler sålænge det er nødvendigt - uden at presse regeringen til hovsa-løsninger. Den eneste betingelse synes at være god forplejning i finansministeriet, hvilket til Løkke Rasmussens overraskelse indebærer slikskåle på bordene og flæskesteg til middagene!

Sådan var det hos Thor Pedersen, men det huer ikke rigtigt den nye finansmister der har problemer med vægten. Men iøvrigt skal siges, at Løkke Rasmussen har klaret opgaven i fineste stil og tilsyneladende uden vanskeligheder affundet sig med at modparten ikke kan stresses til noget den senere vil fortryde. Det er værdifuldt - og alt tyder på at der kan opbygges samme tillidsforhold mellem ham og DF's topforhandlere som var blevet opbygget mellem Thor Pedersen og DF.

Rygterne går jo at statsminister Anders Fogh Rasmussen drømmer om en toppost i EU, når den nye unionsaftale træder i kraft fra nytår 2009. Han har enkelte ting imod sig så som de fire danske forbehold og den utvetydige støtte til præsident Bush's krig mod Irak (netop bekræftet under besøget i Washington). Men han anerkendes for sine store forhandlingsevner - og kan formentlig vente opbakning fra såvel kansler Angela Merkel som præsident Nicolas Sarkozy. Men både den tidligere britiske premierminister Tony Blair og den nuværende luxembourgske statsminister Jean-Claude Juncker er inde i billedet og står stærkt. Hvis Tony Blair ender med at stille op, hvad der fra hans side kræver meget store beføjelser til den nye faste EU-formand, vil Fogh næppe have anden chance end et decideret tysk veto mod Blair.

Men meget i Foghs adfærd og udtalelser kunne tyde på, at han på den ene eller anden måde søger ny international karriere - på trods af alle afvisninger af påstandene. Og derfor er det ikke uinteressant at Lars Løkke Rasmussen - som næstformand i Venstre - får mindst et års tid til at vise hvad han duer til som finansminister med hovedansvaret for regeringens økonomiske politik. Som mennesketype er han en helt anden end Fogh, og det har fordele og ulemper. Til fordelene hører at Løkke er mere jævn og ligefrem, til ulemperne at han er af denne grund er mindre statsmandsagtig. Hvis han i det kommende år, også bliver tvunget til at tackle en økonomisk nedtur eller i det mindste en mærkbar opbremsning i statens økonomi, kommer han under dobbelt pres, nemlig fra både regeringens vælgere og oppositionen. Og da får Venstre og regeringen et problem.

Og desværre er Lars Løkke Rasmussen heller ikke nogen ideernes mand der kunne levere et moderne forsvar for 'den tredje vej'. Det kunne der ellers være brug for i Venstre der fortsat lider under manglende afklaring af problemet om det komplementære forhold mellem det liberale frihedsprincip og det sociale trygheds- eller lighedsprincip, selve det forhold den tredje vej dybest set bygger på.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Finansministeriet
Resuméoversigt over finanslovsforliget
Dansk Folkeparti
Ny Alliance

Relevante artikler på Jernesalt:

Finanslov og rettidig omhu?  (30.8.07.)
VK og DF enige om skatten  (4.9.07.)
Regeringens skatte- og velfærdsudspil 21.8.07  (23.8.07.)
Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?  (3.4.07.)

Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)