JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh19okt06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.10.06.

Foghs åbning og lukning

Statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale tirsdag i Folketinget var isoleret set ganske udmærket, fordi den trak hovedlinjerne i regeringens politik for det kommende år klart op med udgangspunkt i den skelsættende dato 11. september 2001 og den deraf afledte ændring af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation.

Statsministeren fastslog at vi står i en global værdikamp, som ikke er en kamp mellem kulturer eller religioner, men mellem frihed og tyranni og mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Og i den kamp kan vi ikke være neutrale eller gå på kompromis med frihedsrettighederne.

Også folkene i de muslimske lande ønsker frihed og demokati, og derfor må vi hjælpe dem på vej, bl.a. ved engagementet i Afghanistan og Irak samt gennem Det Arabiske Initiativ. Men det er en svær opgave, fordi terroristerne søger at blokere vejen mod frihed med bomber og barbari. Frihedens fjender er desperate og bruger alle midler.

Statsministeren gjorde særligt meget ud af Afrikas store problemer med nød, flygtningestrømme, sygdomme og kvindeundertrykkelse. Afrika er den anden store globale udfordring i de kommende år. Derfor skal dansk udviklingspolitik fokusere på Afrika, og medvirke til at de afrikanske lande får bedre mulighed for at deltage i verdenshandelen.

Men værdikampen foregår også i Danmark, fordi vi har måttet konstatere, at der findes personer og grupper her i landet som har ekstremistiske synspunkter og ikke anerkender de principper vort samfund bygger på, herunder ytringsfriheden, ligeberettigelsen mellem mænd og kvinder og sondringen mellem politik og religion. Over for disse personer og grupper skal vi stå fast. Over for intolerancen kan vi ikke være tolerante.

Det er i denne forbindelse vigtigt at skabe de bedst mulige betingelser for integration af indvandrerne. Alle har et ansvar, arbejdsgivere og fagforeninger samt nydanskerne selv. Statsministeren betegnede det som den nok vigtigste opgave i de kommende år at sikre uddannelse og job til de nye danske medborgere. Vi kan og vil nemlig ikke acceptere et splittet samfund.

Chancen er der nu, fordi der er mangel på arbejdskraft i Danmark. Men dette forhold er også en risiko for velstanden og velfærden. For hvis der ikke er hænder nok til at løse opgaverne, går det galt for både den private og den offentlige sektor. Derfor er det en akut hasteopgave af få flere på arbejdsmarkedet, herunder også dem på understøttelse.

Vi har god social sikkerhed i Danmark, men den bygger på en kontrakt, ja, en velfærdskontrakt, nemlig en solidaritet hvor den der modtager understøttelse til gengæld er parat til at tage ledige jobs. Det er solidaritet.

Om det meget aktuelle spørgsmål om kommunernes økonomi gjorde statsministeren det klart at finansministeren har ret i at der aldrig har været så mange penge i de kommunale kasser som nu. Konkret 31 mia mere end i 2001. Det er ikke nedskæring, men vækst. Men samtidigt er der kommuner der skal spare. Og det skyldes dels udligningsreformen der betyder at rige kommuner skal aflevere penge til fattige kommuner, dels kommunesammenlægningerne, der betyder at nogle af de gamle kommuner skal hæve, men andre sænke serviceniveauet for at nå frem til et acceptabelt fælles niveau. Dette er dybest set både solidaritet og økonomisk ansvarlighed.

Regeringen vil ikke gentage skandalen fra kommunalreformen i 1970 der endte med en eksplosion i de offentlige udgifter. At kræve flere penge til offentligt forbrug næste år er uansvarlig overbudspolitik.

Den største udfordring i de kommende år er og bliver at finde ny arbejdskraft, herunder et tilstrækkeligt antal sygeplejersker, pædagoger, lærere og social- og sundhedsassistenter. Den virkelige udfordring, understregede statsministeren, er slet ikke at kræve flere penge og flere ansatte, men at sikre en offentlig service på et højt niveau i et samfund hvor det er svært at skaffe personale nok. Den virkelige udfordring er at skaffe mere kvalitet for pengene. Derfor lancerer regeringen en kvalitetsreform, som skal blive de næste års store projekt.

Regeringens ambitiøse mål for det danske samfunds udvikling er at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi senest i 2015. Derfor skal der investeret kraftigt i uddannelse, forskning, innovation, iværksætteri og voksen- og efteruddannelse.

Hertil komme at regeringen vil sikre Danmark en fremtidig selvforsyning med miljørigtig energi og derfor præsentere en langsigtet energiplan, båret af både fornuft og fremsyn samt af kombinationen af politisk regulering og markedsøkonomi.

Om EU sagde statsministeren at Bulgarien og Rumænien nu bliver medlemmer og at Kroation forhåbentlig kan følge efter. Men uden direkte at udelukke Tyrkiet, der er længere fra medlemskab end nogensinde, fastslog statsministeren, at landet må leve op til sine forpligtelser hvis det vil blive medlem. EU må ikke slække på kravene.

Spørgsmålet om forfatningstraktaten må afklares. Den nuværende situation er ikke holdbar for samarbejdet mellem landene efter den store udvidelse.

Statsministeren sluttede naturligvis sin tale med et ønske om bredt samarbejde i folketinget om de kommede reformer. Det kan ingen fortænke ham i. Det gør alle statsministre i samme situation. Spørgsmålet bliver i hvor høj grad det bliver muligt at inddrage socialdemokraterne i finans- og energipolitikken.

Som det ses var der ingen større overraskelser i åbningstalen, og det var der såmænd heller ikke i de udtalelser Anders Fogh Rasmussen efterfølgende kom med i forskellige interviews.

Fogh Rasmussen er fortsat sikker på hånden i sin regeringsledelse. Tilsyneladende lægges der ikke op til nogen regeringsrokade. Og disciplinen er stram.

Fogh frygter ikke de aktuelle protester rundt omkring i landet - og har egentlig heller ikke grund til det. For kommunerne vedtager en efter en de nødvendige og bindende budgetter, uanset hvad velmenende og mindre velmenende pædagoger og forældre måtte mene. Beslutningstagerne er - i modsætning til pædagoger og forældre - nødt til at være realistiske og se kendsgerningerne i øjnene. Og heldigvis ser man de fleste steder, bl.a. i både København og Århus, brede forlig om budgetterne. Regeringens skattepolitik ligger også fast. Skattelettelser er fortsat en drøm for alle og specielt ønsketænkning for de konservative. Men intet tyder på at økonomien tillader dem foreløbigt.

Fogh Ramussen frygter heller ikke de aktuelle meningsmålinger. De er måske en smule ugunstige for øjeblikket, men der er længe til valget. Fogh virker på ingen måde nedslidt eller udbrændt, men stiler efter at føre regeringen videre til næste valg om 2½ år. Han vil implementere kommunalreformen og velfærdsforliget samt gennemføre en ny og vigtig kvalitetsreform og føre aktiv miljøpolitik og aktiv ulandspolitik. Så vidt så godt.

Men i et lidt videre perspektiv kan det ikke skjules at der ganske øjensynligt mangler afklaring på vigtige punkter.

Statsministeren gik let hen over problemerne med såvel Afghanistan som Irak. Han fastholder naturligvis det danske engagement, han benægter ikke vanskelighederne for koalitionen eller for de nationale regeringerne i de to lande, men han undlader at kommentere spørgsmålet om krigenes betydning for den internationale terrorisme.

Muhammedkrisen end ikke strejfede han i åbningstalen, skønt den ved siden af 11.9.01. har ændret såvel sikkerheds- som integrationssituationen væsentligt i Danmark, idet den mere end noget tidligere afslørede det had til danske og vestlige værdier som trives i ekstremistiske miljøer. Fogh slår problemet hen med en bemærkning om at vi i de demokratiske lande sondrer mellem politik og religion, men fortsat står han - uden at nævne det direkte - på det totalt uholdbare standpunkt der hedder at betragte religionen som en privatsag.

Her ligger en af Anders Fogh Rasmussens allerstørste fejl som statsmand, om ikke den allerstørste, nemlig den at han som rationalistisk og perfektionistisk økonom og kontraktpolitiker helst vil se bort fra det irrationelle og åndelige, skønt det er bærende for ikke blot fanatikere, men i virkeligheden for alle mennesker.

Desværre kan det i dag - et år efter Muhammedkrisen konstateres - at Anders Fogh Rasmussen ikke har lært den lektie krisen ellers gav, at demokratiet forudsætter en sondring mellem politik som magtfænomen og religion som åndsfænomen, men at religion som åndsfænomen aldeles ikke kan undværes i det offentlige rum, hvis kulturen ikke skal ende som åndløst magtspil omkring økonomiske og sociale interesser.

På samme måde må det konstateres at den gamle komplementære modsætning mellem friheden og ligheden fortsat spøger som en uafklaret sag i Venstre. Fogh har forlængst slået fast at det ikke er et mål for regeringen at øge uligheden i samfundet, men han har fortsat ikke fået forklaret standpunktet for dem af hans partimedlemmer der inderst inde mener noget andet. For sandheden er at han ikke selv er afklaret i spørgsmålet, men blot vil have lukket munden på folk i egne rækker der har meninger om sagen som kan være farlige for partiet i den offentlige debat.

Bevares, Fogh er ikke filosof, så man kan vel ikke uden videre forvente dyberegående afklaring af et for et liberalt parti som Venstre ellers centralt principielt spørgsmål som forholdet mellem frihed og lighed. Men det betyder at Fogh ikke hæver sig over sine forgængere som Erik Eriksen, Poul Hartling og Uffe Elleman-Jensen, på trods af at han ellers har bevæget sig væk fra deres gamle ensidige liberalisme til en moderne midtersøgende velfærdspolitik, der i virkeligheden er socialliberal i ordets bedste forstand.

Også på dette punkt viser Fogh en beklagelig svaghed som ikke på nogen måde gør ham uegnet som regeringsleder for en VK-regering der gerne vil sidde ved magten i to eller tre valgperioder, men som til gengæld heller ikke hæver ham over gennemsnittet og gør ham i stand til at levere den praktiske filosofi der kan bære ud over hans egen regeringstid.

Det skal i denne forbindelse ikke forbigås at Anders Fogh Rasmussen heller ikke har ændret sin principielle holdning til Dansk Folkeparti og dette partis eventuelle regeringsdeltagelse, men tværtimod for en uges tid siden offentlig lagde afstand til det ellers regeringsbærende støtteparti ved at understrege at Venstre ikke har værdifællesskab med Dansk Folkeparti.

"Vi danskere er bevidste om vores kulturelle værdier og vores historie, og det er vi faktisk stolte af," sagde Fogh. "Men samtidig er vi åbne over for omverdenen. Det er lige præcis mit syn på danskhed. At det ikke er indadvendt og navlebeskuende. At man bruger bevidstheden om, hvad det vil sige at være dansk, til at gå ud i verden og møde det fremmede og de fremmede med et åbent sind."

Tydeligere kan det næppe siges, hvis det direkte fornærmende mod Dansk Folkeparti skal undgås. Og naturligvis er der grundlag for udsagnet - ganske som der er det med hensyn til udtalelserne om forskellen mellem DFs og regeringens syn på EU. Og det er herefter ganske klart, at Anders Fogh Rasmussen ikke på noget tidspunkt vil inddrage Dansk Folkeparti direkte i regeringssamarbejdet. Han lukker af - af personlig uvilje og af taktik. Han vil ikke risikere sit eller sit partis omdømme ved at optage Pia Kjærsgård og Thulesen Dahl i regeringen, og han betragter det ikke som sin opgave at få det regeringsduelige støtteparti officielt accepteret som regeringsparti.

I betragtning af de vanskeligheder Dansk Folkeparti netop nu er inde i med hensyn til den interne partidisciplin, kan man sagtens betragte Foghs linje som sund fornuft, men hvis DF ellers får klaret de interne problemer, er linjen en svaghed der senere kan koste stemmer. Alt tyder imidlertid på, at Fogh hellere vil miste stemmer på denne konto end trække Dansk Folkeparti ind i regeringen.

Det må man respektere. Men det betyder at Fogh også her - trods sine åbenhed og åbning - lukker af for muligheder der ellers er større perspektiv i end de muligheder han holder sig til. Det betyder natuligvis også at Fogh fastholder en stærkt forenklet opfattelse af hvad danskhed egentlig er. Jævnfør heroverfor artiklen om Michael Böss' vægtige forsvar for nationen.

Anders Fogh Rasmussens begrænsning har efterhånden vist sig ganske tydelig.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Statsministeriets hjemmeside med Anders Fogh Rasmussens åbningstale

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)

Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden (21.11.06)