Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - fogh18rohde

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.09.06.


Jens Rohdes exit

Venstre har med udnævnelsen af Jens Rohde til direktør for TV2's nye radiokanal med øjeblikkelig virkning fra 7. september mistet sin politiske ordfører. Samtidigt har regeringen og navnlig statsminister Anders Fogh Rasmussen mistet sin mest loyale, energiske og begavede væbner i folketingsgruppen, folketingssalen og medierne.

Overraskelsen var stor, fordi Rohde kun få dage forinden havde slået et af sine gevaldige og træfsikre slag i bolledejen ved med en anarkistisk vending fra Storm P.s absurde fortællinger at gøre opmærksom på at der på nuværende tidspunkt i landets situation simpelthen ikke er plads til de skattelettelser som partiets egen finanspolitiske ordfører Peter Christensen ventilerer: Dette er 'de faktiske forhold i Jernindustrien', og det må alle rette sig efter, var Rohdes basta-formel.

Få dage tidligere havde Rohde også manet den konservative skattepolitiske ordfører Charlotte Dyrmoses drømme om skattelettelser i jorden. Hun havde været så formastelig at kræve skattelettelser til de rige, alt imens hun stod og striglede sin ridehest.

Rohde er hurtig på aftrækkeren og usædvanligt klar i sin afvisning af forslag der rokker det mindste ved partilinjen eller rettere ved partiformandens linje. Men han er også slagfærdig for ikke at sige rapkæftet og undertiden lidt flabet. Det skaber uundgåeligt uvenner. Flere af dem han i tidens løb har været i clinch med verbalt har dog erklæret at de vil savne ham. Men andre som Søren Pind og Rohdes afløser som folketingsmedlem Martin Geertsen [jf. tilføjelse] ånder sikkert lettet op.



Rohdes afgang betyder afgjort en svækkelse af Venstres profil. Partiet har selvfølgelig begavede folketingsmedlemmer der kan påtage sig jobbet som politisk ordfører på en sagligt og ledelsesmæssigt uangribelig måde, men umiddelbart ingen der tilnærmelsesvist kan hamle op med Jens Rohde hvad angår overblik, indsigt, slagfærdighed og medietække. Som kandidat til posten nævnes den nuværende udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen. Han har erklæret sig villig - og det bliver på ingen måde et dårligt valg, da manden er både dygtig og erfaren. Men han har blot lige den lille skavank at han er sagligheden selv - og derfor en rigtigt kedelig type.

Den kun 36-årige Rohde har været alt andet end kedelig i de fem år han har haft tjansen. Han lagde sig tidligt ud med Anders Fogh selv, da denne forlangte at hans ministre skulle stille deres egne og deres ægtefællers eller kæresters privatøkonomiske forhold til offentligt skue. Et sådan princip var Jens Rohde lodret imod - og det indebar at han udelukkede sig selv fra en ministerpost som ellers havde været selvskreven allerede efter valget i 2005.

Siden lagde han sig ud med folkekirken som han ellers havde været aktivt medlem af, men han ville ikke acceptere at præster og biskopper i 2004 brugte deres juleprædiken til mere eller mindre direkte, men umisforståelige angreb på regeringens flygtningepolitik - og så meldte han sig demonstrativt ud. Et par år i forvejen var han udeblevet fra den traditionelle gudstjeneste i forbindelse med folketingets åbning, fordi daværende kirkeminister Tove Fergo havde været så formastelig at vælge en indremissionsk prædikant - og det var for meget for den glade Jens Rohde Han ville ikke høre om synd og død og dom eller andre indremissionske specialiteter.



Af væsen er Rohde et muntert menneske og desuden er han født med stor sans og begavelse for musik og underholdning. Han er en meget sjælden blanding af dygtig administrator, energisk politiker og gennemmusikalsk entertainer - og da hans eget standpunkt om at ministres lovlige privatøkonomi tilhører privatlivets fred gjorde ham umulig som ministerkandidat i en Fogh-regering var hans politiske karriere i realiteten stækket på en i længden uholdbar facon. Derfor er der intet at sige til at Rohde, der har været radioentusiast fra sit 14. år, sprang til, da drømmejobbet tilfældigvis dukkede op med TV2's erobring af den nye radiokanal.

Den der skriver disse linjer hører stort set aldrig radio, men Jens Rohde skal da ønskes hjerteligt tillykke med drømmejobbet og held med at gøre radiokanalen konkurrencedygtig med DR's kanaler.

Jernesalt vil dog trods alt beklage hans politiske exit og minde om at vort uforbederlige internetorgan faktisk i sit åbne brev af 7.4.06. til statsminister Anders Fogh Rasmussen foreslog denne en sammenlægning af kirkeministeriet og kulturministeriet til et kultusministerium og udnævnelse af Jens Rohde til dettes første politiske leder.



Danmark har tidligere haft et kultusministerium, nemlig fra 1848 til 1916. Derunder hørte dengang også skolevæsenet. Ministeriet deltes i 1916 i et undervisningsministerium og et kirkeministerium, og først i 1960 (under Kampmann) udskiltes kulturministeriet fra undervisningsministeriet. Meningen med et nyt kultusministerium nu skulle være at genplacere både kultur og religion i et fælles resort der ser kulturen som vigtigere end finkulturen og religionen som vigtigere end konfessioner, dvs fokuserer på det der løfter folk ud af hverdagen, nytten, politikken, moralen og de absolutte sandheder.

Udnævnelsen af Jens Rohde som ny kultusminister ville fra starten have givet lige netop det løft en fusion ville rumme mulighed for, fordi Rohde som et både musisk og politisk/administrativt menneske med forankring i sund udogmatisk religiøsitet ville være den formodentligt eneste ene i landet der ville være i stand til at sikre at religionen igen blev et offentligt og folkeligt anliggende, men vel at mærke blev det på en fortsat klart sekulariseret afstand fra alle autoriteter.

Nu er denne mulighed ikke alene forpasset og statsministerens ulyksalige drøm om at udelukke religionen fra det offentlige rum gjort til regeringens uanfægtede sovepude eller sutteklud. Nej, nu er også Venstres folketingsgruppe berøvet sin provokerende indpisker og partiet dermed sin mest engagerede, udadvendte og mediemindede ordfører. Og dette altsammen just på et tidspunkt hvor partiet og statsministeren har allermest brug for at være i offensiven som samlet og samlende parti der kunne styrke den svækkede sammenhængskraft i det danske samfund.



Enighed om skattelettelser og forholdet mellem friheden og uligheden er der ikke i Venstre. Ærkeliberalister som Søren Pind, Leif Mikkelsen og Rohdes afløser og tidligere rival Martin Geertsen [jf. tilføjelse] og flere andre har ikke glemt deres kontroversielle teser vedr. partiprogrammet. Socialminister Eva Kjer Hansen var ikke heldig med sine ytringer om uligheden før Venstres landsmøde sidste år. Og finansordfører Peter Christensen endnu mindre med sine forestillinger om skattelettelser og ulighed, som han måtte høre meget for fra oppositionens side under finanslovsdebatten forleden - uden at få hjælp fra partifæller.

Jens Rohde nåede ikke som politisk ordfører at få sat Christensen på plads - og det er ikke udelukket at Christensen og hans meningsfæller vejrer morgenluft. For sagen er jo, at statsminister Anders Fogh Rasmussen nok hidtil har manet alle utidige tanker i jorden på sin kontante måde, men i virkeligheden har forsømt den afklaring om frihed, lighed/ulighed og solidaritet som et moderne velfærdsparti ikke kan være foruden, hvis det og dets leder vil undgå Labour's og Tony Blairs alt andet end lykkelig skæbne: at miste têten både ledelsesmæssigt og politisk.

Regeringen har fortsat fordel af oppositionens splittelse og den socialdemokratiske leders unge alder. Den har også relativt gode kort på hånden i udmøntningen af velfærdsforliget samt den bebudede lovpakke om en kvalitetsreform i Danmark. En regeringsrokade er måske på trapperne og ville formentlig være gavnlig. Og meget kan ske de sidste to et halvt år. Men uret tikker. Venstres vision for samfundsudviklingen de næste ti-femten år er ikke afklaret. Og nu mangler altså også en engageret frontkæmper.

Jan Jernewicz



Tilføjelse 10.9.: Efter at ovenstående artikel var skrevet har Martin Geertsen meddelt at han ikke vil efterfølge Jens Rohde som folketingsmedlem for Østerbro-kredsen, men koncentrere sig om sin post som borgmester i Københavns Kommune med henblik på den fremtidige kamp om overborgmesterposten.



Henvisninger:

Jens Rohde udstiller Venstres manglende afklaring  (8.1.06.)
Åbent brev til statministeren, afsnit om oprettelse af kultusministerium

Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund



Jens Vrængsmoses rubrik
Jernesalts Værdimanifest - i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal