JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel43oekonomi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.4.07.

Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen?

af Jens Vrængmose

En meget klog mand ved navn Steen Nepper Larsen, ekstern lektor på RUC udi filosofi og videnskabsteori, har i den sommetider sprælske avis Politiken lørdag den 31. marts røbet, at han intet fatter af vort økonomiske system og dets relation til videnskab, kultur, kunst og de forskellige politikfelter som sundheds- og skolevæsenet. Han mener ligefrem at økonomien er et selvfedt autistisk væsen der er lukket inde i sin egen verden og her kører på frihjul uden at være i kontakt med omgivelserne. Og han spørger om det ikke er gådefuldt at der aldrig stilles krav om at det økonomiske system skal være andet end økonomisk rationelt.

Havde debatoplægget været bragt på forsiden af avisen den 1. april ville alle have vidst at vi skulle opfatte det som en aprilsnar. Men nu må vi desværre tage det seriøst som udtryk for en desillusioneret humanists blinde beklagelse over at vi lever i en pengeøkonomi der tilsyneladende behersker alt og alle og ikke levner ringeste plads til kreativitet eller kvalitet i samfundet.

Et af de besynderlige træk ved den begavede mand er hans antropomorfe eller måske rettere troldagtige opfattelse af økonomien som et nærmest personligt væsen hvis ypperste ansigt ud over en række toptunede virksomheder som bekendt er markedsmekanismens usynlige hånd der skænker os alle de ting vi har brug for. Vi har måske svært ved at se denne usynlige hånd som et skrækindjagende ansigt for os, men vi forstår i hvert fald at økonomien i Nepper Larsens optik ligesom folkeeventyrernes værste trolde er hæslige, menneskeædende og farlige væsener med enorme kræfter og overnaturlige evner. Men ellers adskiller pengeøkonomien sig i den virkelige verden generelt fra tidligere tiders bytteøkonomi eller naturaliehusholdning ved at være yderst abstrakt. Man bytter varer med prægede mønter af en vis vægt og lødighed, senere med pengesedler, veksler og checks og endnu senere med noteringer på pengekonti med kreditkort via nettet. Enhver har lov at beklage denne udvikling og drømme sig tilbage til de gode gamle dage, da man byttede varer der havde personligt karakterpræg, ja undertiden var 'sjæleklenodier' (parterne gav noget af sig selv når de byttede varer eller gav gaver, og derfor var det aldrig ligegyldigt hvem man handlede med eller gav gaver). Men den moderne stat er utænkelig uden pengeøkonomi og det tilhørende kommercielle markedssystem. Pengeøkonomien har uhyre praktiske fordele. At dæmonisere den er at dæmonisere moderniteten. Og det er hvad Nepper Larsen i realiteten gør.

Den gode mand postulerer at "økonomien gerne vil gøre alt til varer. Den vil sætte pris på det ikke-økonomiske og bringe nye varer på markedet. Der øjnes økonomiske potentialer i så forskellige ting som viden, sprog, kultur, natur, æstetik, begær, drømme, oplevelser, nysgerrighed, omsorg og empati". Ja, "en større hær af økonomiske agenter og narrative kommunikationssvende af begge køn arbejder på at omforme eksterne størrelser til endogene elementer i den altædende økonomi". Og for at vi ikke skal være i tvivl, hævder Nepper Larsen slutteligt, at økonomien aldrig afkræves begundelser for sin egen legitimitet, og da dens principper om at købe billigt og sælge dyrt ydermere er blevet mere evidente end Amen i kirken, så er økonomien blevet til "et selvimmuniseret system, til et selvrygklappende velvoksent barn vi ikke kan nå. Denne stærke skikkelse er på én gang rundet af den verdensanmassende vesterlandske smag og en besynderlig disinteresseret dovenskab, der gør, at vi end ikke gider at prøve på at forså, hvad det er vi har gang i".

Bortset fra at man da må have den største medlidenhed med denne teoretiker der analyserer sig selv så konsekvent op i et hjørne at alt tager sig forvrænget og farligt ud, så må det slås fast, at der faktisk er nogen der forstår hvad der er gang i og hvorfor. Og undertegnede skal gerne prøve at forklare det.

For det første er økonomien ikke et selvstændigt væsen af nogensomhelst personlig art der kan have skumle hensigter med nogetsomhelst. Den er ganske enkelt et udtryk for at alle menneskelige og samfundsmæssige aktiviteter foruden personlige, sjælelige eller åndelige værdier eller kvaliteter har en økonomisk side der i den praktiske pengeøkonomi kan gøres op i abstrakt pengeværdi. Det betyder ikke blot praktiske fordele ved køb, salg og bytte, men også mulighed for at låne, spare op og investere samt ikke mindst budgettere, planlægge og føre regnskab. Enhver fornuftig privat husholdning og virksomhed vil sørge for en fornuftig balance mellem indtjening og udgifter samt henlæggelser til fremtidige udgifter eller investeringer. Og på samme måde vil den offentlige husholdning i stat, regioner og kommuner sørge for både dagen og vejen. Ikke alt bliver i disse processer til varer der kan gøres op i penge. For det der tæller for de fleste mennesker såvel som enkeltindivider som borgere er kvaliteten, den i sidste ende umålelige værdi ved tingene og aktiviteterne som gør tilværelsen værd at leve. Men alle aktiviteter i såvel privatøkonomien som samfundsøkonomien har som nævnt en pengeside - og denne er det de ansvarlige personers forpligtelse at holde styr på.

Her bliver det målet at gøre økonomien så rationel som mulig, dvs sørge for effektivitet og rentabilitet. For at sikre effektiviteten er det nødvendigt at kontrollere og måle arbejdsindsats, tidsforbrug og materialeforbrug. De private virksomheder der ikke gør dette, risikerer at gå nedenom og hjem. De offentlige institutioner der forsømmer det får problemer med overordnede instanser, herunder ikke mindst finansdepartementet og regeringen, hvis opgave det er at kontrollere alle udgifter og prioritere alle opgaver af den simple grund af ressourcerne er og altid vil være begrænsede. Kontrollen kan gå over gevind, så bureaukratiet vokser og kreativitet og motivation fra medarbejderne blokeres, men den kan i princippet ikke undværes. Målet må være en balance mellem nødvendig kontrol og nødvendig frihed i de forskellige led, men balancen kan aldrig fastlægges på forhånd én gang for alle. Den må justeres løbende. Derfor har vi i demokratierne den politiske debat om den offentlige økonomi og effektivitet - med regelmæssige valg til at afgøre uenighederne.

For det andet gælder at økonomien i det moderne demokrati og velfærdssamfund er en blandingsøkonomi, dvs en blanding af markedsøkonomi og regulering. Ren regulering fører til planøkonomi, og denne vil som erfaringerne fra Sovjetunionen og mange andre diktaturer har vist altid i det lange løb føre til stagnation. Styringen og kontrollen oppefra bliver så omfattende at frihed, initiativ og kreativitet indsnævres og forhindres. Omvendt fører ren markedsøkonomi til 'Manchesterliberalismen' eller den uhæmmede laissez-faire-politik der er blottet for ethvert socialt ansvar. Velfærdssamfundets blanding sikrer såvel frihed, initiativ, dynamik og fremdrift som en fundamental social hensyntagen og basale tilskud til kulturelle og videnskabelige formål. Men igen gives der ingen objektivt 'rigtig' balance. Velfærdssamfundet bliver derfor aldrig et ligevægtssamfund. Balancen må afvejes henad vejen ud fra de interesser der er involveret i debatten og valgene.

Men dette betyder igen, at økonomien aldrig bliver fuldstændigt rationel. Den vil i kraft af markedsmekanismerne have et stærkt irrationelt element der lige præcis sikrer al nødvendig og ønskværdig grad af initiativ og kreativitet, altså selve dynamikken i samfundsudviklingen. Disse markedsmekanismer er i virkeligheden ikke særligt mystiske, for de beror ganske enkelt på en lang række psykiske faktorer som hæver dem over rationalitetens ensidige logik. Det kan føre til mærkværdigheder som voldsomme kurssvingninger på fast ejendom eller aktier. Men det er trods alt disse psykiske faktorer der gør markedsøkonomien langt bedre end planøkonomien, for det er dem - og dem alene - der tager hensyn til menneskenes ønsker om eller behov for frihed. Der findes ganske enkelt intet andet system der kan sikre en sådan løbende afbalancering mellem udbud og efterspørgsel i samfundet. Det betyder ikke at systemet er fuldkomment, men at de problemer det medfører må løses inden for demokratiets fornuftige og vide rammer.

Ud fra det anførte kan Nepper Larsens teorier blankt afvises som uholdbare. Økonomien er ikke et autistisk væsen der lever sit eget liv uden forbindelse med samfundslivet og menneskelivet iøvrigt. Den er dybt involveret i alt hvad der sker i samfundet. Men den er kun den ene side af samfundslivets dobbeltsidede fænomen. Samfundslivet har en materiel og en immateriel side i form af henholdsvis produktion/økonomi og kultur. Disse to sider er komplementære, dvs de har hver deres indre logik og deres fulde berettigelse. Men de kan aldrig gå op i en højere enhed, en syntese.

Dette betyder da for det tredje at den komplementære kulturside af samfundslivet i bredeste forstand skal varetages med helt andre metoder end økonomien. Eller sagt med andre ord: De eksistentielt afgørende værdier i tilværelsen skal sikres ved at tilføje kvalitet til arbejdet og de sociale relationer gennem det personlige arbejde og den personlige indstilling. Kvaliteten i børneinstitutionerne, i skolerne, på universiteterne, i hjemmeplejen, på sygehusene, i medierne og administrationen skal sikres gennem faglig dygtighed, menneskelig hensyntagen og personligt engagement. Sådan har det faktisk altid været - og sådan vil det vedblive at være. På nøjagtig samme måde som de enkelte personer i hjemmene må sikre deres livskvalitet i hverdagen gennem deres egen indsats - uanset økonomiske forhold.

Hvis det kniber med livskvaliteten - og det er der såmænd meget der generelt tyder på i vort samfund for øjeblikket - så skal man selvfølgelig ikke bare blæse på økonomien, for den skal under alle omstændigheder helst være i orden som grundlag. Men man skal satse mere målrettet på det immaterielle, dvs på imponderabilierne, altså omsorgen, kærligheden, kreativiteten, friheden, fællesskabet, glæden og humoren. Og dette kræver at man for det første véd hvad disse begreber overhovedet står for - og for det andet at man kan slippe fokuseringen på effektiviteten.

Det sidste giver næsten sig selv i denne sammenhæng, men det er ganske mærkværdigt at den dybere forståelse af de nævnte begreber synes i vid udstrækning at glimre ved sit fravær - næsten i takt med velstandsstigningen. Grunden turde være noget helt andet end fokuseringen på det rationelle, nemlig det stigende ukendskab til det irrationelle og dettes afgørende betydning for livskvaliteten og meningen med tilværelsen. Det er åbenlyst blevet sværere og sværere for folk at slippe den ensidige rationalitet, endimensionaliteten.

Set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt er et af tidens store problemer at der findes teoretikere som Steen Nepper Larsen der på en studs er i stand til at analysere sig fuldstændigt væk fra det eksistentielt set allermest afgørende: nemlig følingen med det irrationelle i tilværelsen. Det irrationelle er det man i gamle dage kaldte det åndelige eller religiøse, men som man i dag er nødt til at kalde noget andet, fordi folk er kommet så langt ud i rationalitetsdyrkelsen at de tror det religiøse er ensbetydende med reaktionær dogmatisk teologi og derfor går uden om al tale om højere mål i tilværelsen end forbrug og jag efter oplevelser.

Følingen med det irrationelle og meningsgivende i tilværelsen sikres imidlertid aldrig gennem forbrug eller overfladiske oplevelser, endsige gennem piller, narko eller spiritus. Den kræver det modsatte af forbrug og stress, nemlig stilhed og fordybelse, og det vil igen sige forståelse for og accept af det kollektivt ubevidste. Moderniteten accepterer økonomiens praktiske rolle i samfundslivet, men glemmer aldrig det immaterielles rolle. Derfor accepterer den også oplysning, demokrati og sekularisering. Men disse tre gode fremskridt ville ikke være fremskridt uden fortsat føling med det kollektivt ubevidste.

Overgangen til pengeøkonomien for mange hundrede år siden kan betegnes som den sidste, store bekræftelse på menneskehedens forladen den paradisiske uskyldighedstilstand, altså det der i myterne hedder 'syndefaldet'. Menneskeheden blev dermed ansvarlig for sin tilværelse og begyndte at skabe kultur, idet vi vandt friheden til at handle samtidigt med at vi indså at der er forskel på godt og ondt. Vi har med andre ord valgt udviklingen, fremskridtet og moderniteten - og må naturligvis tage alle problemerne og udfordringerne med.

Men dette er da ikke noget at hyle over!

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Andre udgydelser af Jens Vrængmose:

Livskvalitet
Myte, ord og billede
Komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
Introduktion til Jernesalts filosofi
Værdimanifestet

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean