JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Livskvalitet ff

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02

LIVSKVALITET

Ordet er umuligt. Allerede derfor bliver der snakket om det. Ja, der er gået mode i det, selvom det er over 30 år siden det dukkede op i dansk (helt nøjagtigt 29.7.70 i en artikel i Politiken). I almindelighed forbindes det med et par andre lige så umulige udtryk som ‘lykken' eller ‘det gode liv'; begreber som ingen rigtigt vover at definere eksakt.

Men i 1995 blev der rav i gaden, fordi videnskabeligt uddannede folk i temmelig stor ubemærkethed havde gået og målt det umålelige. For vi ved jo alle, at kun kvantitet lader sig måle - så den med at måle kvaliteten systematisk og i stor målestok synes i det mindste at tyde på lidt begrebsforvirring. Og helt galt bliver det naturligvis, når de gode videnskabsfolk begynder at lave gennemsnitstal for livskvalitet.

Her gik man og troede, at Søren Kierkegaard ikke havde levet forgæves, men at det forlængst var gået op for de fleste, at subjektiviteten er sandheden, dvs. at den eksistentielle sandhed det enkelte menneske lever på er noget subjektivt og aldrig kan blive andet. Og så render nogle og ‘objektiverer' det hele med spørgeskemaer og statistikker! Kommer de mon ikke ind under Kierkegaards ætsende hån i ‘Begrebet Angest' over dem der betragter det dæmoniske (det ufrie forhold til det gode) på medicinsk-behandlende måde, dvs ‘mit Pulver und mit Pillen' - og så med lavementer! Apotekeren og doktoren slår sig sammen. Men patienten dør og bliver fjernet, ".... medlidenheden lod spørge til ham, og lægen lovede snarest muligt at udgive en tabellarisk og statistisk oversigt, for at tilvejebringe et gennemsnitstal"?

Statistik er farlig. Da man i 1891 indførte almindelig alderdomsforsørgelse her i landet blev aldersgrænsen sat til 60 år, fordi lægevidenskabelige undersøgelser og statistikker klart havde vist, at alle mennesker er biologisk slidt op, når de når den alder. Beklageligvis havde man dengang overdrevne forestillinger om betydningen af organernes aldersforandringer og ikke øje for organismens fysiologiske reservekapacitet. Og man opererede i statistikkerne med gennemsnitsværdier for funktionsevne, der byggede på raske, syge og svækkede ældre under ét!

Alligevel vil jeg godt vove et forsvar for den undersøgelse, som ‘Forskningscenteret for Livskvalitet' med Søren Ventegodt i spidsen foretog. Ikke fordi jeg mener den er uangribelig, endsige fyldestgørende, men fordi der faktisk er aspekter ved begrebet livskvalitet der godt kan måles, nemlig de aspekter der har med sammenhængen mellem objektive forhold og den subjektive opfattelse af livskvalitet at gøre.

Problemerne ved målingen er store, ikke alene fordi folk opfatter ‘livskvalitet', ‘lykke' eller ‘mening med tilværelsen' forskelligt, men fordi man overhovedet ikke kan være sikker på, at de svarer ærligt på spørgsmål desangående.

Det er måske heller ikke så afgørende at få serveret banale påstande om, at folk der efter egen opfattelse har et godt sexliv, lever i et tilfredsstillende parforhold eller har økonomien i orden, også vurderer deres livskvalitet højt på måleskalaen. Det er jo tautologier, som enhver kan sige sig selv.

Men der er dog både god mening og god provokation i fra lægelig side at få påpeget, at den ensidige opfattelse af mennesket som et apparat, som kan og skal behandles på mekanistisk vis, når der opstår sygdom og kriser, og som stadig er basis for sundhedsvæsenets praktiske indsats og propaganda, er håbløst bagefter den viden om det psykosomatiske vi har i dag. Det bør i bedømmelsen af livskvalitetsforskerne trods alt ikke glemmes, at de faktisk gør op med den hidtil gældende lægevidenskabelige indstilling, som alt for længe har været en hellig ko i landet - og gør det ud fra en grundlæggende tro på, at selve biologien siger, at mennesket ikke bare er et apparat.

Søren Ventegodt har faktisk betonet den eksistentielle dimension i mennesket og bl.a. gjort følgende gældende: "Livsmening ser ud til at være et værdifuldt udtryk for tilstanden i det biologiske informationssystem, således at en tilstand af balance og frit informationsflow giver oplevelsen af dyb meningsfuldhed, mens en tilstand af uro og ubalance giver oplevelsen af tomhed, manglende sammenhæng - manglende livsmening."

Og det må dog betyde, at han ikke ser bort fra subjektiviteten. Man har på Forskningscenteret tværtimod forlængst indset, at menneskelivet har en overflade og en dybde, og at det er når dybden erkendes og udtrykkes i livet og socialt, at livsmening og livskvalitet fremmes.

Derfor er det slet ikke overraskende, at man ud fra undersøgelsen kan hævde, at livskvalitet ikke så meget afhænger af køn, uddannelse, stilling, job eller indkomst, eller af om man ryger, drikker, spiser og motionerer lidt mere eller mindre, - som af hvordan man har det sig selv, med sit arbejde, sine kolleger, sin partner, sine børn og sin helbredstilstand. Subjektiviteten er faktisk på bedste kierkegaardske vis blevet genindsat som eksistentiel sandhed i hele denne sammenhæng.

Hvad man kunne savne, er imidlertid en klar påpegning af, at livskvalitet hører sammen med frihed og transcendens.

Den eksistentielle grundopfattelse, der ligger bag Søren Ventegodts forskning er en teori om livskvalitet som udfoldelse af menneskets biologiske potentialer. Så vidt, så godt; meget tyder nemlig på, at mennesket biologisk set har en bunden etisk opgave, som består i at sørge for overvægt i sit liv af det gode, det lyse og det kærlige. Men det siges ikke lige ud, at menneskets mest karakteristiske biologiske potentiale - det der klart adskiller os fra dyrene - ikke desto mindre er evnen til at overskride sine hidtidige grænser, at transcendere, for nu at bruge de franske eksistentialisters yndlingsudtryk.

Hele kulturhistorien er én lang overskridelse af vore naturlige grænser, ja af vores natur! Man kan diskutere, hvordan og hvornår det begyndte. Myterne har forskellige fortolkninger af det samme grundfænomen. I den græske mytologi tales om, at Prometheus ret så ubalanceret stjal ilden fra guderne - og dermed satte gang i hele den endeløse teknologiske udvikling, vi sidder i. I den nordiske mytologi spiller Loke en central rolle som den højst ubalancerede mellemting mellem guder og mennesker, som systematisk drillede guderne og dermed skabte dynamik i et ellers statisk foretagende.

Men skønnest er dog historien om Adam og Eva. For deres såkaldte ‘syndefald' er den ubalancerede urbegivenhed i menneskehedens historie, som gentager sig ikke bare i slægtens historie, men i individets. Når et menneske kønsmodnes sker der samtidigt to ting: det lærer at se forskel mellem kønnene (og i det fleste tilfælde at blive tiltrukket af det modsatte køn) og det indser på sin egen måde, at der er forskel på godt og ondt. - Hidtil har dets opfattelse af forskellen mellem godt og ondt stort set været en ren overtagelse af forældrenormerne, altså en ubevidst opbygning af det Freud kaldte ‘overjeget' og som Erling Jacobsen betragtede som den dummeste del af et menneskes personlighed. Men nu er der pludselig mulighed for at forskellen bliver subjektivt opfattet. Og i selvsamme øjeblik fordrives dette menneske fra paradisets have, dvs fra forældrenes beskyttelse og ansvar: det bliver ansvarligt for sit eget liv og vil for stedse være forment adgangen til paradiset. Keruber med flammesværd spærrer porten. Der er ingen vej tilbage, hvormeget længslen end fylder i sindet.

Dette er altså det voksne individs situation som det er menneskehedens situation: Vi er fordrevet fra ansvarsfrihedens paradis, fra symbiosen med naturen og vort guddommelige eller kosmiske ophav og overladt til bevidstheden, problemerne, konflikterne, fremskridtet - og ansvaret.

Mange stritter imod af alle kræfter og på forskelig vis. Eksempelvis er der unge piger, der ved at sulte sig ekstremt prøver at undgå at blive voksne. Det fører til den meget vanskelige, men livstruende tilstand man kalder anorexi. Eller unge fristes af narkoens mange muligheder for flugt. Den purunge generation af i dag eksperimenterer som ingen generation før den. Naturligvis til deres forældres og læreres store bekymring. Men hverken bekymring eller moraliseren hjælper.

Oplysning om risici er bedre, men heller ikke tilstrækkelig. Facts om bagmændenes kynisme eller om det forhold, at fri eksperimenteren objektivt set er det samme som at lade sig indrullere i en social sorteringsmaskine, hvorfra der ofte ingen vej er tilbage, virker heller ikke. Det eneste der har en chance for at virke er den personlige kontakt som formidler en eksistentiel indsigt, som den unge selv føler er relevant.

Eller tag de autonome og fundamentalistisk indstillede inden for alle ekstreme politiske og religiøse grupperinger. De nægter at acceptere de voksnes spilleregler, at leve i kompromissernes og komplementaritetens komplekse verden i anerkendelse af andre menneskers ret til at leve uanset køn, race, etnisk afstamning, religiøs og politisk opfattelse. Det fører dem til terror: Hellere bruge brosten og granater end gå ind på de voksnes lumpne og lunkne mangel på eller svigt af rene, absolutte idealer. Det er desværre hundrede gange lettere at finde identitet i fundamentalistiske grupper der har absolutte normer end i moderate grupper der har relative normer.

Men det er skam ikke kun ekstremister der stritter imod. Mange almindelige, ‘borgerlige' mennesker lukker øjnene for ondskabens og tilfældighedens realitet i verden. Det vil sige, de nægter ikke, at ondskaben findes eller at der tilsyneladende er tilfældighed bag megen sygdom som fx kræft eller mange ulykker som fx Estonias forlis. Men de nægter at acceptere, at verden er indrettet som den er. De drømmer om en verden i fred og fordragelighed, hvor der er nok af alle velfærdsgoder til alle, og hvor sygdom stort set er udryddet. Døden er de fleste godt klar over aldrig kan udryddes. Men den udskydes med videnskabens bistand længst muligt og gøres iøvrigt til tabu.

Hvad specielt ondskaben, volden og krigen angår, er det gang på gang hævdet - bl.a. med stor kompetence af Konrad Lorenz og Anthony Storr for mere end en menneskealder siden - at mennesket som biologisk væsen er undergivet sine drifter og instinkter, og altså fra naturens side er og bliver aggressivt. Det kan der rådes bod på gennem indsigt i aggressivitetens og frustrationens væsen med tilhørende udvikling af etikken og de demokratiske spilleregler, men bestemt ikke ved at benægte fakta, gå uden om ordet ‘aggressivitet' eller prædike pacifisme og slavemoral.

Men mange vil ikke erkende, at vi éngang for alle er blevet uddrevet af paradisets have og alene kan tackle vore selvskabte problemer ved at påtage os ansvaret for vort liv, vor kultur og vor historie.

Bag hele den socialdemokratiske velfærdstro ligger også en kæmpeillusion om, at fremskridtet og den materielle velstandsstigning i sig selv skulle gøre folk lykkeligere. Ivar Nørgård undså sig ikke for i 60'erne at hævde, at kulturen ville blomstre, når velstanden først var slået igennem til alle. Samme synspunkt havde die Seeräuber-Jenny i Brechts ‘Dreigroschenoper' fra 1928: "Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral". Men det er en katastrofal moderne livsløgn på linje med Maslows behovslære, og den står i grel modsætning til gamle, teknologisk primitive, men kulturelt-religiøst rige samfunds grunderfaring, at etikken er en uløselig del af menneske- og samfundslivet.

Hvad angår verdens stigende sociale problemer og uligheder er det vel også efterhånden blevet erkendt, at bistand i udviklingslandene bliver problematisk, når den gives uden hensyn til personlig ansvarlighed i modtagerlandet. Og da personlig ansvarlighed synes knyttet til privat ejendomsret, er udvikling umulig uden en vis social ‘stratifikation'. Denne skal derfor ikke forhindres, men søges reguleret ud fra andre hensyn end økonomisk vækst.

Liberalismens junglelovsmoral er naturligvis ikke sagen. Den stærkeres ret har intet med moral at gøre. Den spekulationsbølge de unge smarte og nyrige forretningsfolk i mange år blev båret frem af - jvf. den helt guddommelige komedie med den 28-årige Nick Leeson og den ærværdige Baring-banks krak - er ansvarsflugt så det batter.

Den rivende informationsteknologi vi oplever i disse år er heller ingen garanti for social og etisk udvikling. Mængden af informationer løser lige så lidt vore problemer som den forøgede hastighed, hvormed de kan overføres. Det er nu som altid fravalget af overflødig information der er afgørende, og dette fravalg afhænger igen af den personlige ansvarlighed og målsætning.

Ansvaret for ‘lykken' eller ‘livskvaliteten' er derfor fortsat individets eget. Og det må nu som altid påtage sig ansvaret i samme øjeblik det bliver kønsmodent og dermed hormonalt set bliver i stand til at se forskel på godt og ondt.

Men drømmen om ansvarsfriheden stikker dybt, fordi vi stort set alle render rundt med erfaringen af den paradisiske lykke i barneårene dybt i vores sjæl. Og vi længes tilbage til denne salige tilstand. Vi bliver imidlertid hurtigt kastet ud i en barsk realitetsprøvelse og dermed ud i en alvorlig test af vort livshåb. Er livet blot et pensum vi skal arbejde af, som den pessimistiske Schopenhauer konkluderede? Er livet blot et Sisyfos-arbejde, der består i at rulle stenen op ad bjerget og begynde forfra i det uendelige, fordi den hver gang ruller ned igen? Er tilværelsen så meningsløs, at selvmordet er den logiske udvej?

Over for dette spørgsmål, som Camus gjorde til det filosofiske grundspørgsmål synes der ikke at være mere hjælp at hente fra ateister end fra religiøse. En af de mest krigeriske ateister vi har haft i Norden i nyere tid, den svenske filosof Ingemar Hedenius, erklærede lige ud, at verden, set fra menneskets synspunkt, var galt konstrueret, og at menneskene kun eksisterede for at pine hinanden. Han trøstede sig med sit fløjtespil (af en eller anden grund giver fløjtespil associationer til landlig idyl) og lagde ikke skjul på, at han misundte de ‘religiøst uskyldige'. Han ville skam helst være foruden sin bevidsthed om menneskets vilkår og sit pessimistiske syn på menneskehedens vegne.

Men sagen er jo, at det er selve drømmen om religiøs uskyld der er hovedproblemet. For hvis mennesket, det enkelte individ såvel som menneskeheden som sådan, ikke erkender, at det at være menneske er at være i vedvarende eksistentiel tilblivelse lige til man eventuelt bliver mæt af dage, og at dette igen vil sige at leve i en vedvarende overskridelse af naturens grænser og dermed en vedvarende fjernen sig fra uskyldigheden med hvad alt dette indebærer af konflikter og problemer - så flygter det i realiteten fra ansvaret og friheden.

Derfor kan det slås fast, at livskvalitet slet ikke primært drejer sig om at få sine ønsker og drømme opfyldt, få sine behov tilfredsstillet eller få sin vilje og sin ret. Og den handler heller ikke om at have de rette filosofiske, politiske eller religiøse anskuelser. Men derimod om at påtage sig friheden og ansvaret sammen med en nøgtern erkendelse af verdens og tilværelsens beskaffenhed, herunder dødens realitet - og alligevel bevare troen og håbet og kunne se fremtiden imøde med fortrøstning.

Livskvaliteten ligger ikke i det man populært kalder ‘lykken', men i transcendens, vågenhed, bevidsthed og skyldighed og ikke at forglemme, i det nærvær og den intensitet, som også Søren Ventegodt fremhæver.

Kultur er altid at gå imod strømmen og imod entropien og imod den statistiske sandsynlighed. Det var bl.a. det modstandsbevægelsen med det selvbestaltede frihedsråd i spidsen gjorde under besættelsen.

Og livskvaliteten testes følgelig ikke ved måling af materielle goder eller måling af folks uanalyserede angivelser af ‘tilfredshed' med livet. Nej, den testes på evnen til at bære kendsgerningerne om verdens beskaffenhed, herunder meningsløse tilfældigheder.

Den testes desuden på evnen til at bære modgang, dvs evnen til at bevare troen og håbet på trods af sygdom, død og nederlag eller andre problemer, som er uløselige for så vidt der ikke kan stilles noget rationelt op med dem.

Kærligheden er en fælde, som Julie siger i Kieslowskis ‘Blå' - efter at have mistet mand og barn. Og det er jo rigtigt, for så vidt ingen vil undgå at lide tab i tilværelsen, hvis de vover sig ud i kærlighedens engagementer. Men Julie drager den forkerte konklusion af erfaringen, nemlig den at man så gør klogest i at lade være med at engagere sig. Engagement er tværtimod altid pinedød nødvendigt. Men det fører uundgåeligt til tab - og det må man altid være forberedt på.

Livet er sådan indrettet, at vi nok - i hvert fald på vore breddegrader - i nogen grad kan regne med at få mange af vore ønsker opfyldt og vore behov tilfredsstillet, hvis de ikke er altfor urimelige. Men vores vilje får vi ikke altid - og slet ikke i den sidste ende. Til gengæld er der mulighed for at erhverve lidt visdom eller det man også kalder ‘stor humor', og det kan ske ved afbøjning af den enkeltes lineære livskurve.

Med visdom forholder det sig - efter den græske tragedieforfatter Sofokles -nemlig som med sorgen: den kommer altid over mennesket mod dets vilje.

Dette er den dybeste eksistentielle dimension ved den menneskelige tilværelse. Og efter min mening det centrale ved det drilske begreb livskvalitet. Måske er der ligefrem en dybere mening med, at ord af denne type driller ved i den sidste ende at unddrage sig eksakt videnskabelig definition og kvantificering.

Jan Jernewicz

Artiklerne om Veje til livskvalitet og mening Klik

Ny serie i 2012:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex