|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.2.11.Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitetLivsbuenAmbivalensen over for alderdom Det eksistentialistiske grundsynspunkt Ånd og krop Stilstand og demens Døden Helhedsrealistisk opsummering Henvisninger Livsbuen Til toppen Næste I serien om livskvalitet har det været bestræbt at fastholde den pointe at kvaliteten ved livet eller meningen med livet ikke beroede på en intellektuel vurdering eller bestemmelse, men derimod på en direkte føling med de kræfter eller energier der afgiver følelsen og fornemmelsen af eller indsigten i at meningen og kvaliteten simpelthen er der og ikke behøver hverken begrundelse, dokumentation eller bevis. Fornemmelsen er ikke uforenelig med en efterfølgende beskrivelse af intellektuel art, men den beror ikke på en sådan, for det altafgørende er den umiddelbare oplevelse der helt overflødiggør spørgsmål og forklaringer. Da mennesket imidlertid nu engang - modsat dyrene - kan tænke over tingene og tilværelsen, er det helt naturligvis også at reflektere over meningen med og kvaliteten ved livet, om ikke andet så i stille stunder, ved sygdom, kriser eller overgange fra en livsfase til en anden. Fører dette til at man begynder at søge efter forklaringer, definitioner eller beviser, går det imidlertid galt, for så kommer man ind i endeløse intellektuelle analyser, der kan føre til den falske slutning at meningen slet ikke findes eller at livskvalitet blot er et tomt postulat - og i værste fald kan føre helt hen til opgivelsens og selvmordets rand (jv. Camus). Des Pudels Kern er ubestrideligt den meget enkle sandhed, at meningen med livet kun kan erfares ved umiddelbar føling med de kræfter i selve psyken der afgiver den subjektive oplevelse af mening, og gør dette uafhængigt af intellektuel refleksion. 'Meningen med livet' er med andre ord ikke en filosofisk påstand, men en simpel og direkte erfaring der overflødiggør al analyse. Livskvaliteten kan i princippet findes gennem alle former for menneskeligt engagement, dvs gennem arbejdet, kønsdriften og forskningen såvel som gennem festen, kulten, kunsten og religionen, således som det er beskrevet i de foregående afsnit, men den kan også findes i det sidste afsnit af livet som vedrører aldringen og som uundgåeligt ender med døden. Det er netop det karakteristiske ved det biologiske liv på jordkloden, at det er tidsbegrænset i sin individuelle form. Det er derfor meget naturligt at spørgsmålet om bevarelsen af livskvaliteten og meningen med livet bliver aktualiseret i særlig grad ved dødens kendsgerning, og at det for mange mennesker der ikke tror på et liv efter døden umiddelbart kan forekomme meningsløst at livet har en ende, og dets slutning endda oftest er præget af tiltagende skrøbelighed og forfald. H.C. Andersen kunne ikke forlige sig med tanken - og udbrød engang under en diskussion om sagen meget heftigt at vi mennesker kan forlange det evige liv. Her gør man nok klogest i at resignere - og tage udfordringen op som den reelt er når man kommer op i årene: at drage bevidst omsorg for bevarelsen af livskvaliteten gennem en fortsat fremadrettethed, et fortsat engagement og en fortsat livsprojektering, så længe det overhovedet er muligt. Når 'livsbuen' eller 'alderstrappen' kommer ind i billedet, ligger det ganske enkelt i at den udmærket illustrerer det forhold at den helt normale udvikling for mennesker, højerestående dyr og planter gennemløber en række faser der begynder og slutter ved et nulpunkt (hhv. fødsel og død) og derimellem har først en klar opstigen gennem barndom, ungdom, modne år til kulmination i midten af livet og derfra en mere uklar og uberegnelig nedstigen gennem afvikling, pensionsår og tiltaqende skrøbelighed og sygdom. Som eksempel kan tages en 'Dal-måling' som viser menneskets vej gennem ti aldre fra fødslen til den uundgåelige død. Hvert alderstrin er her på ti år, hvad der generelt er urealistisk, selv i vore dage med længere levetid end for 200 år siden. Som det ses opereres på billedet med håbet om et liv efter døden, altså en slags himmelsk tilværelse hinsides den jordiske. Det var dengang et alment udbredt håb - og det har sin forklaring. Men håbet er i dag stort set gået fløjten hos alle mennesker der ikke forstår mytisk tænkning og alligevel føler sig oplyste, ja, intellektuelt overlegne. 
Ambivalensen over for alderdom Til toppen Næste Ingen har beskrevet de mange problemer i livsbuens sidste faser mere systematisk end Simone de Beauvoir i tobindsværket 'Alderdommen' fra 1970, og hun lægger her ikke skjul på at folk gennem tiderne har haft meget forskellige og yderst ambivalente meninger om det at blive gammel. Det er ikke noget ret mange mennesker bryder sig om at tænke på - slet ikke som unge og opstigende voksne. Men heller ikke som modne og nøgterne mennesker der har passeret kulminationen og faktisk nærmer sig 'støvets år'. Som Tove Ditlevsen engang rammende har formuleret det, så er der mange mennesker der ikke er jævnaldrende med sig selv! Forfatteren Jonathan Swift (ham med Gullivers rejse) vågnede da han var blevet 62 aldrig om morgenen uden at finde tilværelsen en smule mere blottet for interesse end dagen før. - Den 68-årige Sigmund Freud, der havde fået en alvorlig kæbekræft der krævede over tyve operationer de næste mange år, konstaterede i 1924 en dyb pessimistisk overbevisning om sit snarlige endeligt. Han talte selv om "en slags senil depression centreret om splittelsen mellem et irrationelt livsbegær og en fornuftig resignation". Han følte ikke alene behov for hvile, men direkte modvilje mod omgang med mennesker. - Premierminister Winston Churchill følte sig i sin sidste periode som regeringsleder som "en bunke gamle klude". Han var da sidst i 70'erne og var faktisk så affældig og åndssvækket, at han ikke burde havde haft posten. Den romantiske og yderst konservative franske forfatter og politiker Chateaubriand hadede sin alderdom - og havde frygtet den allerede fra han blev 30. "Den der forlænger sin løbebane, mærker sine dage blive koldere", skrev han. Og som 71-årig noterede han: "Jeg føler væmmelse ved alt, foragt for nutiden og den umiddelbare fremtid." - Omvendt vidste Victor Hugo skam godt at han slet ikke ældedes, men tværtimod blev større. "Det er derved jeg kan mærke at døden nærmer sig. Hvilket bevis på sjælen! Min krop forfalder, min tanke vokser; der er en blomstring i min alderdom." - André Gide måtte som 65-årig ustandseligt gentage sin alder for sig selv, for han følte den ikke. Og fem år senere erklærede han: "Min sjæl er i den grad forblevet ung.... Den 70-årige er kun en rolle". Han kunne ind i mellem notere, at han havde gennemlevet nogle grufulde dage, fulde af en uigennemtrængelig melankoli. Men han forstod også hvorfor: "Sjælen keder sig, når den er uden mål og helt i fritidens vold." Han kunne ifølge Beauvoir næsten ikke udholde at slutningen af hans liv var viet gentagelser og tærsken langhalm på de samme ting: "Min fysiske og åndelige appetitløshed er blevet så stor, at jeg ikke rigtigt ved, hvad der holder liv i mig mere - andet end vanen. Jeg er helt indstillet på døden." For mænd måles megen livskvalitet naturligvis på kønsdriftens virke. Bernhard Shaw mistede livslysten, da han ikke længere interesserede sig for kvinder. Og filosoffen Arthur Schopenhauer erklærede i samme ånd, at når kønsdriften først er slukket, er livets sande kerne fortæret og kun hylsteret tilbage. Hans pessimisme kommer klart til udtryk i notatet: "Ikke flere af disse illusioner der gav livet dets charme og aktivitetens dens sporer. Først som 60-årig forstår man første vers fra Prædikerens bog: Alt er tomhed, endeløs tomhed." Når man læser Simone de Beauvoirs bog - og ovenståede lille udvalg af citater - forstår man godt at hun som eksistentialist drog den slutning at den store fare ligger i at slippe fremtidsperspektivet af syne og falde hen i gentagelse af vaner og rutiner, i nydelse, underholdning og tidsfordriv. Eller med ét ord: falde hen i immanensen. For det at eksistere var for hende og for Sartre ensbetydende med det at overskride sig selv, at leve i bevidst transcendens. Hvis det var nok for mennesket at vegetere, skriver hun, ville det kunne affinde sig med at leve i nedsat tempo. Døden ængster os, netop fordi den er vores projekters uundgåelige bagside. - Iøvrigt undgik hverken hun eller Sartre at måtte opgive projekteringen på deres sidste dage. Beauvoir indrømmer dog at alderdommen generelt set har visse fordele, nemlig den at slippe fri for den tvang og fremmedgørelse der ligger i at være bundet til samfundets faste rammer, rutiner og regler, herunder arbejdsforpligtelsen. At handle og "samtidig sætte parentes omkring sin handling" (dvs bevare en passende afstand til den), det er at nå frem til sig selv, at blive autentisk, pointerer hun rammende. Men hun påpeger også at denne autencitet er vanskeligere at tage på sig end løgnen. Har man imidlertid først nået den, kan man kun prise sig lykkelig for det. Blændværk, livsløgne og fetichisme kan fejes væk. Sandheden om de menneskelige vilkår fuldbyrdes således først mod slutningen af vore egen vorden, påpeger hun. Og dette er netop oldingens største chance. De sidste livsafsnit afhænger i høj grad af menneskets indstilling eller 'modenhed'. Men de fleste mennesker griber ikke chancen. Dette kan man undre sig over, eftersom selve den transcendente evne og trang dybest set er det der adskiller mennesker fra dyrene, og selve det der ligger i den gamle syndefaldsmytes beretning om hvad det kom til at betyde at mennesket forgreb sig på frugterne fra kundskabens (læs: bevidsthedens) træ. Når gamle Schopenhauer kalder kønsdriften for livets sande kerne, skyldes det naturligvis ikke hans personlige kønsfixering - eller det man kalder 'liderlighed' - men hans indsigt i selve det for ham selv og mange andre filosoffer store mysterium, at livsdriften eller det han kaldte 'viljen til livet' eller blot 'viljen' ikke er et fornuftsfænomen, men tværtimod et dybt irrationelt fænomen. Det var rystende for denne rationalist at måtte erkende det, og derfor også at han måtte kalde sin filosofi for 'Die Welt als Wille und Vorstellung'. Han indså at verden ikke er ren fornuft, men i allerhøjeste grad også vilje eller begær. Det eksistentielle grundsynspunkt Til toppen Næste Den moderne eksistentialistiske filosofi, som Søren Kierkegaard lagde grundstenen til med hovedværkerne 'Enten-Eller' og 'Begrebet Angst' (1843 og 44), men som Sartre formulerede skarpest i vor tid, kredser omkring friheden og valgmuligheden. Mennesket bliver først sig selv som menneske ved at vælge friheden og påtage sig ansvaret for de valg det foretager sig. Og dette vil igen sige at mennesket først blive menneske ved at træde ud af instinkternes og traditionernes fastlåste muligheder og altså vælge friheden frem for trygheden, transcendensen frem for immanensen, tilblivelsen frem for stilstanden, engagementet frem for tidsfordrivet, intensiteten i stedet for rutinen og bevidste processer i stedet for ubevidste funktioner. Dette synspunkt er provokerende elitært, for det siger i grunden, at mennesker der lever i immansen og trygheden - og som er fuldt tilfredse med det og aldrig kræver nogen forandring - ikke er rigtige mennesket. Og det er naturligvis noget sludder og i strid med al sund humanisme. Det ville ikke alene indebære at kronisk syge, handikappede og retarderede individer ikke skulle være mennesker, men også at flertallet af mennesker der når de først er blevet voksne og færdigudviklede indretter sig på vilkårene og passer deres arbejde og familiepligter ikke skulle være respektable mennesker. Noget sådant ville være en helt horribelt påstand, eftersom det civile samfund i allerhøjeste grad beror på sådanne borgerlige menneskers daglige vaner og rutiner. I eksistentialisternes eget tilfælde er grundsynspunktet da også blevet drevet ud i det helt ekstreme, ikke mindst hos Kierkegaard og Sartre selv. Og det bliver man nødt til at se i øjnene. Trangen til transcendens kan selv overskride alle rimelige grænser og forsøge at borteliminere et naturligt behov for sideordnet blot at være i immanensen! Dermed undergraves enhver komplementaritet mellem immanens og transcendens. Men man kommer ikke uden om det synspunkt Camus gør gældende, nemlig at selvmordet er filosofiens grundproblem, fordi det er ensbetydende med at mennesket bliver ramt af selve meningsløsheden. Camus har ganske vist uret i at filosofien skulle kunne løse problemet, men ikke i at meningsløsheden hvor den dukker op vil sætte gang i en tænkning der risikerer at havne i uendelige sløjfer og på den måde blot gøre forvirringen endnu større. Meningsløsheden dukker typisk op i form af kedsomhed, depression, nederlag og tomhed, og så må der naturligvis gøres noget, og helst uden hjælp af alkohol eller piller. Og hvad specielt kedsomheden angår, har André Gide megen ret i at sjælen netop keder sig, når den er uden mål, men det vil igen sige, at mennesket ikke bør slippe sine mål, og specielt at åndsmennesker der livet igennem har sat sig mål efter mål kommer galt af sted, hvis de pludseligt skrotter dem når de kommer op i årene. Det har altid været en dårlig idé for mennesker at sætte sig hen og nyde deres otium i ren passivitet, men det er med velfærdssamfundets udvikling kun blevet en endnu dårligere idé, fordi den forhøjede levealder har givet de fleste mennesker mange år at leve i som pensionister. Og da kan det naturligvis være helt i sin orden at skrue ned for tempoet, slippe alt for stramme daglige rutiner og nyde friheden. Men det fører til for stor kedsomhed blot at sætte sig hen og 'nyde tilværelsen' ved at vegetere i immanensens ubevidsthed. For mennesket er født med bevidsthed - og derfor melder spørgsmålet sig om meningen med det hele ganske naturligt hvis man keder sig for meget og for længe. Schopenhauer konstaterede lutter tomhed omkring sig, da hans kønsdrift og vilje til livet gik tabt. Og det er en vigtig pointe, for her får han i grunden sagt at livet er tomt for den rationelle tanke, men ikke for den irrationelle drift, og dermed peges igen på noget centralt, nemlig at tomheden kan gå hen og blive et problem når man kommer op i årene og mister appetitten på livet. Dette er en risiko enhver må se i øjnene, eftersom et menneskes livsvilje og livsenergi ikke er en konstant størrelse, men svinger med helbredet og - nok så vigtigt - har tendens til at aftage med alderen. Men når det specielt gælder kønsdriften skal man ikke se bort fra kønsforskellen mellem mænd og kvinder. Kønsdriften er alt andet lige stærkere hos mænd end hos kvinder på grund af hormonforskellen. Det mandlige kønshormon gør kønsdriften mere aktiverende og grænseoverskridende end det kvindelige kønshormon. Og derfor er det værre for mænd at miste interessen for det andet køn og værre for mænd at få mindsket den trang til transcendens der på dybdepsykologisk plan er tæt forbundet med den mandlige kønsdrift. Et særligt problem der tidligere har været behandlet her på siderne, men generelt overses, fordi forståelsen for dybdepsykologi er for ringe. Den normale psykosociale udvikling foreløber ifølge Erik H. Erikson (1963) i en række stadier der begynder med den 'spæde barndom' og derfra går videre til 'tidlig barndom', 'legealder', 'skolealder', 'ungdom', 'tidlig voksen alder', 'egentlig voksenalder', 'modne alder' og 'alderdommen' og afslutningen. Han stiller udviklingen skematisk op som en stigning hen over tid og aldersfaser fra 'håb og tillid' over 'autonomi og vilje', 'initiativ og målbevidsthed', 'driftighed og kompetence' til 'identitet og troskab', 'intimitet og kærlighed', 'forplantning (generativitet) og omsorg', 'integritet og visdom' og sluttende med 'senilitet' og 'konfrontation med døden'. [Alderdommen er som det ses ikke opdelt i en tredje og fjerde alder, som det vil være relevant i dag.] Det centrale i denne opstilling er påvisningen af at afgørende eksistentielle kvaliteter er koblet til hver enkelt livsfase, og at man netop i udviklingen vil kunne se en linje der indebærer en gradvis forstærkning af viljeselementet, initiativlysten og målbevidstheden. Det enkelte menneskes identitet, intimitet, generativitet og integritet må forstås som grundliggende baseret på disse elementer. Dette udpræget eksistentialistiske synspunkt kan kun understrege vigtigheden af målbevidsthed og transcendens - men uden af den grund nødvendigvis at undervurdere kærlighed, omsorg og visdom. Erikson forholder sig også nøgternt til de afsluttende livsfaser der uanset hvornår de indtræder omfatter en mere eller mindre udtalt affældighed og senilitet som fører til uundgåelig konfrontation med døden. Det er imidlertid her vigtigt at fastholde at åndsevnerne ikke altid automatisk følger kroppens forfald. Ånd og krop Til toppen Næste Det er let nok at få øje på forfaldet blandt mennesker i både nutiden og fortiden, i både ens egne omgivelser og i den brede offentlighed, og i såvel virkeligheden som litteraturen og filmens fiktionsverden. Og det rammer jo ikke blot svage og mindre begavede mennesker, men alle typer, omend ikke lige hurtigt. Der er store individuelle variationer. Det er hårdt og trist at se ellers raske, dygtige og initiativrige mennesker blive ramt af fx Alzheimers syndrom og på få år blive skygger af sig selv. Men det er i grunden også hårdt at høre Simone de Beauvoirs ubarmhjertige dom over en højt begavet mand som Albert Einstein (1879-1955) der i sine yngre dage skabte banebrydende teorier om den almene og den specielle relativitet. Hun siger lige ud at Einstein objektivt set spildte de sidste tredive år at sit liv på forgæves forskning - og det er desværre ikke forkert. Hun hefter sig ved at den sandhedskærlige forsker havde en så dybt forankret, men også fastlåst opfattelse af videnskaben at han ikke for nogen pris kunne forestille sig at give afkald på den. Den skulle partout give et harmonisk og rationelt billede af verden, skriver hun, og dette er ikke særligt præcist. Det der var galt med Einstein og som betød at han aldrig kunne forlige sig med Niels Bohrs og Heisenbergs banebrydende kvantemekanik, der udvikles fra midten af 1920'erne, var hans urokkelige og uholdbare tro på determinismen. Han accepterede ikke sandsynlighed i fysikken eller tilværelsen. Og det viser hvor galt det kan gå for selv den største begavelse når uholdbare dogmer fastholdes. Det bekræfter samtidig at den menneskelige tanke har indbygget den store risiko at den kan gøre visse antagelser og forestillinger til urokkelige sandheder og dermed komme i fundamental strid med den åbenhed der ligger i åndens genuine virkemåde. Ånd og bogstav er hinandens modsætninger, og det ulykkelige er at det ligger inden for den menneskelige tænknings muligheder at ophøje forestillinger til bogstavelige, nedskrevne sandheder som kan indgå i kampen mellem magthavere. I bedste fald sikrer ånden åbenheden og friheden i såvel forskningen som samfundslivet i almindelighed. Og den sikrer i allerhøjeste grad også åbenheden hos individet - selv når legemet forfalder. Johannes Ewald kunne således på sit dødsleje diktere de kendte strofer om at han ikke frygtede døden, men ofrede sin frelste ånd på dens nedbrudte ler. Den franske forfatter Marcel Jouhandeau kunne tilsvarende skrive at efterhånden som det går ned af bakke for kroppen, hæver sjælen sig til sit højdepunkt. Og gamle Platon hævdede for mere end to tusinde år siden tilsvarende, at åndens øjne først begynder at blive skarptskuende, når kroppen begynder at blive svagere. Det kan ikke undre at Simone de Beauvoir afviser den slags som "spiritualistisk sludder", for hun var uden dybdepsykologisk eller religiøs erfaring. Men det er beklageligt at højt begavede mennesker der oven i købet giver sig af med filosofi lader hånt om denne erfaring. For i forholdet mellem ånd og krop er den solid: Ånden i individuel forstand (sjælen) kommer til veje når kroppen fødes (som et samspil mellem individuel nervecellevirksomhed og det kollektivt ubevidste) og forsvinder igen når hjertet holder op med at slå og kroppen derfor som helhed er definitivt død, men der er ikke automatisk korrelation mellem ånd og krop gennem livets mellemliggende faser. De fleste alvorligt somatisk syge mennesker vil opleve uændret åndsvirksomhed, ja endda i visse tilfælde øget aktivitet og intensitet, og langt de fleste ældre mennesker vil langt hen ad vejen erfare det samme - selvom legemlig skrøbelighed kommer til. I vore dage har den forlængede levealder bevirket at ældre mennesker er i usvækket åndelig vigør i mange år og vil endda - som Beauvoir selv - kunne glæde sig over den frihed der ligger i at slippe for de meget bundne samfundsmæssige forpligtelser. Dette kan kun understrege nødvendigheden i at se spiritualiteten som en væsentlig del af livskvaliteten når man kommer op i årene. Det er så at sige den der skal holde kedsomhed og depression fra døren ved bevare evnen til at fastholde mål og projekter - de være sig store eller små. Det er spiritualiteten der sikrer transcendensen. Stilstand og demens Til toppen Næste Det betyder som sagt ikke at stilstand og immanens kan eller for enhver pris skal undgås. For dels vil vaner og rutiner stadig være en del af hverdagen for de fleste ældre, dels er regelmæssig hvile og afslapning en selvfølge for alle, og endelig er stilhed og meditation i den ene eller anden forstand en simpel nødvendighed for alle der vil bevare følingen med evighedens uudtømmelige kollektive kilder som kun de frie psykiske primærprocesser giver adgang til. Ulykken er altid risikoen for senilitet og demens, hvor både hukommelsen og evnen til indlæring og problemløsning svækkes, men bevidsthedsklarheden længe kan fastholdes. Svækkes også denne bliver situationen alvorlig og ender ofte med adfærdsændringer af ubehagelig art. Det skønnes at hyppigheden af senil demens for personer over 85 år er oppe på 25 %, og det er egentlig ikke overraskende, men meget ubehageligt for alle den rammer, herunder alle pårørende. Livskvaliteten kan som hovedregel ikke undgå at blive truet, så det elementære spørgsmål om det enkelte menneskes værdighed bliver i høj grad aktualiseret. Humanismen opererede med begrebet 'det enkelte menneskes personlige værdi eller værdighed (dignitet)' som noget der var uafhængigt af religiøs eller kirkelig accept, og altså er blevet rent sekulært. Og FN's menneskerettigheder fra 1948 fastslår at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, dvs uafhængigt af race, køn, alder, etnicitet, religion, ideologi eller andet. Men ingen principper kan forhindre at værdighedens opretholdelse bliver et særligt problem, når et menneske rammes af kronisk sygdom eller aldersdemens. Det er i og for sig let nok at vise et menneske respekt i ydre forstand således som plejepersonale på sygehuse og plejehjem normalt gør. Det er straks sværere at undgå den umyndiggørelse som støder til når de ydre betingelser gør hjælp nødvendig, men denne alligevel virker krænkende for et menneskes egen følelse af værdighed. Det er i den forbindelse nødvendigt at skelne mellem det fysiske og det åndelige forfald. Den praktiske hjælp når det gælder hygiejne, påklædning og spisning er i mange tilfælde absolut påkrævet, og det burde med vores velfærdsstandard være en selvfølge at ting som bleskiftning ikke trækker unødigt ud, for det er uværdigt for et voksent menneske at ligge eller sidde med våd ble. Men det er straks langt sværere at bedømme hvornår hjælp til fx at skære maden i passende stykker eller få maden i munden bliver krænkende. Det er i de fleste tilfælde en overgangsperiode hvor hjælpen registreres af den demente og måske anses for overflødig og stødende. Helt galt bliver det efter min mening hvis man berøver en svækket person på et plejehjem den glæde der er forbundet med at kunne tilbringe dagene i nogenlunde vante omgivelser, hvad der ganske enkelt betyder omgivet af så mange af sine personlige ejendele fra eget hjem som pladsen tillader. Den tryggeste immanens findes i egne omgivelser. Længst mulig i egen bolig, er derfor det eneste rette princip i ældreforsorgen. Men det er også en krænkelse af et menneskes værdighed at berøve det muligheden for vedvarende oplevelse af synsindtryk, lydindtryk og smagsindtryk af den art det er vant til og som under normale omstændigheder ikke blot vil kunne give genoplevelse af positiv, livsbekræftende art, men måske også en mere eller mindre beskeden nyoplevelse der netop som sådan vil kunne give ekstra livskvalitet i den trivielle hverdag. Sygdom og lidelse hører livet til, men er i realiteten begge at betegne som brud på eller indgreb i normaliteten. At være patient er som ordet siger at være henvist til tålmodigheden i en vis tid; ved svær sygdom langvarigt, og ved kronisk sygdom livsvarigt. Ikke alene tålmodigheden sættes på prøve, det gør også selve livslysten og livsviljen. Jo mere, jo sværere sygdommen er. I vore dage er det blevet muligt gennem medicinsk og anden behandling at forlænge livet for så mange patienter, at det rejser et etisk spørgsmål om forsvarligheden, fordi forlængelsen af den fysiske overlevelse ikke nødvendigvis indebærer nogen opretholdelse af værdigheden eller livskvaliteten. Problemet er at lægerne føler sig forpligtet til ud fra lægeløftet at forlænge livet, hvis det overhovedet er muligt. Kun hvis der indtræder hjernedød accepteres det at slukke for respiratoren, fordi den konstaterede hjernedød betyder at patienten aldrig vil vende tilbage til bevidstheden. Men slukningen kræver de pårørendes tilladelse - og den gives fx ikke af meget religiøse mennesker der principielt mener at det ikke tilkommer mennesker at bestemme over liv og død. For en ordens skyld skal her tilføjes at undertegnede ikke accepterer hjernedødskriteriet som det afgørende dødskriterium. Det er kun hjertedødskriteriet, idet sjælens processer omfatter mere end hjernens målelige processer. Jf. Hjernedød og bevidsthedssyn . I de senere år er Aktiv dødshjælp kommet ind i billedet, fordi det forekommer mange mennesker meningsløst at leve livet ud, hvis sygdom og aldring skønnes at gøre bevarelsen af livskvalitet umulig. I Holland er aktiv dødshjælp blevet tilladt, men det er fortsat et kontroversielt emne, fordi det grundliggende strider mod både de fleste lægers og de fleste lægmænds livsopfattelse at give dødshjælp til nogen overhovedet. Dog accepteres det at give smertestillende (palliativ) behandling i så store doser over for meget lidende patienter at den i realiteten fremmer døden, men ellers viger de fleste mennesker tilbage for at hjælpe folk med at død selv om de måtte ønske det alvorligt. I Holland har man i en periode tilladt læger at give dødbringende medicin til folk der ønskede at dø, forudsat at det udtalte ønske var bekræftet af uvildige personer, men det har alligevel ført til samvittighedskvaler hos de implicerede sagkyndige - og er derfor droppet til fordel for en ordning, hvor patienten selv skal tage den sidste medicin. Der er næppe tvivl om at denne humane ordning vil blive mere og mere udbredt på vore breddegrader, og den forekommer også helt igennem forsvarlig, fordi den afgørende og definitive aktivitet overlades til den person der ønsker at dø. Der er i denne forbindelse udgivet bøger om hvordan et menneske begår selvmord uden smerter og dramatik, og det er svært at indvende noget imod at mennesker tager deres eget liv, hvis de af den ene eller anden grund (ofte tab af ægtefælle eller alvorlige handikap) totalt har mistet al livslyst og kun har tomhed og kedsomhed tilbage. Er man mæt af dage, er det naturligt at dø, og man burde ud fra konsistensetikken have lov til det, da man netop i denne situation er ude af stand til fortsat at sørge for overvægt af det gode i livet - men det sker som bekendt ikke automatisk på naturens betingelser. Og derfor bør passende lægehjælp kunne træde til, så de greelle tilfælde af selvmord hvor folk fx kaster sig ud foran et tog kan mindskes og overflødiggøres. Men ingen skal foregøgle sig at al kontrovers om spørgsmålet ophører. Man skal blandt andet altid sikre sig at der tilbydes psykologhjælp i tide. Dødens punktum Til toppen Næste Døden er i vore dage blevet et stort tabu, fordi den bevidste religiøse tænkning er forsvundet fra de fleste moderne menneskers liv. Og det er jo vanvittigt, når det tages i betragtning at intet eksistentielt spørgsmål kan belyses uden brug af religiøs tænkning og religiøse begreber og at intet menneske undgår konfrontation med det største og sidste eksistentielle spørgsmål: døden. Det vanvittige ligger naturligvis ikke i at oplyste mennesker tager afstand fra dogmatisk eller fundamentalistisk tænkning om eksistentielle problemer, men at de sætter lighedstegn mellem dogmatisk tænkning og religiøs tænkning, for det viser at de selv er blevet så ensidige i deres tænkning af de lukker af for det irrationelle og giver sig til at dyrke den livsløgn der kaldes rationalisme og som i virkeligheden er en illusion om at tilværelsen kan gøres rationel i naturvidenskabens forstand. Da langt de fleste mennesker trods alt tillader ganske mange irrationelle fænomener adgang til deres liv i form af musik, dans, fest og kunst samt erotik og sex, så er der reelt tale om en inkonsekvens, men folk ser den ikke for de lægger nærmest automatisk et skarpt snit mellem det praktiske og nyttige liv på samfunds- og familieplan og det private liv på fritidsplanet, og de er derfor slet ikke bevidste om at de i virkeligheden er med til at fremme en yderst uheldig kløft mellem det materielle og det åndelige i tilværelsen. Dette har først og fremmest den fatale følge at hverken det praktiske eller det private liv kommer til at hænge etisk sammen eller nogensinde får en bevidst dimension af en højere forpligtelse der i sidste ende er af historisk art. Konfrontationen med døden kan i mange konkrete tilfælde kortvarigt bringe denne eksistentielle dimension til bevidsthed, men det er sjældent at der drages en klar konklusion i retning af accept af den religiøse tænkning i bred, ikke-dogmatisk forstand. Mange moderne mennesker aner ikke at den eksisterer, for de er trods oplystheden uvidende om dybdepsykologiens fundamentale erfaringer om de aldrig ophørende psykiske processer der er medfødte og derfor kaldes primære, som gør sig gældende hele livet og som er basis for al mening og livskvalitet. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Døden sætter unægteligt et definitivt punktum for ethvert menneskes individuelle liv, og det er som allerede nævnt et faktum der forekommer mange meningsløst i sig selv. Hvorfor kan livet ikke vare ved, hvorfor kan videnskaben ikke forlænge det vilkårligt og hvorfor kan vi ikke bevare vores ungdom og store livsmod og livslyst hele livet? Det korte svar er at livet nu engang biologisk set er kendetegnet af tidsbegrænsning i modsætning til de døde ting (der dog også forvitrer over tid, men meget langsomt). Men det relevante eksistentielle svar er dybest set at vi hver især kun har livet til låns. Allerede formuleringen vil støde rationelle mennesker, for hvis livet er et lån, så må der logisk set også være en långiver lige som i finansverdenen. Problemet er at rationelle mennesker ikke fatter det der her på siderne under ét kaldes mytisk tænkning og som er kendetegnet af fri (ulogisk) billedtænkning eller billedassociation hvori indgår ikke alene personlige forestillinger, men i allerhøjeste grad kollektive forestillinger. Denne frie og meget kreative tænkning eller associering kan slet ikke beskrives tilnærmelsesvist dækkende uden brug af begreber som 'arketypiske forestillinger' og 'det kollektivt ubevidste', for sagen er at den menneskelige sjæl ikke kan fattes som åndelig størrelse uden at forudsætte et uforklarligt og i sidste ende ubestemmeligt samspil mellem det personligt bevidste (der forudsætter hjerneprocesser, men ikke er identiske med disse) og noget kollektivt ubevidst som forudsætter en kompleks flerhed af mennesker. Dette er behandlet udførligere i andre artikler og skal ikke repeteres her. Men døden kommer i særlig grad ind i billedet, fordi det gør en afgørende forskel om den menneskelige sjæl kun opfattes som en individuel størrelse der helt og holdent beror på målelige hjerneprocesser eller om den ses som et yderst komplekst og uigennemnskueligt samspil mellem en individuel der del hører til en bestemt krop, men ikke kan kortlægges og en overpersonlig del der ikke hører til en bestemt krop og som heller ikke kan kortlægges. Ses sjælen som et yderst komplekst og uigennemskuelig spil mellem noget individuelt og noget kollektivt således som menneskeheden har gjort i årtusinder, så bliver det pludseligt meningsfuldt og forståeligt at den mytiske tænkning spiller så central en rolle for den menneskelige eksistens og at metaforen om livet som en gave eller et lån bliver selvfølgelig på linje med andre arketypiske forestillinger som gud og djævel, himmel og helvede, evighed og timelighed. De er alle umiddelbare psykiske realiteter, og det er derfor de gennem tiderne og i alle kulturer er indgået i myternes, eventyrenes og drømmenes frie associationer. I den mytiske tænkning kommer døden ikke til blot at være det definitive punktum for det individuelle liv, men også en åbning til det kollektive liv. Ret forstået er der slet ikke tale om at individet som sådant får åbnet døren til et hinsidigt liv, men derimod om at sjælen kan vende tilbage til sit kollektive ophav. Og det er da også hvad mange religiøse tekster gennem tiderne har talt om, men som unægteligt også har givet anledning til en bogstavelig tro på et liv efter døden eller mere sofistikerede forestillinger om reinkarnation. Jf. artiklen om Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi. Det er derfor væsentligt for opfattelsen af begrebet livskvalitet at forstå den mytiske tænkning så man ikke er blokeret over for arketypiske forestillinger. Helhedsrealistisk opsummering Til toppen Næste Ordet 'livskvalitet' henviser til et psykisk og irrationelt fænomen der i princippet er umuligt at definere eksakt, , men det er alligevel positivt ladet, og dette smitter naturligvis af på alle de eksistentielle forhold man kan knytte det til. Om noget i praksis får livskvalitet er altid et spørgsmål som den enkelte selv afgør med sin indstilling, sine valg og sine præferencer. For det enkelte menneskes personlige indstilling er det ret afgørende at den medfødte transcendente trang tilgodeses på rimelig vis, således at livet som helhed bliver mere proces end funktion. Og det sikrer man bedst ved - som Simone de Beauvoir anbefaler - at have 'projekter' i sit liv så længe det overhovedet er muligt, og altså aldrig nøjes med at stille sig tilfreds med de én gang vundne laurbær, men at holde sig igang med nye opgaver og nye målsætninger. Da hvert eneste individuelle liv her på jorden - som vi netop har konstateret - har sin ende, så er det også naturligt at hvert enkelt menneske får færre projekter med årene. Det er i ungdomsårene man sætter sig de store mål, i manddomsårene man realiserer dem man har evner og kræfter til at realisere, men som senior man kan koncentrere sig om at holde gang i de vitale eksistentielle projekter - uden at skele for meget til hvad man opnår ved dem. Da såvel levealderen som levestandarden er forøget ganske betydeligt de sidste årtier, vil de fleste der ikke rammes af alvorlige ulykker og sygdomme få mange gode år som pensionister, og her er det - som understreget - særligt vigtigt aldrig at droppe projekterne. De kan være store eller små. Det er dem der holder liv i gamle sjæle og dem der reelt kan bevirke at den psykiske udvikling ikke nødvendigvis behøver at følge den nedadgående fysiske. Ånden kan i de fleste tilfælde holdes frisk længere end fysikken! Arbejde og livskvalitet hører nøje sammen. Arbejde er alvor og gør en forskel både på personligt og socialt plan. Det kræver altid en form for personligt engagement og personligt valg. Og indebærer altid en vis disciplin, koncentration og udholdenhed. Det kan endog være et kald, dvs være forbundet med en mere eller mindre udtalt følelse af at man tjener et højere formål med sit arbejde. Arbejde er ikke blot og bart et nødvendigt levebrød, men netop noget man kan engagere sig i med liv og sjæl. Og engagement vil optimere livskvaliteten. Kønsdriften kan i allerhøjeste grad også bekræfte og udbygge livskvaliteten ved at vække interessen for det andet køns fascination og hele det spil forholdet mellem kønnene medfører i alle sociale lag og gennem alle livsaldre. Spillet behøver ikke ende med sex i alle tilfælde. Tværtimod er der rige muligheder for flirt af uskyldig art. Og såvel det uskyldige spil der forbliver på det ikke-forpligtende stadium som det farlige spil der fører videre til nye forpligtelser af den ene eller anden art, er genstand for så stor almenmenneskelige interesse, at såvel romaner som film og teaterdramaer, aviser og ugeblade er fulde af dem, ja nærmest overfyldte af dem. Fører kønsdriften til god fuldbyrdet sex, kan den give højdepunktsoplevelser (peaks) der virker i kraft af selve intensiteten og som dermed kan blive uhyre livsbekræftende og tiltrækkende oplevelser der forståeligt nok vil blive søgt gentaget gang på gang. Så viseligt er naturen indrettet. Peakoplevelserne kan nås på utallige måder så som musik og dans, fest og sang, sport og konkurrence, bjergbestigning eller anden ekstrem risiko, eller gennem indadvendte aktiviteter som bøn, meditation, faste og afsondring. Men orgasmen vil for de fleste mennesker stå som højedepunktoplevelsen over alle andre, fordi den i bedste fald medfører den fulde suspension af de psykiske sekundærprocesser. I orgasmen kommer mennesket fri af disse processers generende og stadige kontrol og oplever altså den mest livsbekræftende enhed og helhed i tilværelsen som giver optimal mening og livskvalitet i og med at den netop er af mystisk art, dvs ikke beror på nogen form for rationalitet. Systematisk ræsonneren via de psykiske sekundærprocesser er noget som vi ikke på nogen måde kan undvære i det praktiske livs sædvanevirkelighed. Men som Huxley understregede så kan vi ikke på nogen måde undvære den direkte erkendelse af de indre og ydre verdener vi er til i, hvis vi ellers vil bevare vores sjælelige sundhed. Dette bekræfter bedre end meget andet selve komplementariteten mellem den rationelle, middelbare tilgang til verden og den irrationelle, umiddelbare og direkte tilgang. Den første giver mulighed for stadig tilpasning til realiteternes hårde, objektive og kvantitative verden. Men det er den anden, irrationelle tilgang til verden der giver mulighed for gentagen direkte erfaring af alt der har med mening og livskvalitet at gøre. Og det forhold at denne erfaring er direkte betyder at den er umiddelbar og altså beror på de psykiske primærprocesser. Da den direkte, umiddelbare vej til mening og livskvalitet ligger i primæprocesserne og altså er medfødt, skulle man tro at det ville være inderligt overflødigt at gøre opmærksom på dens eksistens, men sådan er det desværre ikke, for menneskets kulturudvikling har netop i nyere tid medført en sådan succes for den rationelle og praktiske opfattelse af verden, at både flertallet af videnskabsmænd og flertallet af befolkningen i den vestlige verden har draget den forhastede og aldeles fatale fejlslutning, at den irrationelle tilgang til og erfaring af verden er underlødig og egentlig blot skal betragtes som tidsfordriv. Det er og bliver et moralistisk grundsynspunkt der er ødelæggende for såvel individernes livskvalitet som kulturen i sin helhed. Den virkelige kulturtrussel kommer fra den overfladiske underholdning og det tomme tidsfordriv. Vil man virkeligt gøre noget for at sikre sin livskvalitet, så skal man aldrig bare sætte sig hen i sofaen, tænde for fjernsynet, passe sine kæledyr, spise sine bøffer, drikke sin rødvin og derudover lade andre om resten. For så går forfaldet i gang både på personligt og samfundsmæssigt plan. Man skal ikke fornægte hvilepauser, god underholdning, god mad og lignende. Man skal tværtimod give det vegetative og immanente hvad deres er. Det er dette der ligger i det gamle bud om at man skal holde sabbat, dvs regelmæssigt dyrke stilheden og meditationen og undlade at gribe ind i verden med egentligt arbejde. Men man gør klogt i også at være fysisk og psykisk aktiv, og det er hertil projekterne er nødvendige. Arbejdslivet er nok slut når man pensioneres, men familielivet og privatlivet fortsætter og skal have sit - uanset hvad fanatiske agitatorer og samfundsherserne påstår. Man skal derfor vedstå at man er borgerlig med borgerlige interesser og borgerlige projekter - omkring hus og have, socialt samvær, ferier og hobbyer. Men man skal til gengæld også bevidst undgå at havne i småborgerlighedens fælde, hvor man lukker sig om sig selv, sin bil og sin parcel, og lader projekter være projekter. Når individet når op i pensionalderen, ophører den meget vigtige del der er knyttet til arbejdslivet og produktionen. Derfor mister de fleste en hel del af de sociale kontakter, og derfor bliver det en risiko at lukke sig inde. I den situation er det af største vigtighed at blive ved med længst muligt ind i pensionsalder og alderdom at se sig selv som samfundsborger. Samfundslivet har altid sine kvalitative sider som den enkelte kan få livskvalitet af at holde sig i nær føling med. De moderne medier gør det let at følge med i hvad der foregår og eventuelt deltage i de løbende debatter, men herudover har hvert eneste menneske der har åndsevnerne i behold mulighed for at bevare den kritiske sans på tingene ved bevidst at holde kilderne åbne og ikke gå at vejen for et regulært stykke arbejde med at samle tankerne og kritikken i former der svarer til evnerne. Det fantastiske ved bevidsthedens opdukken i historien var og er - som flittigt gentaget her på siderne - at den totalt ændrede den nye menneskearts vilkår i naturen. Mennesket kunne reflektere over naturen og dens indretning, herunder kønsforskellen, og det kunne gribe ind i naturen, ja, i højere og højere grad gøre sig til hersker over naturen gennem arbejdet og udforskningen. Og samtidigt fik mennesket forestillinger, værdier, mening og livskvalitet som dyrene ikke havde. Alle menneskets naturlige behov er eksistentielt vitale og lige fra menneskets skabelse - individuelt som kollektivt - har de været uadskilleligt forbundne. Det er ene og alene en senere tilkommende intellektuel eller teoretisk analyse der har fundet på at skille dem ad. Og dette er katastrofalt for livskvaliteten. At dette forhold er det helt centrale i den menneskelige eksistens - i dens klare modsætning til dyrisk eksistens - gør det helt selvfølgelig for undertegnede at understrege at religionen og det vil her ikke sige dogmerne, men den for mennesket sammenhængende og aldeles enestående menings- og helhedsopfattelse af verden dybest set er et emergent nedslag i den biologiske udvikling. Der er som tidligere bemærket intet bevis eller nogen dokumentation for en sådan påstand, eftersom vi ingen vidneudsagn har fra 'tidernes morgen'. Opfattelsen er uimodsigeligt mytisk. Den siger overhovedet intet om den naturvidenskabelige udvikling i objektiv forstand, men alene om den pludselige fremkomst af det helhedsbillede som på en og samme gang fortæller om menneskets udtræden af det ubevidste livs 'dyriske' mangel på skelnen mellem godt og ondt og menneskets indtræden i kønslivets og kulturlivets ejendommelige muligheder, forpligtelser, udfordringer og risici. Her er vi ved kernen i livskvaliteten, den kerne der også for alvor sætter døden i relief. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet (9.1.12.) Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet (19.1.12.) Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet (24.1.12.) Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet (3.2.12.) Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.) Livskvalitet (fire artikler) (2002-03): Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. Trancendens (2.6.02) Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.) Livskvalitet om undersøgelsen af livskvalitet på Forskningscenteret for Livskvalitet (2.6.02.) Meningen med livet om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.) Hjernedød og bevidsthedssyn Aktiv dødshjælp Konsistensetikken Albert Camus Simone de Beauvoir Søren Kierkegaard Jean-Paul Sartre Albert Einstein Niels Bohr Werner Heisenberg Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.) Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.) Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.) Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas fremtid Religionen og sekulariseringen Afsnit af Værdimanifestet (17.9.04.)
Arbejde, forskning og religion
som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.) Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |