JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - aktiv

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.08.

Aktiv dødshjælp

DR1's udsendelse af dokumentarfilmen "Hjælp mig at dø" har vakt debat både ved sit indhold og ved selve programsætningen på DR.

John Zaritskys film, der bærer den noget provokerende originaltitel 'Selvmordsturisten', handler om den pensionerede, men håbløst syge amerikanske universitetsprofessor Craig Ewerts overvejelser og endelige beslutning om at dø med hjælp fra den schweiziske organisation Dignitas i Zürich, og den viser vel at mærke selve den definitive livsafslutning.

'Makaber dødsvoyerisme' er den blev kaldt af formanden for organisationen Care Not Killing (der betyder 'Pleje, ikke drab'), og herhjemme har programredaktør i DR Mette Boeck i protest mod udsendelsen valgt at forlade sin post som formand for Danmarks Radios Programetiske udvalg. Hun mener det er uetisk at vise et menneskes udånding for åben skærm på tv og har specielt fundet det kritisabelt at dokumentarprogrammet slet ikke blev forelagt etikudvalget før udsendelsen. Både Danmarks Radios generaldirektør Kenneth PLummer og mediedirektør Lars Grarup mener imidlertid at det var rigtigt at vise udsendelsen. Plummer kalder filmen "et seriøst og relevant indlæg i debatten om aktiv dødshjælp".

Undertegnede finder filmen sober og seriøs og derfor også særdeles relevant i debatten, uanset at den er grænseoverskridende og på forhånd måtte bedømmes som værende stødende for mange mennesker. Det er indvendt at filmen ikke kan stå alene i bedømmelsen af hverken aktiv dødshjælp generelt eller af det schweiziske Dignitas, men hvilken dokumentarfilm og hvilket program kan stå alene i bedømmelsen af et bestemt emne. Hvis det skulle være betingelsen for at vise et program eller en film på tv, kunne DR og enhver anden tv-station godt pakke sammen med det samme. For ikke alene findes sådanne film ikke, de ville også være for ligegyldige. Kun et program der tør vise en subjektiv vinkel på et emne vil have eksistentiel værdi, eftersom det er den subjektive indstilling til eksistensen der er afgørende for alle mennesker og derfor den et seriøst program bør prøve direkte at provokere frem.

Filmen viste på sober og stilfærdig vis de overvejelser som den dødssyge 59-årige Craig Ewert og hans ægtefælle gennem 37 år gjorde sig før deres beslutning og under udførelsen af den. Ewert var næsten totalt lammet af den sjældne nervecellesygdom der hedder amyotrofisk lateral sclerose (ALS) og som bevirkede at han hverken kunne trække vejret ved egen hjælp eller så meget som klø sig i ansigtet med fingrene, men han kunne endnu bevæge hovedet og tale. Han var ikke træt af livet som sådan, men han havde set i øjnene at han skulle dø inden for relativt kort tid, og han ønskede i denne situation at blive fri for yderligere lidelse, som endda kun ville blive smertefuldere med tiden. Valget for ham stod ikke mellem liv og død, men mellem en langsom død med stor lidelse og en hurtig død der ville skåne ham for megen lidelse.

Da aktiv dødshjælp hverken er tilladt i USA eller i det England han var flyttet til med sin ægtefælle, havde han fundet frem til den schweiziske organisation Dignitas (der betyder værdighed) som har specialiseret sig i eutanasi, dvs hjælp til at dø en behagelig død og som har tilladelse til hjælp under offentligt kontrollerede betingelser. En autoriseret læge afgør efter personlig konsultation om organisationen vil opfylde klientens ønske om at dø, og en autoriseret læge hjælper klienten med at gennemføre den frivillige beslutning. Organisationen indlader sig altså ikke på såkaldt medlidenhedsdrab, men lægger tværtimod afgørende vægt på at klientens beslutning er hans egen og at han er i stand til at gennemføre den afsluttende proces selv. Patienten skal selv drikke eller i Ewerts tilfælde gennem et plastikrør indsuge det overdoserede sovemiddel som vil medføre døden på få sekunder.

Filmen skildrede også et andet ægtepar der havde søgt hjælp hos Dignitas til et fælles selvmord, men var blevet afvist, selvom lederen ikke bestred at parrets ønske var velovervejet. Situationen var her den at hustruen ikke kunne udholde den tanke at være alene tilbage uden sin mand, mens den syge ægtefælle ønskede at dø med hjælp fra Dignitas for at undgå at komme til at lide. Han blev ret fortørnet over lederens afslag og antydede at han ville lære at skyde og derefter tage affære selv med et våben. Det var der andre par i USA der havde gjort i samme situation. Men her forstår man egentligt godt Dignitas' afvisning, for godt nok er mange hustruer efter langt ægteskab dybt afhængige af deres mand og tror ikke de kan leve uden ham, men i praksis viser det sig at det trods afsavn og andre problemer - og en ofte svær overgangstid - kan lade sig gøre.

En beslutning om at dø for egen hånd er derimod fuldt forståelig i et tilfælde hvor et menneske der 1) er ved sine fulde fem og som ikke er bange for døden som sådan ønsker at undgå den undertiden meget smertefulde lidelse som en længerevarende dødsproces vil indebære og som 2) skal træffe sin beslutning inden det er for sent, dvs inden han ikke længere selv er i stand til at træffe en beslutning.

I Ewerts tilfælde var der tale om en agnostiker der i modsætning til ægtefællen ikke havde nogen fastlåst mening om et eventuelt liv efter døden. Men han var afklaret i den forstand at han ikke frygtede tanken om en sådan eventualitet. Da hans hustru troede på et liv efter døden, blev resultatet at de ved den endelige afsked med hinanden udtrykte ønsket om gensyn.

Der er blevet indvendt - bl.a. af Klavs Lynggaard i Deadline den 15. - at filmen overskred en grænse ved at vise selve det øjeblik hvor et menneske udånder og som med rette må betegnes som det mest private af alle øjeblikke. Men hertil er at sige, at moderne mennesker ser mange mennesker dø på film, ofte endda på voldelig vis ved mord og krig. Men moderne mennesker ser sjældnere og sjældnere rigtige mennesker dø 'live', for det foregår ofte i stilhed på hospitalerne. Derimod ser de fleste fædre i vore dage deres børn blive født - og det betragtes med rette som et stort øjeblik. Det er i langt de fleste tilfælde privat og vises derfor ikke offentligt, men det er ikke ualmindeligt at film- og tv-publikum får lov til at se fødsler på skærm eller lærred. Og det betragtes næsten altid som en særdeles livsbekræftende oplevelse.

At se et menneske dø på en tv-skærm kan ikke i samme bogstavelige forstand siges af være 'livsbekræftende', men det er en stærk oplevelse som til gengæld er befordrende for den positive indstilling at den uundgåelige død kan være forbundet med værdighed og derfor hverken behøver at være noget at frygte eller at omgærde med et tabu.

Et menneske kan gå døden i møde med både bevidsthed og værdighed. Det må derfor betegnes som gavnligt at enkelte modige og afklarede mennesker ind i mellem indvilliger i at gøre den yderst private akt offentligt tilgængelig. Der ligger ikke heri noget afkald på værdigheden, men tværtimod et ønske om at lade muligheden for aktiv dødshjælp blive så nærværende som overhovedet muligt, så der ikke efterlades et stort uhyggeligt tabu eller mysterium. Der er i sådanne tilfælde på ingen måde tale om krænkelse af blufærdighed og privatliv eller om trang til utidig ekshibitionisme af den art som tiden ellers er overlæsset med, men tværtimod om en hjælp til andre mennesker i lignende situation. Og både Zaritskys film og Ewert-parrets medvirken og åbenhed fortjener anerkendelse.

De mennesker der ikke vil være vidne til sådanne overlagte selvmord med fornøden hjælp fordi de finder dem uetiske og og en bevidnelse af dem voyeuristisk, kan slukke for apparatet. Vi andre kan i Ewerts tilfælde få et sobert indblik i problematikken og bl.a. konstatere at det er uhyre væsentligt at være så afklaret som muligt. Fordelen ved at få ordentligt og kompetent lægelig hjælp til den selvvalgte og værdige død er naturligvis at andre, langt mere uværdige og for de efterladte meget traumatiserende dødsformer så som skydning, hængning, drukning undgås. Ved den aktive dødshjælp er det en klar forudsætning at de pårørende er indforstået med beslutningen og hjælpen. I Ewerts tilfælde havde hustruen og en søn accepteret mandens ønske og den valgte form uden forbehold, mens datteren havde problemer med det forhold at faderen skulle dø på en klinik i udlandet, hvor hun ikke kunne være til stede. Men uanset forhåndsaccept undgår de pårørende lige så lidt følelsesmæssige eftervirkninger af dødsfaldet som hvis det var sket på naturlig vis. Men traumatiske behøver eftervirkningerne ikke at blive.

Craig Ewert var åbenlyst engageret i hele problematikken og udsendelsens specielle karakter, og han kom - trods sin agnostistiske indstilling - selv ind på spørgsmålet om det at søge og give aktiv dødshjælp var det samme som at lege Gud. Hans eget svar var nej, idet han henviste til at valget ikke stod mellem liv og død, men om død uden smerte og død med smerte. Men her kunne man have ønsket sig en mere dybdepsykologisk besvarelse af spørgsmålet.

For sagen er, at man ved at skelne mellem en rationel og en dybere opfattelse af gudsspørgsmålet, må komme til det resultat, at det lige så lidt er holdbart at hævde at Gud råder over liv og død som det er at hævde at Gud har skabt det fysiske univers og dets love. Det var hvad alle mennesker uden videre gik ud fra før der var noget der hed objektiv videnskab. I dag véd vi bedre, og derfor kan vi også komme til en klar forståelse for at gudsforholdet afhænger af forholdet til det irrationelle, hvad der igen til syvende og sidst vil sige det kollektivt ubevidste og den mening, sammenhæng og helhed følingen hermed giver.

Et menneskes fysiske legeme, dets genstandsbevidsthed, jegbevidsthed og vilje er den identitet der opløses med døden. Den er eksistentielt set at betragte som en gave til den enkelte, eller rettere som et lån der skal leveres tilbage den dag jegets eller identitetens tid er løbet ud og legemet ikke kan klare sin naturlige opgave længere. Da der ifølge den indre etiske forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet ikke ligger nogensomhelst forpligtelse til unødig og formålsløs lidelse, er det ikke etisk forkert frivilligt at afslutte sit liv inden lidelsen bliver uudholdelig og muligheden for at gribe ind forpasset.

Med den del af mennesket der er større end det lille snævre jeg, det der i dybdepsykologien kaldes 'selvet' eller helhedspsyken, forholder det sig helt anderledes. Dette selv dør ikke med det legeme det har sæde i. Det oplever ikke sin død. Det vender derimod tilbage til det store ophav, det kollektivt ubevidste, som det kom fra ved sjælens og åndens nedslag. Og denne tilbagevenden er ikke en leg med nogetsomhelst og ikke en tagen bestemmelsesretten fra Gud, men tværtimod en opfyldelse af den bestemmelse at være et menneske på lånt tid i den meningsfulde eksistens. Forstået således er der ingen legen Gud ved aktiv dødshjælp i tilfælde af frivillig og bevidst afslutning fra et afklaret menneskes side.

Programmet 'Hjælp mig at dø' kom godt rundt om problematikken ved aktiv dødshjælp på en sober måde - men debatten er naturligvis ikke afsluttet. Den kan aldrig afsluttes, da det etiske dilemma som andre etiske dilemmaer nu engang kun kan løses gennem personligt, subjektivt og eksistentielt valg.

Jan Jernewicz

Henvisninger: