Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - livskvalitet05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.2.12.


Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet

Fordommene
Mytisk eksistensforståelse
Rationalitet og irrationalitet
Det nye syn på religion
Kult findes i dag mest uden for kirken
Religion som emergent fænomen i biologien
Humor og tragedie
Henvisninger



Fordommene    
Til toppen  Næste

Selv om de fleste mennesker på vore breddegrader umiddelbart vil afvise påstanden blankt, så er alle mennesker helhedsrealistisk set religiøse - uden undtagelse. De er naturligvis ikke religiøse i den snævre forstand som vort intellektualistiske sprog efterhånden har haft held til at indskrænke begrebet til; de er altså ikke religiøse i dogmatisk, moraliserende eller attitudemæssig henseende; de er derimod fødte til at betragte verden som en sammenhængende, meningsfuld helhed og kan simpelthen ikke se den som andet, medmindre de får livstruende ulykker ind over sig. Den medfødte religiøsitet kommer slet ikke af erfaring, men af psykens indretning: den menneskelige psyke domineres fra fødslen helt og holdent af de psykiske primærprocesser som er uden begreber og sondringer af nogen art, men til gengæld har forestillinger og oplevelser af den art vi som voksne, tænkende mennesker kalder 'sammenhæng', 'helhed', 'enhed', 'mening' og 'symbiose'. Den skabte og meningsfulde verden ethvert barn dumper ned i er det selvfølgelige udgangspunkt for al senere erfaring. Helhedsopfattelsen er før den analytiske sønderdeling. Sammenhængen er før uorden og tilfældighed. Meningen før meningsløsheden. Men ikke alle opdager eller forstår dette udgangspunkt, før den kritiske sans og tænkning sætter ind og navnlig i puberteten begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt. Og kun få mennesker kommer siden til at forstå hvad udgangspunktet egentligt var.

Som konstateret i essayet af 28.12.09. her på siderne, så eksisterer der trods det relativt høje oplysningsniveau i hele den vestlige verden ikke længere nogen tidssvarende og fremadvendt indsigt i religionens væsen eller forståelse for dens frembrud som emergent fænomen i historien og biologien. Der er end ikke nogen anelse om at religionens opdukken i naturhistorien er selve den emergens der skabte kulturhistorien, eller at emergens som sådan er forudsætningen for al udvikling og historie, naturhistorie såvel som kulturhistorie. Fordommene om religion har næsten lagt et tågeslør ud over fænomenet der gør selve eksistensforståelsen overfladisk og også forleder de akademiske fagfolk til at udforske fænomenet uden at tage hensyn til dets principielt irrationelle eller førrationelle helhedskarakter.

Fordommene går primært ud på at religion er et levn fra fortiden som oplyste mennesker med respekt for sig selv og det videnskabelige dannelsesideal ikke kan beskæftige sig med på solidt empirisk grundlag, men udelukkende iagttage og analysere som okkulte eller spekulative fænomener, overtro og vrangforestillinger, der trives i folkereligiøsiteten eller på udsøgt, officielt plan er sat i system af de kristne kirkesystemer med deres snævre, dogmatiske bibelfortolkninger og konservative traditionalisme. Da dogmatikkens ufornuft i vid udstrækning er åbenlys - ikke mindst set i forhold til naturvidenskabens udviklingsteorier - så drages letsindigt den kortslutning, at religionsfænomenet som sådant kan kasseres som uvidenskabeligt, og resultatet bliver ganske enkelt at man ikke kan få øje på andre fortolkningsmuligheder og slet ikke på muligheden af at se eksistentielt på sagen, sådan som de første mennesker på jorden instinktivt og intuitivt gjorde og sådan som ethvert barn automatisk gør den dag i dag.

Hemmeligheden ved al før-dogmatisk religion hedder direkte føling med de umiddelbare realiter som ethvert menneske støder på lige fra den spæde alder og som først justeres i og med den middelbare erfaring, som er knyttet til praktisk handling og tilegnelse af gældende sprog og sprognormer. Den direkte føling beror på de medfødte psykiske primærprocesser, mens den middelbare erfaring skyldes de tillærte sekundærprocesser. Og det er indlysende at den middelbare erfarings justering må indebære forkastelse af den del af antagelserne som viser sig uholdbare, fordi de strider direkte mod den praktiske, kvantitative erfaring af objektiv karakter, mens den ikke i nær så høj grad kræver ændring af de antagelser der er af kvalitativ art og angår subjektive forhold.

For at komme til fuld klarhed over hvad der ligger i ordene "direkte føling med de umiddelbare realiteter" er det nødvendigt at komme på det rene med forskellen på mytisk tænkning og logisk-rationel tænkning.



Mytisk eksistensforståelse    
Til toppen  Næste

Den mytiske eksistensforståelse, som kaldes mytisk fordi den først og fremmest findes i de store religioners myter (bibelsk mytologi, græsk, romersk, nordisk, indisk og anden mytologi) hænger naturligvis nøje sammen med de psykiske grundprocessers indbyrdes forhold: de processer der omfatter intense, men ustabilt bundne følelser og forestillinger, som er forskydelige og savner skel mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne er i tid før de processer der har stabilt bundne, men til gengæld ret svage følelser og forestillinger som muliggør klassifikation, generalisation og abstraktion samt brug af de logiske konstanter og som desuden har tidsskel og skel mellem subjekt og objekt samt mellem fantasi og virkelighed. De første kaldes primære, de andre sekundære, men det skal understreges at dette alene går på udviklingstidspunktet og ikke noget underordningssynspunkt. Begge slags processer er absolut uundværlige i eksistensen, men har hvert sit formål.

Da al oplæring, skoling og uddannelse beror på en udvikling af sekundærprocesserne, og da den store kulturudvikling har bevirket den særlige systematiske udvikling af sekundærprocesserne som findes i videnskaben og teknologien, er det ret indlysende at udviklingen af netop disse processer er blevet set som den altafgørende forudsætning for fremskridt og modernitet. Man har set og ser stadig kulturudvikling som en fortløbende proces fra 'mythos' til 'logos', og tror overvejende at fremskridtet ligger i at komme længst muligt væk fra den mytiske tænkning. Det er imidlertid en stor, ja fatal misforståelse, fordi man derved skyder alt det der har med mening, kvalitet, sammenhæng og helhed væk som noget primitivt, ligegyldigt eller underordnet der hører fortiden til. Derved ophøjer man reelt det kvantitative og materielle til tilværelsens bærende grundlag og nedvurderer det kvalitative og åndelige til noget afledet der kan være meget godt til fritidsbrug og underholdning, men som ikke rigtigt tæller. Det betyder en kultur der splittes mellem ånd og materie - og det er katastrofalt for al kultur, eftersom kultur eksistentielt set har begge sider i sig i en dynamisk modsætning.

Den mytiske tænkning kan slet ikke undværes, hvis kulturen skal hænge sammen og bevare den direkte føling med de umiddelbare, meningsgivende realiteter. Og den kan i virkeligheden heller ikke suspenderes, da den er medfødt og uanset den senere udvikling af sekundærprocesserne bliver ved med at gøre sig gældende på ubevidst plan i alle frie, spontane og kreative processer. Alle former for negligering af denne tænkning har skadelige konsekvenser for kulturen som helhed. Den giver uundgåeligt skævheder i såvel det økonomiske og sociale liv som i det kulturelle og religiøse i snævrere forstand. Skal helheden og sammenhængen sikres, skal der være ægte komplementaritet mellem mytisk og rationel tænkning.

Dette betyder på ingen måde, at alle mytiske eller religiøse udsagn skal sluges råt, eftersom de alle udover noget universelt afspejler en bestemt historisk kontekst og derfor altid i deres konkrete udformning bliver relative. Religion kan nok - som Aldous Husley rammende skrev i 1961 - betragtes som en (universel) metode livsdriften anvender for at fremme sine evolutionære planer, men den er også en metode djævlen anvender til at udbrede og fremme idioti, intolerance og slave-underkastelse. Og det sidste sker ikke mindst gennem dogmerne, tilføjer jeg. For dogmer er altid magtredskaber.



Rationalitet og irrationalitet    
Til toppen  Næste

Det er karakteristisk for den europæiske kulturudvikling at navnlig naturvidenskabens gennembrud i 1500- og 1600-tallet med store navne som Galilei og Newton betød en omfattende udvikling af den materielle kultur og teknologi, som igen betød enorme økonomiske fremskridt, men også banede vej for rationalismens tro på den menneskelige fornufts evne til at erkende alt, give forklaring på alt og løse alle problemer, blot man fik tid til det. Der var tale om en ensidighed der førte til den såkaldte oplysningstid (1690-1780), der dels var en umådeligt optimistisk tro på fornuften, dels en stærk vilje til at frigøre mennesket fra tradition og sædvane gennem udbredelse af leksikalsk viden. Den kulminerede med Kants filosofi, der imidlertid ved siden af sine store erkendelsesmæssige fortjenester reelt indebar en uhyggelig indsnævring af virkeligheden til det nyttige og moralske. Det er typisk for Kant at han definerede religion som "erkendelsen af alle vore pligter som guddommelige bud". På den måde fortrænger man i realiteten den grundliggende mytiske tænkning og med den både hele dens frie kreativitet og dens altomfattende dimension.

Reaktionen kom med romantikken, der dels var et decideret oprør mod den herskende snæverhed, dels en fri kreativ proces der skabte det ene poetiske kunstværk efter det andet, men også havnede i yderst æstetiske teorier, holdninger eller livsstile. Det positive var at romantikken genopfriskede spontaniteten og på længere sigt banede vej for forståelsen af dybdepsykologien med arketypiske forestillinger, kollektiv ubevidsthed og psykiske grundprocesser. Det skal ikke nærmere gennemgås her, da det er nærmere belyst i gennemgangen af Rüdiger Safranskis store værk om Romantikken som en tysk affære.

Det afgørende var at der med romantikken blev frisat en uhyre mængde kreativ energi der i løbet af 1800-tallet førte til de store folkelige vækkelser i Nordeuropa, som igen betød først bøndernes og siden arbejdernes frigørelse. Med en banebrydende skikkelse som N.F.S. Grundtvig i spidsen blev der her i landet gjort op med den forestilling at udviklingen var en rent rationel proces. Det folkelige kom i forsædet som noget sammenhængende og skabende der ikke kunne underlægges fornuftens fuldstændige kontrol. Man genvandt så at sige troen på det ubevidstes kræfter i mennesket som noget godt - og selv om en ny borgerlighed hurtigt vandt overhånd, har denne tro på det sundt folkelige aldrig siden helt kunnet manes i jorden.

Men igen skal man passe på ikke at havne i grøfterne til nogen af siderne, hverken i rationalismens alt for tørre grøft eller romantikkens lidt for våde grøft. Hverken rationalismen eller romantikken kan undværes, eftersom både det rationelle og det irrationelle er forudsætningen for det frie, velfungerende og dynamiske samfund. Rationalismen sørger for at den praktiske nøgternhed bevares så der kan laves fornuftig produktion og forvaltning. Og romantikken sørger for at de kreative kilder holdes åbne, så kunst, erkendelse og innovation altid får deres. Ulykken er netop at udviklingen gang på gang kører skævt, fordi det kvantitative prioriteres højere end det kvalitative i og med at det kvantitative er langt lettere at måle og styre.

Dette ses helt klart i den naturvidenskabelige og teknologiske udvikling der havde store afgørende landvindinger i 1900-tallet, som fremmede den materielle udvikling og selve fremskridtstroen, men ikke mindst i de spring udviklingen tog efter 2. verdenskrig og som bl.a. frembragte atomkraften, transistoren og den nymodens computerteknologi, som totalt har ændret vores hverdag. Kunsten i alle dens mange forskellige former gør sig stadigvæk stærkt gældende, hvorimod det religiøse liv i vid udstrækning er blevet hæmmet og ødelagt, fordi kirken totalt har misforstået sin opgave og her i landet i dag overvejende følger en intellektualistisk, Kierkegaard-afledet teologi. Den har haft held til at gøre det næsten helt af med den folkelige kristendom som Grundtvig stod for (uden at kende de dybdepsykologiske forudsætninger), men den har desuden totalt forsømt at give nutidsmennesket den nødvendige oplysning om religionens oprindelige ikke-dogmatiske karakter og funktion. Konkret gik det galt, da kirken i sidste halvdel af 1800-tallet afviste evolutionsteorien og prøvede at fastholde en håbløst fundamentalistisk opfattelse af de bibelske myter som bogstavelige sandheder. Man opgav efterhånden dette tåbelige standpunkt i Europa, men valgte her i landet at erstatte det med Kierkegaards absurditetshævdende kristendomsforståelse. Og det lider folket af den dag i dag, skønt der faktisk allerede for 100 år siden dukkede en ny og tidssvarende fortolkning af religions dybeste væsen og betydning op herhjemme.



Det nye syn på religion    
Til toppen  Næste

Nyfortolkningen af religionen kom fra filologen Vilh. Grønbech (1873-1948) der gav sig til at kulegrave den germanske eller gamle nordiske mytologi og i årene 1909 til 1912 offentliggjorde det banebrydende religionshistoriske værk "Vor Folkeæt i Oldtiden" i fire bind. Siden kom en lille, men vigtig bog om 'Primitiv religion' og mange større værker om religion, mystik og kultur. De første skrifter førte ham i 1915 til et nyoprettet professorat i religionshistorie ved Københavns Universitet, og her sørgede han for at få faget løsrevet definitivt fra det teologiske fakultets omklamring. Religionshistorie i Danmark blev fra det tidspunkt et humanistisk studium der ikke fulgte teologiens kirkebundne lære eller hele tiden skulle strides med denne lære, men kunne forholde sig fordomsfrit til kilderne. Grønbech havde for alvor indset at der fandtes religion før al dogmatisk tradition - og den oprindelige religion var vel at mærke bygget op på en helt anden måde end den dogmatiske, nemlig omkring kulten. Og det betød at der ikke var en ensidig intellektuel vej til forståelse af religionen, men at vejen til fuld forståelse gik gennem det han kaldte generfaringen. Det fører for vidt at komme nærmere ind på dette her; jeg henviser til artiklen Grønbechs metode. Men Grønbech så også at man slet ikke kunne indplacere religionerne på en evolutionær rangstige der så at sige gjorde den europæiske kultur under den britiske imperialisme til udviklingens slutprodukt. Der kom uundgåeligt et decideret kulturopgør ud af Grønbechs religionshistoriske forskning.

Den afgørende opdagelse for Grønbech var at kulten og kultdramaet var det centrale i al antik kultur og religion. Kultdramaet er et lidenskabeligt udtryk for livet i hele dets fylde, hedder det med understregningn af at kulten kræver uforbeholdent engagement. Under festen når livet sit højdepunkt. Religionen bærer i sin helhed de mennesker der lever inden for dens kreds, og den skal derfor tages som et hele for at kunne forstås og fortolkes. Enhelthederne får deres indhold fra det centrum de kredser om. Og dette ligger i virkeligheden i det forhold at religion ikke udfolder sig i den lineære tid med årstal efter årstal som vi moderne mennesker mestendels lever i og indordner alt efter, men derimod i 'evigheden' eller 'tidsløsheden' som trækker på de dybeste og altid springende kilder. Derfor kan Grønbech også pointere, at den stadige evne til at genfødes er selve den dybe sammenhæng i sjælens tilværelse - og dermed røber han i virkeligheden, at han ser dybdepsykologisk på sagen, selvom han hverken kendte Freuds banebrydende værker fra 1900 og fremad eller Jungs senere (eller Lorenz' endnu senere) eller overhovdedet nogensinde fandt det ulejligheden værd at udarbejde sin egen teori. Hans metode var aldrig at sætte tingene på plads i et system ud fra en given teori. Hans forståelse var intuitiv, og derfor kunne han blive ved med at understrege at religion er en umiddelbar kendsgerning for de mennesker der levede før religionerne blev sat i dogmatisk system.

Men netop ud fra disse nye opdagelser kunne Grønbech fastslå at det moderne menneske i stedet for religion i den oprindelige betydning havde fået 'religiøsitet' - ligesom det har fået æstetik i stedet for kunst, dvs noget overfladisk der mest går på fornemmelser og personlig smag. Folk kan være så fromme de være vil på deres personlige måde. Men de opfatter ikke længere religionen som ånden i samfundet eller retsiden til det praktiske og nyttige. Religion som umiddelbar kendsgerning er dermed gået tabt. Tro er ikke længere virklighedssans i dens stærkeste form, men tro på særlige sandheder der er ophøjet til uanfægtelige dogmer, og denne udvikling er fatal for kulturen. Et folk uden religion står nemlig i den yderste dødsfare, understregede han.



Grønbech bestred jo ikke på nogen måde at den gamle gud (den gennem skrifterne overleverede gud) var død og borte, men han daterede vel at mærke ikke guds hedengang til Friedrich Nietzsches eller andre ateisters højrøstede døds-postulater fra slutningen af 1800-tallet, men tværtimod til teisternes filosofi omkring år 1770. Den gamle Gud døde nemlig dengang mennesker fandt det fornødent at bevise hans eksistens. Og han blev begravet da de opdagede at der ikke var noget der talte mod hans tilværelse. Men en gud der ikke selv gør sig bemærket, siger Grønbech udtrykkeligt, han ligger i graven, og guder opstår aldrig, når de én gang har ladet verdenstøjlerne glide sig af hænde.

Igen skal man lægge mærke til at Grønbech ikke giver noget som helst for guder der kan forstås eller tolkes endsige bevises eller sandsynliggøres middelbart, men alene accepterer guder der gør sig selv bemærkede som umiddelbare realiteter. Og hvor sker dog det? I sjælene naturligvis. Og det vil med Jungs udtryk sige som arketypiske forestillinger fra det kollektivt ubevidste. Denne terminologi brugte Grønbech imidlertid ikke, men for ham var det - som det fremgår - givet at de gamle guder ikke kunne genoplives når de først var gået heden, og da et folk ikke kan eksistere uden religion, vil det igen for Grønbech sige, at der ikke kommer nogen ny religion "før slægten har fundet sig selv på ny i en oplevelse af verden der er så ung og stærk at der stiger en gud op af skabelsen". Fremtiden skal med andre "søges i gropunkterne, hvor evigheden af sig selv indefra stiger frem som en nyfunden, umiddelbar realitet, og tvinger gud frem så han føles og erfares".

Klarere end med disse få citater kan det ikke vises, at Grønbech ser dybdepsykologisk på sagen og altså forstår såvel religion som guder som dybdepsykologiske fænomener. Og der ligger vel at mærke ikke nogen form for nedvurdering eller reduktion af religionen heri, for det fundamentale udgangspunkt for Grønbechs iagttagelse og forskning var netop at værdiaspektet, kvalitetsaspektet eller meningsaspektet - eller hvad man nu måtte kalde det - går forud for tings-, kvantitets og abstraktionsaspektet. Eller for at være helt præcist: den kvantitative og den kvalitative side af den menneskelige eksistens og kultur kan slet ikke adskilles. Blot er det meningsaspektet eller evighedsaspektet der er den dybeste kilde og i kulten eller festen giver livet sin optimale potens som mennesket ikke kan leve foruden.

Vi kommer her ikke blot uden om teoretiske eller spekulative overvejelser om guds eksistens og religionens berettigelse for det moderne menneske, men kommer uvægerligt til at se dem som latterlige i og med at de stiller spørgsmålene så forkert at svarene bliver meningsløse. Siger man at man ikke tror på gud, fordi gud ikke eksisterer eller hans eksistens ikke kan bevises eller dokumenteres, så siger man ikke andet end at man kun vil acceptere en gud man kan tage og føle på som var han en fysisk størrelse - men en sådan gud er jo en afgud (og dem har der da været noget stykker af i tidens løb), og synspunktet i sig selv er eksistentielt set fuldstændigt irrelevant. Gud som en 'arketypisk forestilling' af den art de religiøse myter altid har talt om skal man ikke tro på som en påviselig eller dokumenterbar afgud eller som en dogmatisk, mere eller mindre absurd og diskutabel påstand, men forholde sig til som en umiddelbar realitet. Og dette foregår altid i dialogens form - enten i den indre dialogs stille form eller den ydre kults festlige og dramatiske form.

Sprogligt set forholder det sig sådan at ordet 'gud' eksisterer på alle sprog, altid har gjort det og altid vil gøre det. Ordet er et uerstatteligt og udefinerbart ord, og netop den manglende mulighed for eksakt definition er en af hemmelighederne ved det. Derfor kommer de dogmatiske systemer (den jødiske og kristne såvel som den islamiske teologi) allerede på vildspor når de snævrer begrebet ind til klart afgrænsede bestemmelser, mens omvendt ateister og agnostikere - ja endog teisterne - kommer på glatis når de tror de kan bevise eller modbevise nogetsomhelst eller tror de kan klare frisag ved at hævde at intet kan siges med sikkerhed.

Interdependente ord som gud, djævel, engle, himmel og helvede kan overhovedet ikke fjernes fra sproget. De er for betydningsladede, samtidigt med at de er nært forbundne med andre vitale ord. Alle forsøg på at fjerne dem vil prelle af på den folkelige modstand, fordi denne kommer fra hjertet og dermed fra følingen med de umiddelbare realiteter.



Kult findes i stor målestok i dag, men mest uden for kirken    
Til toppen  Næste

Nu skal man imidlertid ikke være så naiv at tro at religionen er forsvundet fra det moderne sekulariserede samfund blot fordi den officielle kirke er på retræte takket være en utidssvarende teologi eller fordi politikerne helst ser religionen forvist fra det offentlige rum som en privatsag. Det sidste bliver den nemlig aldrig, og når den officielle kirke (folkekirken og andre anerkendte trossamfund) forsøger at spise almindelige mennesker af med mere eller mindre tomme, intellektuelle postulater (der for folkekirkens vedkommende som sagt kører på Søren Kierkegaards absurde påstande), så søger de naturligvis andre steder hen, da vi alle er født religiøse og altid vil have behov for at få bekræftet meningen med tilværelsen i praksis og ikke på teoretisk facon. Mennesket vil altid søge kulten og festen, og kan de hverken få den i den officielle kirke eller i den officielle politik (som i dag er kørt i sænk af teknokratisk styring og mere og mere tom retorik), så søger de den alle mulige andre steder, og mulighederne er i dag legio. Især findes de i sportens og musikkens verden.

Sporten byder i allerhøjeste grad - udover den individuelle eller klubmæssige træning, leg og kappedyst - på store begivenheder der både kan samle mange mennesker i en fælles oplevelse og skrue oplevelserne op på et følelsesmæssigt intensitetsniveau der reelt gør begivenhederne kultiske. Ordet kult skal naturligvis her forstås i gængs religionshistorisk forstand og ikke i den snævre betydning som i fx ordet 'kultfilm', hvor der er tale om sære eller outrerede film der tiltrækker et lille og særligt publikum. Kult i gammeldags forstand angiver - med Encyklopædiens ord - religiøse handlinger som inden for et religiøst fællesskab udføres periodisk og tilstræber et møde med de hellige magter som de implicerede finder grundlæggende for deres egen livsmulighed og livskvalitet. Her er det udtrykkeligt underforstået at kult hører til i religiøse fællesskaber, og at dette vil sige fællesskaber der i gængs forstand betragter sig som religiøse. Andet beskæftiger traditionel religionsforskning sig nemlig ikke med! Den fatter ikke Grønbech!

Men prøver man at sætte sig ud over disse traditionelle og yderst bekvemme afgrænsninger, der fritager forskerne fra forpligtelsen til at forstå fænomener indefra, så er det ikke vanskeligt at se sportsmæssige fællesskaber a la religiøse og store sportsarrangementer som kultiske. Og man kan i denne forbindelse minde om at vi stadig holder olympiske lege, hvis hele idé vitterligt stammer fra det antikke Hellas, hvor legene på Olympen var af eksplicit kultisk art. Men forstår man en smule af moderne dybdepsykologi og herunder medinddrager biologen og filosoffen Konrad Lorenz' banebrydende forskning om aggressivitetsdriften og dens tilhørende 'begejstring', så ses det umiddelbart at det er nøjagtigt de samme intense følelser og forestillinger der udløses gennem højepunkterne i de store sportsbegivenheder som i højdepunkter under det gamle kultdrama.

Man behøver ikke at gå længere tilbage end til det netop overståede Europamesterskab i Håndbold for Herrer for at se at ikke alene de lokale sportshaller i Serbien, men store dele af de deltagende landes befolkninger sad naglet til sofaerne foran fjernsynet for at tage del i dramaet - og at publikums følelser gennemgik hele skalaens register fra den største triumf og begejstring til den laveste skuffelse og nederlagsstemning, nøjagtigt som det kultiske drama gjorde. Selvom håndbold og andre idrætsgrene er sport, så bliver der uundgåeligt på følelsesmæssigt plan tale om en kamp mellem liv og død for sejrens skyld. De hold der ikke kan engagerer sig 100 % i denne kamp, har ikke en jordisk chance for at vinde. Og det er netop dette engagement og dets praktiske konsekvenser på sportsarenaerne der river publikum med.

Naturligvis skal man ikke se bort fra at langt de fleste sportsfolk og publikummer vil betakke sig for at blive kaldt religiøse og se deres livgivende og livsbekræftende sportsarrangementer betragtet som kult. Men det viser jo blot at fordommene trives, og at man ikke dybdepsykologisk forstår hvad der foregår.



Musikken og dansen har fra gammel tid været tæt forbundet med kulten, og for Europas vedkommende har dette holdt sig helt op til vor tid, fordi musikken har været brugt til kirkelige formål i så høj grad at man skelner mellem kirkemusik og verdslig musik. Den sidste var forbundet med landsbylivet, musikanterne og alle de fester der blev budt op til i løbet af året. Den var domineret af dansemusikken, og var altså primært rytmisk, mens den højtidelige kirkemusik var præget af streng enstemmig eller flerstemmig sang med akkompagnement af orgler. Først senere kom fyrstehoffernes baller og musikensembler ind i billedet. Og endnu senere borgerskabets baller.

Men den dag i dag er der den forskel på rytmisk og klassisk musik, at den første som navnet eksplicit angiver har hovedvægten på rytmen (og i vore dage omfatter såvel jazz som forskellige former for rock), mens den klassiske musik omfatter mangeartede former der har det til fælles at rytmen principielt er ligestillet med melodien og harmonien og at de kræver andægtighed ved aflytningen. Man sidder stiller og lytter til musikken og giver hverken bifald eller mishag til kende under forløbet. Den slags taktløshed er overladt til førstegangsdeltagere ved koncerterne!

Og hvorfor nu denne forskel? Jo, det skyldes at der er to veje til oplevelsen af musikalsk intensitet, nemlig både den umiddelbart medrivende, kropslige og rytmiske - og den mere indadvendte, åndelige og kontemplative. Den første er langt den letteste at følge. Den sidste kræver en del træning og tålmodighed. Og heraf kommer det naturligvis at der er færre der dyrker den klassiske musik, og mange der simpelthen ikke kan døje den. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at den krævende klassiske musik - herunder operaen der netop gennem dramaet får en klarere kultisk betydning - giver muligheder for opbygning af en højintensiv spænding som andre musikformer ikke kan give, ikke mindst fordi den forløber over tid og som hovedregel er bygget op med flere satser, variationer, akter der skal forstås som en helhed og ikke som adskilte numre. Det gælder sonater, symfonier og operaer.

Men samtidigt skal det slås fast med syvtommersøm, at den rytmiske musik kan udløse nøjagtigt samme kultiske intensitet som store sportsbegivenheder og specielt fører direkte hen til den gennem de koncertformer der findes på vores dages musikfestivaler og som samler tusindvis af mennesker omkring de samme oplevelser. Dybdepsykologisk set er der ingen tvivl om at det der sker psykisk med deltagerne under sådanne seancer er af religiøs eller kultisk art - og i allerhøjeste grad er med til at føre deltagerne til et "møde med de hellige magter som de implicerede finder grundlæggende for deres egen livsmulighed og livskvalitet". Forholdsvis mange musikere og deltagere er faktisk godt klare over dette forhold og har ikke noget imod at se det som religiøst. Men de fleste vil ikke være ved det. Og det er beklageligt. For der er ingen tvivl om at såvel sport som musik kan føre direkte til den mening med tilværelsen som er ensbetydende med høj grad af livskvalitet. Sagen burde i grunden føre til at politikerne slog kirkeministeriet og kulturministeriet sammen til et fælles kultusministerium (som vi tidligere har haft), således at det klart fremgik at der er tale om vital dyrkelse af den højintensive føling med den højere, eksistentielle virkelighed som betyder mening og sammenhæng i tilværelsen. Dette har Jernesalt tidligere foreslået (jf. henvisningerne), men forgæves. Tanken forstås simpelthen ikke af de toneangivende politikere, endsige af de ledende embedsmænd i de to ministerier.



Religion som emergent fænomen i biologien    
Til toppen  Næste

Emergens spiller en aldeles afgørende rolle i den biologiske udvikling, idet den over mange millioner år har givet en lang række vidt forskellige arter (krybdyr, fisk, fugle, pattedyr og mennesker) med et utal af underarter, slægter og familier, men vel at mærke gjort det på en måde som i princippet er lige så uforklarlig som selve livets opståen. Man kan naturligvis gennem det lange forløb påvise ændringer i miljøet som har betydet muligheder for nye arter (og fjernelse af livsgrundlag for gamle); man har gennem forsøg påvist at nye variationer kan dukke op gennem såkaldte mutationer, og man har endeligt forsøgt at forklare den store udvikling gennem den såkaldte naturlige selektion (den udvælgelse naturen selv bevirker uden menneskelig indgriben som ved husdyravl). Og det har altsammen givet større forståelse for naturens indretning, men det kan ikke give selve den udtømmende forklaring på fremkomsten af nogensomhelst konkret art. Hver art er at betragte som en elementær kendsgerning. Og det samme gælder mennneskearten. Alt det sludder med 'et missing link' mellem de højeste dyrearter (menneskeaber eller lignende) og mennesket (neandertaleren eller lignende) er intet andet end løs snak der bygger på den helt igennem vilkårlige og udokumenterbare antagelse at determinismen er absolut, således at forstå at der intet nyt dukker op i udviklingen som ikke under nødvendighedens lov er forudbestemt af tidligere forekomster. Universet er ifølge denne tro et stykke mekanik der er sat i gang én gang for alle, og resten er simple mekaniske årsagvirkninger iblandet lige så automatiske og forudberegnelige kemiske årsagsvirkninger.

Mennesket er imidlertid et absolut emergent fænomen i evolutionen, noget absolut nyt som aldrig var set før og som naturligvis har haft nogle påviselige forudsætninger, men ingen udtømmende årsager der med tvingende nødvendighed kun ville kunne give mennesket som vi kender det i dag. Det fundamentalt nye ved mennesket som art i forhold til andre dyrearter er nemlig et andet emergent fænomen, nemlig bevidstheden som også er lige så uforklarlig som livet selv. Der dukker en form for organisk materie op som kan reflektere sig selv - og det er både nyt og så ubegribeligt at det blot må tages til efterretning.

Og det fantastiske ved bevidsthedens opdukken var at den totalt ændrede den nye menneskesarts vilkår i naturen. Mennesket kunne reflektere over naturen og dens indretning, herunder kønsforskellen, og det kunne gribe ind i naturen, ja, herske over naturen gennem arbejdet og udforskningen. Og det fik samtidigt forestillinger, værdier, mening og livskvalitet som dyrene ikke havde. Pudsigt nok har en materialistisk indstillet psykolog som Abraham Maslow i strid med al sund fornuft fremsat den teori at menneskets behov kan inddeles og opstilles i en pyramideform der angiver at de fysiologiske behov for mad og drikke, søvn og hvile er de basale, mens de følelsesmæssige, sociale, anerkendelsesmæssige og selvrealiserende behov følger bagefter i nævnte rækkefølge. Det er ren og skær teori der strider klart imod den iagttagelse enhver kan gøre med spædbørn: de får samtlige disse behov tilfredsstillet på én og samme gang lige fra første gang de lægges til moderens bryst. Her får de næring, tryghed, følelsesmæssig bekræftelse, social kontakt, opmuntring, anerkendelse og selvrealisering og indre forestillinger i lange baner uden adskillelse mellem delene.



Det ville naturligvis være lige så tåbeligt at vende pyramiden på hovedet for at illustrere hvor vigtige de eksistentielle eller åndelige behov er for hvert eneste menneske, for sagen er jo netop at alle de nævnte behov er eksistentielt vitale og lige fra menneskets skabelse - individuelt som kollektivt - har været uadskillelige. Det er ene og alene en senere tilkommen intellektuel eller teoretisk, men kultursplittende analyse der har kunnet skille dem ad.

Skal man understrege dette forhold som det helt centrale i den menneskelige eksistens i dens klare modsætning til dyrisk eksistens, så kan man efter min mening ikke gøre det bedre end ved netop at betegne religionen og dermed den for mennesket sammenhængende og aldeles enestående menings- og helhedsopfattelse af verden som et emergent nedslag i den biologiske udvikling. Der er naturligvis intet bevis eller nogen dokumentation for en sådan påstand, eftersom vi af gode grunde ikke har historiske levn fra den tid der ville kunne belyse sagen. Der er bogstaveligt talt ingen vidneudsagn fra denne 'tidernes morgen'. Opfattelsen er uimodsigeligt mytisk og har det til fælles med de andre ægte myter, at den overhovedet ikke siger noget om den naturvidenskabelige udvikling i objektiv forstand, men alene om den pludselige fremkomst af det helhedsbillede som på en og samme gang fortæller om menneskets udtræden af det ubevidste livs 'dyriske' mangel på skelnen mellem godt og ondt og menneskets indtræden i kønslivets og kulturlivets ejendommelige muligheder, forpligtelser, udfordringer og risici.

På én og samme gang sker der det, at mennesket forlader uskyldighedens paradis samtidigt med at det henvises til kønsforholdets og familielivets mange glæder og problemer, til arbejdets glæder og forbandelser, til nysgerrighedens og forskertrangens endeløse muligheder, til refleksionens undren, spørgen og tvivlen og til den højst ejendommelige fornemmelse af ikke at være alene i verden, men tværtimod være i fællesskab med andre og være i kontakt med en mystisk og aldeles ubestemmelig instans over mennesket selv. Alt dette sættes i gang af den samme faktor: bevidstheden, som adskiller sig fra almindelig dyrisk sansning, instinkthandling og impulstvang ved at indføre muligheden for overvejelse, tøven, valg udskydelse af behovstilfredsstillelse. Dette betød og betyder frihed og var og er givetvis på mange punkter skræmmende, fordi selve valgmuligheden - som allerede Søren Kierkegaard erkendte - åbner for et rum i sindet der vil forekomme mange mennesker dybt svimlende.

Friheden blev og bliver imidlertid modsvaret af en ejendommelig fornemmelse af at der trods alt var og er grænser for friheden. Ikke alle valg er fornuftige eller gavnlige. Der synes at være en eller anden uforklarlig forpligtelse til at undgå fejltagelser og at sørge for overvægt af det gode i livet, hvad der naturligvis på den ene side fører til opstilling af regler og moralbud (påbud og forbud), men på den anden side også opfordrer til uafladelig prøvelse af om de valg man foretager nu også er de rigtige )hvad der svarer til konsistensetikken). Og alt dette gør det nødvendigt at bruge betegnelsen religion om den situation mennesket havnede i og som betød umiddelbar føling med virkeligheden ikke blot i dens dybeste og bredeste dimension, men også i dens højeste. I realiteten er der tale om umiddelbar erfaring af det numinøse eller det ophøjede og hellige. Og den mytiske pointe med hele opfattelsen er altså at denne erfaring var og er samtidig med bevidsthedens opdukken, ja, helt og holdent sammenfaldende med den.



Humor og tragedie    
Til toppen  Næste

Ud fra denne opfattelse af religion som et emergent fænomen i den biologiske udvikling bliver det forståeligt at en vis og erfaren filosof som Martin Buber med største overbevisning kunne gøre gældende at tro ikke er en følelse i menneskers sjæl, men deres indtræden i den hele, ubeskårede og uforkortede virkelighed. Religion kan med andre ord hverken reduceres til religiøs 'inderlighed' - endsige reduceres til moralisme eller borgerlig nyttemoral - men er tværtimod virkelighedssans i dens allerstærkeste og mest krævende form. Den kræver uafladeligt engagement og uafladelig selvprøvelse. Den bliver derfor nært beslægtet med humor, eller rettere med den store humor, den humor der kan hæve sig over hån og satire - og se tingene og eksistensen i det størst tænkelige perspektiv.

Humor indebærer at menneskene og tilværelsen ses som ikke-determinerede fænomener. Nok gælder i fysikken en simpel mekanisk årssagslov der i hvert fald i den deterministiske filosofi hævder at enhver begivenhed har en årsag, og at den følgelig sker med nødvendighed. Men jo længere vi kommer over i organiske fænomener med centralnervesystem, jo sværere bliver det at forklare alt. Mange fastholder urokkeligt determinismen, men allerede kvantemekanikken (Bohr og Heisenberg) kunne påvise at der ned i den mindste mikroverden hersker en form for tilfældighed der umuliggør eksakt bestemmelse af enkelte elementarpartiklers bevægelser ved høje hastigheder. Og kommer vi til det menneskelige sjæleliv og den menneskelige historie må det siges at være udtryk for overtro at fastholde et deterministisk grundsyn. Hjerneforskerne kan nok finde en vis sammenhæng mellem processer i hjernen og visse arter sanselige og bevisthedsmæssige processer i stort tal, men de er ude af stand til at analysere og forklare de yderst komplicerede processer vi kalder sjælelige og fører til udefinerlige og umålelige forestillinger af mere eller mindre kollektiv art. Jf. artiklen Hjerne og sjæl.

Ikke mindst de kreative processer viser at udtømmende, objektiv årsagsforklaring er håbløst umuligt, og når vi kommer til historien og det historiske forløb er det også halsløs gerning at forsøge at forklare alt og dermed indikere at alle kommende begivenheder skulle kunne forudberegnes. Den britiske historiker Paul Johnson har formuleret en meget sigende lov om utilsigtede virkninger der i al sin korthed siger at der til enhver tilsigtet virkning i historien også hører nogle utilsigtede. Eksempler turde vist være overflødige, da man bare kan tage en tilfældig avis og konstatere, at ingen politiker eller ekspert med respekt for sig selv vover at postulere at hans prognoser eller beslutninger er 100 % sikre. Det ulyksalige er at vælgerne desværre bliver ved med at forlange såvel nøjagtige prognoser som urokkelige garantier for alle løfter, planer og konkrete lovforslag og beslutninger. Og endnu værre er det naturligvis at der blandt politikerne er demagoger i massevis der prøver at bilde vælgerne ind at de kan holde selv de løfter der beror på skøn og forhåbninger!

Hvad der mangler er lidt sund fornuft - og ikke mindst lidt humor. For intet er bedre end sund fornuft og humor til at understrege at udviklingen aldrig kan forudsiges, og at politik i et demokratisk samfund derfor altid beror på skønsomhed med indbygget fejlmargen. Intet parti, ingen regering, ingen politiker og ingen ekspert har patent på sandheden og de rigtige løsninger. Derfor deler vi os i et demokrati efter anskuelser og har flere partier, der igen skiftes til at have regeringsmagten. Og vort demokratiske og sekulariserede samfund er desuden åbent, hvad der netop betyder "åbent ud mod fremtiden": dets udvikling kan ikke forudsiges. Det er kun lukkede samfund og dogmatiske ideologier med samt deres diktatoriske magthavere der hylder og postulerer forudsigeligheden.



Den i den brogede virkeligheds verden manglende forudsigelighed betyder at menneskets magt er yderst begrænset. Det er ikke alene skattelove og færdselslove der kan diskuteres, det er alle politiske spørgsmål, og når vi kommer til de helt store problemer som finanskrise eller recession, sult og hungersnød, overbefolkning, kamp om ressourcer og territorier, miljøforurening og klimaforandringer, så er afmagten umådeligt stor. Det betyder ikke, at politikerne, eksperterne, humanisterne, idealisterne og almindelige mennesker slet ikke kan gøre nogetsomhelst eller lige så godt kunne lade stå til og lade tingene gå deres skæve gang. Men det betyder at der aldrig er absolut rigtige løsninger på noget problem, og at man aldrig undgår at få utilsigtede virkninger af sine tiltag ved siden af de tilsigtede.

Over for dette grundlæggende eksistensvilkår er der kun ét probat middel - og det er at bevare den sunde fornuft og dennes indbyggede humor. Den store humor hænger nøje sammen med tragedien, dvs med erkendelsen af at mennesket ikke altid får sin vilje, hverken på individuelt, personligt plan eller på kollektivt samfundsplan, men ofte må se fejlbedømmelser, mistag og nederlag i øjnene - uden at behøve at havne i fortvivlelse eller opgivelse. Først når menneskene kan bære denne erkendelse, kan de vinde humorens visdom og træde ind i det Buber kalder 'tragediens område'.

Derfor hænger humoren uløseligt sammen med den religion der betyder umiddelbar føling med den hele virkeligheden, og derfor er der også nøje sammenhæng mellem religion, humor og livskvalitet. Uden religion og humor ingen dyb eller sand livskvalitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03):

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   



Trancendens  (2.6.02)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Livskvalitet  om undersøgelsen af livskvalitet på Forskningscenteret for Livskvalitet (2.6.02.)
Meningen med livet  om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.)

Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid
Religionen og sekulariseringen  Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)

Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)



Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal