|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.2.12.Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitetIndivid og samfundFamilien Kernefamiliens død? Borgerlighed og småborgerlighed Samfundet ikke en konstruktion Markedsøkonomi og finanskrise Livskvaliteten i samfundslivet Henvisninger Individ og samfund Til toppen Næste Et af de mest livgivende, dynamiske spændingselementer i den menneskelige tilværelse er ubetinget modsætningsforholdet mellem individ og samfund. Individet er intet uden samfundet, og samfundet er intet uden individerne, men i kraft af den i biologien helt specifikke og emergente fremkomst af det menneskelige bevidsthedsliv bliver mennesket kulturskabende på en måde der adskiller det markant fra alle dyr. Artens medlemmer er ikke nogenlunde sideordnede artsfæller der på primitivt instinktivt plan indgår i kollektivets tilværelse med de begrænsede instinktive eller automatiske adfærdsnormer der nok medfører et hierarki i arten og løbende tilpasning til miljøet og miljøændringerne, men aldrig fører til deciderede brud på vaner og rutiner. Først med mennesket kommer valget mellem godt og ondt ind i billedet og dermed også valget mellem at sætte individet over samfundet eller sætte samfundet over individet. Nogle individer er stærkere og mere ambitiøse end andre, og de bliver stammens eller klanens ledere, og forholdet mellem stammerne indbyrdes kan igen blive præget af forskelle i snilde, mod og kraft. Der indføres dermed et element af dynamik der kan føre til såvel samarbejde som modarbejde, fredelig sameksistens som strid og krig, men aldrig til permanent stilstand. Det individuelle synspunkt er en helt naturlig og nødvendig betragtningsmåde i den forstand at den er forudsætningen for det enkelte menneskes udvikling og overlevelse. Dette er ganske selvfølgeligt for barnet, der af gode grunde ikke har nogen viden om at der overhovedet er et alternativ. For den voksne bliver det straks mere kompliceret, fordi samfundet stiller visse krav til enhver ansvarlig borger. De grundlæggende demokratiske menneskerettigheder blev formuleret klart allerede i den første udformning af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776, hvor det bl.a. hedder: "Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er begavede med visse ufortabelige rettigheder, og at der til disse hører liv, frihed og stræben efter lykken - at for at sikre disse rettigheder er statsstyrelser indsat blandt mennesker, hvilke udleder deres retfærdige magt fra de styredes samtykke, og at, når som helst en styrelsesform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at forandre eller afskaffe den og at indsætte en ny statsstyrelse, som de grundlægger på de grundsætninger, og hvis magt de ordner på den måde, som synes dem mest sandsynlig at ville bevirke deres sikkerhed og lykke...." Men i virkeligheden er disse almene demokratiske menneskerettigheder overordentligt individualistiske, omend individualsynspunktet som sådant ikke gøres til eksplicit princip som det sker i den samfundsopfattelse der kaldes 'individualisme'. Her hævdes individets principielle ret over for samfundet, og den står derfor i modsætning til såvel kollektivismen og korporativismen som socialismen. Undertiden hævdes det ligefrem, at individets og dets rettigheder eksisterer forud for samfundet, og at rettigheder sikres ved indgåelse af en såkaldt 'samfundskontrakt' (Thomas Hobbes og John Locke). Generelt kan den almindelige individualisering betragtes som selve den samfundsmæssige proces der på den ene side indebærer en nedbrydning af individets traditionelle bånd til familie, klasse og andre fællesskaber, men på den anden side indebærer dannelsen af individet som social enhed med bestemte rettigheder og ansvar. En berømt sociolog som franskmanden Emile Durkheim så ligefrem individualismen som en trussel mod den sociale integration af individet og samfundet. Og det er at gå for vidt.Individualiseringen har nemlig en udpræget dobbelthed i sig. Den har sine omkostninger i form af tabet af en stabil social (oftest familiemæssig) identitet og oplevelsen af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed. Men den har samtidig sine muligheder derved at den befrier det enkelte menneske fra begrænsende sociale, familie- eller miljømæssige bånd og forskrifter til fordel for individets frihed til løbende at skabe og vælge sin identitet og livsbane. Allerede i denne dobbelthed ses det logiske modsætningsforhold, som i praksis kan gøre det svært at vælge hvad der skal lægges størst vægt på. Det ses fx tydeligt i forbindelse med sekulariseringen, hvor vidtgående hensyn til familien og dens kulturelle og religiøse traditioner kan føles så hæmmende at det medfører oprør fra de unge. Men den vundne frihed vil i de allerfleste tilfælde modsvares af større eller mindre usikkerhed - og vil derfor kunne virke afskrækkende på mange, især hvor tilhørsforholdet til familie og tradition i miljøet betragtes som så afgørende, at brud fører til udstødning. At der består et modsætningsforhold mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet ligger allerede i begrebernes indbyggede dualitet. Begreberne er interdependente, som det ifølge Favrholdt fillosofiske codex gælder mange grundliggende begreber. Det vil sige: Ordene kan stå over for hinanden som modsætninger, men de betinger ikke desto mindre hinanden.Familien Til toppen Næste Familien siges ofte at være samfundets kerneværdi eller grundlag. Og det er for så vidt sandt som man ikke kan tænke sig samfundet uden grupperinger omkring forholdet mellem mand og kvinde og de børn der kommer ud af det og som over tid giver slægtled efter slægtled, generation efter generation. Men det er ikke desto mindre kun en halv sandhed, for samtidigt gælder at samfundet heller ikke kan tænkes uden grupperinger omkring arbejdet og produktionen. Sagen er jo i virkeligheden den at de to grupperinger oprindeligt hang meget nøje sammen, idet produktionsfællesskaberne faldt sammen med familiefællesskaberne. Man levede i gamle dage i storfamilier der varetog alle former for jagt, dyrkning af jord og skov, fremstilling af fødevarer, klæder, bygninger, møbler, redskaber og husgeråd med hele den snilde, flid, kreativitet og opfindsomhed der nu engang fandtes i familiens nærmiljø på det lokale plan. Landsbyerne udgjorde igen et fællesskab af mere eller mindre selvstændige familier og produktionsgrupper, som kunne udveksle deres varer og erfaringer. Først efterhånden fandt en udpræget specialisering sted samt en egentlig bydannelse der betød adskillelse af familierelationer og produktionsrelationer. Men oftes blev både bøndergårde og håndværkervirksomheder drevet som familieforetagender, hvor piger og karle, lærlinge og svende var en del af storfamilien, omend langt fra ligestillet med den enkelte families ældste medlem og overhovede. Uligheden var og er en selvfølgelig del af en virkelighed der ikke teoretisk abstraherer fuldstændigt fra faktiske forskelle i evner og ambitioner - og dermed det der i eksistensfilosofien hedder grænseoverskridelse eller transcendens. Men sammenholdet var i de fleste tilfælde alligevel stærkt. Men skjules kan jo ikke at familien ved siden af sine store fortrin også altid har haft og stadig har nogle ulemper og farer som ofte har gjort oprør nødvendige og som også ved overhovedets død kan medføre voldsom strid om arven. Familier kan være særdeles begrænsende og undertrykkende over for selvstændige mennesker der blot ønsker helt almindelig fri udfoldelse, eller eventuelt at markere deres individualitet - uden nødvendigvis at være anarkister der slet ikke accepterer sociale spilleregler. Som eksempel kan nævnes den franske forfatter André Gide der et sted udbryder: "Familier, jeg hader jer!", men som i virkeligheden selv var et inkarneret familiemenneske (og derfor giftede sig med en kvinde selv om han var homoseksuel). Det han hadede var ikke familieliv som sådant med dets ro og tryghed, men meget snærende bånd af den art han selv havde oplevet under opvæksten i sin dybt religiøse calvinistiske familie. Disse bånd gjorde det nødvendigt for ham at udforske sit eget sind og endda også at forsvare umoraliteten som sådan. Netop opdragelsen inden for den snævre dogmatiske, mere eller mindre sekteriske religiøsitet har været ødelæggende for mange børn og unge, som der er utallige skildringer af i litteraturen. Men den kan i såvel jødedom og islam også være specifikt kvindeundertrykkende, fordi den foreskriver mandens indiskutable dominans, også hvad angår ægteskabsindgåelse. Man skal imidlertid ikke se bort fra at den værste undertrykkelse af børn i den vestlige verden de sidste 150 år kommer fra det stræbsomme borgerskab, som har set det som sin opgave at pace børn frem til at være pligtopfyldende og lovlydige mennesker hurtigst muligt og ikke er gået af vejen for de barskeste disciplinære metoder i både hjem og skole. Det er ikke uden grund at man let kan se en sammenhæng mellem nazismens fremkomst og disciplin og den bedsteborgerlige puritanisme der kendetegnede den kantske og preussiske ånd, ja allerede fandtes i den lutherske opfattelse af øvrighedens ufejlbarlighed. Ensretning og kadaverdisciplin kommer ikke af ingenting. Man kan - som sociologen Max Weber - pege på at denne protestantiske etik er basis for kapitalismen og dermed den moderne økonomiske vækst, og bortset fra at det ikke var den protestantiske etik, men derimod i virkeligheden mindretalsetikken med dyderne flid og sparsommelighed der var den egentlige drivkraft for velstand og kapitalophobning, så er der trods alt et spring fra disse dyder til hensynsløs og brutal undertrykkelse gennem barske opdragelsesmetoder af menneskets almene behov for fri udfoldelse, også når det gælder kunst og erotik. Hvis livskvaliteten ellers skal kunne bevares alment, kan den menneskelige eksistens aldrig reduceres til snæver arbejdsomhed og kapitalophobning. Der skal tværtimod altid være plads til legen, kunsten og kærligheden. Helt galt går det, når og hvis man misbruger religionen til at gøre fliden, sparsommeligheden og livsindskrænkningen i det dennesidige til betingelse for at erhverve et postuleret evigt liv i det hinsidige. Og det var netop det der skete i kristendommen og som kulminerede med calvinismen og beslægtede retninger i den vestlige verden. Man skal imidlertid ikke se bort fra at familien i de fleste tilfælde er det eneste der giver et rimeligt og fornuftigt grundlag for det privatliv der er betingelsen for både livskvalitet og individuel frihed. Det er kun i privatlivet man er helt psykisk fri. Kernefamiliens død? Til toppen Næste Allerede i 1971 erklærede den engelske psykiater eller »anti-psykiater« David G. Cooper familien for død. Cooper var ikke i tvivl om, at det er den borgerlige familiestruktur, der er værst i henseende til at filtrere størstedelen af individets oplevelser og amputere dets handlinger for ægte og generøs spontanitet. Uddannelsessystemet og den almindelige 'borgerlige' psykiatri fortsætter og fuldfører blot denne 'borgerliggørelse'. Den borgerlige familiestruktur har ifølge Cooper tendens til 1) sammenklæbning af mennesker så de enkelte medlemmers autonomi forhindres, 2) udformning af bestemte roller til sine medlemmer så de ikke selv får lov at vælge identitet, 3) udstyring af børnene med overflødige sociale kontrolmekanismer, så de ikke lærer, hvordan de skal overleve samfundet, men hvordan de skal underkaste sig samfundet, og endelig 4) indpodning af tabuer, herunder ikke mindst tabuet mod at opleve sin egen ensomhed, at gå i sit lønkammer. Efter Coopers mening bliver tryghed derfor ensbetydende med en fuldstændig og til stadighed forstærket bekræftelse af familien, og derfor bliver det at være et familiemenneske igen ensbetydende med at være en kedelig person! Logisk konsekvent anbefalede Cooper derfor simpelthen en destrukturering af familien, der ville give børnene fuldstændig fri adgang til at omgås voksne mennesker udover deres biologiske forældrepar, så de altså så at sige fik mulighed for at få flere fædre og mødre, eller rettere at ordene 'far' og 'mor' blev erstattet af 'fædren' og 'mødren'. Coopers revolutionære drøm var et klart ønske om at komme ud over det i alt for mange tilfælde katastrofale forhold, at børn i den borgerlige familie er totalt prisgivet deres forældre, som de jo ikke selv har valgt, og som de navnlig i de fem første år ikke har anden chance for at værge sig imod end ved bogstaveligt at blive »gale«, dvs. syge på sjælen, eller ved at gå i hi i sig selv. Børns opvækst kommer i høj grad til at afhænge af om forældrene respekterer børnenes egenart eller forlanger blind lydighed. Vist er der noget om at et decideret familiemenneske er en kedelig person - i klar modsætning til singler og bohemer der nyder friheden ved at leve 'det fri (og vilde) liv', så længe det varer. Det forholder sig endda sådan, at mange borgerlige mennesker betragter deres ægteskab som lykkeligt, fordi det ikke indeholder overraskelser eller udfordringer af nogen art. Den russiske forfatter Tolstoj sagde ikke uden grund at alle lykkelige familier er ens, mens enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. Ordet lykkelig er et mangetydigt begreb der spænder fra tilfredsheden ved aldrig at blive udsat for udfordringer til den dybeste erkendelse af at man har fundet den melodi der er ensbetydende med optimal udnyttelse af de muligheder man har fået forærende, men som giver udfordringer. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer familiens problematik kommer man imidlertid ikke uden om, at familien er et meget væsentligt element i selve den realitetsprøvelse ethvert menneske må igennem for at blive voksen og kunne håndtere normale problemer i forhold til andre mennesker. Familien kan være undertrykkende. Det kan slet ikke bestrides, eftersom eksemplerne på det er nærmest legio - man behøver blot at nævne filmfolk som Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman eller Rainer Werner Fassbinder. Og det var endnu værre i gamle dage, dvs. i det strengt patriarkalske samfund med blind lydighed over for faderen. Men familien behøver ikke at være undertrykkende, for det afhænger af omstændighederne, samfunds- og kulturmønstret på den ene side og familiemedlemmernes egne idealer, bevidste og ubevidste forestillinger, normer og vaner på den anden side. Selv i den gode, åbne familie, skal man ikke tro, at alt er i skønneste orden uden problemer af nogen art. Den ideelle familie eksisterer ganske enkelt ikke. Enhver familie er altid en dynamisk kombination af mange forskellige komponenter. Men det er netop derfor at de i langt de fleste tilfælde er den bedste ramme for en realitetsprøvelse der kan slibe kanterne af hos det enkelte medlem, lære det at tage rimelige hensyn til andre og lære det ikke altid at insistere på at få sin vilje. Man skal helst allerede fra treårs-alderen kunne tåle at tabe i leg og spil. At bøje sig for andre betyder ikke nødvendigvis at underkaste sig andres vilkårlige vilje, men kan også betyde det positive "med mellemrum at give afkald på selv at få sin vilje, hvis andre hensyn vejer tungere". Intet er bedre til at modne et menneske end denne lejlighedsvise given afkald. Intet er bedre til at fremme humoren i den enkelte og i familien. Derfor kan samfundskritiske hoveder gerne erklære familien død. Den gamle, lukkede og urørlige familie er i hvert fald død, eller burde være det; de mange sager om grove overgreb og årelang mishandling viser et stort behov for finde en passende model for rettidig indblanding i familier der lukker sig fuldstændigt om sig selv og udnytter lukketheden. Men familien som sådan lever. Den skal tages som en udfordring. Men også som vejen til humor og god realitetsprøvelse. Familien behøver ikke være fuld af slyngler eller anarkister for at leve op til idealet om åbenhed. Den herlige engelske humorist og ordsprogssamler Thomas Fuller har i sin 'Gnomologia' fra 1732 anført at det menneske der ikke har narre, slyngler og tiggere i sin familie er begavet med et glimt af oplysning ("was begot by a flash of ligthning"), og det bør de sikkert være taknemmelige for, men i virkeligheden er grænsen nok flydende for, hvor meget det går an at udelukke narre, afvigere og sorte får. Noget helt andet er trods alt deciderede volds- og seksualforbrydere. Borgerlighed og småborgerlighed Til toppen Næste Borgerbegrebet er relativt nyt i historien, fordi borgerskabet først skilte sig ud fra adel, bondestand og præsteskab som egentlig stand ved væksten i byerne af frie detailhandlere og håndværkere der gennem næringsbreve erhvervede sig muligheder for i modsætning til tyende at opbygge selvstændige virksomheder med tilhørende ejendom, kapital og rettigheder. De blev alle steder forkæmpere for flere rettigheder i forhold til de priviligerede stænder (de adelige og gejstlige) og blev i Europas historie ikke mindst bærere af den franske revolution i 1789 der var vendt mod enevælde og adel. 'Bourgois' og 'bourgoisie' blev almindelige betegnelser i de europæiske sprog - og dukkede selvfølgeligt også op i den nedsættende betydning som 'bourgøjsere'. Oprindeligt var borgere simpelthen indbyggerne i en købstad, især dem der havde løst borgerskab og drev borgerlig næring, hvorimod folk der fik embede eller titel ikke længere regnedes for borgere. Dog kunne man tale om akademiske borgere. Det borgerlige eller civile samfund adskilte sig fra det militære samfund eller krigsstanden. Nogle borgere blev bedre stillet end andre, de blev 'spidsborgere' eller 'bedsteborgere' - og derfor blev den jævne håndværker eller detailhandler betragtet som 'småborger'. Alle stræbte naturligt opad, og det var lettere i krigstider end i fredstider. Derfor kom der under 1. verdenskrig mange 'gullaschbaroner', folk der tjente store formuer ved spekulation og handel med krigsfornødenheder, og under 2. verdenskrig mange 'værnemagere', personer der uden nationale skrupler søgte profit hos den tyske Værnemagt. Det sidste kom under behandling i Helge Kjærulff-Schmidts herlige vise fra Hornbækrevyen i 1944, en af besættelsestidens største revysuccesser. Med sine underfundige betoninger gik visen lige til censurens grænse for det tilladte. Den var reelt vendt mod alle dem "der snød sig op" på andres bekostning:
"Her har vi storm, og her har vi båd,
Heraf fremgår det også, at det at vi alle er i samme båd som hovedregel betyder at de fattige, udnyttede eller undertrykte er kommet i samme båd som de rige, udnyttende og undertrykkende. Men det interessanteste er trods alt at det var borgerne der vandt i det lange løb fra midten af 1800-tallet til ca. 1960 da velfærdssamfundet for alvor blev grundlagt. Netop denne udvikling har totalt kuldkastet hele den marxistiske klassekampsteori, der i korthed går ud på at den historiske udvikling er en kamp mellem den besiddende klasse og den ikke-besiddende klasse (også kaldet proletarerne), og at den vil ende med sidstnævnte klasses sejr.
her har vi sejlet, og sejlet det er flå't! Her er storm og her er båd, her er sejlet, det er flå't, her er hele molevitten, båden og hvad der er i den, adel og borger, præster og bønder, glæder og sorger og dyder og synder! Mågerne fly'er, taber de no'et? Vi er alle i samme båd! " Specielt om familien udtalte 'Det kommunistiske manifest' fra 1848 meget klart. Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie?, spurgte det, og svaret lød: "Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun inden for Bourgoisiet; men den nødvendige baggrund er proletarens tvunge familieløshed og den offentlige prostitution. Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder." - Underforstået er socialisten Proudhons simple postulat fra 1840: Ejendom er tyveri, der igen stammer fra den franske revolutionære J.P. Brissots påstand i 1780: Den private ejendomsret er et tyveri. Det er der såmænd stadig folk der betragter som en dyb sandhed ud fra en utopisk forestilling om at der ikke var noget at slås om, hvis ikke ejendomsretten gjaldt. Vi ville da vende tilbage til det fuldkomne samfund, paradisets have! Sådan gik udviklingen som bekendt ikke. Kapitalismen skabte længe øget ulighed gennem undertrykkelse af masserne, ikke mindst i kombination med liberalismens forestillinger om ubegrænset frihed og socialdarwinismens eller vulgærdarwinismens forestillinger om at selektionen også var en naturlov i det menneskelige samfund. Men ligesom borgerne gennem den franske revolution gjorde oprør med adel og enevælde, og de livegne og stavnsbundne bønder i 1800-tallet fik gjort oprør mod godsejerne, så fik arbejderne (proletarerne) organiseret sig med held så de skridt for skridt kunne skaffe sig forbedringer gennem lønkamp og politisk kamp. Arbejderregeringer dukkede op overalt i Europa efter 1. verdenskrig, i Tyskland fra 1918 (Ebert), i Sverige fra 1920 (Branting), i Danmark fra 1926 (Stauning) og i England fra 1929 (Mc. Donald). Det var dog først efter 2. verdenskrig at velfærdssamfundet som sådant blev realiseret med amerikansk Marshallhjælp og tysk 'Wirtschaftswunder'. Og hvad skete? Såmænd det at arbejderne blev borgere, og et stigende tal af dem endog småkapitalister. De blev parcelhusejere, bilejere og sommerhusejere i et omfang der gjorde at over halvdelen af danskerne i dag bor i egen ejendom eller lejlighed. Partipolitisk medførte dette den helt store vælgeromvæltning i 1973, da alle de gamle partier - Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale og SF - gik voldsomt tilbage. Ind kom Fremskridtspartiet under Mogens Glistrup (15,9 %) Centrumdemokraterne under den hidtidige socialdemokrat Erhard Jacobsen (7,8 %) samt Kristeligt Folkeparti, Kommunisterne og Retsforbundet. En undersøgelse viste at Glistrup hentede omkring 1/5 af alle arbejderstemmer, men det var nok Erhard Jacobsens overrumpling der umiddelbart viste hvad hele vælgeroprøret i virkeligheden drejede sig om: Den socialdemokratiske regering skulle ikke blive ved med at føre gammeldags klassekamp, og den skulle specielt ikke genere den nye tids midtervælgere med hensyn til ejerbolig og bil. Boligskatten kan man stadig ikke røre.Flertallet af jævne mennesker havde tilegnet sig privat ejendom - og var med andre ord blevet borgerlige familier. Og det kom ikke alene til at præge de næste 30 års politiske kamp, det præger det politiske billede den dag i dag: Klassekampen er afløst af en kamp om midtervælgerne. De politiske partier kan ikke længere placeres på en ret linje fra venstre til højre, for den politiske slagmark har nu tre dimensioner, så der er både højde, bredde og dybde. Penge og materielle goder er ikke alt. Også værdier, etik, kultur og religion har største betydning. Det er der naturligvis mange mennesker på venstrefløjen der har ondt af, for det betyder jo i deres terminologi er flertallet i dag er blevet 'småborgerlige' og tænker 'småborgerligt'. Sociologen Jørgen Øllgaard har taget temaet under grundig behandling i en ny bog om 'Småborgeren og det småborgerlige', som han har givet den rammende titel 'Paradisvænget'. Her prøver han at rette op på den manglende viden der er om fænomenet og som bl.a. bevirker at man ikke tager højde for den afgørende forskel mellem den klassiske småborger, som først og fremmest er en lønarbejder der står i modsætning til kapitalen, og den moderne småborger som først og fremmest er 'parcelhusmaterialist' og har et nuanceret syn på kapitalen. Øllgaard kommer til nogle konklusioner jeg ikke uden videre kan acceptere, og som jeg derfor skal vende tilbage til i en særskilt artikel. Men udgangspunktet der satte ham i gang med undersøgelsen er meget relevant: Udtrykket 'småborger' er i dagligsproget et nedsættende, men ganske ubestemt udtryk som man især bruger om dem der efter ens egen mening har en indskrænket livsform, holdning eller ideologi. De lever et liv med snævre konventioner, dvs med en fast norm- og moralopfattelse, hvor de gør 'det almindelige' eller 'det som forbindes med normalitet'. 'Småborger' er "et ubestemt skældsord, det emmer af dobbeltydighed, foragt og nedladenhed. Socialister er frustrerede over småborgernes limboposition, hvor småborgerne ikke tager parti, fordi de vakler mellem deres objektive interesser i at modarbejde kapitalismen og deres tiltrækning ved selv at være kapitalismens styrende klasse, borgerskabet (Marx). Kulturpessimister forstemmes over småborgeren, der ikke udnytter oplysningens muligheder, men henfalder i tryghedssøgen og forbrugerisme (Block). De kritisk bekymrede advarer mod den småborgerlige forurettethed og dens autoritære politiske konsekvenser (Adorno)." Indskrænketheden, snæversynet, tryghedsnarkomanien og forbrugerismen skal man bestemt ikke se bort fra. Men den var allerede tydelig hos den vellønnede faglærte lønmodtager, den fastansatte i den offentlige sektor og den almindelige funktionær i handel og industri før 1960. Den er ikke nær så entydig nu som den var dengang, og der er jo grundliggende ikke nogetsomhelst ondt i den, medmindre man på marxistisk vis ser alt i klassekampens tegn. Hvis man ser udviklingen i et større perspektiv - fx. helhedsrealismens - kommer man ikke uden om at se borgerligheden som sådan som en helt naturlig indstilling for ethvert menneske der ønsker rimeligt trygge rammer for sin dagligdag. Alle mennesker har principielt en medfødt trang til transcendens eller grænseoverskridelse i sig, men det betyder ikke at det immanente bliver ligegyldigt, tværtimod kan det man allerede har og kender i allerhøjeste grad give den trygge ramme for videre indsats og fremdrift. Transcendens og immanens er hinandens modsætninger på logisk plan, men ikke på eksistentielt. Borgerligheden bliver først småborgerlig i negativ betydning, når trygheden, rutinerne og vanetænkningen tager overhånd og blokerer for forandringer, nysyn og udfordringer. At nogle mennesker har større behov for trygheden, gør dem imidlertid ikke automatisk til politiske modstandere for dem der foretrækker udfordringer og kæmper for forandringer. Men det er efter min mening lige præcis dette socialister, kulturpessimister og kulturkritiske filosoffer har så svært ved at indse. Og det er den fælde Øllgaard selv falder i, når han sætter lighedstegn mellem den almindelige danske parcelhusejer og småborgeren. Sagen er jo i virkeligheden, at det moderne, demokratiske og sekulariserede velfærdssamfund ikke kan bestå uden et flertal af bevidste borgere der går ind for en klar civil orden og ansvarlige regeringer der fører ordentlig økonomisk og social politik. Når det fx i øjeblikket går galt i Grækenland, er det åbenlyst fordi der har manglet ansvarlighed i årevis. Og når det arabiske forår er løbet ind i kæmpemæssige store udfordringer og kaoslignende tilstande, er det åbenlyst fordi man ikke forstår eller endnu ikke har haft held til at forvandle en fuldt forståelig og berettiget revolutionær ånd til møjsommeligt borgerligt arbejde for civil orden, god økonomi og respekt for frihedsrettighederne og forskellighederne. Sagen er desuden at borgerligheden netop værner om det enkelte menneskes ret til et privatliv og altså ikke som den revolutionære oprørsånd anser den politiske kamp som det eneste menneskeliggørende. Der er et liv uden for det politiske arbejde i alle lande, og man kan endda understrege at der i et land som Danmark i allerhøjeste grad er brug for at oplyste mennesker i vore dage holder sig på passende afstand af den latterlige, mediefikserede partipolitik som har udviklet sig i de seneste år - og som fører væk fra fornuftige løsninger på tidens store problemer. 'Oplysningens muligheder' ligger ikke længere i forældet klassekampsindstilling, men tværtimod i at se at den tredje vej, vejen mellem socialisme og liberalisme, er fremtidens progressive vej, den der giver størst livskvalitet af alle. Samfundet ikke en konstruktion Til toppen Næste Allerede filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) forstod, at det var nødvendigt for mennesket at give afkald på den absolutte frihed, som individet efter hans mening ellers var henfalden til fordi det ikke var et socialt væsen. Det var tværtimod selvopholdelsesdriften der var den fundamentale drift i mennesket. I 'naturtilstanden' (reelt en rent abstrakt, teoretisk størrelse) var enhver sig selv nærmest. Kun frygt for at miste livet tvinger mennesker til samarbejde. Hobbes' påstand var at dette førte til indgåelse af en samfundskontrakt eller samfundspagt, der sikrer den enkelte visse rettigheder over for staten. Pagten var et gensidigt løfte mellem undersåtterne om at adlyde herskeren - og var dermed i realiteten et forsvar for enevælden, eftersom herskeren stod uden for pagten. Det bliver med andre ord i den sidste ende den af Gud indsatte enevældige hersker der under en sådan samfundspagt garanterer individets relative frihed. I modsætning hertil betragtede Jean-Jacques Rousseau (1712-78) mennesket som et socialt væsen. De væsener der måtte have levet i den påståede asociale naturtilstand var efter hans mening slet ikke mennesker. Mennesket er fra naturens side godt, men konkurrencen har medført ulighed og dermed misundelse, had, havesyge og frygt. Resultatet ville blive en alles kamp mod alle, hvis ikke individerne på et eller andet tidspunkt har oprettet en samfundspagt, der kunne regulere forholdet og modvirke de nævnte onder. Nu er der vitterligt intet historisk belæg for hele denne teori om en samfundspagt, men det bærende i Rousseaus tankegang er nok også ideen om at det er retssamfundet der kan regulere individernes gøren og laden på en sådan måde, at uligheden og konkurrencen ikke ender med alles udslettelse i en meningsløs kamp. For at forklare hvordan retssamfundet opstår og fungerer tyer Rousseau dog desværre til teorien om almenviljen som den egentlige hersker i samfundet. Denne almenvilje er ikke summen af individernes særvilje, eftersom et samfund vil ende i anarki og kaos, hvis hver enkelt borger blot følger sin egen særvilje. Almenviljen er derimod en fælles stræben for at sikre at alle parter i samfundet får deres ret. - Igen en smuk tanke, men ren teori. En hypotese der ikke fører videre til noget brugbart. Realiteten er nemlig at samfundene de flester steder og til de fleste tider har fungeret tilstrækkeligt godt til at mennesker har kunnet ikke alene overleve, men også formere sig og udbygge deres herredømme over naturen, hvis ikke ligefrem naturkatastrofer eller folkevandringer og ødelæggende erobringskrige satte en stopper for det. Og dette vel at mærke uden at der på noget tidspunkt foreligger en bevidst og nedskreven pagt herom. Ja, man kan endda roligt fastslå at det alle steder er gået galt hvis magthaverne har forsøgt at styre og ensrette alt efter deres eget forgodtbefindende. De værste eksempler finder vi i sovjetkommunismen, nazismen og maoismen. Men også i mindre målestok i nyere skikkelse i Irak, Iran og Libyen. Grunden er ligetil. Samfundet er ikke en teoretisk konstruktion, men lige netop selve den 'finden sammen' som navnet udtrykker, og som i virkeligheden foregår på en aldeles fri og spontan måde som fra starten har haft umiddelbart indlysende fordele og naturligvis altid senere af kloge hoveder har kunnet gives et rationelt skær - og af magtbegærlige mennesker har kunnet sættes i system til egen fordel. Men friheden, spontaniteten og intuitionen har været afgørende, og derfor reagerer folk også helt naturligt mod overgreb der fjerner de løse, ikkelovfæstede eller ikkeregelfæstede, men organiske bånd mellem fællerne, det der giver den egentlige sammenhængskraft i samfundet. Men kan af samme grund sige med sikkerhed at menneskene overalt og til alle tider ønsker en rimelig grad af frihed fra tvang og regulering, og at diktaturer derfor altid vil have en snæver tidshorisont indbygget i sig. Intet er derfor værre i samfundsudviklingen end at enkelte mennesker, partier, institutioner eller sekter og 'broderskaber' af religiøs eller ideologisk art sætter sig for at ensrette samfundet og ved hjælp af tvang forsøger at skabe det for dem selv ideelle samfund. Et sådant samfundsherseri som den britiske historiker Paul Johnson kalder det fører altid til det modsatte, nemlig undertrykkelse, diktatur og totalitarisme. Selv i de milde, kamuflerede former a la den europæiske unionstanke går det galt, omend det kan tage lang tid at opdage det. Skal samfundersherseriet undgås er det her på siderne anbefalede komplementaritetssynspunkt velegnet til formålet. Det accepterer den grundliggende modsætning mellem individernes særinteresser og fællesskabets almeninteresse uden at forsøge at ophæve dem. De får tværtimod lov til at gøre sig gældende som dynamiske faktorer i et aldrig afsluttet modspil. Pointen er, at man ikke skal forsøge at komme dem til livs ved at lade samfundsinteressen vinde over individerne eller omvendt. Man skal acceptere modsætningerne og deres dynamik, men sørge for at bevare deres spil og modspil inden for det civile samfunds gode orden. Heri ligger en umådelig livskvalitet for både de enkelte borgere og for samfundet På samme måde med modsætningen mellem det nationale og det globale. En nationalisme der lukker sig selvtilfreds om egne fortrin og opnåede resultater er en risiko i en åben verden med afgørende handel og kommunikation på tværs af landegrænser, kulturskel og religionsforskelle. Men omvendt er en globalisme der på ideologisk vis hylder tanken om et 'verdenssamfund' og en 'verdensetos', om 'økumene' eller 'én verden', i virkeligheden en form for samfundshersen, en neoliberalistisk legitimering af kapitalens uhæmmede handlefrihed og samtidige fordømmelse af al naturlig nationalfølelse. I virkelighedens åbne samfund er der ingen dybereliggende modsætning mellem det nationale og det globale, eftersom de to ting simpelhen betinger hinanden. Åbenheden gør at det nationale aldrig lukker sig fuldstændigt om sig selv. Globaliseringen bevirker at det nationale hele tiden udfordres uden at alt bliver en grå masse over hele kloden. Ganske som den private ejendomsret på nationalt plan sikrer en ansvarlighed, civil orden og livskvalitet som er til største gavn for helheden, således sikrer den sunde nationalfølelse værnet om ansvarligheden, den civile orden og livskvaliteten overalt i verden. Komplementaritetssynspunktet forhindrer tendenserne i at udarte til ideologier der kan legitimere den ene eller den anden form for undertrykkelse og samfundshersen. Markedsøkonomi og kapitalismekritik Til toppen Næste Den store aktuelle finanskrise af globalt omfang bevirker imidlertid at en kritik af markedsøkonomien og kapitalisme bliver uundgåelig. Det er for nemt blot at hævde at krisen skyldes markedsøkonomi og kapitalisme, men det er også for billigt at postulere at der slet ikke er noget galt med disse fænomener. Man bør altså gøre sig klarere hvor problemerne ligger og hvad der eventuelt kan gøres ved dem. En fremtrædende iagttager som den tyske økonom Klaus Schwab, der i 1971 grundlagde det Verdensøkonomisk Forum der holder de årlige møder i Davos (the World Economic Forum) gav for en uges tid siden sit syn på de udfordringer som verdensøkonomien står over for. Ifølge 'The Telegrapf' sagde han bl.a. at verden aldrig før har stået ansigt til ansigt med så mange udfordringer samtidig. Vi lever nu i en komplet ny realitet. Men lederne i alle sektorer af samfundet finder det i stigende grad vanskeligt at se hvor de fælles normer er. For her ved det andet årti i det nye århundrede står humaniteten ved en korsvej. Vi kan enten fortsætte med at arbejde som lobbyister for vore egne snævre selvinteresser og blive ved at foretage os de selvsamme ting som har ført til krisen. Eller vi kan arbejde i fællesskab som sande globale ledere med det langsigtede globale offentlige interesse i sjæl og hjerte. Vi er nu trådt ind i en ny ære af strenghed, hvor kollektive ofre må ydes for at sikre og støtte fremtiden. I det korte løb fører dette til højere skatter, nedskæringer i de sociale og sundhedsmæssige systemer så vel som reducerede investeringer i uddannelse og infrastruktur. Men i det lange løb vil det nye årtusinds nye generationer af fødte digitalister med flair for teknologi og meget stor fornemmelse for social ansvarlighed tage over. Der er derfor voksende forventninger til at næste generation vil integrere de eksterne, sociale og miljømæssige hensyn med vore nationale og forretningsmæssige udviklingsmodeller. Det lyder jo altsammen tilforladeligt - men realiteten er at årets møde i Davos ikke gav et bud på hvad der skal gøres på globalt plan for at komme ud af krisen. Modsætningerne mellem rige og fattige, mellem den vestlige verden og de nye fremstormende økonomier i Asien og Sydamerika er for store. Digitaliseringen bliver alles fælles lod - og der er næppe tvivl om at såvel social som miljømæssig eftertænksomhed vil tage til blandt virksomhedsledere. Men det kommer væksten ikke i gang af i noget kriseland, og det vil heller ikke forhindre ny ulighed i verden. Det er ligesom man ikke vil være ved at vækst er et must for mennesket, at markedsøkonomien er bedst til at sikre overensstemmelsen mellem udbud og efterspørgsel, at ansvarligheden er proportional med lokal ejendomsret og national interesse, og at den nu engang gør kapitalen til grundlag for alle materielle transaktioner. Men samtidigt gælder at ansvarligheden ikke uden videre følger væksten, markedet, digitaliseringen eller globaliseringen. Etikken udspringer af den menneskelige bevidstheds evne til at skelne mellem godt og ondt, men den halter bagefter foretagsomhed og ny teknologi, fordi grænsesprængerne ikke altid er ansvarlige og hensynsfulde, men er tilbøjelige til at køre deres eget løb på trods af andre, hvis de ser et snit til det. Dette har taget overhånd i de sidste ti år - som det tog overhånd i 1920'erne og 1930'erne (og mange gange tidligere i historien). Og det er naivt at forestille sig at det kan reguleres, så man fører tingene tilbage til status quo før ulykkerne indtraf. Når lederne er usikre, tøvende og vaklende - lige bortset fra de store ord og planer - så skyldes det naturligvis at der overhovedet ikke gives nemme og behagelige løsninger på følgerne af årelangt letsind. Det hjælper ikke det fjerneste at rette kritikken mod kapitalen eller markedsøkonomien endsige at besætte børserne i New York, London og Frankfurt. Alle bliver nødt til at tage et medansvar - og herunder vælge de rigtige ledere til at håndtere de store udfordringer. Medierne arbejder i øjeblikket systematisk imod den nødvendige oplysning og ansvarlighed. Markedet gør åbenbart den slags nemmere, når folk foretrækker underholdning frem for erkendelse. Men det skal trods alt ikke glemmes, at der findes enkelte tænkere og kommentarorer der prøver at gå modstrøms og led folk til større indsigt. Jernesalt blandt andet! Det skal i denne forbindelse understreges at livskvalitet også kan sikres gennem en erkendelse der fører til større ansvarlighed i politisk sammenhæng. Livskvaliteten i samfundslivet Til toppen Næste Selvom ordet 'livskvalitet' i sig selv rummer en del usikkerhed, fordi det henviser til et psykisk og irrationelt fænomen der i princippet er umuligt at definere eksakt, så er det positivt ladet og det smitter naturligvis af på alle de eksistentielle forhold man kan knytte det til. Om noget i praksis får livskvalitet er altid et spørgsmål som den enkelte selv afgør med sin indstilling, sine valg og sine præferencer. Som det foreligger belyst i den første artikelserie her på Jernesalt, så er det ret afgørende i det enkelte menneskes personlige indstilling at den medfødte transcendente trang tilgodeses på rimelig vis, således at livet som helhed bliver mere proces end funktion. Og det sikrer man bedst ved at have 'projekter' i sit liv, og altså aldrig nøjes med at stille sig tilfreds med de én gang vundne resultater - og "hvile på laurbærrene", som det hedder - men at holde sig igang med nye opgaver og nye målsætninger. Da alting - også hvert eneste individuelle liv her på jorden - har sin ende (som vi skal vende tilbage til sidst i serien), så er det også naturligt at hvert enkelt menneske får færre projekter med årene. Det er i ungdomsårene man sætter sig de store mål, i manddomsårene man realiserer dem man har evner og kræfter til at realisere, men som senior man koncentrerer sig om at holde gang i de vitale eksistentielle projekter - uden at skele for meget til hvad man opnår ved dem. Da såvel levealderen som levestandarden er forøget ganske betydeligt de sidste årtier, vil de fleste der ikke rammes af alvorlige ulykker og sygdomme få mange gode år som pensionister, og her er det særligt vigtigt aldrig at droppe projekterne. De kan være store eller små. Det er dem der holder liv i gamle sjæle og dem der reelt kan bevirke at den psykiske udvikling ikke nødvendigvis behøver at følge den nedadgående fysiske. Ånden kan i de fleste tilfælde holdes frisk længere end fysikken! Man skal altså aldrig sætte sig hen i sofaen, tænde for fjernsynet, passe sine kæledyr, spise sine bøffer, drikke sin rødvin og derudover lade andre om resten. For så går forfaldet i gang. Man skal ikke fornægte hvilepauser, god underholdning, god mad og lignende. Man skal tværtimod give det vegetative og immanente hvad deres er. Men man gør klogt i også at være fysisk og psykisk aktiv, og det er hertil projekterne er nødvendige. Arbejdslivet er slut når man pensioneres, men familielivet og privatlivet fortsætter og skal have sit - uanset hvad de politiske agitatorer og samfundsherserne påstår. Man skal vedstå at man er borgerlig med borgerlige interesser og borgerlige projekter - omkring hus og have, socialt samvær, ferier og hobbyer. Men man skal til gengæld også bevidst undgå at havne i småborgerlighedens fælde, hvor man lukker sig om sig selv og sin parcel, og lader projekter være projekter. Familielivet er ikke identisk med samfundslivet, men er blot en del af det. Og når individet når pensionalderen, ophører den meget vigtige del der er knyttet til arbejdslivet og produktionen. Derfor mister de fleste en hel del af de sociale kontakter, og derfor bliver det en risiko at lukke sig inde. I den situation er det af største vigtighed at blive ved med længst muligt ind i pensionsalder og alderdom at se sig selv som samfundsborger. Derfor er det i det foranstående påpeget at samfundslivet altid har sine kvalitative sider som den enkelte kan få livskvalitet af at holde sig i nær føling med. De moderne medier gør det let at følge med i hvad der foregår og eventuelt deltage i de løbende debatter, men herudover har hvert eneste menneske der har åndsevnerne i behold mulighed for at bevare den kritiske sans på tingene ved bogstaveligt talt at bruge hovedet til at tænke med, holde kilderne åbne og ikke gå at vejen for et regulært stykke arbejde med at samle tankerne og kritikken i former der svarer til evnerne. Det enkelte menneskes livskvalitet hænger lige til det sidste meget nøje sammen med at man følger med i hvad der foregår i samfundslivet. Det er så at sige hvad undertegnede ikke bestiller andet end at påpege i alle artikler her på siderne. Jan Jernewicz Henvisninger: Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet (9.1.12.) Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet (19.1.12.) Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet (24.1.12.) Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.) Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet (21.2.12.) Livskvalitet (fire artikler) (2002-03): Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. Trancendens (2.6.02) Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.) Livskvalitet om undersøgelsen af livskvalitet på Forskningscenteret for Livskvalitet (2.6.02.) Meningen med livet om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om EU og Europa Artikler om globalisering Artikler om Medier Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Etik Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Det eksistentielle værdimanifest - i forkortet version Manifestet beskriver på den komplementære helhedsrealismes grundlag de værdier der er nødvendige for eksistensen i vor tid. Kapiteloversigt: (Klik for at gå videre til kapitlet)
Forord Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |