JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh31nyreg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.11.07.

Foghs nye regering og regeringsgrundlag

I går blev Anders Fogh Rasmussens tredje regering præsenteret, og den indeholdt flere overraskelser, selvom to ændringer var bebudet på forhånd.

Finansminister Thor Pedersen ville gå af, fordi han havde accepteret at overtage den ærefulde post som folketingets formand efter Chr. Mejdahl, og det gav plads til Lars Løkke Rasmussen som ny finansminister, der tillige indgår i regeringens koordinationsudvalg. Lars Løkke Rasmussen, der i forvejen er næstformand i Venstre er dermed blevet klar favorit til at efterfølge Anders Fogh Rasmussen som partiets næste formand og mulige efterfølger som statsminister den dag Fogh måtte trække sig.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj havde meddelt at hun ikke ønskede at fortsætte som minister - og slap dermed for at blive fyret. Hun er en dygtig politiker, men posten er en af de mest utaknemmelige i dagens Danmark, fordi oppositionen med dagbladet Politiken i spidsen kører hetz mod regeringen i spørgsmålet om behandlingen af de afviste asylansøgere. Hvilshøj har bravt forsvaret regeringens linje, men har ikke været tilstrækkelig robust eller haft tilstrækkelig pondus til at modstå presset og ville ikke være den rette til at forhandle den ny løsning på plads som Fogh bebudede da han udskrev valget.

Hun erstattes af Venstres hidtidige rets- og kirkeordfører, den 64-årige tidl. vicepolitimester Birthe Rønn Hornbech, der står statsministeren meget nær, men hidtil har afslået ministerposter. Fogh har imidlertid denne gang fået overtalt hende til at påtage sig ansvaret for regeringens integrationspolitik. Det skal have krævet en samtale på halvanden time i mandags - og der blev fornøjeligt nok pjattet lidt med det nære forhold mellem dem da Fogh præsenterede hende og den øvrige regering på slotspladsen efter udnævnelsen. Rønn Hornbech har sine meningers mod - og er derfor engang blevet kaldt folketingets eneste mandfolk. Hun er en af de meget få politikere i Venstres folketingsgruppe der har direkte adgang til Fogh, og hun kan vel at mærke tale rent ud af posen til ham uden på nogen måde at sætte sin loyalitet over styr. Så der er intet at sige til at Fogh gerne vil have hende med på holdet. Hun er med hele sin parlamentariske erfaring og personlige pondus ganske enkelt den rette til opgaven. Og hun har tilmed - på forlangende - fået kirkeministeriet med i købet og dermed det politiske hovedansvar for administrationen af hele den særordning den danske folkekirke nyder godt af og som hun brænder for. Hun ved om nogen i folketinget hvori de folkelige danske værdier består, og hun får brug for det under begge kasketter - ikke mindst i forhandlinger med Dansk Folkeparti og dets tidehvervske fætre. Hun kan kun karakteriseres som en klog konge med begge ben på jorden og hjertet på rette sted. Det kan derfor kun undre at nogle kommentatorer betvivler hendes evner til at løse de aktuelle såvel som de mere langsigtede problemer. Jf. iøvrigt omtalen af hendes bog Ret og rimeligt .

Inddragelsen af Birthe Rønn Hornbech i regeringen var den helt store overraskelse. Den næststørste var imidlertid nok at der ud over oprettelsen af et superministerium ikke kom flere større overraskelser. Venstres driftssikre Bertel Haarder, Søren Gade, Claus Hjort Frederiksen, Eva Kjer Hansen, Helge Sander og Ulla Tørnæs beholdt deres poster som hhv. undervisningsminister, forsvarsminister, beskæftigelsesminister fødevareminister, forskningsminister og udviklingsminister, selvom såvel skoleområdet som forskningsområdet godt kunne trænge til nye ministre. Dog træder beskæftigelsesministeren ud af koordinationsudvalget til fordel for Lars Løkke Rasmussen. Hjort Frederiksen står ikke stærkt i dag, heller ikke i forhold til Fogh.

Det gør til gengæld skatteminister Kristian Jensen, der fik et kanonvalg i Herning og nu indtræder i koordinationsudvalget. Og partiets hidtidige politiske ordfører, Troels Lund Povlsen er blevet ny miljøminister, idet ministeriet nu deles i to, et for miljøet og et andet for klimaet. Dette sidste skal varetages af Connie Hedegaard fra de konservative, idet hun også får energien under sig. Hendes store opgave bliver at planlægge den store internationale klimakonference som skal finde sted i København i slutningen af 2009. Arbejdet er hun forlængst i gang med, og det giver hende et særdeles godt netværk i den internationale politik som vil kvalificere hende til at overtage Per Stig Møllers post som udenrigsminister en gang efter 2009, hvor Per Stig passerer de 67 og formentlig vil trække sig tilbage.

Hans afgang havde nogle ventet allerede nu - og det er ikke utænkeligt at han selv havde ønsket det for at få mere tid til sine litterære studier, men posten som udenrigsminister er nærmest identisk med at være efterfølger for Bendt Bendtsen den dag han måtte finde tiden inde til at overlade roret til en anden. Men tiden er netop ikke inde nu, eftersom der er to kandidater til posten, nemlig foruden Connie Hedegaard også justitsminister Lene Espersen. Hun har større anciennitet i regeringen end Hedegaard og sekunderede Bendtsen ved partiets tv-præsentation, men om to-tre år er dette underordnet.

Kulturminister Brian Mikkelsen beholdt sin post, selvom mange gerne havde set ham udskiftet. Han er fortsat mærket af sin sygdom sidste år og betragtes ikke længere som mulig afløser for Bendtsen. Den nye komet hos de konservative hedder Jakob Axel Nielsen, der for kun et par måneder siden blev hentet ind som trafikminister efter Flemming Hansen. Han er blevet ny sundheds- og forebyggelsesminister, idet dette resortområde udskilles fra indenrigsministeriet. Området er så meget i fokus, at det kræver sin mand - og det vil Nielsen sikkert kunne honorere. Posten som transportminister overtages af den hidtidige familieminister Carina Christensen samtidigt med at dette ministerium helt nedlægges og lægges under det nye velfærdsministerium.

Nyvalgte Karen Jespersen, der blev udnævt til socialminister efter Eva Kjer Hansen for blot to måneder siden, bliver ny velfærdsminister, idet dette ministerium nu omdannes til det første danske superministerium nogensinde. Det vil samle indenrigsministeriets og socialministeriets resort-områder under ét og dermed give optimal mulighed for den koordinering af alle kræfter inden for de to områder som er betingelsen for at regeringens ambitiøse kvalitetsreform vil kunne føres igennem, efterhånden som den i den nye folketingssamling udmøntes i konkrete love. Den 60-årige Karen Jespersen er ideel til opgaven som superminister, idet hun har mangeårig erfaring som både indenrigsminister og socialminister i socialdemokratiske regeringer og ikke mindst virkeligt brænder for at modernisere den offentlige sektor med henblik på at modernisere velfærdssamfundet som sådan.

Hun er en kontroversiel skikkelse i dansk politik, fordi hun har bevæget sig fra det yderste venstre (VS) over Socialdemokratiet til Venstre. Men hun har bevaret sin integritet og kan med rette hævde at hun kæmper for de samme idealer hun alle dage har kæmpet for. Det er i højere grad samfundet - herunder den altfor store indvandring - der har ændret sig og som kræver nye løsningsmodeller. Hun er ikke ligefrem elsket i socialdemokratiet, men hun har til gengæld fra sin tidligere ministertid særdeles godt indblik i hvad der rører sig i dette parti og hvor dets blokeringer ligger. Jf. artiklen Karen Jespersen, friheden og konsistensen.

Jespersen understregede ved sin tiltræden som socialminister i september at hun betragter sig som liberal, men man bør nok i højere grad hæfte sig ved at hun kan tages som eksponent for selve den midterpolitiske linje som Anders Fogh Rasmussen lagde sig fast på allerede i 1998 og som har ført til det sande opbrud i dansk politik fra 2001. Det nystiftede parti Ny Alliance fik ikke held til at fjerne VKO-flertallet og minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Men valget brød unægteligt fronterne op, således som statsministeren ønskede det da han udskrev valget. Det er ikke ham der har ført blokpolitik mod S og R, men disse to partier der af taktiske grunde og imod deres sædvane i seks år har afholdt sig fra at få indflydelse på regeringens politik ved at holde sig uden for forlig på afgørende områder. Denne obstruktionspolitik har de begge afsværget - og derfor er hele feltet nu efter valget meget mere åbent end det længe har været. Her vil et superministerium under navnet velfærdsministeriet være det bedst egnede til at føre regeringens kvalitetsreform igennem. Og her vil Karen Jespersen med hele sin erfaring og indstilling være den bedst egnede minister.

Det er imidlertid påfaldende, at ærkeliberalisterne i landet ikke ligefrem jubler over velfærdsministeriet eller -ministeren. Specielt Jyllands-Posten langer i sin leder i dag voldsomt ud efter dette nye 'overflodsministerium', som man kalder det. "Med nyskabelsen har Anders Fogh Rasmussen sat punktum for sin forandring fra liberal minimalist til altfavnende velfærdist. At han udnævner Karen Jespersen til Danmarks første velfærdsminister illustrerer den vandring, som de to har foretaget fra hver sin side af det politiske spektrum. Venstresocialisten og liberalisten har fundet sammen i en politik, hvor tryghed er det bærende element."

Men ikke nok hermed. Lederskribenten abstraherer totalt fra at regeringens erklærede formål med kvalitetsreformen aldeles ikke er en udvidelse af den offentlige sektor eller en lammende tryghedsnarkomani for godtfolk, men en sikring af økonomien for velfærdssamfundets opretholdelse i fremtiden, på trods af knappe ressourcer og støt stigende opgaver. Bladet fortsætter derfor ufortrødent sin nedsabling: "Ud over overflod signalerer navnet, at Danmark officielt er blevet et klientsamfund, hvor drivkraften er krævementalitet og forventninger om, at staten sørger ikke alene for de svage, men også for de velnærede, der nok skal evne at få det nye ministerium til at svulme i overflødighed. Valgkampen har nemlig været et sandt overflødighedshorn af forslag til, hvilke opgaver sådan et velfærdsministerium kan tage sig af. Læg hertil, at der i det nye regeringsgrundlag arbejdes med ord som den danske kvalitetsmodel og forebyggelseskommission. Konturerne af et samfund med statsautoriseret livsførelse tegner sig."

Også Nyhedavisen har erklæret sin skuffelse. 'Kedelig politik og kedelige ministre' lyder overskriften på David Trads' leder. Han havde foreslået og nærmest regnet med at Fogh vil optage folk som Lykke Friis, Louise Gade og Søren Pind i regeringen. Men hvad skulle Fogh egentlig med eksempelvis en liberalist som Søren Pind i den nye regering?

Det er ganske besynderligt at pressen og kommentatorerne - og så er det i grunden ligegyldigt om de kalder sig Politiken, Tøger Seidenfaden og Peter Mogensen, eller Jyllands-Posten og Carsten Juste, eller Nyhedsavisen og David Trads - endnu otte år efter Anders Fogh Rasmussens klare og bevidste, samt ærligt mente nye kurs for Venstre bliver ved med at betragte hans og Venstres 'tredje vej' eller midterpolitiken som retorik der blot havde til formål at bringe ham til magten. Bevares, Anders Fogh Rasmussen kan i høj grad bebrejdes at han totalt har forsømt at afklare sit eget og sit partis principielle stilling til den grundlæggende modsætning mellem det liberale frihedssyn og det sociale lighed- eller tryghedssyn - det er påpeget utallige gange på disse sider. Men man kan ikke tage fra ham at han ser en lempelig og lempeligt liberal modernisering af det danske velfærdssystem som den eneste vej til opretholdelsen af det velfærdssamfund det store flertal ønsker bevaret og som forudsætter og primært skyldes den økonomiske vækst på ansvarlige markedsøkonomiske betingelser.

Derfor er regeringen nu også indstillet på at få lavet en skattereform der - inden for skattestoppets rammer - vil kunne lette skatten på arbejde og dermed øge incitamentet til at gøre en indsats og skaffe arbejdskraft, mod til gengæld at forhøje afgifterne på de dele af forbruget der er med til at skabe problemer for samfundet, som fx overforbruget af energi.

Bemærkelsesværdigt ved det nye regeringsgrundlag er at skattereformen er sat på programmet. Venstre har principielt været tilhængere af lavere skat på arbejdsindkomster, men har hele tiden fastholdt at der skulle være råd til det. De konservative har derimod presset på for at få lettet specielt topskatten, men kunne som bekendt ikke komme igennem med det før valget på grund af modstand fra Dansk Folkepartis side. Nu foretager man det rigtige skaktræk, at foreslå nedsættelse af en skattekommission der skal komme med sit forslag senest i 2009, således at regeringen kan fremsætte et lovforslag til ikrafttræden efter at den nuværende skatteaftale med Dansk Folkeparti er udløbet. Et valg til den tid vil da kunne afgøre om der kan skaffes flertal for forslaget. Socialdemokraterne er ikke på forhånd afvisende, og både de radikale og Ny Alliance ser positivt på sagen.

Med et sådant forslag vil man reelt også kunne imødelige det liberalt indstillede erhvervslivs ønsker - og således fremme erhvervslivets interesser uden at svigte hverken almindelige mennesker eller de offentlige ansatte.

Det nye regeringsgrundlag indeholder en lang række specificerede enkeltpunkter for alle dele af dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Det vil vi formentlig få en livlig debat om når det nye folketing mødes i næste uge. Men alt i alt bekræfter det forelagte regeringsgrundlag at regeringen har ambitiøse mål, og med den nye regering bekræftes det yderligere at viljen er til stede til at nå målene. Såvel Venstre og Det konservative Folkeparti må siges fortsat at have ledelsesproblemer på mellemlangt sigt. Men begge partier og regeringen står i dag stærkere end nogensinde. Der forestår lange og hårde forhandlinger om de fleste større emner, men oppositionen kan næppe tåle at holde sig uden for forlig i den kommende tid.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Statsministeriets hjemmeside med Fogh III-regeringen og
Statsministeriets hjemmeside med regeringsgrundlaget

Relevante artikler på Jernesalt: