JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh23udspil07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.9.07.

VK og DF enige om skatten

Som venteligt lykkedes det finansminister Thor Pedersen at forhandle sig frem til et kompromis mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om skatteudspillet af 21.8. Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde sat mandag den 3. september som frist, idet han uden at nævne ordet havde gjort det temmeligt klart for alle at han ville udskrive valg, hvis regeringen ikke kunne komme igennem med sit forslag. Og da den grundliggende uenighed lå inden for regeringen selv, idet de konservative mod statsministerens inderste ønsker havde krævet en lettelse på topskatten, som regeringens støtteparti var stærke modstandere af, var det i realiteten vicestatsminister Bendt Bendtsen der måtte finde et kompromis med Dansk Folkeparti. Det blev fundet - og er udmærket som kompromis, men blev bestemt ikke en vindersag for de konservative.

Kort fortalt sættes bundgrænsen for mellemskat op til 365.000 kr., hvad der vil sige til samme niveau som den gældende topskat. Det betyder med andre ord at mellemskatten indtil videre forsvinder. Topskatten ændres ikke i denne omgang, men bundgrænsen for denne skat vil hen ad vejen blive justeret, dog tidligst for 2010, således at antallet af skatteydere der betaler topskat ikke kommer til at overstige det antal der betaler topskat i 2007. Derudover vil beskæftigelsesfradraget blive forhøjet i to omgange fra de nuværende 2,5 % til 4,25 % (mod 4,7 % i det oprindelige udspil), dog maksimalt 12.300 kr, personfradraget forhøjes med 1.000 kr. og overførselsindkomsterne forhøjes med 0,6 % (mod 0,8 % i det oprindelige udspil). Ændringen i energiafgifterne, der skal medfinansiere de øvrige omlægninger, forbliver som oprindeligt foreslået. Arbejdsudbuddet forventes at blive øget med 7.300 personer som følge af forliget, hvilket er en nedjustering.

Forligspartierne kan altså fastholde at der gives skattelettelser på arbejdsindkomsten, men forhøjelser på energiafgifterne, således at skattestoppet som sådant ikke ophæves. Omlægningerne i forhold til det oprindelige udspil skærper 'den sociale profil', som både statsministeren og Dansk Folkeparti lægger vægt på, men forringer til gengæld effekten på arbejdsudbuddet. Dette betyder at forliget ikke tilnærmelsesvist løser det store problem i dansk økonomi der hedder manglen på arbejdskraft. Men regeringen får nu ro til at fortsætte sit reformarbejde, herunder kvalitetsreformen. Det uønskede valg blev undgået. Og den parlamentariske situation forbliver formentlig uændret endnu et års tid.

Medierne hæfter sig af gode grunde mest ved at Bendt Bendtsen ikke fik Det konservative Folkepartis store ønske om lettelse af topskatten igennem. Han måtte i både TV2-nyhederne og DR2's Deadline gennem krydsforhør der konfronterede ham med såvel tidligere udtalelser som Det konservative Folkepartis egen hjemmeside hvor der højt og tydeligt står at partiets mål i skattepolitikken er at ingen betaler mere end 50 % i skat. Stille og roligt forklarede Bendtsen at det sidste fortsat er partiets vision, men at det ikke er muligt at få gennemført i den nuværende parlamentariske situation, hverken i denne eller næste valgperiode. Der skal skaffes 90 mandater og dem har de konservative ikke og heller ikke VK. Han var tilfreds med forliget og anerkendte Dansk Folkepartis vilje til kompromis. Han kunne personligt ikke forsvare at splitte regeringen og dermed tvinge statsministeren til at udskrive valg. Bendtsen var fattet og klar, men borte var den åbenlyse begejstring han havde for fjorten dage siden, da regeringen var blevet enig om udspillet. Borte var sandelig også begejstringen hos Konservativ Ungdom - og andre konservative der blev spurgt. Erhvervslivet er også gennemgående skuffet, nok glade for forliget som sådant, men alt andet end glade for at topskatten ikke blev lettet.

Jyllands-Postens leder taler om et svagt forlig, der savner nytænkning og først og fremmest mod til at slå ned på topskatten. Bladet hævder at statsministeren spillede højt spil ved oprindeligt at lægge et forslag frem han vidste ikke kunne skaffe et flertal, og lederskribenten mener også at han har betalt en høj pris for at bevare den stabilitet der hidtil har kendetegnet hans regeringsperiode. Berlingske Tidende fastholder at der fortsat er brug for et valg forud for forårets hårde overenskomstforhandlinger, men tager ikke i betragtning at risikoen for parlamentarisk ustabilitet ville være stor. En kommentator som Ole Sommer, der for fjorten dage siden påstod at der var gået panik i statsministeren, er nu blevet næsten lige så tam som Michael Kristensen, der dengang slet ikke kunne se anden mulighed end et valg.

Men mest sigende er dog de partipolitiske kommentarer. At socialdemokraterne og SF må være rent negative siger sig selv. Men såvel den radikale Margrethe Vestager som Ny Alliances Naser Khader måtte bittert erkende at de ikke havde fået nogen indflydelse på forliget, selvom de havde været inviteret til forhandlinger og på sidstedagen endog allernådigst havde fået mulighed for at tilslutte sig regeringens aftale med Dansk Folkeparti. For Margrethe Vestager var det afgørende at forliget slet ikke havde en egentlig grøn profil - og en sådan måtte de radikale stille som betingelse for medvirken. Det var formentlig et krav de radikale allerede stillede ved første forhandlingsrunde, og som betød at de hele den følgende uge slet ikke fik fornyet deres invitation. Kravet er jo idealistisk i så høj grad, at det uden tvivl udtrykker enhver radikal vælgers inderste ønske, men det har ikke meget med realpolitik at gøre. Det gør det derfor på ingen måde lettere for regeringen at inddrage de radikale i aftaler. Vestager kan fortsat ærgre sig over Dansk Folkepartis indflydelse, men har intet alternativ at tilbyde. Regeringen har intet flertal uden DF.

Det samme gælder Naser Khader der efter forliget udtrykte stor skuffelse over ikke at være blevet inddraget i forhandlingerne. Ja, han følte sig holdt for nar og betragtede forliget som bekræftelse på at regeringen fører blokpolitik. Hans skuffelse er forståelig, for nu får han ikke det valg der kunne forandre den parlamentariske situation og opfylde hans store ønske om at give Ny Alliance en hovedrolle i dansk politik. Men igen må det konstateres, at et parti der vil ophæve både topskat og mellemskat fuldstændigt og sænke den generelle skatteprocent til omkring 40 % sætter sig selv så meget uden for de magthavende og nøgterne partiers realforhandlinger, at det egentlig kun har sig selv at takke for alle skuffelser.

Det radikale Venstres og Ny Alliances store drøm er at fjerne eller reducere Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, men det eneste de har opnået de sidste fjorten dage er det stik modsatte, nemlig at bekræfte regeringens grundlæggende erfaring at Dansk Folkeparti er eneste stabile støtte. Egentligt brød Naser Khader ud af Det radikale Venstre fordi dette parti under Marianne Jelved var blevet for antiborgerligt, og selv efter at Jelved er blevet afløst af Vestager og har justeret kursen vil han have sig frabedt at Ny Alliance kaldes radikalt, men han må i dag sande at man ikke undergraver Dansk Folkepartis rolle som pålidelig og ansvarlig regeringsstøtte ved at stå for en eller anden, aldrig så velmenende visionær politik der har den store skavank at den savner jordforbindelse til dansk parlamentarisk muld. Det er for billigt at råbe 'blokpolitik' ad regeringen, for den fører ikke gammeldags klassekampspolitik, men midterpolitik. Den er blot i dette kunststykke nødt til at skaffe sig de nødvendige ekstra mandater til sine afbalancerede forslag hvor de findes - og de ligger i afgørende spørgsmål kun ét sted.

For undertegnede kommentator blev det mest overraskende ved gårsdagens forlig, at Bendt Bendtsen kapitulerede med hensyn til topskatten. Opstemtheden i Det konservative Folkeparti var ellers så udtalt efter regeringens fremlæggelse af det oprindelige udspil, at jeg havde forestillet mig, at Bendtsen ville have foretrukket et valg, hvis han ikke kunne komme igennem med lettelse på topskatten. Han har objektivt set ret i at en stædig fastholdelse af kravet, ville have splittet regeringen og udløst et valg hvis resultat ville være særligt usikkert på grundlag af en sådan splittelse. Men kompromisset stiller ham ikke i en gunstigt lys. Dels havde han åbenbart slet ikke på forhånd forestillet sig hvilke uheldige konsekvenser det konservative topmål kunne få på regeringssamarbejdet, dels kunne han - da det kom til stykket - ikke hamle op med Dansk Folkepartis forhandler Kristian Thulesen Dahl.

Det skal der nu også noget til. Thulesen Dahl er en eniment, målrettet og situationsbevidst forhandler, der modsat Bendtsen er helt på højde med statsministeren og finansministeren. Meget taler endda for, at Fogh Rasmussen - som det forud er blevet antydet - helt bevidst har ladet det blive op til Bendtsen selv at finde frem til et kompromis med Dansk Folkeparti, hvis han ville undgå et valg. Dansk Folkeparti på sin side har kunnet stå fast, fordi de havde fuld opbakning til det fra deres vælgere. Men for Bendtsen er resultatet ikke blot et nederlag hvad angår topskatten, men også hvad angår den generelle modvilje i partiet mod Dansk Folkepartis indflydelse, en modvilje der har ytret sig i Gitte Seebergs faneflugt til Ny Alliance og i Connie Hedegaards mange udtalelser, og som også ligger bag mange fremtrædende erhvervsfolks støtte til Ny Alliance.

De konservative har åbenlyst fine fornemmelser når det gælder dette opkomlinge-parti der hedder Dansk Folkeparti og som repræsenterer mange jævne mennesker, men DF er og bliver et ægte folkeparti på midten af dansk politik. De er i høj grad præget af deres danskhed og et ønske om af forsvare danske værdier på en ligefrem måde som adskiller det markant fra de konservative. Men de er - i modsætning til Glistrups Fremskridtsparti - et helt igennem pålideligt og realpolitisk indstillet parti. Og derfor kan der bygges borgerlig regeringspolitik på deres mandater.

Resultatet af gårsdagens skatteforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti bekræfter de tre partiers afhængighed af hinanden. Ja, det kan vel endda konkluderes at Dansk Folkeparti i hvert fald frem til næste valg udgør den ene pol i dansk politiks dynamiske spændingsfelt som en overgang har syntes truet af Ny Alliances opbrud - jf. tidligere artikler herop. Derfor er der ikke noget at sige til at Naser Khader udtrykker stor skuffelse. Måske vil den seneste udvikling påvirke det nye partis ellers overvejende positive holdning til Anders Fogh Rasmussen, men omvendt vil den også betyde en kæmpemæssig udfordring for partiet selv. For det skal nu formentlig i et år eller halvandet leve et glansløst parlamentarisk liv - uden nævneværdig indflydelse med de tre sammenbragte mandater de råder over.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen på sin side kan se fremtiden roligt i møde. Han vil måske benytte lejligheden til en mindre regeringsrokade (Regeringsrokaden og Karen Jespersen (16.9.07.)) - flere ministre kunne med fordel udskiftes for at få skabt et stærkere hold til valget om et års tid - men han står nu igen ubestrideligt som suveræn og uanfægtet regeringschef.

Jan Jernewicz

Henvisninger: