JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - opbrud07a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.07.

Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?

Naser Khader angriber Jelveds uholdbare idealisme
De radikale har mistet sløret og må gøre op med Jelved
Gitte Seeberg angriber VK's pragmatiske samarbejde med Dansk Folkeparti
Fogh Rasmussen kan foreløbigt roligt vente og se hvad det udvikler sig til
Henvisninger

Naser Khader angriber Jelveds uholdbare idealisme Til toppen Næste

Tørklæder er blevet farlige ting. I gamle dage var de praktiske, mere eller mindre klædelige hovedbeklædninger, men i dag kan de i visse tilfælde være provokerende symboler der afstedkommer både principielle debatter og praktiske virkninger af dyberegående politisk art. Asmaa Abdol-Hamids traditionelle muslimske tørklæde fik følger for Enhedslisten der har opstillet hende i en sikker kreds til næste folketingsvalg. Det kan i både blå og rød udgave skaffe partiet vælgere fra nyt hold, men også støde andre bort - og isolere partiet yderligere på venstrefløjen. Elsebeth Gerner Nielsens smarte sort/hvid tørklæde har nu fået følger for Det Radikale Venstre, idet hendes rene mediestunt med fotografering op og ned af granit-fiskerkonen på Gammel Strand blev dråben der fik Naser Khaders sekulære bæger til at flyde over af opsparet vrede over partiets manglende mod til at sige fra over for den religiøse radikalisering.

Naser Khader markerede allerede under Muhammed-krisen sin store uvilje mod sammenblanding af religion og politik ved at stifte foreningen Demokratiske Muslimer som modvægt mod den desværre alt for massive muslimske protest mod Jyllands-Posten og regeringen som førtes an af folk som Abu Laban og Ahmed Akkari. Den syriskfødte Naser Khader er fortsat selv muslim, men samtidigt fuldt integreret i det danske, demokratiske og sekulariserede samfund, og han ser ingen anden vej til fuld integration end anerkendelse af såvel ytringsfriheden som trosfriheden. Han er derfor så forhadt blandt radikale muslimer at han må have konstant politibeskyttelse som folketingsmedlem. Han er til gengæld højtrespekteret blandt de fleste almindelige mennesker her i landet og fik da også stor tilslutning til sin nye forening i starten. Tilslutningen faldt hurtigt og han trådte selv tilbage som formand. Foreningen eksisterer fortsat, men har langt fra samme opmærksomhed som i den første tid.

Nu har han så stiftet et helt nyt parti Ny Alliance sammen med det radikale EU-parlamentsmedlem Anders Samuelsen og - som den store overraskelse - det konservative EU-parlamentsmedlem Gitte Seeberg. Der har været rumlet med planerne i mere end et halvt år, men da BT havde fået fat på sikre forlydender om en endelig beslutning, måtte de tre partistiftere indkalde til bekræftende pressemøde mandag den 7. og forklare deres program. Beslutningen blev naturligvis det store samtale- og medieemne resten af dagen. På partiets hjemmeside blev interessen for indmeldelse registreret minut for minut og tallet nåede sidst på aftenen op på 4.500 (det er i løbet af tirsdagen blevet mere end fordoblet!). Hurtigt gennemførte meningsmålinger afslørede samtidigt at partiet ville hente mange stemmer fra såvel de radikale som det borgerlige hold. Starten blev altså flyvende som Demokratiske Muslimers sidste år. Partiet har endog fået tilbud om kollektiv optagelse af Centrumdemokraterne, der tidligere har tilbudt Khader samarbejde for selv at komme i vælten. Men spørgsmålet er hvor længe Ny Alliances succes holder. For et valg er ikke lige om hjørnet. Det kommer sandsynligvis først sidst i 2008 eller i begyndelsen af 2009.

Den store umiddelbare interesse for partiet viser ikke alene Naser Khaders personlige popularitet, men også en udbredt uvilje hos mange borgerlige, især konservative vælgere mod Dansk Folkepartis store indflydelse på regeringens politik. Der er mest tale om forargelse over DF's retorik når det gælder muslimske indvandrerne og truslen fra den radikale islamisme som sådan, idet man på moralistisk vis kræver anstændighed på det første punkt og blindhed på det andet. Men omvendt gælder også at Naser Khader jo først og fremmest bryder med Det radikale Venstres blåøjede indstilling til muslimerne, som viser sig i en meget ensidig pukken på menneskerettighederne, men blindhed over for de faktiske integrationsproblemer som det store antal af muslimske indvandrerne har medført. Ny Alliance forlanger anstændighed i debatten, men accepterer i princippet den stramme udlændingepolitik.

Det nye parti bryder derfor med Det radikale Venstres og navnlig dets leder Marianne Jelveds idealisme der har ført dette gamle parti ud i såvel en anti-borgerlig front mod regeringen som en front mod socialdemokraterne som samarbejdspartnere.

De radikale har mistet sløret og må gøre op med Jelved Til toppen Næste

Marianne Jelved har mod al realitetsfornemmelse gjort sig selv til partiets statsministerkandidat, idet hun under Muhammedkrisen levede højt på partiets forbigående popularitet, selvom der i partiets bagland vitterligt har været modstand mod linjen. Partiet stod jo i 'gamle' dage (dvs for blot syv-otte år siden) for en pragmatisk, kompromissøgende samarbejdslinje der gang på gang har gjort partiet til tungen på vægtskålen når der skulle vejes statsminister. Men de tider er forbi. Elsebeth Gerner Nielsens smarte tørklæde faldt som den engangsbegivenhed det var, og som kunne fryde medlemmerne af den kreative klasse de timer den varede, men derefter faldt det til jorden som et slør der kun skjulte manglen på afklaring. Spørgsmålet er nu kun om Jelved og hendes nærmeste personligt vil indse at strategien er slået fejl - eller om Ny Alliance når at bide sig fast i vælgerbefolkningens og mediernes opmærksomhed inden det er for sent for moderpartiet at sadle om.

Foreløbigt tyder alt på at Jelved ikke går af sig selv, men overlader det til folketingsgruppen at træffe den nødvendige og af utallige kommentatorer anbefalede beslutning. Denne vil blive lettere, fordi Khader ikke længere er konkurrent til Marianne Vestager inden for partiet. Men det er næppe heller tilstrækkeligt blot at skifte politisk leder. Der skal gøres grundigt op med hele den filosofi der har ligget bag strategien og som har gjort Dansk Folkeparti til selve syndebukken i dansk politik, selvom Jelved og Pia Kjærsgaard kommer udmærket ud af det med hinanden.

Reelt er det ikke Anders Fogh Rasmussen der fører blokpolitik her i landet, for han har lige fra sin tiltræden undsagt det gamle venstre/højre-skel som går tilbage til en forældet klassekampsopfattelse. Fogh har ført Venstre ind mod midten, og han har ført de konservative samme vej. Og Dansk Folkeparti har hele tiden været et midterparti, der har kunnet tiltrække mange almindelige danskere. Det var socialdemokraterne med Nyrup Rasmussen i spidsen der først prøvede at stemple partiet som ikke-stuerent, men bare mistede stemmer på det. Og det var Det radikale Venstre under Marianne Jelved der efter Foghs valgsejr i 2001 lagde afstand til regeringen, fordi denne samarbejdede med Dansk Folkeparti. Det er med andre ord Marianne Jelved der har reetableret den blokpolitik Fogh undsagde og har gjort hvad han kunne for at begrænse. Og det er hende der har overhørt alle advarsler fra sit eget bagland - samt fra Naser Khader.

Alle i og uden for partiet har kendt til rumlerierne i partiet, dvs til Naser Khaders modstand mod den absolutte anti-foghske linje og rygterne om hans planer om et nyt parti. Men som Marianne Jelved sagde på sit pressemøde i går, så har Khader hver gang han er blevet spurgt afvist alle forlydender. Nu blev de så bekræftet, endda i en form der afslørede længere tids forberedelse. Jelved var skuffet, sagde hun. Men sandheden er jo, at kommunikationen i partiet må have været så elendig, at partitoppen aldrig har formået at lytte sig ind til hvad Khader og flere andre med ham uden for folketingsgruppen egentlig ville. Man har slået hans indvendinger hen - og klaret sig med afsteminger der har kunnet give tilslutning fra Khader. Men som Khader meget rigtigt har sagt, så er det ikke ham der har ændret mening om pragmatisk kompromissøgende samarbejde med andre partier, men Jelved og de øvrige topfolk.

Jelveds folk har bare aldrig diskuteret den nye strategiske linje på et dybtgående principielt plan der kunne sikre medinddragelse af partiets gamle folkelige forankring. Partiet er vitterligt under skolelæreren Marianne Jelved blevet et ufolkeligt idealistisk parti der har flirtet med Floridas ideer om den kreative klasse, men glemt sit eget grundlag.

Ny Alliance på sin side må foreløbigt også betragtes som et forfriskende kreativt udslag af nogle få frustrerede politikeres vilje til at finde nye veje i det politiske landskab. Khader er den mest idérige og visionære. Seeberg og Samuelsen de mest jordnære politiske håndværkere eller realpolitikere. Det er disse to der skal sikre den politiske og organisatoriske udbygning og stabilitet. Jo længere usikkerheden i Det radikale Venstre vil blive, jo bedre for Ny Alliance.

Gitte Seeberg angriber VK's pragmatiske samarbejde med Dansk Folkeparti Til toppen Næste

Den helt store overraskelse ved dannelsen af Ny Alliance var Gitte Seebergs medvirken. Hun har ganske vist længe været kritisk over for Dansk Folkeparti og dermed regeringens og Det Konservative Folkepartis afhængighed af DF, og hun har her ligget på linje med miljøminister Connie Hedegaard, der da hurtigt har været ude med forsikringer om at hun ikke vil svigte de konservative. Seebergs beslutning er først og fremmest et slag mod Bendt Bendtsen, der måske kunne have undgået miseren ved i tide at have givet hende en ministerpost. Hun var i 2001 nært forbundet med Lene Espersen og Henriette Kjær - og burde dengang have været udnævnt til minister sammen med dem. Men det skete ikke, og hun blev også forbigået da Henriette Kjær måtte gå. Efter fire års ørkenvandring foretrak Seeberg at lade sig opstille til EU-parlamentet - og blev valgt. Men heller ikke dette har åbenbart været udfordring nok for den begavede politiker.

Hun vil - som Anders Samuelsen - være et stort plus for det nye parti politisk og organisatorisk, og hun vil formentligt i nogen tid være en alvorlig trussel mod Bendt Bendtsen og hans nære samarbejde med Fogh og accept af samarbejdet med Pia Kjærsgaard, fordi hun sikkert både vil trække medlemmer og vælgere med sig. Men for det første vil det være en dødssejler for Bendtsen at undsige Fogh, for han risikerer ene og alene at undergrave VK-samarbejdet og sin egen position, og for det andet vil successen for Ny Alliance helt og holdent afhænge af om man kan holde dampen oppe i halvandet år, indtil et valg. Der bliver nok at se til i den nærmeste tid med organisatorisk og programmæssigt arbejde, men arbejdet i EU-parlamentet er i denne forbindelse ligegyldigt. Det bliver Khader der skal trække læsset i folketingssammenhæng - og hverken Seeberg eller Samuelsen.

Endelig er der selve forholdet til Dansk Folkeparti, der hvad enten man kan lide det eller ej, både i indeværende folketingsperiode og i næste vil være eneste absolutte garant for Fogh Rasmussen som statsminister. Der er givetvis mange vælgere der fra gammel tid, dvs fra Fremskridtspartiets dage, har aversion imod dette folkelige parti og dets skepsis over for indvandrere med muslimsk baggrund og den heraf følgende tendens til unuanceret retorik. Men det er en eklatant fejlbedømmelse at betragte partiet som højreekstremistisk. Det er der i dag ingen danske partier i folketinget der er. Ekstremismen findes kun i Enhedslisten. Dansk Folkeparti er modsat såvel Det konservative Folkeparti som Socialistisk Folkeparti et ægte folkeparti af ganske almindelige jævne mennesker. Heraf kommer naturligvis også partiets nationale forankring der ikke udelukker tolerance over for indvandrere, men stiller selvfølgelige krav til indvandrerne om accept af de danske værdier. Intolerancen mod indvandrere findes skam, men gælder primært de åbenlyse afvigere såsom de tørklæde-skjulte. Men hvis man tror at dette er ekstremisme, er man langt ude i intellektuel fortolkningsiver.

Intellektualismen findes også i Dansk Folkeparti i form af Søren Krarups og Jesper Langballes tidehvervsteologi (se fx. artiklen Uro i Dansk Folkeparti) - og den har desværre for meget at skulle have sagt i partiet. Men grundlæggende er partiets folkelighed sund og ægte, fordi den som påpeget i artiklen om Folkelighed og intellektualisme bygger på den direkte føling med de arketypiske forestillinger. Her adskiller den sig væsentligt fra den postulerede folkelighed hos de konservative - og dette burde få en begavet akademiker som Gitte Seeberg til at tænke sig godt og grundigt om, inden hun fordømmer Dansk Folkeparti. Det skal derfor for fuldstændighedens skyld noteres, at hun ikke er havnet i illusioner om at Ny Alliance vil kunne udradere Dansk Folkeparti.

Fogh Rasmussen kan foreløbigt roligt vente og se hvad det hele udvikler sig til Til toppen Næste

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har foreløbigt kommenteret Ny Alliances dannelse med respektfulde ord om Naser Khader som person. Han vil vistnok også indbyde Khader til kommende politiske forhandlinger i Folketinget. Men ændringer i hans politik eller VK's fornuftsbetonede ægteskab med DF skal man ikke forvente. Heller ikke dyberegående overvejelser om folkelighed eller national og religiøs forankring. Anders Fogh Rasmussen er ikke filosof, og han løser ikke længere politiske problemer med nyskabende ideer. Han har i 1998 efter Venstres nederlag til socialdemokraterne én gang for alle gjort op med sin egen uheldsvangre minimalstatsteori og valgt for stedse at slå ind på 'den tredje vej', vejen på midten der rummer såvel sociale som liberale målsætninger og som derfor gør definitivt op med det gamle klassekampsmønster. Det var et stort skridt at tage for en så inkarneret ærkeliberalist, og det er ikke rimeligt at forvente flere skridt af den art.

Anders Fogh Rasmussen er takket været splittelsen på den gamle venstrefløj og især de radikales frivillige isolation også i en position der gør det muligt for ham at føre den nuværende kurs videre med sindsro. Han har været ramt af tilslutningen til USA's Irak-krig og dens mangel på succes. Han har helt naturligt også været ramt af de indkøringsproblemer der er forbundet med en så stor reform som kommunalreformen. Men han har formået at holde socialdemokraterne stangen i debatten om velfærdsreformer. Skattestoppet vil han ikke hæve, og en udvidelse af den offentlige sektor af den art som socialdemokraterne ikke alene drømmer om, men er berygtede for vil han ikke gå med til. Undgår han politiske brølere i den resterende tid af indeværende folketingsperiode, har han gode chancer for at sikre sig en tredje regeringsperiode. Og de er næppe blevet mindre med dannelsen af Ny Alliance, selvom alle naturligvis må vente med at dømme herom til vi er et halvt år længere fremme.

Alvorlige begrænsninger hos Fogh Rasmussen findes skam også, som Jernesalt gentagne gange har påpeget (Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger). De er så store at det kan siges med sikkerhed at han ikke vil gå over i historien som en af vore største statsmænd. Men de vil ikke forhindre ham i at regere videre som hidtil - med vanlig omhu. Begrænsningerne angår selve forståelsen for folkeligheden som grundlag for dansk midterpolitik og det hermed sammenhængende spørgsmål om religionens stilling i det offentlige rum. Fogh har - på trods af at han er venstremand - hverken nogen dybere forståelse af folkeligheden eller folkereligiøsiteten. Det betyder at han ikke er i stand til at forbinde sig med eller trække på energien fra de arketypiske forestillinger. Dertil er han for meget akademiker. Men dette indebærer igen at han - for at bevare den indre og ydres ro - vil have de folkereligiøse forestillinger holdt uden for politik i stedet for at gribe dem og skaffe energi til de nødvendige omformninger af samfundet på længere sigt.

Muhammed-krisen sidste år burde have fået statsministeren til at se ikke blot faren ved den ukontrollable og manipulerbare religiøse fanatisme, men også mulighederne i folkelig, men alligevel realistisk fornemmelse for helheden. Kun her ligger nemlig mulighederne for en pragmatisk og sekulær forsoning mellem religioner og kulturer, hvad enten disse nu er kristne, jødiske, muslimske eller ateistiske. Erik Meier Carlsen har i en ny bog efterlyst en fjerde alliance i Danmark, nemlig en alliance mellem kristne og muslimer, men vel at mærke på den sekulære kristendoms præmisser, jf. artiklen Meier Carlsen om danskernes religiøse analfabetisme og Den fjerde alliance. Forudsætningen er imidlertid klart et opgør med danskernes generelle religiøse analfabetisme. Meier Carlsens idé lider under samme fejl som mange andre kommentatorers forslag: den er ikke tilstrækkeligt dybdepsykologisk underbygget. Men man kunne alligevel godt i forbindelse med Ny Alliances dannelse spørge om dette parti kunne tænkes at blive fortaler for en sådan fjerde alliance. Svaret må blive et klart nej - allerede af den grund at heller ikke Ny Alliances stiftere har føling med folkereligiøsiteten.

Til gengæld kan det siges med nogenlunde sikkerhed, at Ny Alliance har ganske gode chancer for at blive et kraftfelt på midten af dansk politik, og at dette vil betyde at der efterhånden vil blive dannet et nyt spændingsfelt her i landet. Ikke et entydigt spændingsfelt mellem Venstre og Dansk Folkeparti som lige efter Muhammedkrisen, end mindre et spændingsfelt mellem Venstre og socialdemokraterne, men et tredje mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Ny Alliance.

Det virkeligt spændende ved et opbrud i rækkerne som det der nu er sket er faktisk at Ny Alliance dannes som forsøg på at blive det energifelt i midten af dansk politik som i flere årtier til og med 2001 tilhørte Det radikale Venstre, men som dette parti satte overstyr i aversion mod Dansk Folkeparti. Ny Alliance har samme aversion, men etableres udtrykkeligt med det formål at gøre det muligt for Anders Fogh Rasmussen at orientere sig mod et bredere samarbejde i folketinget, ikke nødvendigvis uden om Dansk Folkeparti, men dog uden om ubegrænset afhængighed af dette parti. Men dette betyder jo i realiteten at det fremtidige spændingsfelt i dansk politik - om guderne vil - kan blive trebenet og komme til at bestå af Venstre, Dansk Folkeparti og Ny Alliance med Det konservative Folkeparti som medspiller på Venstres hold.

Denne udvikling kunne Anders Fogh Rasmussen måske have undgået, hvis han havde inddraget Dansk Folkeparti direkte i regeringssamarbejdet, men det har han jo - så vidt man kan forstå af hensyn til de konservative - været indædt modstander af. Nu må så både han og Bendt Bendsen affinde sig med at få endnu en besværlig samarbejdspartner der på den ene side kan gøre tilværelsen usikker for dem begge, men på den anden side, hvis alle parter forstår at styre sig selv ud fra de konstruktive muligheder, også vil kunne tilføre ny energi og ny dynamik til dansk midterpolitik.

Opbrud er der sandeligt. Men folketingsvalget kommer først om halvandet år.

Jan Jernewicz

Henvisninger: Til toppen

Links til de involverede partier:

Ny Alliance
Det radikale Venstre
Dansk Folkeparti
Det konservative Folkeparti
Venstre

Artikler på Jernesalt:

Venstre ramt af udbrud (14.5.07.)