JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df05uro

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.07.

Uro i Dansk Folkeparti

At være formand for et parti med rebeller
Camre er gået over gevind i idiosynkrasi-skruen
Messerschmidt brød ud i højstemt sang
Søren Krarup er røget ud ad intellektualismens ufolkelige tangenter
DF må gøre op med intellektualismen
Henvisninger

At være formand for et parti med rebeller Til toppen Næste

Det er ikke nemt at være partiformand for et parti der skal forvandles fra rebelsk protestparti til seriøst, regeringsbærende parti. Dette gælder uanset hvor på det politiske spektrum partiet befinder sig.

Enhedslisten vil aldrig bestå prøven. SF klarede ikke prøven i 1966-67, da Aksel Larsen dannede 'rødt kabinet' med Jens Otto Krag hen over hovedet på sit eget partis ungdom og nye vælgere (jf. artikel). Partiet er siden langsomt blevet forvandlet og er først nu under Villy Søvndal ved at tage skridtet hen mod regeringsdueligheden fuldt ud.

Retsforbundet under Viggo Starcke gik ned på at gå i forpligtende samarbejde med socialdemokrater og radikale i Trekantregeringen 1957-60. Og endnu tidligere gjorde venstrehøvdingen Knud Kristensens udbryderparti 'De Uafhængige' kun livet surt for de borgerlige.

Og Fremskridtspartiets legendariske Mogens Glistrup, der for alvor lavede rav i den politiske andedam i 1973, var så komplet uberegnelig og utilregnelig at han uden skrupler væltede Poul Hartlings smalle Venstreregering i 1975. Det blev til to årtiers ørkenvandring og indre splittelse med kun få og kortvarige oase-ophold. Til sidst fik partiets politiske ordfører, den jordnære og resultatsøgende hjemmehjælper Pia Kjærsgaard nok.

Først fik Kjærsgaard smidt Glistrup ud af partiet i 1990, og da det ikke førte til den fornødne ro og orden, brød hun i 1995 helt ud og dannede Dansk Folkeparti med en stramning af den danske flygtninge- og indvandrerpolitik som mærkesager. Det blev en succeshistorie. Mærkesagerne blev omdrejningspunktet i dansk indenrigspolitik i de følgende år, og partiet fik 13 mandater ved valget i 1998, mens Z gik tilbage fra 11 til 4. Og ved valget i 2001 gik DF yderligere frem til 22 mandater (eller 12 % af stemmerne), mens Z gled helt ud. Samtidigt gik Venstre under Anders Fogh Rasmussens formandskab frem fra 42 til 56 mandater, således at VKO tilsammen kunne mønstre 94 mandater mod oppositionens 81. Fogh kunne danne regering med De Konservative (16 mandater) og med DF som loyal, men kritisk og indimellem besværlig støtte.

Camre er gået over gevind i idiosynkrasi-skruen Til toppen Næste

Dansk Folkepartis folketingsgruppe var stort set sammensat af fornuftige og loyale folk. Men rebellerne fandtes fortsat i partiet, og dem måtte Kjærsgaard jævnligt kalde til orden. Og det gjorde hun konsekvent og kontant, som da hun fx under valgkampen i 2005 på stedet og for åben skærm beordrede et partimedlem ekskluderet, fordi han for næsen af hende stod og omtalte indvandrerne som aber. Det ville Kjærsgaard ganske enkelt ikke finde sig i. Poul Nyrup Rasmussens torskedumme bemærkning fra folketingets talerstol om at DF ikke var stuerent, skulle definitivt gøres til skamme. Og det er faktisk lykkedes.

Men indimellem kniber det fortsat for enkelte af partiets folketingsmedlemmer og EU-parlamentarikere at vare deres mund. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden jo over med, medmindre.... Louise Frevert er en af dem der har måttet kaldes til orden og prøve at få frataget ordførerskaber. Mogens Camre er en anden. Og nu er altså også den helt unge komet Morten Messerschmidt gledet i sin egen beruselse.

Den forhenværende socialdemokrat Mogens Camre er - ligesom den anden partikandidat til EU-parlamentet Ulla Dahlerup - berygtet for sin skarpe tunge og idiosynkratiske opfattelse af muslimer. Han går let over gevind og gjorde det nys, da han uden omsvøb erklærede at meget omtalte Asmaa Abdol-Hamid trængte til psykiatrisk behandling fordi hun finder det foreneligt med sit folketingskandidatur for Enhedslisten at bære religiøst tørklæde. Camres udfald er så langt ude, at anbefalingen såmænd kan rettes mod ham selv, for hvis der er noget Asmaa Abdol-Hamid er, så er det konsistent som både menneske og politiker. Og dette burde i det mindste respekteres af ethvert fornuftigt menneske, uanset hvor uenig man er med hende i den demonstrative skiltning af den religiøse fromhed.

Messerschmidt brød ud i højstemt sang Til toppen Næste

Morten Messerschmidt er bogstaveligt talt faldet i Grøften, idet han i den hyggelige Tivoli-restaurant har drukket sig så beruset at han begyndte at opføre sig alt andet end sømmeligt. Han har selv indrømmet at hans optræden var 'useriøs', men dette upræcise udtryk dækker over, at han begyndte at synge på en måde som faldt nogle af tilhørerne for brystet. Der er naturligvis ikke noget ondt i at begynde at synge, når man får en tår over tørsten. Det sker for mange, og da Messerschmidt er et både musikalsk og lystigt menneske er der egentlig kun tale om at den gode og kreative spontansang får frit løb i ham (jf. artiklen Det musiske menneske . Det uheldige er at det sker på et offentlig sted, hvor kendte personer overvåges af pressen eller pressens altid villige meddelere. Men det værste var naturligvis at spontansangen omfattede nationale tyske sange. Det er uklart hvilke, da vidneudsagnene er stærkt modstridende. Blandt andet hævdes det at Messerschmidt også sang engelske og franske sange, og at de tyske strofer var fra den smukke tyske nationalsang, men andre, heriblandt det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem Torben Lund, hævder at de var af nazistisk art - og nogle endog at Messerschmidt skal have moret sig med at heile.

Hvad der objektivt set er sket er altså usikkert, men ikke det faktum at nogle subjektivt har opfattet det skete som stærkt anstødeligt for netop den småborgerlige og nationale holdning Dansk Folkeparti repræsenterer og ønsker at repræsentere i offentligheden, og at de beredvilligt har videregivet deres iagttagelser til formiddagsavisen BT der naturligvis lige så beredvilligt har slået det op så stort som muligt (jf. tilføjelse af 2.5. nederst). Partiformanden havde derfor intet andet valg end at reagere med klar og prompte afstandtagen. Messerschmidt har på ingen måde opført sig illoyalt mod partilinjen som sådan, men opført sig på en måde som er moralsk anstødelig for såvel partiets vælgere og ledelse som partiets samarbejdspartnere på regeringsniveau. Messerschmidt indså skadeligheden heraf og valgte derfor - uden forudgående forhandling med partiledelsen - at melde sig ud af partiet og blive løsgænger i folketinget. Og dette kunne Pia Kjærsgaard kun erklære sig tilfreds med. For så kom den sag ud af verden.

Søren Krarup er røget ud ad intellektualismens ufolkelige tangenter Til toppen Næste

Af en helt anden karakter er folketingsmedlem Søren Krarups sammenligning på folketingets talerstol mellem Asmaa Abdol-Hamids tørklæde og de symboler som totalitære systemer som Sovjetkommunismen og Nazismen har anvendt, nemlig hhv. 'Hammer og Segl' og 'Hagekorset'. Krarup gør i ramme alvor - uden indtagelse af berusende stoffer - gældende, at islam er en totalitær ideologi af lige så farlig karakter for dansk og europæisk kultur som kommunismen og nazismen. Tilfældigvis fik han i den forløbne uge også stemplet homoseksuelle mennesker som handicappede, fordi deres seksuelle orientering ikke fører til forplantning. Men det er en bagatel ved siden af det andet.

Søren Krarup kan med lethed forsvare sine meninger, da de dels er velovervejede, dels rummer en kerne af sandhed som det er svært at komme udenom. Han viger derfor heller ikke en tomme fra det han har sagt, men redegør tværtimod for sine synspunkter mundtligt og skriftligt så længe nogen gider lægge øren og tryksværte til. Problemet er, at synspunkterne drejer debatten væk fra det centrale og ud på et sidespor. Og det er dette der får og nødvendigvis må få partiledelsen til at reagere.

Partiet har ingen principielle indvendinger mod homoseksuelle menneskers kønsorientering og må derfor anse Krarups besynderlige og lidt søgte udtalelser om deres handicap som absolut irrelevante og uhensigtsmæssige. Og hvad angår muslimernes religiøse hovedbeklædning, så er den som bekendt ikke det fjerneste ulovlig her i landet, men derimod udtryk for en demonstrativ understregning af en religiøs fromhed som er i allerhøjeste grad kontroversiel, fordi den på den ene side kan være valgt fuldstændigt frivilligt, men på den anden side mange steder i verden er pålagt muslimske kvinder som en pligt der skal tilkendegive at de accepterer mandens overherredømme. Tørklædet er med andre ord ikke blot - som fx en katolsk nonnes hovedbeklædning - tegn på en personlig fromhed, men selve symbolet på islams principielle ulighed mellem mand og kvinde.

Man kan i Asmaa Abdol-Hamids tilfælde undre sig over at et parti som Enhedslisten kan acceptere hende som folketingskandidat. Det må de dog trods alt selv om. For flertallet af den danske befolkning vil hun imidlertid stå som kontroversiel - og dette forhold er da lige netop vand i store mængder på Dansk Folkepartis mølle. Af samme grund er Søren Krarups analyser af fænomenet fuldstændigt malplacerede. De fjerner fokus fra hovedsagen, og sammenligningen med hagekorset er ovenud tåbelig.

Pia Kjærsgaard skal have sat Søren Krarup på plads på et gruppemøde netop ved at understrege at udtalelser af Krarups art bortleder opmærksomheden fra det centrale. Og hun har over for medierne forsøgt at gyde olie på vandene med en udtalelse om at Krarup er "en meget velbegavet mand som nogle gange roder sig ud i meget lange forklaringer". En sådan udtalelse kan der grines lidt af i krogene, for hvis manden virkelige var velbegavet, ville han vel netop ikke rode sig ud i lange forklaringer, hvor han til sidst ikke længere kan kende forskel på relevant og irrelevant. Sagen er da også at Krarup er uhyre intelligent (og det er noget andet end at være begavet) og aldeles aldrig roder sig ud i forklaringer hvor han mister overblikket. Hans problem er lige præcis det stik modsatte: han er i stand til mundtligt såvel som skriftligt at køre frem med lange og indviklede og spidsfindige fortolkninger og analyser der er fuldstændigt skudsikre i logikken og ræsonnementet, men som forbliver på teoriens intellektuelle plan og derfor - modsat Pia Kjærsgaard egen sunde fornuft - mister sansen for det pragmatiske og folkelige. Men dette er faktisk noget andet end det Pia Kjærsgaard undskylder ham med. Og det er langt langt alvorligere for partiet.

Der er mange der simpelthen ikke fatter Søren Krarups logik, selvom den egentlig er ganske ligetil. Først og fremmest sammenblander han aldeles ikke kristendom og politik, sådan som teologen Mette Kathrine Grosbøll påstod i Deadline på DR2 søndag aften. Tværtimod adskiller han dem klart ved at gøre kristendommen til et gudsforhold og et frelsesanliggende der henviser den enkelte til sin jordiske forpligtelse som menneske og borger. Og politiken på sin side skal ikke forsøge at skabe paradis eller det fuldkomne samfund på jord, men sikre værnet om det almene, det folkelige og det nationale. Hele denne fra Luther og Kierkegaard inspirerede Tidehvervsteologi er overordentlig klar - og har da også præget al dansk teologi i nyere tid. Problemet er at den er intellektuel og derfor dybt ufolkelig. Den er en forstandsteologi der oftest føres frem med ekvilibristiske og uangribelige ræsonnementer og spidsfindigheder, men er totalt blottet for føling med den ægte folkereligiøsitet og de arketypiske forestillinger denne bygger på. Den bygger med andre ord på Kierkegaard og hans paradokser og ikke på Grundtvig og hans hjertets tale. Heraf kommer det også at Tidehvervsbevægelsen har skabt den ene fremragende polemiker efter den anden, for polemik er forstandens evne til at tage afstand fra alt det der er anderledes og ikke mindst det der er fritvoksende. Polemikerne opbygger systematisk jeg'et som er kendetegnet ved altid at hævde sig selv, mens de totalt forsømmer det man i den jungianske dybdepsykologi kalder 'selvet' eller 'totalpsyken' som er kendetegnet af åbenhed og kærlighed. Jf. artiklen om Jeget og selvet.

Alt dette kunne naturligvis være fuldstændigt ligegyldig, verdensfjern teologi og psykologi, hvis det ikke lige netop var for det forhold at Søren Krarup tillige med sin udmærkede fætter, Blicher-kenderen Jesper Langballe, er to meget fremtrædende medlemmer af det parti på tinge som er det eneste der bærer betegnelsen folkeparti med rette. For om noget er ufolkeligt, så er det alt hvad der er intellektuelt og derved lader hånt om det folkereligiøse og de arketypiske forestillinger. Her har Dansk Folkeparti virkeligt et problem, men ledelsen kan tilsyneladende slet ikke selv se det. Den har vel fra starten været glad og taknemmelig for at få to stærke teologer som medlemmer og folketingskandidater som var sande polemikere og sande nationalister.

DF må gøre op med intellektualismen Til toppen Næste

Spørgsmålet er hvad der kan gøres ved denne i virkeligheden store inkonsistens i Dansk Folkeparti.

Først og fremmest er det indlysende, at partiets ledelse må forholde sig helt forskelligt til de to former for blæst omkring partiet som de seneste ugers udtalelser fra deres folketingsmedlemmer eller andre repræsentanter har fremkaldt. Camre og Messerschmidt kan sættes på plads på Pia Kjærsgaards gode gamle kontante metode. Ret ind eller gå!. Men lige så indlysende burde det være, at metoden ikke dur over for en mand som Krarup. For han har ikke fortalt sig eller dummet sig i beruselse, men blot fremturet i fuldt konsistent teori.

Teorien er ufolkelig og dermed i fuldstændig uoverensstemmelse med såvel partiets programmæsige intentioner som partiformandens fornemmelser for hvad der rører sig i den almindelige befolkning. Men problemet er at partiformanden ikke kan se uoverensstemmelserne. Og at formentlig heller ikke akademikerne Peter Skaarup eller Kristian Thulesen Dahl kan se det. Søren Espersen burde kunne, men han er formentlig for meget tidehvervsmand til at få øjnene op for det.

Problemet er imidlertid ikke perifert. For dels er det nødvendigt at partiet af hensyn til Venstre og Det Konservative Folkeparti og vælgerne generelt sørger for opretholdelse af både en urban tone og en utilsløret kommunikation af partiets centrale programpunkter. Dels ligger dets fremtidige gennemslagskraft som midterparti i at det kan udbygge eller forstærke følingen med det ægte folkelige og folkereligiøse - og dette kræver igen føling med de arketypiske forestillinger, altså med det modsatte af hvad de intellektuelle, alt for akademisk tænkende politikere render rundt og dyrker.

Det er nemlig ikke urigtigt eller irrelevant hvad redaktør Erik Meier Carlsen har understreget i sin nye bog om "Den fjerde alliance" - jf. omtalen i artiklen for nylig - nemlig at danskerne er blevet et folk af religiøse analfabeter. For dette betyder at danskerne er dårligt rustede til at løse såvel den opgave at integrere de muslimske indvandrere der har fået statsborgerskab og skal integreres som den opgave at forstærke den sammenhængskraft i hele det danske samfund som skal være med til at sikre en fredelig fornyelse af samfundet fremover.

Denne sammenhængskraft er det kun partier med føling for det folkereligiøse der kan sikre og øge. Derfor er Venstre og Dansk Folkeparti særligt forpligtede. Og for Dansk Folkepartis vedkommende kommer det også ind i billedet, at det på dette område har langt større potentiale end Det Konservative Folkeparti.

Man kan håbe på at Søren Krarup og Jesper Langballe trækker sig tilbage fra folketinget ved næste valg på grund af alder. Men bedst for alle parter ville det naturligvis være om partiledelsen får øjnene op for hvori problemet ligger og får skabt følingen med det folkereligiøse.

Jan Jernewicz

Tilføjelse 2.5.:

Efter yderligere behandling i medierne, herunder indslag i TV2-nyhederne med Morten Messerschmidt selv og flere af vidnerne fra den våde eftermiddag i Grøften i Tivoli, kan det nu med temmelig stor sikkerhed fastslås, at de tyske strofer Messerschmidt sang og som har givet anledning til postyret var de første strofer af et gammelt tysk digt fra 1841, som lyder: "Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Welt", og hvis melodi fra 1797 er skrevet af ingen ringere end Joseph Haydn. Digtet er lige så smukt som melodien, og er på ingen måde værre end andre nationale digte fra den tid. Tænk blot på vores egen 'Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp'. Digtet har af gode grunde intet med nazismen at gøre i sig selv, og blev da også ophøjet til tysk nationalhymne flere år før nazisterne fik magten i Tyskland, nærmere betegnet i 1922 ved den socialdemokratisk præsident Ebert.

Hymnen blev imidlertid suspekt i 1933, da Goebbels fik nazisternes partihymne fra 1929 'Die Fahne hoch', kaldet Horst Wessel-sangen efter sin ophavsmand, ophøjet til nationalhymne i sideordning med 'Deutschland, Deutschland über alles'. Sideordningen betød, at hymnerne altid blev afsunget lige efter hinanden. Den gode gamle nationalhymne blev på denne måde koblet så nært sammen med nazismen, at englænderne forbød sangen efter sejren i 1945, og at de to første vers ydermere blev strengt forbudt af tyskerne selv, da man genvalgte den gamle hymne og melodi til den nye Forbundsrepubliks officielle nationalhymne. Man udelader altså vers et og to og begynder med vers tre. Det er følgelig fortsat provokerende for såvel tyskere, der har oplevet nazismen, som for borgere i lande der har oplevet tysk besættelse at høre de første strofer afsunget offentligt.

Morten Messerschmidt kan med fuld ret bedyre at han aldrig har sunget egentlige nazistiske sange, men han har sunget strofer af den gode gamle tyske nationalhymne som mange mennesker automatisk forbinder med nazismen og som af samme grund er forbudte i Tyskland. Det kan man tillade sig privat, ligesom man kan tillade sig at afspille Haydns såkaldte Kaiserquartett, hvis andensats er variationer over melodien. Men man kan ikke tillade sig at synge 'Deutschland, Deutschland über alles' på offentlige steder som restauranter i Tivoli - uden at falde i usømmelighedens grøft.

Henvisninger: Til toppen