JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel39df

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.10.06.

DF og ytringsfriheden

af Jens Vrængmose

At profeten Muhammed ("Fred være med ham!" siger vi, selvom dette fromme ønske ikke synes at have den tilsigtede virkning!) ikke har levet forgæves, sås for et halvt år siden, da sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten kulminerede i muslimske lande med veltilrettelagte og voldsomme protester mod Danmark og danske interesser.

Og det ses i disse dage, da videoer fra en lukket abefest i Dansk Folkepartis Ungdom har afsløret at nogle af de lidet nøgterne medlemmer havde moret sig med at håne profeten i en tegnekonkurrence. Den slags morskab kan man mene om hvad man vil - de fleste normale unge har vist til alle tider moret sig på en måde som pæne ældre og modne borgere må ryste på hovedet af. Men her blev den private morskab filmet af en forfatter og hans makker med direkte henblik på at blive smidt ud på internettet (hjemmesiden Defendingdenmark) og i medierne, så muslimer uden for landets grænser rigtigt kunne forarges på deres religions vegne og tage vanlig affære.

Det skete som forventet med fordømmelser fra bl.a. Det Muslimske Broderskab i Egypten og Mujahedinernes Råd i Indonesien samt den iranske præsident og den jordanske religionsminister - med tilhørende opfordringer til at protestere aktivt. Som sædvanligt vil man også have den danske regering til at gribe ind - idet man fortsat i den del af verden ikke kan få ind i knolden at vi her i landet har en ytringsfrihed der gør det umuligt for en regering at forhindre folk i at tegne hvad de vil, uanset hvor primitivt tegneriet måtte være og i hvilken ædruelighedstilstand det foregår.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen, der for et halvt år siden blev dybt skræmt af afbrændingerne af sit eget portræt blandt ophidsede muslimer har dog skyndsomst erklæret de unge DFU-medlemmers kunstforsøg for smagløst og uacceptabelt, og dette har i første omgang tilfredsstillet visse muslimske kommentatorer, men naturligvis ikke forhindret den under den store krise nidkære århusianske imam Raed Hlayhel i påny at gøre sin særlige indflydelse i Mellemøsten gældende.

Dansk Folkepartis ledelse har taget sagen roligt, idet partiformand Pia Kjærsgaard på den ene side karakteriserer tegneriet som fjollet, men samtidig udtrykkeligt fastslår at det falder inden for den almindelige ytringsfriheds rammer. Hun vil derfor ikke undskylde noget som helst. Og har heller ingen som helst grund til det. Hun kritiserer derimod med rette medierne for at bringe videooptagelserne videre, selvom de stammer fra en helt igennem privat fest. Men som bekendt respekteres privatlivet mindre og mindre af medierne af den simple grund at de salgsmæsssigt er kommet i den trangssituation at der skal stærkere og stærkere krydderier i suppen for at få folk til at opdage at de overhovedet får noget i skrutten.

Men hvad muslimerne angår, så gælder, at de nærmest skal have mindre og mindre anledning til at hæve røsten mod ytringsfriheden og de vestlige normer og værdier. Paven kunne for nylig ikke holde en universitetsforelæsning med enkelte kritiske, men historisk fuldt forsvarlige og saglige formuleringer om muslimernes krigeriskhed uden at det muslimske helvede brød løs. Og på Deutsche Oper i Berlin måtte en flere år gammel opsætning af Mozarts opera 'Idemoneo' tages af plakaten, fordi splatter-instruktøren Hans Neuenfels, der er berygtet for af ren og skær sensationslyst at indlægge blodige slagtescener i operaer der fra komponistens side er tænkt i helt andre baner, lod Buddha, Jesus og altså også Muhammed halshugge for åbent tæppe, skønt personerne ikke er så meget som nævnt i operaens libretto (jf. hans tilsvarende totalt umusikalske attentat på Mozarts herlige 'Bortførelse fra Seraillet' i artiklen om Mozart.)

For Tysklands vedkommende kom der omgående protester mod opgivelsen af de planlagte forestillinger fra både Kanslerin Frau Merkel og indenrigsminister Schäuble, der begge var ligeglade med vanhelligelsen af Mozart, men til gengæld fandt det tåbeligt at begynde at aflyse operaforestilllinger af ren og skær frygt for at disse kunne såre de sårbare muslimer. Så er vi jo dér henne, hvor det er sårbare muslimer der skal bestemme hvor grænsen går for vores ytringsfrihed. Og så har vi reelt undergravet den.

Det sjove ved Dansk Folkeparti er imidlertid nu at partiet har fået en helt anden side af ytringsfriheden på halsen, idet partiledelsen har fundet det nødvendigt at ekskludere nogle medlemmer for offentlig kritik af ledelsens stil, ja det er faktisk en helt amtsbestyrelse der er blevet ekskluderet, da den valgte at bakke sin ekskluderede formand op. De ekskluderede vil ikke skade partiet direkte ved at danne et nyt parti, men nøjes i stedet for med at lave en kaffeklub for folk der vil have lov til at kritisere partiet offentligt. Det sjove er at disse utilfredse medlemmer påberåber sig ytringsfriheden og påstår at partiet er inkonsekvent når det i sagen om Muhammed-fornærmelserne vil forsvare dansk ytringsfrihed til sidste blodsdråbe, men når det gælder partiet selv ikke tåler ytringsfriheden brugt imod sig på noget sæt.

Det er og bliver imidlertid en misforståelse at der her skulle foreligge en inkonsekvens. For partiledelsen nægter ikke noget medlem deres grundlovsikrede ret til at ytre sig, men fastholder blot, at man for partiets skyld er nødt at holde kritik af partiet og dets ledelse inden døre. Og grunden hertil er ganske indlysende.

Ledelsen og ikke mindst partiformanden har ikke glemt forholdene i Fremskridtspartiet, hvor ikke bare medlemsdebatten, men selve partiledelsen var så anarkistisk, at det totalt undergravede partiets troværdighed. Ingen kunne vide med sikkerhed hvor partiet egentligt stod, ja, sålænge Mogens Glistrup overhovedet var med i partiet eller kunne true med comeback kunne ingen vide hvad manden fandt på og hvor han førte partiet hen. Han var - tillige med nogle få væbnere - så utilregnelig og uansvarlig, at partiet blev bedømt efter det og følgelig aldrig blev troværdigt på tinge.

Det tjener Pia Kjærsgaard til stor ære, at hun da hun tog initiativ til Dansk Folkepartis stiftelse for 11 år siden til fulde forstod lektien fra dengang og ikke siden har villet fravige at partiet styres fra toppen, så både alle vælgere og alle medlemmer véd hvad det står for. De der ikke kan lide lugten i bageriet, må gå deres vej. Så kan de bage alle de rævekager de vil udenfor. Det har de deres fulde frihed til.

For så vidt behøvede der ikke være mere at tale om. Men det er der dog, fordi eksklusionssagen har afsløret at det kniber med kommunikationen i partiet. Selv Søren Krarup har ment det nødvendigt at forsvare nogle af de ekskluderede medlemmer, men har af Pia Kjærsgaard blot fået at vide at det var bedre at han holdt bøtte. Hun har for sit eget vedkommende være tre uger i New York til FN's generalforsamling - og ikke kommenteret striden før efter sin hjemkomst. Det har hovedsageligt være partisekretæren der har måttet tage både slæbet og kritikken.

Men det turde være indlysende at man ikke hælder en hel amtsbestyrelse ud af et parti, før mulighederne er udtømt for at finde en løsning på problemerne. Topstyringen i partiet har rent faktisk betydet at man har afgjort sagen på partikontoret i København uden at tage en snak med de lokale folk og i det mindste prøvet at forklare dem hvordan man i København skelner mellem kritik der er rettet mod partiledelsen og derfor bør holdes inden døre og kritik der gælder den politiske linje i bred almindelighed og som derfor kan komme ind under offentlig debat.

Sammenligner man partiets situation med forholdene i Venstre vil man opdage den store lighed, at partiformanden i Venstre også demonstrerer sin vilje til enhed ved at lukke munden på tillidsfolk (sågar folketingsmedlemmer og ministre) der mener noget andet end han selv om så væsentlige spørgsmål som uligheden i Danmark. Det er faktisk et centralt emne af stor almen interesse, men Anders Fogh Rasmussen har som en anden enevældskonge resolveret at den slags snakker man ikke om i partiet.

Det sørgelige er jo, at man på denne måde afskærer enhver mulighed for at få diskuteret en problematik igennem til bunds, så man kan nå frem til en fælles holdning på en for alle tillidsfolk, medlemmer og vælgere tilfredsstillende afklaret måde. I stedet for at have spørgsmålet stående som et endeløst hængeparti der kun giver grobund for utilfredshed.

Som i sagen om de unge DFU'eres fjollede Muhammed-tegninger gælder at Dansk Folkeparti og dets ledelse nok skal overleve eksklusionssagen. Men den gavner ikke partiets anseelse, for uanset selve substansen i sagen, så er den tacklet dårligt - og giver således også statsministeren alt for nem grund til at fastholde sin afstandtagen til Dansk Folkeparti som regeringspartner.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Jens Vrængmoses rubrik