JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamytring11

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.9.06.

Paven og Profeten

Så blev det pave Benedikt den 16.s tur til at få ørerne i den islamiske propaganda-maskine.

Den lærde og besindige mand er på turné i sit tyske hjemland og holdt forleden på universitetet i Regensburg en forelæsning, hvor han citerede den byzantinske kejser Manuel II Palæologus for følgende retoriske udsagn:

"Vis mig hvad nyt Muhammed har tilført, og så vil du kun finde onde og umenneskelige ting, sådan som hans ordre om at bruge sværdet til at udbrede den tro, han prædikede..... Gud bryder sig ikke om blod - og det er i strid med Guds væsen at handle ufornuftigt. Troen fødes af sjælen, ikke af kroppen. Den der ønsker at bibringe et andet menneske troen, har brug for evnen til at formulere sig og ræsonnere, uden vold eller trusler."

Udsagnet fremkom i kejserens dialog med en lærd perser i 1391, netop det år Manuel blev kejser over det byzantinske rige, og hvor han kunne konstatere en stigende trussel fra osmannernes side mod det byzantinske rige. Kejseren var reelt skattebetalende osmannisk vasal, men hovedstaden Konstantinopel blev ikke desto mindre belejret 1394-1402 og blev kun midlertidigt reddet fordi der var indre stridigheder i osmannerriget. Kejseren søgte forgæves hjælp fra Vesten. Byen faldt efter hans død endeligt i 1453 som led i sultan Mehmed 2.'s ekspansion og har siden heddet Istanbul.

Udgiveren af samtalerne blev også citeret af pave Benedikt: "For kejseren som byzantiner rundet af græsk filosofi er denne holdning selvindlysende. Men i den muslimske lære er Gud fuldstændig transcendent [dvs uden for menneskelig erfaring]. Hans vilje er ikke bundet til nogen af vores faste begreber, end ikke rationaliteten."

Og ville tilhørerne vide, hvorfor paven nu i år 2006 graver sådanne citater frem, fik de også besked: "Hensigten her er ikke at grave grøfter eller at fremsætte negativ kritik, men at udvide vores fornuftsbegreb og dets anvendelse.... Kun sådan bliver vi i stand til at føre den ægte dialog mellem kulturer og religioner som der er så akut behov for i dag".

Man ser altså hos pave Benedikt både et klart forsvar for det vestlige fornuftsbegreb og en konsekvent fastholdelse af den ikke-volds-teologi som har kendetegnet alle paver i nyere tid og ikke mindst forgængeren Johannes Paul II, og som bl.a. har givet sig udtryk i klar afstandtagen fra krigen mod Irak og Israels kamp mod Hizbollah - samt den totale afvisning af al moderne befrielsesteologi. Benedikts tale burde altså slet ikke kunne misforstås, men tværtimod ses som en stilfærdig opfordring til alle religioner om at besinde sig på deres tros essentielle indhold fremfor på dens magtaspekt.

Men sådan er talen ikke blevet opfattet i den muslimske verden.

OIC, Den Islamiske Konferenceorganisation, taler om en pludselig kampagne fra Vatikanets side og håber ikke at den er udtryk for en ny politik over for den islamiske tro. Formanden for Indiens nationale kommission for mindretal påstår uden ringeste dokumentation og i strid med sandheden, at pavens sprogbrug leder tanken hen på de af hans kolleger der i det 12. årh. gav ordre til korstogene. Fra lederen af Det Muslimske Broderskab i Egypten hedder det, at pavens udtalelser bekræfter at politikere og religiøse leder i Vesten nærer modvilje mod alt der er muslimsk. Underhuset i det pakistanske parlament vedtog en enstemmig resolution der kræver at paven skal trække sine udtalelser tilbage, fordi de har såret menneskers følelser over hele den muslimske verden. Og i Tyrkiet sagde lederen af det statslige direktorat for religiøse anliggender ligefrem, at paven er fuld af fjendskab og modvilje over for islam, og han ønskede pavens besøg i Tyrkiet i november aflyst. På fjernsynet har vi set rasende muslimer råbe forbandelser over paven - og skilte med engelske slogans imod ham, slogans som de sikkert ikke selv forstår.

I Iran sagde en højstående religiøs leder profetisk, at muslimer over hele verden med sikkerhed vil reagere på disse svage argumenter. Også her rykker man ud med store skilte med stærke engelske slagord som: 'Pope's Remarks are hypocritical', 'Jihad is Means to end Tyranny & Justic' (!) eller 'Christian Community should take notice of Pop's remarks'. Og i Teheran ventes der i dag søndag demonstrationer mod paven - med netop det paramilitære korps i spidsen der også stod for angrebet på den danske ambassade under Muhammedkrisen.

Vi ser med andre ord nøjagtigt samme mønster som under Muhammedkrisen. En i sig selv lille ting, der i karikatursagen kunne udlægges kontroversielt fordi der var tale om satire, men i pavens tilfælde ikke burde kunne, da der er tale om opfordring til besindighed, udlægges af de religiøse ledere som dybt fornærmende for islam og fører til deres ophidselse af masserne som er uvidende om pavens faktiske ræsonneren og formentlig ude af stand til at forstå den i dens nuancer og kontekst.

Den tyske kansler Angela Merkel har hurtigt været på banen med en beroligelse om at man har misforstået paven, og hun advarer specielt Tyrkiet mod at aflyse pavens besøg. Paven selv har naturligvis - ligesom i sin tid Jyllands-Postens redaktør og den danske statsminister - beklaget at hans udtalelser er blevet opfattet som krænkende. Men han har naturligvis ikke beklaget selve sine citater, da de var velvalgte ud fra talens hovedformål.

Det sørgelige af det sørgelige er med andre ord at den muslimske verdens voldsomme reaktioner fuldstændigt bekræfter den konklusion der kunne drages af Muhammedkrisen, nemlig at muslimer ikke tåler den mindste anfægtelse af deres tro eller deres hellige skrifter og personer, på trods af at de vitterligt - ligesom kristendommens - er flertydige og altså i vores moderne tid med dens tætte berøring for ikke at sige sammenstød mellem religioner og kulturerne stiller stigende krav til besindighed og nytænkning i fortolkningen.

I realiteten viser den muslimske verdens reaktion på pavens stilfærdige og manende ord om fornuftens begreb og anvendelse at islam stadigvæk er uhyggeligt langt bagefter kristendommen i henseende til at udvikle sin teologi på en sådan måde at den løsrives mere og mere fra magtens sprog og interesser og knyttes nærmere og nærmere kærlighedens og forsoningens forståelse og sprog.

Dette er ikke en påstand, men en simpel kendsgerning, og det moderne sekulariserede Vesten der har sin selvforståelse fra både kristendommen og den græske filosofi, ville være tåbelig ud over alle grænser, hvis den i ligemageriets navn begyndte at fortie denne kendsgerning. Det er tværtimod nødvendigt at blive ved med at påpege den, indtil den dag måtte komme, da det overvejende flertal af muslimer følger deres moderate fortolkere og begynder at løsrive sig fra den yderst snævre dogmatik der gør Gud til en absolut og transcendent størrelse og mennesket til et simpelt redskab for denne størrelse - og bl.a. derfor ser på begrebet jihad eller hellig krig som noget der forhindrer enhver relativisering og sekularisering af religionen og derfor også forhindrer ægte dialog med andre religioner og kulturer.

Der er i den globaliserede verden med dens store udfordringer fra demografiske forskydninger i store dele af verden, primært den store indvandring af muslimer til Europa, i allerhøjeste grad brug for at holde fornuften fangen således at forskellige kulturer, religioner eller fortolkningsfællesskaber kan leve fredeligt og fordrageligt ved siden af hinanden. Forudsætningen er ikke - som mange mennesker, inkl. den danske statsminister tror - at religionen forvises fra det offentlige rum, men derimod at religionen i form af de forskellige religioners egne fortolkninger fokuserer på det essentielle, de dybe universelle og i virkeligheden mytiske forestillinger om meningen med livet, og fjerner sig fra det magtmæssige, de svævre, lokale og tidsbestemte udlægninger der styrker jegfølelsen og stoltheden samt hele den fatale sammenknytning af absolutte dogmer med viljen til at forsvare sin egen konfession til sidste blodsdråbe.

Der er brug for en udvidelse af fornuftsbegrebet så værdierne i tilværelsen og meningen med tilværelsen får den plads i kultur- og samfundslivet som de skal have, men så nøgternheden, diversiteten og komplementariteten ikke udelukkes.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Vatikanets hjemmeside Klik
Link til Der Spiegels udførlige behandling af sagen Klik
med link til særudgaven om "Papst contra Mohammed"

Muhammed-krisen (oversigt over Jernesalts artikler)

Andre artikler på Jernesalt:

Europæisk kardinal ny pave  (20.4.05.)
Paven begravet   (10.4.05.)
Pave Johannes Paul II er død  (3.4.05.)
Pave Johannes Paul II  (Religion - 19.11.02.)
Katolicismens inderste væsen

Kristendommen passé? (26.12.04.)eller har den potentiale til fornyelse?
Helhedsrealismens fortrin (5.3.06.)
Er religion en privatsag?eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?

Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?  (24.11.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)