ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.4.05.

Europæisk kardinal ny pave

Trods sin alder på 78 blev den tyske kardinal Joseph Ratzinger tirsdag valgt til ny pave for den katolske kirkes 1,1 milliarder medlemmer, og han valgte navnet Benedikt XVI.

Den overordentligt kompetente og grundige teolog stod i forvejen meget stærkt i kardinalkollegiet, fordi han siden 1981 har været leder af Vatikanets 'Troskongregation' og dermed vogter af den katolske kirkes sandheder og principper. Han var en slags moderne 'Storinkvisitor' og skal have afskediget omkring 100 præster fra deres embeder på grund af afvigende holdninger. Han er af samme grund blevet kaldt både 'Guds Rottweiler' og 'Panserkardinalen'. Men han er efter eget udsagn blevet lidt mildere med årene. Ja, han skal efter kenderes udsagn være i besiddelse af humor. Han er under alle omstændigheder ligesom forgængeren en beskeden og ydmyg mand - og teologisk set helt på linje med denne.

Ratzinger valgte sit pavenavn med henvisning til Benedikt XV der uden at være valgt som overgangspave kun havde embedet i ganske få år fra 1914-22, og som blev mest kendt for at kæmpe for fred under første verdenskrig, og iøvrigt kæmpe imod moderniteten. Benedikt XVI kan blive kendt for noget tilsvarende. Og det får stå hen, om det har spillet ind, at Benedikt også var navnet på den munk der omkring år 500 skabte Benediktinerordenen og Benediktinerreglen (regel for klosterlivet, udtrykt med mottoet 'Ora et labora', dvs 'Bed og arbejd'). For denne munk var ikke pave - og Ratzinger har aldrig tilhørt nogen munkeorden overhovedet.

Chefideolog Ratzinger prædikede umiddelbart før konklavet for sine kolleger og tog her i skarpe vendinger afstand fra marxisme, ateisme, libertinisme, og individualisme - eller med ét ord relativismens diktatur. Han talte imod at følge tidsånden og dens mainstream. Og det vakte åbenbart tilslutning.

Folk der havde håbet på et andet valg og en anden kurs blev naturligvis skuffet. Det gælder katolske kritikere som den forkætrede Hans Küng der talte om en kæmpeskuffelse. Eller det grønne forbundsdagsmedlem Christa Nickels der gav udtryk for at Ratzinger har begravet mange kvinders, katolske reformtilhængeres og også mange lægfolks forhåbninger. Men både den polske præsident Kwasniewski og den tyske præsident Köhler erklærede sig tilfredse med valget. Ligesom præsident Bush i USA.

En tysk kommentator, Matthias Matussek, svinger sig i 'Der Spiegel' ligefrem op til at se valget af Ratzinger som en velsignelse for tyskerne, som en mægtig pointe fra Helligånden således at have fået rekruteret den nye pave lige netop fra de tyskere der nødigst ville have en pave af den karat. Hos os tyskere, skriver han, bliver troen mest højlydt diskuteret i offentligheden af dem der forlængst har vendt den ryggen, dvs af alle disse 'Talkshow-Moderatoren' (studieværter) der helst ser kirkens utidssvarende forsvar for bønsfordybelse, kultur og tradition trivialiseret. Derfor er verden ikke i lang tid for en tyskers synsvinkel blevet bragt så meget håb som den dag purpurforhænget gik til side og Ratzinger trådte frem som valgt.

Det er også klart at meningerne om den nye pave i et protestantisk og navnlig stærkt sekulariseret land som Danmark overvejende må være negative. Det siger sig selv at Martin Krasnik i Deadline tager sig til hovedet over valget, og at Politikens lederskribent (formodentlig Bjørn Bredal) hellere havde set en svoren brandesianer som ny pave. Men det er altså tilfældigvis ikke danske fritænkere eller religionsforagtere der skal være med til at vælge pave i Rom. Paven er ikke overhoved for en demokratisk, populistisk eller markedsbestemt religion, men for en religion for hvem etik og eksistens er dybt seriøse anliggender på et solidt fundament.

Problemer er der sandelig for den katolske kirke, herunder naturligvis den feministiske kritik og vanskeligheden ved at rekruttere præster - samt undgå sexskandaler. Men set i et overordnet og langsigtet pespektiv er der to ting der er vigtigere end alt andet - og det behøver man såmænd ikke at være specielt teologisk kyndig for at kunne se - og det er dialogen med andre religioner og troskaben mod kristendommens egne sandheder.

Fuld og hel sekularisering forudsætter ikke nogensomhelst bøjen sig for en pavelig autoritet, men tværtimod en løsrivelse fra alle ydre autoriteter til fordel for forståelsen for bindingen til den autoritet der hedder kravet om indre konsistens. Men også dette krav er imod postmodernismens relativisering af alle værdier.

Alt dette trænger til diskussion i alle lande verden over, men ikke mindst i Europa - og derfor er det bedre med en pave i Rom der ligesom forgængeren holder fast ved sit fremfor at lade sig føre med strømmen.

Kristendommen er ikke passé, men har potentiale til fornyelse og kraft til genvinding af initiativet.