ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.02.

Pave Johannes Paul 2.

Indledning
Barndom, skole, teater
Ungdom i Krakow
Maria-hengivenheden
Præst i Krakow
Ærkebiskop
Nej til prævention
Det specielle samarbejde med oversætterinde
Kardinal 1967
Situationen i Polen tilspidses
Pave 1978
Principielt upolitisk
Menneskesyn og kirkesyn
Afsluttende vurdering
Henvisninger

Inden for nogle få måneder i 1978/79 skete to af hinanden helt uafhængige begivenheder i den religiøse verden, som kom til at spille en meget stor rolle i den politiske verden. Den i Paris bosiddende 79-årige eksil-shiit Ayatollah Khomeini blev religiøst og politisk overhoved for den iranske republik efter en revolution der var rettet mod shahen, Muhammad Reza Pahlavi, og det USA der opretholdt shahens magt. Den i Krakow residerende metropolit og kardinal, 58-årige Karol Wojtyla, blev i Vatikanet i Rom valgt til pave for den verdensomspændende katolske kirkes henimod 900 mio medlemmer.

Ayatollah Khomeini var en hadets og intolerancens mand, der dels indførte et hårdhændet teokratisk styre i Iran, dels førte den muslimske verden ind i en endnu hårdere konfrontationslinje med USA, Israel og det øvrige Vesten, hvis dekadente livsstil og politiske magtstatus han foragtede. Han mistede med årene grebet i Iran, men selvom der i dag er tilnærmelser mellem Iran og vestlige stater, og selvom den iranske befolkning ser hen til et systemskifte i landet, så har Iran en væsentlig del af skylden for de muslimske landes forværrede forhold til Vesten gennem mere end tyve år.

Karol Wojtyla (l'et der helt korrekt skrives med en tværstreg udtales som dobbelt-w) var og er teologisk set en konservativ mand, der konsekvent har nægtet at liberalisere kirkens synspunkter på cølibat, prævention og abort. Men politisk set var og er han en fredens, forsoningens og tolerancens mand, der konsekvent har afslået ethvert forsøg på at gøre kirken til en magtfaktor i snæver politisk forstand, for så meget desto mere at bestræbe sig på at gøre den til en magtfaktor i moralsk og religiøs forstand. Han har med alderen mistet ikke så lidt af grebet om den katolske kirkes udvikling, som pave Johannes 23. satte i gang med det andet Vatikanerkoncil, men han har til gengæld en stor del af æren for, at den nationale befrielsesbevægelse i Polen under navnet Solidaritet og lederen Lech Walesa blev en uovervindelig faktor i Polens politiske udvikling, og at den så hurtigt som tilfældet var også blev en faktor der var medvirkende årsag til kommunismens overraskende hurtige fald.

I deres pave-biografi fra 1996 gør Carl Bernstein og Marco Politi gældende, at Johannes Paul 2. i sin kamp mod kommunismen faktisk i det store hele baserede sit program på de selvsamme principper om lighed og retfærdighed som det sovjetkommunistiske parti havde glorificeret i teorien, men bestemt ikke i sin praksis. Paven påberåbte sig, at kirken havde en social rolle at spille i opnåelsen af disse universelle mål. Og det var denne holdning der i sidste ende destabiliserede det kommunistiske system.

Karol Wojtyla kan derfor stå som en diametral modsætning til Ayatollah Khomeini både som menneske og som religiøs leder. Uanset den katolske kirkes fremtidige rolle i verden vil Karol Wojtyla som pave Johannes Paul 2. i kraft af sin afklarede tro på menneskerettighedernes universalitet, åndsudspring og overhøjhed i forhold til de politiske systemer gå over i verdenshistorien som en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige personligheder.

Men det begyndte i det små, i beskedne kår i et fattigt og sårbart land, og i en familie der blev ramt af flere tragedier. Herom fortæller Carl Bernstein og Marco Politi.

Allerede i 1929 var moderen død, og det påvirkede selvsagt Karol, der blev noget mere indadvendt og bogorienteret, og gik endnu mere op i sin hengivenhed for Jomfru Maria og bøn til hende end hidtil. Dagen efter hendes bisættelse i Wadowice tog faderen med sin søn på pilgrimsfærd til Jomfru Marie-sanktuariet i det nærliggende Kalwaria Zebrzydowska, ‘Polens jordiske Jerusalem', som Bertini og Politi benævner det, nemlig stedet hvor Den Store Moder, Den Hellige Jomfru, Englenes Madonna og Polens Dronning hvert år dør og farer til himmels. Siden drog Karol Wojtyla ved vigtige og vanskelige øjeblikke i sit og kirkens liv altid tilbage til Kalwaria.

Karol omgikkedes i den lille by flere skolekammerater af jødisk herkomst, heriblandt Jerzy Kluger der blev en nær ven, og som overlevede holocaust. Som rabbiner var Kluger med ved modtagelsen af paven ved dennes besøg i Israel så sent som i 2001.

Karols selvfølgelige forhold til jøderne i skolen stod i skarp kontrast til den officielle katolske holdning, som den bl.a. udtryktes af den daværende polske primas, kardinal Hlond, i et hyrdebrev 1936: "Der vil være et jødisk problem så længe der er jøder. Det er et faktum, at jøderne kæmper mod den katolske kirke, fremturer i fritænkning, og er avantgarde for gudløshed, bolsjevisme og omstyrtning.... Det er et faktum, at jøderne bedrager, tager renter og driver rufferi. Det er en kendsgerning, at unge jøders religiøse og moralske indflydelse på polakker er negativ....".

Allerede som fjortenårig opdagede Karol teatrets magi, og det med en sådan styrke, at han opfattede det som sin skæbne. Det skete i det lille Universitets Amatør-teater i Wadowice, som hans lærer i polsk litteratur Miecsyslaw Kotlarczyk havde oprettet nogle år forinden. Allerede på dette tidspunkt indviedes han i de tanker og temaer som den polske nationalskjald Adam Mieckiewicz kredsede om: Spørgsmålet om Guds indifference over for den menneskelige lidelse, og opfattelsen af Polen som det land der skulle frelse verden gennem sin lidelse (den polske messianisme). Karol, der havde en formidabel hukommelse for replikker, bestemte sig for at skrive teaterstykker selv og iøvrigt - til ærkebiskop Sapiehas fortrydelse - læse litteratur i Krakow.

Men bøn og meditation var også et væsentligt element i hans liv. Venner konstaterede en særlig munkeagtig rytme i hans bøn der førte ham væk fra sin egne tanker (fra egoet ville en dybdepsykolog sige) og over i en anden tilstand. En præst af Karmeliterordenen (en tiggermunkeorden der blev dannet på bjerget Karmel i 1156) blev hans åndelige fader og forærede ham på et tidspunkt en bog om den spanske mystiker Johannes af Korset (Juan de la Cruz), som drog ham stærkt, og som han siden i studieårene i Rom skrev teologisk afhandling om. Denne mystiker beskrev bl.a. sine erfaringer om ‘sjælens sorte nat'. Og hans råd var at man ikke skulle binde sig til det letteste og det behageligste, men til det sværeste og mest ubehagelige.

Faderen, der nu var pensioneret, flyttede i 1938 til en lille lejlighed i Krakow med sin søn, der blev indskrevet ved det berømte Jagiellonske Universitets humanistiske fakultet. Faderen lærte Karol tysk så godt, at denne blev i stand til at læse Kants filosofi på originalsproget. Karol havde et stort sprogtalent og kom efterhånden til at tale tysk, engelsk, fransk, italiensk, spansk og russisk foruden kirkelatin flydende.

Da Nazi-Tyskland angreb Polen den 1. september 1939 og de første bomber traf Krakow, befandt Karol Wojtyla sig tilfældigvis i katedralen på Wawel-slottet sammen med fader Figlewicz, hans gamle religionslærer fra Wadowice. Og dennes reaktion var, at de to måtte celebrere en messe og bede Gud om at spare Polen. Men det forblev Karols opfattelse, at Polens skæbne ikke var et simpelt resultat af den tyske invasion, men af den herskende klasses egoisme og dyrkelse af autoritære principper.

Tyskerne lukkede hurtigt de polske universiteter, og en stor del af professorerne i Krakow blev arresteret og i mange tilfælde brutalt myrdet. Undervisningen blev forsøgt gennemført hemmeligt rundt omkring i byen ved de såkaldt ‘flyvende universiteter', således som det også skete mange år senere under det kommunistiske regime. Desuden blev Karol involveret i to vidt forskellige aktiviteter, begge af fredelig art. Han kom med i en hemmelig religiøs organisation, Den levende Rosenkrans, som blev ledet af Jan Tyranowski, som Karol Wojtyla selv senere karakteriserede som en af disse ukendte helgener, skjult som et fantastisk lys på bunden af tilværelsen, hvor sædvanligvis natten råder. Tyranowski bibragte Karol åbenbaringen af et helt univers, en verden hvor alt var rettet mod Gud

På denne tid skrev Karol i rasende fart ikke mindre end tre skuespil om hhv. David, Job og Jeremias. Karol opfattede teatret som et våben til forsvar for polsk kultur midt i dens mørke nat. Stykkerne blev opført ved hemmelige forestillinger i en lille gruppe der kaldte sig Studio 39. Han deltog også i Kotlarczyks teatergruppe The Rhapsodic Theatre, som det lykkedes af lave 22 forestillinger mellem 1941 og 1944.

I oktober 1940 fik Karol nogle måneder hårdt fysisk arbejde på Solway-fabrikkerne uden for Krakow, herunder også på et stenbrud, en erfaring som ingen pave har haft magen til.

I februar 1941 døde faderen pludseligt - uden at Karol nåede frem til dødslejet. Det havde han heller ikke nået ved moderens eller broderens død - og det gik ham på. Faderens død hensatte ham påny i endnu dybere mystiske og filosofiske refleksioner.

Karol diskuterede i almindelighed ikke politiske spørgsmål med sine venner eller arbejdskammerater. Han fulgte frontforskydningerne på kort hos andre, men betragtede bøn som det eneste virksomme våben mod tyskerne. Og for Ruslands vedkommende betragtede han også for det russiske folks vedkommende genopdagelse af kristendommens vej som løsningen.

I efteråret 1942 havde han en lang diskussion med fader Figlewicz som medførte, at han til sine venners store overraskelse opsøgte ærkebiskop Sapieha og tilkendegav, at han ønskede at blive præst. Han indtrådte i ærkebiskoppens hemmelige seminarium og opdagede til sin overraskelse, at dette var meget omhyggeligt organiseret.

På dette tidspunkt fik Karol Wojtyla endnu en bog i hænderne som fik den allerstørste indflydelse på ham, nemlig Marie-Louis Grignion de Montforts afhandling fra 1843 om "Den Sande Hengivelse til Den Hellige Jomfru Marie". I et interview i 1982 sagde paven: "Læsningen af den hellige Montforts bog om den ægte Maria-fromhed har ført til et vendepunkt i mit liv, selvom det drejer sig om en lang, indre vej! Det var ved min hemmelige forberedelse til præstevielsen, at jeg fik dette enestående skrift i hænderne. Jeg husker, at jeg i lang tid bar bogen på mig - selv på fabrikken, hvor jeg arbejdede, så dens pæne omslag efterhånden blev helt plettet af kalk..... Den forandrede min barndoms og ungdoms Maria-forståelse og gav mig en ny holdning, en kærlighed til Maria, som kom fra dybet af min tro.... Den ægte Maria-fromhed udfolder sig henimod Kristi mysterium, mod det menneskevordne Ord, mod den hellige Treenighed. Denne fromhedsform, som består i at man gør sig selv total afhængig af Jomfru Maria, er nødvendig for enhver, der betingelsesløs vil give sig selv til Jesus Kristus og hans forløsergerning...."

Wojtylas dybe hengivenhed for Jomfru Maria manifesterede sig klart, da han efter bispeudnævnelsen tog valgsproget "Totus Tuus" (altid din, nemlig Jomfru Marias).

Da Warsawa-opstanden i august 1944 udløste voldsomme tyske gengældelsesaktioner gennemførte de også en større udrensning i Krakow, men den ramte ikke Karol Wojtyla eller ærkebiskoppen. Wojtyla afsluttede sin præsteuddannelse, blev ordineret på Allehelgens dag den 1.november 1946 og celebrerede sin første messe den følgende dag. Der var tyndet betydeligt ud blandt de polske præster, så ærkebiskoppen havde hårdt brug for fader Wojtyla i sit bispedømme, men tiltroede ham større opgaver sidenhen. Han blev derfor sendt på studieophold i Vatikanet, hvor han koncentrerede sig om studier i spansk mystik og den store skolastiker Thomas Aquinas filosofi.

I juni 1948 vendte Karol Wojtyla tilbage til Polen og blev tildelt et lille pastorat i Niegowic, så han kunne lære et landsogn at kende. Og det gjorde han, idet han her udover at passe de kirkelige handlinger både organiserede teaterforestillinger for de unge, hjalp dem med studier og erhverv og tog dem med på ture til Krakow eller på hike. Han forblev højt op i årene en trænet bjergvandrer og skisportsmand. Desuden spillede han fortsat både volleyball og fodbold.

Allerede efter syv måneder på landet blev han kaldt tilbage til Krakow, hvor han blev præst ved Sankt Florians-kirken, hvor han fortsat arbejdede meget med ungdommen. Hans mål var at finde en ny form for religiøs opdragelse, der bragte mennesket nærmere Gud og styrkede sjælen gennem meditation. Han organiserede sognets unge i små grupper, som han kaldte ‘pakker'.

Her i sognet arbejdede Karol Wojtyla også videre med de etiske problemer han tidligt var begyndt at beskæftige sig med, og i arbejdet med de unge blev det selvsagt spørgsmå om sex, kærlighed og ægteskab. Dette sidste var at betragte som et kald, og dette at give liv til et barn var at tage del i den guddommelige skabelsesakt. "Seksuelle forhold uden for ægteskab skader altid objektivt kvinden, selv i det tilfælde hvor hun samtykker eller positivt ønsker det", skrev han i sin bog om ‘Kærlighed og ansvarlighed' fra 1960, der fulgtes op af skuespillet ‘Juveler-butikken'. Som bekendt har Karol Wojtyla ikke skiftet mening om prævention eller abort. Langt senere sagde han som pave i et interview: "Jeg kan ikke skifte mening om hvad jeg har lært fra mig hele mit liv."

I oktober 1954, året efter at stalinisten Bierut strammede grebet om den katolske kirke og bl.a. satte primas Stefan Wyszynski i afsides husarrest i tre år, blev Karol Wojtyla lærer i kristen etik ved det katolske universitet i Lublin, hvor han blev optaget i en lille cirkel af intellektuelle konspiratorer blandt professorerne. Deres mål var at underminere kommunismen spirituelt og filosofisk. Det faldt helt i tråd med Wojtylas egen opfattelse, at marxismen ikke giver plads til det enkelte menneske eller til det essentielt menneskelige, således som dette netop er konkretiseret i hvert eneste individ.

I 1956 fandt den store opstand i Poznan sted, der til sidste førte til Bierut-regimets fald og indsættelsen af Gomulka. Kardinal Wyszynski blev løsladt, og allerede i juli 1958 blev Karol Wojtyla kaldt til samtale hos denne, der stillede ham et lidt ejendommeligt spørgsmål: "Er De prælat eller kanon?" (frit oversat: gejstlig eller korpræst). "Ingen af delene", svarede Karol Wojtyla: "Jeg er præst og desuden assistent ved det katolske universitet i Lublin." Men baggrunden var, at Wojtyla skulle udnævnes til hjælpebiskop i Krakow, og Wyszynski havde sine tvivl om mandens evner.

Og måske også sin tvivl om mandens vilje til at holde på den biskoppelige værdighed. Wojtyla var selv meget opsat på ikke at miste kontakten med det jævne folk og indførte bl.a. en slags verdslig eukaristi, idet han overførte den gamle polske juletradition med brydningen af brødet som tegn på kærlighed og sammenhold fra familielivet til kirkelivet. Han begyndte at bryde disse store ‘oplatek' (oblater) i studenterkirken og uddele dem til alle, og skikken bredtes til andre kirker.

Slutresultatet blev en ændring af hele den katolske liturgi, brug af modersmålet i messen, bekræftelse af samvittighedsfriheden, tilnærmelse til protestanterne og den ortodokse kirke, åbning mod andre religioner, dialog med ikke-troende, afstandtagen fra anti-semitismen og præsentationen af den katolske kirke som en dynamisk institution.

Biskoppen fra Krakow deltog med liv og sjæl i koncilet. I besvarelsen af det spørgeskema Johannes 23. sendte ud forud for koncilet skrev Karol Wojtyla, at koncilets formål efter hans mening burde være, imod hele den stigende materialisme i den moderne tidsalder, at levere en klar understregning af vigtigheden af menneskets karakter som transcendent væsen, altså som et helt menneske af legeme, fornuft og sjæl.

Kardinal Wyszynski var en stor modstander af de forandringer i den katolske kirke vatikanerkoncilet lagde op til og endte med, herunder afskaffelsen af latinen i liturgien - han gik her så vidt som at kalde middelalderlatinen en del af den polske tradition! Men Karol Wojtyla var ikke betænkelig i denne henseende, og da han selv blev pave vakte han flere gange kuriens forfærdelse, når han fra Vatikanets balkon henvendte sig til folk på deres eget sprog. Således allerede da han som netop valgt pave holdt sin første tale fra balkonen på flydende, men ikke helt fejlfrit italiensk. Han ville ikke blot give velsignelsen, men tale til folket. "Men, Deres Hellighed, det er ikke normal fremgangsmåde", lød indvendingen. Men den nye pave holdt fast ved sit: "Jeg vil tale til folket!" Og derved blev det. Men på koncilet stod han først og fremmest for en genbekræftelse af den traditionelle af Pius XII i en rundskrivelse af 1943 formulerede doktrin om kirken som Kristi mystiske legeme.

Understregningen af det mystiske og evighedsbetonede i katolicismen har altid været et centralt element i hans teologi. Og hvad angår spørgsmålet om dogmernes og selve pavedømmets urokkelighed, har Wojtyla heller ikke vaklet. Meningsfrihed, religionsfrihed og samvittighedsfrihed har en usvigelig fortaler og forkæmper i Wojtyla, når det gælder samfundsforholdene i almindelighed, men demokratiet hører ikke hjemme i den katolske kirke. Derfor passede det parlamentariske klima i koncilet ham ikke rigtigt.

Han er, som en kender af ham har sagt, en god lytter, men at lytte er for ham ikke det samme som at tolerere endsige acceptere. I den sidste ende tillader hans filosofiske og teologiske metode ikke nogen ægte og åben konflikt mellem modsatrettede opfattelser. Derfor brød han sig heller ikke om den kritik af kirken der kom fra de fritstillede og efter hans begreber abstrakt tænkende teologer som fx Hans Küng. Han var heller ikke tilhænger af mediernes frie tilgang til den interne debat i kirken, og da han blev pave udstedte han et forbud mod at kuriens medlemmer gav interviews uden hans tilladelse.

I 1963 efterfulgte Karol Wojtyla sin foresatte Eugenusz Baziak som ærkebiskop i Krakow. men det skete imod primas Wyszynskis ønsker. Der var mellem kirken og den kommunistiske regering indgået den aftale, at alle biskopper skulle godkendes af styret. Primas'en skulle ved enhver udnævnelse forelægge tre pave-godkendte kandidater, som kirkeministeren så kunne vælge imellem, men både den første og den anden liste med tre kandidater blev denne gang vraget. Karol Wojtylas navn stod ikke på nogen af dem, og det var ham styret ville have. Åbenbart fejlvurderede de ham totalt ud fra den meget naive, men for kommunisterne temmelig typiske betragtning, at en mand der ikke gør aktivt politisk modstand er ufarlig for et ideologisk styret diktatur. De troede ligefrem, at de kunne bruge Wojtyla til at undergrave primasens alt for stærke stilling.

Der var nemlig og havde altid været afstand mellem Wyszinski og Wojtyla. Emotionelt og temperamentsmæssigt var de meget forskellige. Wyszinksi kom fra bondestanden, men Wojtyla fra den lavere middelklasse. Wyszsyniski var samfundsmæssigt orienteret, en sand politiker og i nær kontakt med masserne, mens Wojtyla var teologisk orienteret, på bølgelængde med de intellektuelle, men fjernt fra politik.

Wojtyla kunne gå ind for dialog med marxisterne, og han kunne opfordre kirkens mænd til at undgå moralisering og tro på i alle spørgsmål at sidde inde med sandheden. Han troede i modsætning til Wyszynski ikke på den klassiske anti-kommunistiske retorik og deltog ikke selv i direkte angreb på marxismen. Men omvendt mente han, at Vestens intellektuelle var frygteligt naive og uvidende lige til det stupide, når det kom til spørgsmålet om kommunismens sande karakter og realitet.

I kirkeforfatnings-dokumentet "Gaudium et Spes" (Glæde og håb) proklamerede pave Paul 6. i 1965, at den katolske kirke lever og virker i verdenshistorien, og at den i sit forhold til samfundet både giver og modtager. Dokumentet udtalte således sin respekt for det civile samfunds autonomi. Men i maj 1964 havde Karol Wojtyla præsenteret et dokument for koncilets ledelse, hvori han på de polske biskoppers vegne proklamerede, at kirkens forhold til den moderne verden skulle baseres på opfattelsen af kirken som det fuldkomne samfund, grundlagt af Kristus og hævet over historien. Kirken er den eneste vogter af Guds sandhed. Ingen virkelig dialog, tilføjede han, kan blive etableret medmindre vi er opmærksomme på, at kirken samtidig med at den er en del af verden også er over verden.

Her var Karol Wojtyla altså af en anden mening end paven og koncilets flertal, men det var ikke ensbetydende med, at hans position var svækket. Han vandt tværtimod de tyske biskoppers opmærksomhed, og denne blev ikke mindre da de polske biskopper appellerede til de tyske om gensidig forståelse og tilgivelse for fortidens, dvs. anden verdenskrigs synder.

I slutningen af november 1964 var Wojtyla i sin første audiens hos pave Paul 6., som efterhånden placerede ham i en række udvalg, og som desforuden inddrog ham i et specielt samarbejde om den vigtige pavelige encyklika Humanae Vitae (Om menneskelivet) fra 1968. Wojtylas position blev også betydeligt styrket, da kardinal Wyszynski i 1965 i en audiens temmelig taktløs appellerede til paven om tillid til de polske biskopper - og dermed indirekte antydede, at paven ikke allerede havde denne tillid. Problemet var, at Vatikanet i flere år havde været kritisk over for Wyszynskis faktiske samarbejde på det praktiske plan med det kommunistiske styre.

Encyklikaen om menneskelivet blev et vendepunkt i Paul 6.'s og den katolske kirkes liv, fordi den udtalte sig meget utvetydigt imod såvel abort som prævention, og vel at mærke gjorde det imod forventningerne blandt det katolske lægfolk og ikke mindst de katolske kvinder, ja imod den rapport som flertallet i det nedsatte udvalg havde udarbejdet. Her havde man direkte udtalt, at kirkens modstand mod prævention ikke kunne fastholdes med fornuftsargumenter, og at praktiseringen af kunstig fødselskontrol ikke i sit væsen var af det onde. Men udvalget blev ganske enkelt nedlagt og erstattet med et andet, der udelukkende fik mandlige medlemmer.

Paul 6. ville ikke gå over i historien som den pave der gav køb på kirkens gamle doktriner, og han kunne i dette spørgsmål støtte sig fuldt og helt til sin polske ærkebiskop og rådgiver Karol Wojtyla. Det skal være Wojtylas argumenter og materiale som hjalp paven til at beslutte sig for, hvad hans hjerte hele tiden havde sagt ham, at kirkens forbud mod kunstig prævention skulle opretholdes. En af Wojtylas kollegaer fra det katolske dagblad ‘Tygodnik Powszechny' hævdede siden, at 60 % af teksten i encyklikaen kan føres tilbage til ærkebiskop Wojtylas Krakow-kommission og -papirer.

Det er vigtigt at understrege, at Karol Wojtylas urokkelige standpunkt med hensyn til disse spørgsmål ikke som hos de fleste af hans kolleger i det katolske præsteskab er udtryk for nogen som helst bevidst eller ubevidst frygt for kvinder. Han var både i skoletiden og på universitetet og ikke mindst i sit teaterarbejde meget tæt på jævnaldrende kvinder og altid glad for dette samarbejde. Men han havde hverken før eller efter sit præsteløfte noget erotisk eller seksuelt forhold til nogen kvinde. Og han blev følgelig harm, da en polsk karmeliterpræst, pater Wladyslaw Kluz, i 90'erne udgav en pavebiografi og her tillod sig at definere skriftemålet som det middel den unge Wojtyla havde brugt for at genvinde Guds nåde. Paven skrev til pateren: "At ‘genvinde' indebærer, at jeg gennem en alvorlig synd havde tabt Guds nåde. Hvem har fortalt Dem, at jeg skulle have begået en alvorlig synd i min ungdom? Det skete aldrig. Kan De ikke tro, fader, at en ung mand kan leve uden at begå en dødssynd?"

Hvor tæt han vovede sig i forholdet til en kvinde - uden at overskride eller blot føle sig fristet til at overskride de af ham selv fastsatte moralske grænser - fremgår af samarbejdet med den amerikanske journalist og forsker af aristokratisk polsk afstamning, Anna-Teresa Tymienicka. Hun opsøgte i 1974 ærkebiskoppen i Krakow, som hun følte sig dybt åndsbeslægtet med. Samtalen førte til et fire år langt samarbejde med det formål at diskutere Wojtylas bog om 'Person og værk' fra 1967 med henblik på en oversættelse. De førte gennem disse fire år en omfattende korrespondance (mere end 90 breve, der nu findes på universitetsbiblioteket på Harvard), og Tymienicka var jævnligt på længere ophold i Krakow, hvor hun da mødtes flere gange om ugen med biskoppen.

I 1976 inviterede Tymienicka Wojtyla til USA, hvor han holdt flere forelæsninger for store og opmærksomme auditorier, bl.a. på Harvard, hvor Tymienickas mand var professor. Wojtyla boede hos ægteparret, diskuterede værket og oversættelsen, og nød iøvrigt opholdet med dets frie samvær og selskabelighed, vandreture og svømmeture.

Resultatet blev dels en oversættelse til engelsk af ‘Person og Værk' som Wojtyla gav det blå stempel som den definitive og autoriserede version, dels en personlig indflydelse på Wojtyla og hans filosofi og menneskelige udvikling, som gjorde ham til en prominent person - og måske indirekte også pave-egnet. Der blev i 1981 udgivet en bog om paven og oprindelsen til hans tanker og handlinger, skrevet af en professor ved Harvard teologiske fakultet, dr. George Hunston William, der kendte Tymienicka-familien, og som i forbindelse med bogen havde hundredvis af samtaler med Tymienicka. Bogen blev dog modtaget med alt andet end begejstring af Vatikanet, og da det senere kom til en strid om copyright'en til ‘Person og værk' holdt Vatikanet sig til den polske originaludgave (Osoba i Czyn) som grundlag for udgivelse.

Når Anna-Teresa Tymienicka siden blev spurgt om hun havde været forelsket i Karol Wojtyla var svaret nej, men begrundelsen udenomssnak: Jeg er gift - og hvordan skulle jeg kunne blive forelsket i en midaldrende præstemand? Dr Williams er ikke i tvivl: Naturligvis var hun forelsket. Eros er på en måde basis for al filosofi. Man er nødt til at elske. Hun er et passioneret menneske. Hendes passion var en katolsk passion rettet mod Wojtyla, det vil sige, den var begrænset af hans kirkelige værdighed og hendes egen forståelse for hvilke begrænsninger der måtte gælde. Men der måtte for hendes vedkommende inden for disse begrænsninger være en mængde følelser.

Williams havde også gjort sine iagttagelser af Wojtyla i selskab med Tymienicka og her lød hans vurdering: "Jeg tror ikke han forstod hvad der foregår i hende, når hun er i hans nærvær."... " Jeg tror der var tale om en form for samarbejde, i hvilket hendes egen følelse af at være universel katolik blev forstærket af denne indtagende, gådefulde lærde mand, som ikke var et standardprodukt af den teologiske uddannelse".

Og Tyminieckas egen vurdering af den senere pave: "Han er en mand af overordentlig selvbeherskelse, som har udviklet denne smukke, harmoniske personlighed." Og om hans værk: "At have skrevet om kærlighed og seksualitet som han har, er at vide meget lidt om sagen.... Han har ikke personlige erfaringer om den slags."

Men om Wojtylas personlighed skriver hun iøvrigt, at han er "ekstremt stolt, ja frygtelig sensitiv med hensyn til stoltheden. Han er på ingen måde så ydmyg som han ser ud. Ej heller er han beskeden. Han tænker meget højt om sig selv..."

Fra Tyminieckas ægtefælle lyder det, ikke overraskende, at Wojtyla var tilbøjelig til at betragte de vestlige land og specielt USA som umoralske, ja amoralske. Han har ingen reel forståelse for demokratiets dyder eller kapitalismens fortjenester..

I 1967 blev Karol Wojtyla kardinal (det var i forvejen kun Wyszynski), og den voksende forståelse mellem pave Paul 6. og Wojtyla kulminerede, da paven i 1976 inviterede Wojtyla til at holde en forelæsningsrække i Vatikanet for medlemmerne af kurien og den pavelige medarbejderstab, i rækken af de såkaldte Lenten-forelæsninger. En meget stor ære, som Wojtyla da også lagde et kæmpearbejde i på baggrund af de skrifter han selv havde udgivet, herunder ikke mindst det antropologiske værk om ‘Det skabende menneske' (der på grund af sin sværhedsgrad af præsterne i Krakow humoristisk blev kaldt ‘bodslæsning for sjæle i skærsilden'). For kurien blev forskellen mellem Wyszynski og Wojtyla bekræftet. Wojtyla syntes at leve i en transcendent dimension, der placerede hans konfrontation med kommunismen i en kontekst der hverken var specifik religiøs eller ideologisk, men simpelthen baseret på hans opfattelse af mennesket som et frit individ.

På spørgsmålet om Wojtyla politisk står til venstre eller højre har Tygodnik Powszechnys redaktør Jerzy Turowicz rammende sagt, at han hverken er venstre eller højre og heller ikke nationalist.

Han førte hårdnakket kamp mod det kommunistiske styre for at få bygget en kirke i det nye store byområde Nowa Huta uden for Krakow, og holdt blandt andet julemesse for tusinder af mennesker på åben plads i kulde og sne, og fik langt om længe bygget sin kirke. Men han forblev uinteresseret i politik i almindelig forstand. Han læste for eksempel ikke avis eller så tv-nyheder dagligt, men fik hver anden uge en af sine præster til at give sig et nyhedsresumé.

Da optøjerne i Gdansk og Lódz i december 1970 førte til blodige politi- og militærovergreb var han utvetydig i sin juleprædiken: Når folk såres og lider, kommer kirken dem til hjælp uden nogetsomhelst politisk motiv, ene og alene af kristen kærlighed og kristen solidaritet.

Dog, da begivenhederne førte med sig, at Gomulka blev sat fra magten og den vestligt orienterede Edvard Gierek kom til fadet, men det alligevel hurtigt viste sig, at kommunistpartiet var ude af stand til at få styr på økonomien og tingene, udnyttede Wojtyla systematisk situationen til kirkens fordel ved at overlæsse myndighederne med ansøgninger og begæringer om nye præsteseminarier, kirker og kirkelige processioner. De sidste er der som bekendt mange af i et katolsk land som Polen, men myndighederne skulle give tilladelse til deres afholdelse. Wojtyla protesterede også mod regeringens forsøg på at forhindre undervisningen af børn i katekismen, han krævede respekt for 1950-aftalen mellem kirken og staten, der fritog præsteseminaristerne fra værnepligten, og han kæmpede for de troendes ret til frit at udtrykke deres tro uden at blive diskrimineret i samfundet.

Fra prædikestolen og i talrige artikler i det katolske dagblad ‘Tygodnik Powszechnich' gjorde han sin stilling til tidens moralske og religiøse spørgsmål klar - og han inviterede regelmæssigt til møder i Den sorte Madonnas sanktuarium i Czestochowa..

Men fra 1976, hvor omfattende stejker på bl.a. Ursus-fabrikkerne i Radom medførte militærindgreb, og dissidenter som Adam Michnik og Jacek Kuron oprettede ‘Komiteen til forsvar for arbejderne' (KOR), skærpede ærkebiskoppen tonen betydeligt. I stigende grad kritiserede han direkte regeringen for dens misbrug af sin moralske autoritet i behandlingen af arbejdere, dissidenter, intellektuelle, studenter og troende mennesker. Han proklamerede alle borgeres ret til at udtrykke deres mening. "Vi ønsker at sandhedens klima skal være tråden i vort sociale liv." "Vi ønsker ikke en autoritet der er baseret på politiknipler. "

Og ved en procession for tusinder af unge mennesker i 1977 udtrykte han sit menneskesyn ganske klart: "Mennesket er født med menneskerettigheder og søger at realisere dem i løbet af sit liv. Og hvis de ikke bliver realiseret eller erfaret, da gør mennesket oprør. Det kan ikke være anderledes, fordi det er et menneske. Dets æresfølelse forventer det."

I 1978 døde pave Paul 6. og en uden for Italien forholdsvis ukendt kardinal fra Venedig blev hans efterfølger og fik kælenavnet ‘Den smilende pave', fordi han altid smilede, i virkeligheden mest for at skjule sin forbavselse over valget og forlegenhed ved kaldet. Han døde efter kun 32 dage i stolen - og onde tunger sagde, at han døde af alt det administrative arbejde man gav ham.

Det var i 1978 ikke nogen selvfølge, at den dengang 58-årige polske kardinal og ærkebiskop, Karol Wojtyla fra Krakow, skulle blive pave efter denne svage Johannes Paul 1. Valget af polakken skyldtes det tilfældige forhold, at ingen af de to jævnbyrdige italienske favoritter til posten ville trække sig til fordel for den anden.

Men det hører med til historien, at da det - formentlig af en af de tyske kardinaler - blev antydet over for den polske primas, kardinal Wyszynski, at en polak var blevet muligt emne, troede primasen, at det var ham selv det gjaldt. Og han afslog med bemærkningen, at han var for gammel. Igen blev det afsløret, at han ikke vurderede biskoppen i Krakow særligt højt.

Men Karol Wojtyla tog selv valget i stiv arm og hilste straks med ægte hjertelighed og værdighed på alle sine nu underordnede kardinaler, modsat Johannes Paul 1., der benovet måtte trække sig tilbage for at bede - og sunde sig på valget. Karol Wojtyla var sikker på sig selv, vidste hvad han ville og hvilken magt embedet gav ham. Fra balkonen på Peterspladsen udtalte han ordene, der næsten blev hans valgsprog: "Frygt ikke!".

Han valgte pavenavnet Johannes Paul 2. for at markere kontinuiteten ikke blot til den umiddelbare forgænger, men også til Johannes 23. og Paul 6. Han fortsatte såvel arbejdet for en modernisering af kirken i det ydre som forsvaret af dogmerne i det indre. Og han lykkedes med begge dele, takket være sin viljestyrke, udholdenhed, arbejdsevne og konservatisme parret med sin stærke personlige udstråling, menneskekærlighed, kontaktbehov og rejselyst.

Da alle rejserne foregår som officielle statsbesøg, har de medført møder med stort set alle de ledende politiske personligheder gennem de sidste 23 år - fra den japanske kejser til den danske dronning, og fra Reagan i USA til Nelson Mandela i Sydafrika, Fidel Castro på Cuba til Helmuth Kohl i Tyskland og Barak i Israel- og ikke mindst de utallige møder med de polske statschefer general Jaruzelski, Lech Walesa og Alexander Kwasnieski (jf. artiklen om  Paven og Polen).

Rusland er aldrig kommet med i rækken, skønt det har været pavens store ønske. Han taler om Rusland og dets kirke som den ene af Europas to lunger. Men den ortodokse kirke vil ikke acceptere et besøg af frygt for påvirkningen fra denne karismatiske romerske pave. Gorbjatov, Jeltsin og Putin har dog alle været i audiens i Rom.

Som beskrevet i artiklen om Paven og Polen blev valget af den polske kardinal til pave en afgørende faktor i genrejsningen af det polske folks kampånd efter de mange års håbløse modstand mod det kommunistiske styre. Uden Johannes Paul 2. var Solidaritetsbevægelsen aldrig blevet hvad den blev under elektrikeren og ærkekatolikken Lech Walesas fremragende ledelse. Og uden den polske modstands uovervindelighed var kommunismens sammenbrud utvivlsomt trukket længe ud. Men ikke desto mindre skal det slås fast, som paven selv har gjort, at kommunismens sammenbrud ikke var hans fortjeneste - og ej heller lå i det nære samarbejde der en overgang var mellem Vatikanet og den amerikanske regering. Sammenbruddet skyldtes kommunismens indre modsætninger. Men dette bekræfter til gengæld holdbarheden i Johannes Paul 2.s grundliggende menneskesyn og filosofi: at menneskerettighederne er universelle.

Det kan derfor umiddelbart tage sig ud som en indre modsætning, at Johannes Paul vendte sig skarpt mod den såkaldte befrielsesteologi der særligt udfoldede sig i Sydamerika under den kolde krig og her bl.a. kostede den brasilianske ærkebiskop Helder Camara livet, og i El Salvador var en trussel mod ærkebiskop Romero, der af plantageejerne blev anset for et redskab i kommunisternes kamp. Men paven var ubøjelig. Romero måtte efter et møde i Vatikanet deprimeret konstatere, at Vatikanet ikke havde tillid til ham. Og befrielsesteologen Boff, der ligeledes mente kirken skulle støtte kampen for menneskerettighederne mod kapitalismens overgreb, blev kaldt til Rom og fik forbud mod at undervise - og han valgte at fratræde. Men sagen er, at befrielsesteologien netop betragtedes som en lære der bragte kristendommen ned på et jordisk plan, og det var uacceptabelt, selvom Paul 6. faktisk var gået ind for, at folket havde ret til at styre samfundet.

For Johannes Paul gjaldt det ubetinget om at fastholde, at kirken nok skulle være i verden, men ikke af verden. Den skulle forblive hævet over historien i snæver forstand. Der er derfor ingen logisk modsigelse i afvisningen af den politisk betonede befrielsesteologi og heller ingen modsigelse mellem pavens indstilling til befrielsesteologien og hans moralske støtte til Solidaritetsbevægelsen i Polen.

På samme måde i spørgsmålet om fri abort og prævention. Johannes Paul er principiel og urokkelig modstander af disse for den moderne kvinde afgørende friheder, ganske som Paul 6. var. Og det var allerede i dennes tid en skuffelse for mange katolske kvinder, at kirken ikke kunne acceptere p-pillen. Der var mange demonstrationer i det katolske kirkesamfund, og mange kvinder forlod kirken da det viste sig umuligt at rokke ved principperne. Præster og teologer satte også spørgsmålstegn ved selve pavens autoritet. Det gjaldt bl.a. den schweiziske teolog Hans Küng, der ikke lagde skjul på, at han betragtede pavens paradigma som middelalderligt. Paven forstår ikke verden, hævdede han - og blev tilsidst fradømt retten til at undervise som katolik.

I spørgsmålet om cølibatet fortolkede en katolsk præst på Sri Lanka Jomfru Maria som feminist i en bog, der hed ‘Maria og kvindernes frigørelse'. Men Vatikanet nedsatte en komité der fordømte bogen, og Vatikanets kommissær for trossager, den tyske kardinal Ratzinger, forlangte at forfatteren skulle trække bogen tilbage tillige med alle teser der stred mod kirkens officielle lære. Da han nægtede, blev han lyst i band. Küng konkluderede, at man ikke ville have selvstændigt tænkende præster eller - i anden sammenhæng - tilpasning til lokal religion og kultur. Og det kan isoleret set være rigtigt, men rokker ikke ved den kendsgerning, at der er konsistens i Vatikanets og den nuværende paves indstilling: Den katolske kirke er ikke til fals for tidens strømninger, men betragter sig som repræsentant og forkæmper for en overordnet sandhed.

Der kan ikke herske tvivl om, at presset mod den katolske kirke for en fornyelse der bryder radikalt med dogmerne om cølibat, abort, prævention og politisk frihedskamp er stigende, og formentlig vil gøre det uhyre svært for Johannes Paul 2.'s efterfølger, når den tid kommer, at holde stand - også selvom den nuværende pave har sørget for valg af kardinaler der mener det samme som han selv. Men omvendt må man også gøre gældende, at den katolske kirke dybest set står og falder med sine dogmer. Giver den efter for tidens pres, kan den stå for fald hurtigere end man skulle tro. Det rejser derfor i sidste ende spørgsmålet om sekulariseringens fuldbyrdelse inden for den kristne verden.

Men det er en helt anden sag - der følgelig også må behandles i anden sammenhæng. (Jf. dog artiklerne om sekulariseringen:  Klik).

Forfatterne Bertini og Politi skriver i forordet til deres bog:

"Da Johannes Paul 2. overtog kontrollen over den katolske kirke, var det almindeligt antaget, at dens indflydelse og magt i verden ville blive faldende. Men Wojtyla så sig selv som en mand der var kaldet af skæbnen eller af Gud til at forandre kirken og verden. Han havde været skuespiller, poet, skuespilforfatter og filosof, og alle disse aspekter af hans personlighed mødtes i den høje stilling som pave. Hvad der var virkeligt overraskende var den evne han udviklede som politiker på tidens scene." -

Dette er der naturligvis nogen sandhed i, men det bør i bedømmelsen af den nuværende pave ikke glemmes, at han aldrig har opfattet sig selv som politiker, og aldrig på egne eller kirkens vegne har stræbt efter magt. Naturligvis er den katolske kirke - udover en bærer af det kristne evangelium - også en hierarkisk magtorganisation, der gennem tiderne har sikret sig magt over sine sjæle gennem sin forvaltning af de kirkelige sakramenter. Men den universelle dimension i dens og pavens eget liv kan man aldrig totalt abstrahere fra. Det ser man, når man beskæftiger sig med Johannes Paul 2.'s teologi, menneskesyn og kirkesyn.

I sin bog "Over Håbets tærskel", der er redigeret af den italienske journalist Vittorio Messori på grundlag af samtaler og skriftlige besvarelser fra pavens side, og udgivet i 1994, kommer Johannes Paul 2. ret grundigt ind på en lang række fundamentale spørgsmål vedrørende den katolske kirkes lære og indstilling.

På det ømtålelige spørgsmål om undfangne og ufødte børns rettigheder siger paven utvetydigt: Vi kan ikke tolerer nogen form for eftergivenhed, der ville føre til direkte at nedtrampe menneskerettighederne, eller til den fuldstændige ødelæggelse af værdier, som er fundamentale ikke kun for enkeltpersonenens og familiens liv, men også for samfundet.

Efter pavens mening, er vi i vores tid vidne til en symptomatisk tilbagevenden til metafysikken gennem en ‘integral antropologi' (en helhedsbetonet menneskeopfattelse). Man kan ikke tænke fyldestgørende om mennesket uden at referere til Gud som den der konstituerer mennesket. Vores tro er dybt antropologisk med rødder i Gudsfolkets sameksistens, og i samfund med Det evige Du. Verden kan ikke befri mennesket for lidelsen eller døden. Hele verden er underlagt tomheden og er offer for forkrænkelighed og dødelighed.

Den kristne frelseslære handler ikke kun om sandheden, således som den viser sig i åbenbaringen, dvs biblen, men også om kærligheden. Det er på en vis måde en frelsesteologi om den guddommelige kærlighed, den kærlighed der fremfor alt andet besidder en frelsende kraft som er større end kendskabet til sandheden.

Kirken proklamerer efter pavens mening ikke nogen form for kirkecentralisme. Dens lære er kristocentrisk i alle aspekter. Det betyder, at påstanden om, at der ikke er nogen frelse uden for kirken, ikke nødvendigvis betyder, at det er den katolske kirke i snæver forstand der er tale om, for den sande kirke er katolsk i betydningen universel i og med at den er Kristi kirke. Der kan derfor være andre former for ‘henordning til Kristi legeme' end det formelle medlemsskab af den katolske kirke.

Sandheden er for alle og enhver. Og hvis denne sandhed fremføres i kærlighed, bliver den en mere universel sandhed. Det var efter pavens mening stilen og ånden i Andet Vatikanerkoncil. Her talte Helligånden til den universelle kirke.

Læren om de sidste tider, om dommedag, er blevet uvedkommende for nutidsmennesker, må paven konstatere, men det er ikke det samme som at sige, at troen på Gud som den øverste retfærdighed er blevet uvedkommende. Denne forestilling repræsenterer på en vis måde en fællesnævner for alle religioner. Og den er grundlag for ansvarligheden.

Samvittigheden er menneskets kerne og helligdom, for her er det alene med Gud og hans røst. Troskaben mod samvittigheden forener de kristne med andre mennesker, så de sammen søger sandheden.

Evangeliet er allerede til stede i dybderne af den person som ærligt anstrenger sig for at søge sandheden, og som villigt vil tage imod den, når han kender den. En sådan villighed røber, at Guds nåde arbejder i sjælen.

Som man ser - selv af disse korte uddrag - er der konsekvens i pavens teologi og kontinuitet i forhold til hans tidligere afklaring af disse spørgsmål, ikke mindst hvad angår fastholdelsen af det universelle synspunkt. Men også fastholdelsen af det dobbelte, man kunne måske driste sig til at sige komplementære syn på den katolske kirkes rolle som både en moderkirke og en faderautoritet kommer klart frem i bogens sidste kapitel. Her taler paven om gudsfrygten som en af Helligåndens gaver. Det er en frygt som intet har med slavens frygt for sin herre at gøre, men er en sønlig frygt. Og det autentiske og fulde udtryk for denne frygt er Kristus selv, han som kom til verden for at frigøre mennesket til friheden. Det er kærligheden der gør fri, fordi kærligheden er den egentlige kilde til alt, hvad der er godt.

Sådanne fortolkninger forklarer ganske godt pavens meget afklarede opfattelse af den katolske kirkes autoritet ved siden af hans utrættelige betoning af evangeliets budskab om den frigørende kærlighed. Men pavens svar i denne bog rejser naturligvis iøvrigt en lang række nye spørgsmål, som kun tiden vil røbe kirkens svar på.

Udover bogen 'Over håbets tærskel' har paven skrevet en lang række encyklikaer, hyrdebreve og formaninger. De kan findes på websiden:  Pavelige encyklikaer.

Afgørende for en bedømmelse af Johannes Paul 2. er, at han er lige så fast og konsekvent i den grundlæggende dogmatik som han er åben og forstående over for nyformuleringer af dogmerne. Han er virkelig en person i overensstemmelse med sig selv - og der er intet uforståeligt i hans enorme indflydelse gennem et langt liv. Og iøvrigt heller ikke i hans modstand mod at afgive posten som følge af sin alvorlige og til stadighed forværrede helbredstilstand. Den katolske kirke er ikke i hans øjne en demokratisk institution med periodiske valg af sit overhovede, men en stedfortrædende kirke hvis leder må lide for sin tro og sit håb.

Et helt andet spørgsmål er imidlertid, hvordan den katolske kirke vil udvikle sig efter Johannes Paul 2. Det vil i hvert fald være højst ejendommeligt om den ikke ad åre vil blive nødt til at demokratisere sig på en eller anden måde, der vil kunne tilfredsstille moderne mennesker, og især moderne kvinder. Det vil vi se nærmere på i en senere artikel.

Pave Johannes Paul 2. personligt må, uanset hvor man personligt står i religiøs henseende, betragtes som en af det tyvende århundredes allerstørste kulturpersonligheder med en indflydelse langt ud over sin religions normale rækkevidde i kraft af sin tro på de universelle værdier i tilværelsen.

Som overhovede for den katolske kirke står han i denne henseende og på trods af sin dybt konservative indstilling til centrale spørgsmål i tiden i den allerstærkeste kontrast til hele den muslimske verden, der ikke nogetsteds kan opvise en leder eller teolog af hans format, udstråling og transcendente syn. Men paven står også i kontrast til magtmennesker af anden observans end den muslimske. Det helt centrale i denne vurdering er den overordentlige vægt der i bedømmelsen lægges på universelle synspunkter til forskel fra snævrere, interesseorienterede eller ligefrem magtorienterede synspunkter.

Artikler:

Pave Johannes Paul II er død  (3.4.05.)
Paven og Polen  (26.8.02.)