JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Krag

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02.

Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Alle kender vi folk der skifter standpunkt som vinden blæser. Dem kalder vi vindbeutler, vendekåber eller opportunister. Dem er der mange af i det politiske liv, fordi politikere er afhængige af vælgernes dom - og den er af temmelig flygtig art.

Folkegunst er idel dunst, som der står på Christiansborgs mur.

Alle husker vi specielt Jens Otto Krags ord "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Og da ordene isoleret betragtet er logisk fuldstændigt ubestridelige, så har man ofte forsvaret dem som sund fornuft. De færreste husker, at Krags ord faldt på et spørgsmål efter folketingsvalget i november 1966 om, hvordan han kunne skifte standpunkt på fem sekunder med hensyn til socialdemokratiets vilje til at samarbejde med Aksel Larsen og Socialistisk Folkeparti. Før valget havde Krag nemlig gang på gang sagt, at samarbejde med Aksel Larsen kunne der under ingen omstændigheder være tale om. Den mand var fortsat at betragte som gammel kommunist. Efter valget blev samarbejdet øjeblikkeligt en realitet. Krag tilbød Aksel Larsen forhandlinger umiddelbart efter, at valgresultatet forelå!

Men er det da ikke en ærlig sag at skifte standpunkt?

Det kan det i hvert fald være. Det er jo en forfærdelig stivnakke, der ikke kan skifte standpunkt, hvis alle fornuftige argumenter taler for det. Muligvis var det også fornuftigt, at Krag og socialdemokratiet skiftede standpunkt med hensyn til samarbejdet med deres gamle fjende nummer et. Resultatet blev ikke særligt godt - hverken set med Krags eller Larsens øjne, men spørgsmålet om det kloge eller ukloge i det nye standpunkt kan da diskuteres. Især hvis vi havde haft Krags nøjagtige begrundelse for det nye standpunkt. Men den kom lige præcis aldrig.

Krags berømte udtalelse om, at man har et standpunkt til man tager et nyt, var nemlig en blank og inappelabel afvisning af at give en begrundelse for det nye standpunkt. Krag var med andre ord - her som iøvrigt - en politiske opportunist, der til hver en tid bare tog det standpunkt, der var nemmest for at bevare den regeringsmagt, der var hovedsagen for ham. Her ligner han Jeltsin i Rusland! Men det er det samme som at sige, at han ikke havde nogen principiel opfattelse der fortjener navn af standpunkt.

Har man et virkeligt standpunkt til et bestemt spørgsmål, så skifter man det ikke ud, medmindre der er virkeligt gode, tungtvejende grunde for det, og så er man naturligvis også villig til at redegøre for disse grunde. Ellers er man opportunist.

Det er besynderligt, at man i vurderingen af Krag forbigår denne opportunisme.

Det er i det hele taget besynderligt, at man vurderer denne mand så højt, som det fx er sket i Bo Lidegaards store tobinds-værk om Jens Otto Krag.

Et er at man betragter manden som en dygtig politiker, som hvad national- og udenrigsøkonomi angår utvivlsomt må placeres blandt de allerdygtigste i dansk politik.

Et er også, at man værdsætter hans bestræbelser på at få Danmark med i EF/EU. Det var ikke uden grund at han i sin tid fik tildelt den fornemme tyske Karl den Store pris for sin indsats for det europæiske fællesskab. Det danske ja til medlemsskabet af EF/EU ved folkeafstemningen i 1972 var i høj grad Krags værk og en stor sejr for ham.

Men som bekendt gik han af, straks sejren var i hus. Til alles overraskelse.

Han fik valgt sin efterfølger som socialdemokratisk formand og regeringsleder.

Det blev til alles overraskelse formanden for Specialarbejderforbundet i Danmark, den sympatiske Anker Jørgensen, der fik den tvivlsomme fornøjelse at føre et på EF/EU-politiken spaltet og svækket parti gennem 70'ernes trædemølle. Det lykkedes som bekendt kun med stort besvær og store omkostninger. Krags valg af efterfølger var ikke indlysende, og det var ikke klogt. Men mulighederne var begrænsede, så måske skulle partiet bare igennem den store politiske omvæltning i 1973 uden at gå helt i stykker. Men det var næppe Krags begrundelse.

Krag var i 1972 på en eller anden vis kørt træt i det politiske arbejde og drømte om at udfolde nogle kreative evner som skribent og maler, inden det var for sent. Men det var for sent - eller også var det en kæmpeillusion han havde om disse kreative evner. Hans pen flød vel godt nok, men politiske programmer og taler samt dagbogsnotater er ikke ligefrem velegnede til at opøve et eventuelt litterært talent. Og talentet havde Krag faktisk fået bedømt som værende lavt - af ingen ringere end digteren Paul la Cour. Men Krag havde altså en anden mening - og fastholdt sin livsløgn. Krag døde som en skuffet mand. Humor havde han ikke.

Hvad der imidlertid ikke kan eller må forbigås i bedømmelsen af Jens Otto Krags politiske evner og format er selve den opportunisme der lå i det berømte ord om at skifte standpunkt. For sagen er jo ikke blot den, at manden blankt afviste at begrunde den pludselige ændring af et særdeles centralt princip i den socialdemokratiske strategi. Nej, Krag demonstrerede med afvisningen af en begrundelse, at det lå fuldstændigt uden for hans horisont at give sig til at fundere over standpunktets art og mening. Den var ellers klar nok, nemlig den at holde kommunister med bindinger til regimet i Sovjetunionen uden for enhver indflydelse i dansk politik.

Nu var der vitterligt sket det, at Aksel Larsen i 1958 havde forladt Danmarks kommunistiske parti og dannet sit eget, som lykkeligt kom til at hedde Socialistisk Folkeparti, og som kom til at bestå af en blanding af tidligere medlemmer af DKP og yngre kræfter der ikke var kompromiteret af tilknytning til Sovjetregimet. Det var vel ikke særligt tydeligt de første år, men i hvert fald valget i 1966 gav partiets folketingsgruppe en sådan fornyelse med 10 helt nye, og for størstedelens vedkommende meget unge og ubeskrevne blade, at alt burde have været klart.

Dette i sig selv gav faktisk den socialdemokratiske regeringschef god anledning til grundige overvejelser om holdbarheden af det gamle standpunkt. Men hvis der havde været samvittighedsfuld refleksionstrang i Krag, så skulle han aldrig nogensinde have nøjedes med at invitere Aksel Larsen (og i anden omgang Morten Lange og Sigurd Ømann) ind i varmen til underhåndsforhandlinger om regeringssamarbejde, men som noget helt selvfølgeligt have gjort to afgørende ting:

For det første skulle Krag detaljeret have redegjort for de forandringer i det politiske landskab som gjorde det gamle socialdemokratiske standpunkt uhensigtsmæssigt ikke bare med hensyn til det taktiske spørgsmål om parlamentarisk flertal bag en socialdemokratisk regering, men også og navnlig om det strategiske spørgsmål om et parlamentarisk flertal for en mulig ny politik.

For det andet skulle Krag i denne forbindelse have krævet grundige sonderinger af, hvad SF's fordoblede folketingsgruppe egentlig stod for, hvem de var og hvor enige de var. Ingen af delene skete. Krag inviterede Larsen og Lange til møde og forlod sig fuldstændigt på disses uansvarlige forsikringer om, at de kendte deres folketingsgruppe og kunne garantere for dens loyalitet .

Resultatet blev som bekendt det såkaldt Røde Kabinet, der først og fremmest gjorde sig bemærket ved at indføre momsen og dermed skabe grundlaget for den kommende massive udvidelse af den offentlige sektor, men som iøvrigt kun holdt lige nøjagtigt et år, nemlig indtil SF var blevet så splittet, at seks af medlemmerne til sidst valgte at vælte Krag ved en dem påtvungen afstemning om devaluering. Krag og Larsen troede ikke på, at de seks turde tage det alvorlige skridt at vælte en ‘arbejderregering' på et i sig selv mindre væsentligt spørgsmål. Men det gjorde de altså. Krag-regeringen måtte gå af, og dermed ikke blot ‘det røde kabinet', men en historisk chance for at skabe virkelig fornyelse i dansk politik. Den chance fik Krag og Larsen bare aldrig øje på. Larsen fordi han ikke forstod den unge generation af SF'ere. Og Krag fordi han ikke forstod, at socialdemokratiets dage som monopoliseret arbejderparti var talte.

Se, det er en helt anden historie end den Bo Lidegaard og andre historikere fortæller. Og den kan bedst illustreres gennem et lille drama om ‘Latterkoncilet', som redaktionen har været så heldig at finde i nogle gamle støvede pakker, mærket ‘Må ikke åbnes før 2047', som er blevet tabt bag af vognen ved Rigsarkivets kupagtige flytning til Odense efter de oprindelige kulturministerielle planer. Dramaet er fuldstændigt talentløs - og kan derfor teoretisk været skrevet af jokeren selv! Men bemærk, at det er på eget ansvar at læse det. Det er desuden et klart brud på landets arkivlove.

Jan Jernewicz

Latterkoncilet.

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex