JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - karenj

ARTIKEL FRA JERNESALT - 02.02.07

Karen Jespersen, friheden og konsistensen

Partiskiftet - Man har et standpunkt - Frihed og lighed
Jespersens hovedgrund - Venstres problem - Henvisninger

Den tidligere venstresocialist, socialdemokrat og socialdemokratiske social- og indenrigsminister, der forlod folketinget ved valget i 2005 og i efteråret 06 også det socialdemokratiske parti er nu blevet medlem af Venstre og opstillet som dette partis folketingskandidat i Favrskov-kredsen i Østjylland. Det er en kreds der ikke hidtil har givet mandat, men som sagtens kan gøre det for Jespersens vedkommende, fordi hun er en meget kendt og omtalt kvinde der vil trække stemmer fra hele den århusianske storkreds.

Nogen overraskelse er hendes partiskifte på ingen måde, eftersom hun længe har givet udtryk for sin utilfredshed med socialdemokraternes omsving i udlændingepolitikken, ja, tilkendegivet at hun frygter, hvis Helle Thorning Schmidt skulle blive ny statsminister og føre udlændingepolitik på de radikales og SF's betingelser.

Karen Jespersen har ikke lagt skjul på sin ærgrelse over at socialdemokraterne efter valget i 2001 ikke kunne bruge hende som ordfører på social- eller udlændingeområdet. Men især Muhammedkrisen sidste vinter fik hende til at konkludere at socialdemokraterne med sin valne holdning svigtede forsvaret af ytringsfriheden i Danmark - og altså slet ikke forstod eller forstår den aktuelle trussel mod demokratiet der komme fra den ekstreme islamisme. Det er en trussel hun selv finder dybt alvorligt, og som hun derfor sammen med sin mand, Ralf Pittelkow, har skrevet bogen 'Islamister og naivister' om og holdt foredrag om over hele landet.

Partiskiftet er helt naturligt blevet vendt og drejet i medierne - og det har ikke skortet på sure elller spydige kommentarer fra hendes gamle parti- og meningsfæller. Hendes tidligere ministerkollega og nuværende borgmester i Horsens, Jan Trøjborg, synes Jespersen har svigtet partiet, for han mente de havde fælles idealer og at partiet "i lange strækninger har imødekommet hendes synspunkter". En anden ministerkollega fra dengang, nuværende partisekretær, Henrik Dam Kristensen, taler i Nyhedsavisen om Karen Jespersens skifte som "et skarpt højresving" som han slet ikke forstår. Kristensen minder om den nuværende socialministers udtalelser om uligheden i samfundet som noget acceptabelt. Men undlader helt at fortælle at statsministeren hurtigt tog afstand fra sin minister. Tværtimod insinuerer Kristensen at disse udtalelser er "den superliberalisme Karen Jespersen nu også må tage ansvaret for". Det er den slags manipulation med andres ytringer man kalder demagogi, og som i Kristensens tilfælde viser at denne gode mand fortsat ønsker at leve i den fortid hvor socialister og liberale stod på hver sin yderfløj. Han vil ikke være ved, at tiderne og de gamle fronter har skiftet. Samme demagogi finder man i dagens Politiken hvor Henrik Palle i sin omtale af gårsdagens tv-udsendelser slet ikke kunne styre sin antipati mod Jespersen, men mente at hun ikke befandt sig godt ved at skulle forklare sig foran kameraerne, men han skrev dog at hun senere på dagen "med pokerfjæs [havde] sagt at hun slet ikke havde foretaget sit politiske skift med henblik på en politisk toppost".

Partiskifter er jo langtfra ualmindelige, og de har i langt de fleste tilfælde deres gode grunde, men de betragtes fortsat som lidt suspekte, skønt de meget faste partirammer vi kendte før 1945 ikke gælder mere, og der navnlig efter den store omvæltning med Glistrup og Erhardt Jacobsen i 1973 er skabt helt nye forudsætninger for partitilhørsforhold. De gamle partier har mister både vælgere og medlemmer. Mange vælgere flytter til nye partier inden for de gamle falske 'blokke', men 10 % vandrer også over på den anden side af dette gamle og forældede venstre/højre-skel. Mange kendte folk har skiftet parti. Det gælder fx Mogens Camre, der gik fra socialdemokratiet og nu er DF'er. Eller Ole Hyltoft, der helt fra Bomholts tid var tro socialdemokrat, men i dag sidder i Radiorådet for DF. Han ålede i firserne i 'Aktuelt' undertegnede for at have skiftet parti! Han accepterede ikke dengang at der kan gives gode grunde til et partiskifte - eller til helt at forlade partivæsenet.

Men et partiskifte kan skam være aldeles uansvarligt, som når den pakistanske indvandrer Wallit Khan lige efter sit valg til Københavns Borgerrepræsentation i 2005 sprang fra Venstre til den socialdemokratiske-radikale koalition - jf. Farcen på Københavns Rådhus. Eller når en anden kommunalpolitiker som Hans-Jørgen Lundbye i Hvidovre først forlader socialdemokraterne og opstiller på en borgerliste, derefter lader sig opstille for Venstre, men efter fiasko her, søger om optagelse i Socialdemokraterne igen - uden held naturligvis! For der er dog grænser for den rene og skære opportunisme, og det er en sådan der her er tale om.

Er det da ikke en ærlig sag at skifte standpunkt?

Dertil kan kun svares, at det sandelig kommer an på omstændighederne og begrundelserne. Enhver har lov til at skifte standpunkt som man skifter skjorte, dvs uden at skulle stå til regnskab for det over for andre. Men gør man det, så er der reelt ikke tale om et standpunkt, men om en smagsfornemmelse. Og om smag kan som bekendt ikke disputeres.

Forvirringen her i landet med hensyn til at skifte politisk standpunkt er imidlertid stor og kan føres tilbage til én og samme mand og begivenhed, nemlig statsminister Jens Otto Krags berømte statement i 1966: "Man har et standpunkt til man tager et nyt!" Sætningen er logisk fuldstændigt uangribelig, for tager man et nyt standpunkt, så har man vitterligt ikke det gamle længere. Det er en selvfølgelighed. I logikken hedder den en tautologi, den samme ting sagt på en anden måde, men uden at tilføje noget nyt.

Det sjove er at folk bliver ved med at citere Krag i den tro, at han har sagt noget originalt om hvordan det politiske liv og menneskene er. Man ser totalt bort fra, at Krag aldeles ikke brugte sætningen for at sige nogen original eller dyb sandhed, men simpelthen for at afskære yderligere spørgsmål fra Ekstrabladets interviewer om hvorfor han havde skiftet standpunkt på et så principielt spørgsmål som Socialdemokratiets kategoriske afvisning af et samarbejde med SF's formand, den gamle kommunist Aksel Larsen. Krag havde i november 1966 lidt et stort valgnederlag der gjorde det umuligt for ham at fortsætte sin mindretalsregering med de radikales støtte. Men gå af havde han ikke lyst til, så allerede på valgaftenen foreslog han (i valgstudiets bar) Aksel Larsen, hvis parti nu var blevet fordoblet fra ti til tyve mandater, en forhandling, og den førte de følgende dage til dannelsen af 'Det røde kabinet': socialdemokraterne skulle danne mindretalsregering, men føre en politik der hen ad vejen blev forelagt og godkendt af et særligt til formålet oprettet, uofficielt organ med førende politikere fra begge partier. Det holdt et års tid - og førte til splittelsen af SF, oprettelsen af VS og dannelsen af VKR-regeringen - samt dyb frustration hos Krag.

Men det man glemmer - og selv historikerne stort set går uden om - er at Krag med sin sætning ene og alene, men højt og tydeligt markerede, at han ikke skyldte nogensomhelst noget regnskab for, at han havde skiftet standpunkt, på trods af at der ikke var tale om et perifert spørgsmål, men om at bryde et hidtidigt grundlæggende socialdemokratisk princip. Det var med andre ord opportunisme og uansvarlighed så det klodser - og det er for undertegnede ubegribeligt, at man efter en sådan uetisk handling fra Krags side kan opretholde nogensomhelst forestilling om at han skulle have været en stor politiker og statsmand. Hans uansvarlighed i 1966 er noget nær det dummeste nogen dansk statsminister nogensinde har præsteret og fik fatale følger for både S og SF. - Se iøvrigt Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet.

Men lad det være slået fast med syvtommersøm, at det skam ikke i sig selv er uærligt at skifte standpunkt. Det gør mange mennesker med mellemrum, eftersom de fleste mennesker med årene bliver klogere og mere livserfarne. Det er kun stivnakker der er upåvirkelige af ny indsigt og erfaring. Men at skifte standpunkt bliver uærligt og utroværdigt, hvis man ikke kan begrunde det og, ikke mindst for offentlige personers vedkommende, afviser på direkte spørgsmål at gøre ordentlig rede for det.

I denne situation har Karen Jespersen på ingen måde bragt sig, for hun er ikke af natur et opportunistisk menneske, men tværtimod et meget bevidst, principfast og ansvarligt menneske.

Hendes primære begrundelse i Muhammedsagen er i enhver henseende holdbar, for hun har sammen med Ralf Pittelkow ikke lagt skjul på hvilken vægt hun tillægger forsvaret for de liberale principper om ytringsfrihed, men tværtimod som de allerfærreste klart indset truslen fra islamismen. Hun er fuldstændigt på det rene med - som det fremgår af 'Islamister og naivister' - at demokratiet ikke blot er oppe mod en eller anden kulturbestemt modvilje fra muslimers side, men tværtimod i allerhøjeste grad trues af en meget bevidst, målrettet og skjult eller kamoufleret modstand, der som definitivt endemål har indførelsen af islam som lovgrundlag (shariaen). Og hun betragter folk i Vesten der ikke tager truslen alvorligt som rystende naive.

Da socialdemokraterne - ligesom de radikale, SF og Enhedslisten - ikke tager truslen alvorligt, mens Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti gør det, er det eneste logiske faktisk at skifte parti. Hun har derfor klart tilkendegivet at hun accepterer VKO-samarbejdet, men ganske naturligt følt sig mest tiltrukket af Danmarks Liberale Parti, der bl.a. har givet sin frihedspris til en islam-kritiker som Ayaan Hirsi Ali, men jo i det hele taget principielt lægger største vægt på frihedsrettighederne.

Karen Jespersens anden begrundelse gælder kvindernes ligestilling, og dette spørgsmål har også stor tilknytning til den islamiske trussel mod det vestlige demokrati, fordi såvel sharialoven som mange muslimske indvandreres baggrundskultur forhindrer ligestilling - og dermed også indvandrernes fulde integration, som Jespersen er en stor tilhænger af.

Jamen, hvad med ligheden og uligheden? Jo, også her har Karen Jespersen holdt fast ved sine grundideer og -idealer, idet hun fortsat gør sig til talsmand for ligheden og solidariteten mellem menneskene.

Man kan så spørge om hun da ikke har skiftet mening med hensyn til Venstre og den borgerlige regering, for hun har vitterligt kort efter VK-regeringens tiltrædelse for seks år siden til Ekstra Bladet udtalt at det faktisk er "det værste ved den nuværende regerings menneskesyn, at man betragter socialpolitik som et spørgsmål om at komme med almisser til folk i synlig nød og ikke et spørgsmål om at forebygge". Og hun kan yderligere citeres for i sin tid som VS til Politisk Revy at have undsagt det daværende LO og Socialdemokratiet for utilsløret klassesamarbejde med de borgerlige. Men hertil er jo at sige, at tiderne ikke bare har ændret sig, hvad de jo altid gør, men har ændret sig så markant, at et menneskes principielle standpunkter i dag vil føre til andre bedømmelser end tidligere. Hvortil naturligvis også kommer at et menneske som nævnt kan blive klogere og få øje på sammenhænge som måske ikke var så indlysende da det var yngre. Den væsentligste forandring i dansk politik de sidste tredive år er først og fremmest at vi alle takket være den økonomiske vækst og velfærdssamfundet har fået det bedre og politisk er rykket nærmere midten. Den politiske kamp om vælgerne står for partiernes vedkommende klart om midten.

Dette betyder ikke, at den sociale ulighed ikke eksisterer eller ikke kræver stillingtagen og handling, men det betyder at ingen partier i dag kan siges at have patent på hverken ligheden eller friheden, men i praksis kan lægge vægten forskellige steder i den aktuelle politik - ikke mindst under hensyntagen til de realøkonomiske vilkår. Med Venstres markante ændring efter valgnederlaget i 1998 af sin meget liberalistiske strategi, udtrykt gennem Anders Fogh Rasmussens tanker om 'minimalstaten', til en moderne, socialliberal midterpolitik eller 'tredje vej' er det simpelthen blevet meningsløst at fastholde opfattelsen af Venstre som et gammeldags klasseparti (bondeparti) der ikke vil acceptere velfærdssamfundet. Men naturligvis er det bekvemt for mange af de gamle socialister at fastholde forestillingen. Karen Jespersen gør det ikke, for hun er blevet klogere - og tager konsekvensen af det.

Men det hører sandelig med til billedet, at Karen Jespersen som mange i Venstre - herunder ikke blot socialminister Eva Kjer Hansen, men også statsministeren selv - ikke har afklaret deres stilling til den del af frihedstanken der i hvert fald på det logiske plan er i strid med lighedstanken. Frihed fremmer alt andet lige uligheden. Lighed hæmmer alt andet lige friheden. Det er derfor gentagne gange her på siderne (jf. henvisninger) påpeget, at Venstre og dets partiformand skylder os en tilfredsstillende løsning på problemet, men det er også gentagne gange nævnt at løsningen hedder komplementaritetssynspunktet. Modsætningen mellem frihedstanken og lighedstanken skal ikke benægtes eller forties, men forstås som en uundgåelig dynamik, der på tankens plan skal løses ved at forstå begge ideer som nyttige, inspirerende og ligeberettigede.

Så langt er Venstre ikke kommet. Derfor ser man en socialminister der ikke længere tør udtale sig om sagen, og en række liberalister i partiet som Søren Pind og Leif Mikkelsen der fortsat forgæves efterlyser mere liberalisme i partiet.

For Karen Jespersens vedkommende gælder at hun i de sidste dages interviews tilslutter sig de liberale grundtanker for så vidt de drejer sig om frihedsrettighederne, men undgår at tale om de liberale grundtanker der angår økonomien, og som lige netop er dem der forbliver i modsætning til den sociale lighedstanke - indtil man får løst problemet logisk op. Men Jespersen adskiller sig i grunden ikke fra Anders Fogh Rasmussens og Venstres principielle holdning siden 1998, at velfærdssamfundet er værdifuldt - og at fællesskabstanken er det samme, hvad enten man nu foretrækker at tale om solidaritet eller sammenhængskraft.

Karen Jespersen har sine idealer i behold. Hun er bevidst om hvilket skridt hun har foretaget sig - og stiller beredvilligt op til interviews og forklaringer. Hun er dermed fuldt ansvarligt som menneske og fuldt troværdigt som politiker. Hun er fortsat en etisk konsistent person. Jf. artikel om konsistens-etikken.

Partiet Venstre har meget naturligt og med få undtagelser hilst Karen Jespersen velkommen i rækkerne og vil formentligt få hende som folketingsmedlem om et par år, måske endda også som minister. Hun vil givetvis blive et aktiv for partiet, fordi hun har markante meninger og brænder for sin sag og sine opgaver. Og hun giver partiet netop den kvindestemme det har manglet hårdt i sammenligning med alle andre partier i folketinget, inklusive de konservative og Dansk Folkeparti. Venstre har nok dygtige kvinder i folketingsgruppen, men de er alle for pæne og lidet kamplystne, når det gælder! Det kan man bestemt ikke sige om Jespersen. Og det dur heller ikke i politik.

Men helt uproblematisk for Venstre bliver hendes opstilling nu ikke. Den allerførste meningsmåling, som man selvfølgelig ikke skal tage for mere end den er, kan give et lille fingerpeg, nemlig at Karen Jespersen måske ikke blot kan tage stemmer fra socialdemokraterne, men også fra de konservative og Dansk Folkeparti. Det kan indebære, at VKO ikke som helhed får megen gavn af hendes opstilling, men at DF til gengæld får svækket sin position.

Det vil nok glæde de konservative, men er måske også hvad Anders Fogh Rasmussen gerne ser. I så fald er det en bekræftelse på, at statsministeren ikke ønsker at optage DF i regeringen efter eventuel ny valgsejr og heller ikke betragter spændingsfeltet mellem Venstre og Dansk Folkeparti som det bærende for den midterpolitik han for længst er slået ind på. Det kan igen betyde at han accepterer at vi falder tilbage til det gamle partimønster før 2001. Det vil i så fald kun tydeliggøre hans begrænsning.

Jan Jernewicz

Henvisninger: At læse Jernesalt

Karen Jespersens exit som velfærdsminister (8.4.09.)

Hatten af for Karen Jespersen
Muhammedkrisen
Uligheden i samfundet
Farcen på Københavns Rådhus
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Frihedsprisen til Ayaan Hirsi Ali
spændingsfeltet mellem Venstre og Dansk Folkeparti
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger

Komplementaritetssynspunktet
Individ og samfund som komplimentære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplimentære fænomener
Konsistens-etikken