JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - karenjesp02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.4.09.

Karen Jespersens exit som velfærdsminister

Lars Løkke Rasmussens lille regeringsrokade betød at den hidtidige beskæftigelsesminister og højrehånd for Fogh Rasmussen overtog det centrale finansministerium og fortsatte som højrehånd for statsministeren. Dermed blev kontinuiteten i regeringens arbejde befæstet.

Dernæst skulle der naturligvis findes en ny beskæftigelsesminister, men da velfærdsminister Karen Jespersen noget overraskende havde meldt ud at hun ønskede at træde ud af regeringen, blev der mulighed for at trække hele to andre folketingsmedlemmer fra Venstre ind i regeringen. Valget faldt på den politiske ordfører Inger Støjberg og integrationsordfører Karen Ellemann. Støjberg overtager beskæftigelsesministeriet samt det ligestillingsministerium der siden novembervalget i 2007 har været placeret under Velfærdsministeriet. Karen Ellemann bliver indenrigs- og socialminister.

Velfærdsministeriet bliver således nedlagt som 'superministerium', og det var netop denne nye konstruktion fra november 2007 der efterhånden føltes så stort og uoverkommeligt for Karen Jespersen at hun valgte at gå nu hvor der alligevel skulle laves lidt om på regeringen. Hun er på ingen måde træt af politik, men har ikke følt i tilstrækkelig grad at have mulighed for at føre den værdipolitik der er hendes ét og alt. Jespersens arbejdsevne, overblik og effektivitet fejler ikke noget. Hun har selv tidligere - i socialdemokratiske regeringer - på skift haft posterne som socialminister og indenrigsminister, så hun kender fuldtud ministeriernes faglige omfang. Men arbejdsbyrden har været så stor at der ikke blev plads til den holdningsmæsige politik.

Ideen med et velfærdsministerium som superministerium, det første superministerium nogensinde i Danmark, var ellers ikke dårlig. Det skulle samle indenrigsministeriets og socialministeriets resort-områder under ét og dermed give optimal mulighed for den koordinering af alle kræfter inden for de to områder som som skønnedes at være betingelsen for at regeringens ambitiøse kvalitetsreform ville kunne føres igennem, efterhånden som den i den nye folketingssamling skulle udmøntes i konkrete love. Karen Jespersen var ideel til opgaven som superminister, idet hun har mangeårig erfaring som både indenrigsminister og socialminister i socialdemokratiske regeringer og ikke mindst virkeligt brænder for at modernisere den offentlige sektor med henblik på at modernisere velfærdssamfundet som sådan.

Men allerede i 2007 var der skarp kritik af ministeriet fra borgerlig kant. Specielt Jyllands-Posten langede i sin leder voldsomt ud efter dette nye 'overflodsministerium', som man kalder det. "Med nyskabelsen har Anders Fogh Rasmussen sat punktum for sin forandring fra liberal minimalist til altfavnende velfærdist", hed det.

Bladet fortsatte sin nedsabling: "Ud over overflod signalerer navnet, at Danmark officielt er blevet et klientsamfund, hvor drivkraften er krævementalitet og forventninger om, at staten sørger ikke alene for de svage, men også for de velnærede, der nok skal evne at få det nye ministerium til at svulme i overflødighed. Valgkampen har nemlig været et sandt overflødighedshorn af forslag til, hvilke opgaver sådan et velfærdsministerium kan tage sig af. Læg hertil, at der i det nye regeringsgrundlag arbejdes med ord som den danske kvalitetsmodel og forebyggelseskommission. Konturerne af et samfund med statsautoriseret livsførelse tegner sig."

Som man ser, har Anders Fogh Rasmussens farvel til den gamle minimalstatsutopi og hans tilslutning til 'den tredje vejs politik', den socialliberale midterpolitik der vil føre velfærdssamfundet videre, men vel at mærke i en økonomisk forsvarlig stand, sine uforsonlige modstandere i dele af borgerskabet. Formentlig vil de samme kredse blive skuffede over Lars Løkke Rasmussens videreførelse af samme politik, for Lars Løkke er i modsætning til Anders Fogh direkte rundet af velfærdssamfundet - og har ingen fundamentalistisk-ideologisk aversion imod det. Tværtimod. Og objektivt set må det også konstateres, at det er halsløs gerning for enhver dansk politiker i vor moderne tid at erklære sig som modstander af et samfund der kalder sig velfærdssamfundet. For det er jo allerede pr. definition bedre end alle andre. Dette forhold udsletter ikke alle politiske forskelle og modsætninger i Danmark, men det gør det nødvendigt at beskæftige sig med nuancer inden for udviklingen af velfærdssamfundet.

Hertil var Karen Jespersen egentligt et ideel valg til velfærdsminister i 2007, og når hun allerede på halvandet år er løbet sur i opgaven, skyldes det nok ikke nogen modsætning mellem hendes politiske mål og selve ideen med ministeriet, men at det har vist sig umuligt at få velfærdsministeriet til at fungere som superministerium.

Arbejdsbyrden er ganske enkelt alt for stor - og den ligger vel at mærke ikke i selve det administrative koordineringsarbejde, men i den enorme byrde der består i at skulle stå til ansvar for ikke mindre end fire særdeles vigtige og særdeles oppositionsivrige folketingsudvalg. Ministeren må bogstaveligt være til rådighed for nærmest endeløse samråd i udvalgene - og det går uundgåeligt ud over alt andet. Disse samråd med ministrene i udvalgene og de ligeledes endeløse spørgetider med ministrene i folketingssalen har efterhånden udviklet sig til noget af en parodi på et folkestyre. For naturligvis skal ministrene principielt kunne spørges om alle afgørelser de har det endelige ansvar for, men kontrollen går over gevind når oppositionen så at sige prøver at skaffe sig den indflydelse de savner ved at være uden for forligene ved at spørge hele tiden. Det er blevet et problem for demokratiet.

Konklusionen kan kun blive at ideen med superministerier er urealisabel i Danmark, sålænge vi ikke opererer med et system af viceministre der kan tage sig af detaljerne i lovgivningen og overlade de store linjer til den hovedansvarlige minister.

Det er formentlig heller ikke holdbart at holde indenrigs- og socialministeriet samlet under én hat, selvom visse fordele er indlysende. Men begge områder er meget store, og specielt indenrigsministeriet er blevet et uhyre at kæmpe med i og med at den store kommunalreform skulle falde på plads og opgavefordelingen mellem kommuner og stat dermed også skulle afklares - og alt holdes inden for en finanspolitisk ramme der tillod en videreførelse af regeringens ansvarlige økonomiske politik.

Kommunerne og Kommunernes Landsforening har de sidste par år ikke været morsomme at slås med for hverken finansministeren eller indenrigsministeren. Velfærdsminister Karen Jespersen oplevede på det sidste landsmøde i Kommunernes Landsforening at blive buet ud - og denne oplevelse er formentlig en af de væsentlige grunde til at hun nu fortrækker. Hun følte at hun løb panden mod en mur i den forsamling. Forhåbentlig gør Karen Ellemann sig klart hvilke skånselsløse oppositionskræfter der er mellem borgmestrene her i landet. Og forhåbentlig sørger statsminister Lars Løkke Rasmussen ved den kommende store regeringsrokade efter nytår at skille indenrigsminsteriet og socialministeriet igen.

Karen Jespersen har taget konsekvensen af superministeriets uhåndterlighed. Og det har hun gjort klogt i. Hun har som politiker alt for stort hjerte for de holdningsmæssige spørgsmål til at hun kan være tjent med at blive druknet i endeløse detailspørgsmål.

Karen Jespersen brænder for værdikampen - og det vil være en fordel for både regeringen, partiet Venstre og hele folketinget at hun igen kan få lov at koncentrere sig om værdispørgsmålene. Det har i årevis været regeringens og Venstres store svaghed at man har forsømt de afgørende sider af værdikampen, herunder at forstå hvad integration er i et land og en kultur der fortsat har en sammenhængskraft man kan tillade sig at kalde folkelig - og som gerne skulle blive ved at være folkelig.

Men herom må henvises til Jernesalts 2009-filosofi.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Lars Løkke Rasmussen ny statsminister  (6.4.09.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)

Foghs nye regering og regeringsgrundlag  (24.11.07.)
Regeringsrokaden og Karen Jespersen  (16.9.07.)
Karen Jespersen, friheden og konsistensen  (02.02.07.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean