JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - velfaerd04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.7.07.

Velfærden og partiernes konkurrence

Der er på det sidste kommet kurrer på tråden mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen, fordi fagbevægelsens største organisationer LO, FTF og FOA har indgået aftaler med regeringen om forbedringer af de offentligt ansattes arbejdsvilkår og uddannelsesmuligheder. Det er sket under de såkaldte trepartsforhandlinger, dvs forhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, og de har stået på længe som ganske naturligt led i regeringens bestræbelser på at følge op på det politiske velfærdsforlig i Folketinget og lægge op til konkrete forslag om kvalitetsreformerne i det offentlige.

Men socialdemokraterne er utilfredse, fordi de mener at aftalerne er en foræring til regeringen i dens forsøg på at fremstille sig som forsvarer af det danske velfærdssamfund. Det mener socialdemokraterne jo partiet har monopol på at være, skønt velfærdssamfundet er et udbredt fænomen i hele den vestlige verden og mange steder - som fx i det økonomiske lokomotivs Vest-Tyskland - var ført an af en borgerlig regering. Faktisk forsøgte Helle Thorning Schmidt tidligt på året ved en 'kammeratlig samtale' med LO's formand Hans Jensen at overtale fagbevægelsen til helt at holde sig fra trepartsforhandlingerne, men det ville LO og de øvrige fagforbund selvfølgelig ikke, da de nu engang er sat til at varetage medlemmernes interesser og ikke socialdemokraternes.

Striden førte i ugens løb til hårde beskyldninger fra socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen mod fagbevægelsen, som han beskyldte for ikke at have været på barrikaderne sammen med de mange offentligt ansatte i deres ulovlige arbejdsnedlæggelser. Og kritikken fra ham gik også på at fagbevægelsen slet ikke havde kæmpet for mere i løn til deres medlemmerne. To beskyldninger som er hen i vejret - og som afslører at partiet er lumsk ærgerligt over at det for tiden ikke er det selv, men regeringen der sætter velfærdsdagordenen. Partiet skal efter sigende sysle alvorligt med konkrete velfærdsforslag bag kulisserne, men gemmer dem med vilje i skuffen for at forhindre Anders Fogh i at stjæle ideerne. Og det har offentligheden jo foreløbigt ingen glæde af.

Men sagen er at de offentligt ansattes arbejdsnedlæggelser er ulovlige og derfor efter det gældende aftalesystem under ingen omstændigheder må støttes af fagbevægelserne som sådanne. Det ville i givet fald koste kæmpemæssig bod og ødelægge selve aftalesystemet. Sagen er dernæst at det fra starten af trepartsforhandlingerne har ligget klart, at der ikke skulle eller kunne føres lønforhandlinger, idet aftalesystemet også her har klare regler: lønforhandlinger hører under overenskomstforhandlingerne og kan ikke forhandles på anden vis. Det véd en mand som Henrik Sass Larsen udmærket godt, så det er ikke uforståeligt at FOA-formanden Dennis Kristensen kort og godt kalder det tåbeligt, plat og urimeligt at socialdemokraterne kommer med deres beskyldninger.

Hele sagen er blevet så pinlig for socialdemokraterne, at man forstår at S-borgmestrene nu maner parterne til besindighed. Det skader simpelthen partiet at uenigheden luftes for åbent tæppe. Men kendsgerningen er jo, at fagbevægelse og arbejderpartier i dag er to forskellige og selvstændige størrelser. Det er længe siden at man opsagde det formelle samarbejde mellem LO og socialdemokraterne ud fra den sunde betragtning, at fagbevægelsen i dag har mange medlemmer der stemmer på borgerlige partier - og derfor ikke længere kan tillade sig ensidigt at støtte socialdemokraterne eller de andre arbejderpartier økonomisk til valgkampe (eller bladdrift). Men nogle er længere om at tage kendsgerningen til efterretning end andre. Det skyldes bare ikke uvidenhed, men ærgrelse over konsekvensen.

Konsekvensen er at enhver regering - uanset partifarve - kan forhandle vilkår med fagbevægelsen. Og det skyldes ganske enkelt at den gamle klassekamp - uanset om man kan lide det eller ej - er passé, således at al realpolitik nu er midterpolitik og al kamp om vælgerne drejer sig om midtervælgerne. Det var ikke mindst Labours nu afgåede partiformand Tony Blair der forstod dette og førte sit parti succesrigt ind på 'den tredje vej'. Det lærte vores egen Anders Fogh Rasmussens af i 1998, da han overtog formandsposten for Venstre efter Uffe Ellemann Jensens valgnederlag. Og siden har han ført midterpolitik - dog uden på noget tidspunkt at være i stand til eller indstillet på at formulere borgerlig midterpolitik på komplementaritetssynspunktets eneste holdbare filosofi.

Efter valget i 2005 tog det ældste af vore midterpartier, Det radikale Venstre, imidlertid det skæbnesvangre skridt under Marianne Jelveds lederskab at sige principielt nej til et samarbejde med Fogh som statsminister - og dermed dybest set cementere den blokpolitik både de radikale selv og Anders Fogh var erklærede modstandere af. Men det førte som bekendt kun til de radikales splittelse her i forsommeren. Naser Khader stiftede sit eget parti, Ny Alliance, og de radikale blev tvunget til at udskifte en dogmatisk tænkende Jelved med en pragmatisk Margrethe Vestager der omgående førte partiet tilbage på midtervejen - og i et frisk interview netop har tilkendegivet at hun også betragter Anders Fogh Rasmussen som en pragmatisk politiker. Partikampen er derfor i dag så åben som mulig.

Åben er velfærdspolitikken dog ikke af den grund, og det skyldes at den har nogle hårde økonomiske begrænsninger at tage hensyn til.

Først og fremmest gælder at den offentlige sektor ikke kan udvides og de offentlige ydelser ikke øges uden effekt på skattetryk og lønpres og dermed på den økonomiske vækst som sådan. Ganske vist ser de fleste mennesker med sympati på tanken om bedre offentlig sevice, ja, mange kræver den, når de bliver spurgt af meningsmålingsinstitutterne, men når det kommer til spørgsmålet om skatter, vil mange helst ikke betale mere, men ser hellere at skatten sættes ned - i hvert fald på arbejdsindkomsterne. At de konservative og de ultraliberale i landet ligefrem kræver skattenedsættelser, taler for sig selv, men det er bemærkelsesværdigt at Ny Alliance slår sig op på at kræve stor generel skattenedsætttelse på arbejdsindkomster og pointerer at en sådan overvejende finansierer sig selv, da den vil betyde at flere arbejder mere og skattegrundlaget derfor vil stige.

Men hovedproblemet er at den offentlige sektor ikke kan udvides uden at det forskyder forholdet mellem offentligt og privat ansatte til de sidstes ugunst. Det vil betyde at der bliver relativt færre til at levere de materielle produkter flertallet efterspørger i større og større omfang, mens der bliver relativt flere til at producere offentlige ydelser der mest har med omsorg, undervisning og administration at gøre. Når hertil kommer - hvad allerede Jørgen S. Dich påviste i 'Den herskende klasse' i 1972, at omsorgsarbejdet er blevet et selvforstærkende kulturfænomen, så hænger vi virkeligt på dilemmaet: Flere og flere lever af at pleje andre, færre og færre af at producere varer. Det er ikke kommet så vidt at vi alle lever af at barbere hinanden, således som H.N. Andersen i sin tid frygtede, og det kommer naturligvis heller aldrig så vidt, men smertegrænsen synes efterhånden nået, fordi den ligger dér hvor det politiske flertal bestemmes af offentligt ansatte der ikke kerer sig om det private erhvervsliv, men tværtimod ønsker det hen hvor peberet gror som det kapitalistiske uhyre det er for dem.

For det andet gælder at de offentlige ansattes løn ikke kan forhøjes uden effekt på den økonomiske vækst og dermed mulighederne for at ansætte flere til de mange nye opgaver. Presset på lønningerne er i øjeblikket voldsomt, hvad de mange overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og ikke mindst de helt urealistiske lønkrav på 5000 kr. mere om måneden viser. Enkelte kommuner har allerede givet efter. Flere vil sikkert gøre det. Kravene til de nye overenskomster der skal forhandles i 2008 vil uden tvivl blive så store at der på forhånd lægges op til langvarige konflikter. Men realiteten er at økonomien ikke kan bære ekstra-omkostninger af den art. Dels fordi kommuner og regioner ikke har råd til det. Dels fordi det vil overophede økonomien generelt, dvs skabe mere pres på lønningerne overalt, sætte renten i vejret, skabe ny arbejdsløshed - og få boligmarkedet til at kollapse.

Det bemærkelsesværdige ved de mange arbejdsnedlæggelser de sidste måneder har - ud over de urealistiske lønkrav - været at især pædagoger og plejepersonale har vist sig så kampbevidste og -beredte, at der er tale om en helt ny 'ånd' iblandt dem. De har hidtil vejet arbejdet over lønnen og har stort set accepteret at tilhøre lavlønsgrupperne, men det gør de ikke mere. De vil lønnes som faglærte håndværkere - og henviser til deres egen uddannelse. Sympatien er med dem, fordi alle værdsætter deres arbejde - og i grunden synes at de fortjener mere i løn.

Men for det tredje gælder at de offentlige ansattes uddannelse ikke kan forbedres uden effekt på lønpresset samt afgang/tilgang til fagene - og dermed alle øvrige økonomiske faktorer.

Uddannelse af de lavtlønnede ser godt og rimeligt ud på papiret, fordi vi lever i et informationssamfund der kræver uddannelse og uddannelse. Alle skal uddanne sig livet igennem - og det er der både faglige og menneskelige fordele ved. Alle har også gavn af at komme væk fra dagligdagens rutiner og på kurser af kortere eller længere varighed få friske pust. Men faktisk kan folk også blive overkvalificerede - og det er præcis hvad der er sket med utallige kvinder i de hidtidige lavtlønsgrupper. Det er bl.a. derfor at kvinder stadigvæk statistisk set er lavere lønnet end mænd: mange af dem kvalificerer sig til bedre jobs og stillinger, men bliver i lavtlønsarbejdet. De nu vedtagne trepartsaftaler afsætter adskillige millioner kroner til uddannelse af pædagoger og plejepersonale, men arbejdet bliver ikke anderledes eller bedre af den grund. Kun kan der komme flere overkvalificerede mennesker.

Uddannelse af pædagoger og plejepersonale giver ikke flere hænder til pleje og omsorg, da omsorg ikke primært kræver viden eller færdigheder, men lyst til selve det at have med mennesker at gøre og at give sig tid til dem. Derfor skulle der i grunden ansattes flere til at klare opgaverne i børneinstitutionerne og på sygehusene og plejehjemmene samt i hjemmehjælpen. Men det er der ikke råd til. Derfor løser man problemet på den forkerte måde ved at 'effektivisere' og måle effektiviteten gennem administrative metoder der kræver tid og altså øger arbejdspresset på dem der skal udføre det praktiske arbejde. Man forsøger at spare tid ved at presse mere arbejde ind i timerne - og det er lige præcis det værste man kan gøre i det arbejde vi taler om her.

Det store problem i dagens velfærdspolitik er dybest set at omsorgsarbejdet ikke længere betragtes som et arbejde der i vid udstrækning bærer lønnen i sig selv, fordi plejepersonalet har med mennesker og ikke ting at gøre, og derfor skal give mest mulig tid i stedet for at spare mest mulig tid. Og dette er vel at mærke hvad langt de fleste af dem også allerhelst vil. Derfor er det - selvom det er politisk ukorrekthed at sige det højt - i vid udstrækning kvindearbejde. Kvinder er, alt andet lige, af biologiske grunde bedre til omsorg for andre end mænd, og de trives bedre ved det end mænd. Men kravet om ligestilling mellem mænd og kvinder indebærer at man ser bort fra de biologiske forskelles virkning på valg af uddannelse og erhverv - og derfor principielt kræver ophævelse af lønforskelle. Og det lyder isoleret set så rimeligt og fornuftigt, at ingen tør indvende noget imod det.

Man kan bare ikke komme uden om kendsgerningen: Omsorg kræver tid - og derfor kan omsorgsarbejde aldrig aflønnes på lige fod med arbejde der kan effektiviseres optimalt ved at spare tid - jf. iøvrigt artiklen om Tiden og virkeligheden. Konsekvensen af at pædagoger og plejepersonale kræver aflønning på lige fod med fx faglærte håndværkere i det private erhvervsliv er i sidste ende, at der bliver færre og færre til at udføre arbejdet, eller at det overlades til personale der ikke kan få andet arbejde.

Da der samtidigt bliver flere og flere der har brug for pleje - ikke mindst fordi vi gennemsnitligt lever længere - sidder politikerne i et dybt alvorligt dilemma. De lover, i hvert fald i det omfang konjunkturerne tillader det, fortsat økonomisk vækst - og det vil sige højere og højere bruttonationalprodukt uden småligt hensyn til at dette hellige BNP blander stigningen i vareproduktionen sammen med alle andre former for produktion. Men reelt kan omsorgsarbejde ikke måles med samme alen som vareproduktion. Det tilhører en anden realpolitisk kategori, og det burde strengt rationelt set aflønnes med en anden slags penge end vareproduktionen - og så kan vi iøvrigt lige så meget vi lyster mene at det eksistentielt set er meget vigtigere end denne.

Velfærdssamfundets store paradoks er at jo mere velfærd der loves, jo mere presses de offentlige ydelser og skatterne, og jo mere øges arbejdstempo og behovet for arbejdskraft, og jo mere udsættes alle for effektiviseringer og rationaliseringer - og dermed for øget risiko for stress og lavere livskvalitet.

Velfærdspolitiken er for alvor kommet på dagsordenen - og vil uden tvivl blive hovedtemaet for den næste valgkamp. Derfor har regeringen indgået den relativt dyre trepartsaftale. Derfor forelægger den til efteråret sin kvalitetsreform. Derfor lufter Dansk Folkeparti også sin utilfredshed med regeringens tilbageholdenhed over for de lavtlønnedes problemer - og gør tilnærmelser til socialdemokraterne.

Og derfor overvejer Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt fordele og risici ved et efterårsvalg. Et sådant vil med stor sandsynlighed kunne give ham en tredje periode mere i statsministeriet og sikre ham at Ny Alliance ikke når at blive for stærke og velkonsoliderede. Endelig vil det sikre ham at de offentligt ansattes overkomstforhandlinger næste forår ikke ødelægger hans valgchancer til næste efterår. Hvad socialdemokraterne trækker frem fra skufferne af velfærdsforslag vil heller ikke betyde andet end den sædvanlige talkrig under valgkampen. Den skal Fogh Rasmussen nok klare med Thor Pedersens hjælp.

Velfærdssamfundet er en god ting, som ingen på vore breddegrader for alvor ønsket afskaffet. Men det er løser ikke i sig selv alle problemer - og slet ikke når politikerne undlader at gennemtænke dets indbyggede komplementære modsætning mellem individet og samfundet eller mellem omsorgen og realøkonomien. Kampen mellem partierne står om midtervælgerne der vil have mere velfærd uden at ville betale de fulde omkostninger af den. Derfor skal det i det mindste blive interessant at se om Anders Fogh Rasmussen er blevet så pragmatisk at han hellere vil have en tredje regeringsperiode end stå fast på langsigtet ansvarlighed.

Jan Jernewicz

Henvisninger: