JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - demonstr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.5.06.

Demonstration - utidig forlystelse?

Fagforeningers og indvandrerorganisationers demonstrationer i flere forskellige byer i morgen onsdag den 17. er officielt rettet imod de dele af regeringens velfærdsudspil der omhandler dagpenge, efterløn og uddannelsesstøtte. Det mest bemærkelsesværdige ved dem er at de finder sted midt under de politiske forhandlinger mellem regeringen og oppositionspartierne, endda i en fase hvor det er fuldstændigt uafklaret hvordan et eventuelt forlig bliver strikket sammen, hvis det overhovedet kommer i stand. Socialdemokraternes topfolk har været med i planlægningen af demonstrationerne, men partiets formand og politiske ordfører er ikke blandt talerne. De vil nøjes med at lytte til protesterne.

Statsministeren har for så vidt ret i at det trods alt er en utraditionel ting at et parti der deltager i forhandlingerne om et forlig samtidigt deltager i demonstrationer mod selve forhandlingsgrundlaget, men sagen er jo at socialdemokraterne er i klemme, fordi de på den ene side ønskes med og selv gerne vil med i et forlig, men på den anden side står så dårligt i meningsmålingerne at både partiet og partiformanden må understrege at de kun går med i et forlig hvis ikke alt for mange af deres medlemmer og vælgere finder dette uacceptabelt.

Socialdemokraternes situation er vanskeligere end Dansk Folkepartis, fordi Pia Kjærsgaard i forhandlingerne nok må stille krav der kan give partiet indrømmelser, men trods alt vil have mest gavn af at komme med i et forlig og dermed bekræfte partiets regeringsvenlighed. Socialdemokraterne risikerer derimod at de ved at stille for store krav kan forhindre en velfærdsreform, fordi statsministeren på et tidspunkt hvor socialdemokraterne endnu var en trussel mod regeringen var så letsindig at give dem det nærmeste man kommer til et reelt veto mod forliget - uden at kalde det sådant. Men gør socialdemokraterne brug af denne 'vetoret' udskyder de blot nødvendige justeringer af velfærdspolitikken uden at få garanti for mandatgevinst ved det valg der kan blive resultatet af et nej.

Socialdemokraterne håber naturligvis på et så stort fremmøde ved demonstrationerne at det kan styrke deres forhandlingsposition, men de tør åbenlyst ikke engagere sig så stærkt i protesterne at de automatisk bliver bedømt på om tilslutningen bliver stor eller lille eller midt imellem. Sagen er jo at der nok er en del utilfredshed blandt fagforeningsmedlemmer og uddannelsessøgende med de foreslåede omlægninger og besparelser på dagpenge, efterløn og SU, og at socialdemokraterne i praksis gerne vil vise deres solidaritet med disse vælgere, men at der ikke er massiv modstand i befolkningen som helhed mod justeringerne. De er i realiteten beskedne i forhold til hvad økonomiske eksperter anser for nødvendige - og en udskydelse af justeringerne vil kun gøre ondt værre. Kan man bevare efterlønsordningen som sådan mod at hæve begyndelsesalderen to år er det objektivt set bedre end at undergrave den helt om få år. Og hvad angår dagpenge og uddannelsesstøtte er det objektivt set også bedre at animere til større personlig ansvarlighed ved at motivere folk til at komme i arbejde og gøre sig færdige med studierne - end at lade stå til, når der vitterligt er for mange mennesker på overførselsindkomster.

Solidaritet med de fattige, arbejdsløse og marginaliserede er et smukt træk - og formentlig er der hold i undersøgelser der viser at der fortsat er tiltro til at socialdemokraterne tænker mere på disse grupper end socialliberale partier gør - men ikke desto mindre er det nu engang ikke disse grupper partiet kan vinde et valg på. For det går jo så godt med økonomien og beskæftigelsen i Danmark for tiden, at flertallet ønsker den politiske linje fastholdt som regeringen står for.

Hvad demonstrationerne angår er det derfor værd at hæfte sig ved at en nøgtern mand som formanden for Forbundet for Offentligt Ansatte, Dennis Kristensen, ikke tør spå om deltagelsen. Han forventer ikke så stor tilslutning på Christiansborg Slotsplads som ved demonstrationerne mod Schlüter-regeringen i 1985. En meningsmåling har også vist at mens halvdelen af LO's medlemmer betragter demonstrationer af denne art som en god form for protest, så vil kun en sjettedel af de adspurgte selv deltage i den.

Men socialdemokraternes dilemma ligger også i at partiformanden er trængt i dobbelt forstand: meningsmålingerne er dårlige, og de partier der traditionelt samarbejder med socialdemokraterne har mere eller mindre højrøstet vendt hende ryggen som selvskreven statsministerkandidat. De radikale har udnævnt deres egen leder til kandidat - og både SF og Enhedslisten har på netop afholdte årsmøder markeret sig klart som alternativ opposition. De vil trække socialdemokraterne endnu længere væk fra midten.

Demonstrationerne i morgen kan altså - vejrprognoserne taget i betragtning - anses for ligesom 1. maj festlighederne at blive en fornøjelig demokratisk demonstration af selve retten til at mødes og give sit besyv med i debatten. Direkte følger skal ikke forventes - ud over forlystelsen. De politiske lederes hårde arbejde med at forhandle sig frem til et forlig med regeringen om en velfærdsreform står tilbage - og foregår som altid bag lukkede døre og med mange mulige udgange.

Demonstrationer kan markere en protestholdning, men fører ikke til resultater. Det er heller ikke givet at de politiske forhandlinger overhovedet ender med en velfærdsreform i denne omgang, for politik er ikke en rationel affære der nødvendigvis fører frem til rimelige forlig om reformer alle kan se nødvendigheden af. Partierne skal profilere sig, fordi der er noget der hedder valg og meningsmålinger, kernevælgere og konkurrence om mobile vælgere. At profilere sig politisk er heller ikke i sig selv nogen videnskab, men et spil med mange ubekendte og tilfældige faktorer. Spillet er næsten altid fornøjeligt at følge, men ikke altid hverken kønt eller gavnligt. Fornuftsmennesket Marianne Jelveds tyrkertro på at det er argumenter der tæller i forhandlinger gælder i virkeligheden kun detaljerne. De store linjer tegnes af principper, og forligsmulighederne af viljen til kompromis og udsigterne til et slutresultat der kan vindes stemmer på.

Det allersjoveste og også mest usædvanlige ved den nuværende situation er at der reelt ikke er et alternativ til den siddende regering. Dette gør spillet på oppositionsbænkene og demonstrationsstederne særligt fornøjeligt at iagttage.

Valg eller ikke valg, det er det store eksistentielle spørgsmål som de handlingslammede må tumle med på den politiske scene uden at turde bruge ordene. Helle Thorning Schmidt i rollen som en moderne Hamlet er i hvert fald ikke nogen utidig, endsige irrelevant forlystelse.

Jan Jernewicz

Tilføjelse 18.5.:

Dagen derpå kan det konstateres at demonstrationerne i København, Odense, Esbjerg, Århus og Ålborg blev ganske pæne, med et skønnet deltagertal på omkring 80 tusinde mennesker i alle aldre og fra mange fagforbund. En blandet flok med mange forskellige paroler, der alle var vendt mod regeringen og dens velfærdsudspil og skolereformer, men i grunden også ramte dele af socialdemokraternes velfærdsplaner, herunder ikke mindst efterlønsjusteringerne.

Dansk Folkeparti benyttede lejligheden til at drille både regeringen og socialdemokraterne med udtalelser om, at hvis socialdemokraterne ville opgive at røre efterlønnen, ville DF fastholde sine oprindelige krav, så ændringer i efterlønsordningen helt kunne undgås. Men den idé hoppede socialdemokraterne ikke på. De er udmærket klare over at justeringer af ordningen er nødvendige.

Demonstrationerne har som helhed ikke svækket socialdemokraternes position ved forhandlingerne, men formanden for 3F (det tidligere SID), Poul Erik Skov Christensen, fik dog givet partiet en advarsel, så partiets dilemma er forblevet intakt. Kendsgerningen er jo, at socialdemokraterne trods sin nyeste bevægelse mod venstre fortsat er så realpolitisk indstillet til velfærdsreformerne at partiet accepterer justeringer som nødvendige for at fremtidssikre velfærden i Danmark. Og dette kan Christensen ikke lide. Men det giver til gengæld fortsat relativt gode chancer for et bredt forlig.

Demonstrationerne blev ikke så massive, at de på nogen måde kan siges at have lagt store hindringer i vejen for et kompromis mellem regeringen og oppositionen i den kommende måneds tid. Men snarere påpeget at dele af arbejderbevægelsen - mange af de unge og ældre, af indvandrerne og de ufaglærte, men altså også visse fagforeningsledere - fortsat ser urealistisk på hvordan en grundliggende velfærd sikres for kommende generationer. Desuden svækkes demonstrationerne af tendensen til at blande for mange tinge sammen i kritikken af regeringen.

Henvisninger: