JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - radikale02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.6.07.

Radikalt lederskifte

Endeligt tog den radikale folketingsgruppe i går fredag den uundgåelige konsekvens af Naser Khaders og Anders Samuelsens udbrud og dannelse af Nye Alliance samt nedturen i meningsmålingerne. Gruppen valgte den forlængst udpegede 'kronprinsesse' Margrethe Vestager som sin nye politiske leder efter Marianne Jelved, der har beklædt posten i 17 år, men gennem sin uforsonlige holdning over for Anders Fogh Rasmussens regering og tåbelige forsøg på at spille alternativ statsministerkandidat reelt har kørt partiet længere og længere uden for indflydelse. 'Midten - det er mig', sagde Jelved engang så stolt. Men det har nu afsløret sig som en kæmpeillusion.

Lederskiftet har været ventet lige siden Naser Khader brød med partiet og partilinjen den 7. maj, men Jelved har hidtil ikke villet erkende sit nederlag, og Vestager har ikke villet beskyldes for illoyalitet. Man har troet man kunne vente - og har holdt på at andre ikke skulle bestemme hvem der skulle være partiets leder. Nogle har endog ment at det ville skade Vestager at blive kastet alt for hovedkuls ud i lederansvaret.

Men nu er skiftet fuldbyrdet - og det er sket med den udtrykkelige begrundelse at partiets forsøg på at gå 'en anden vej' har været fejlslagen. Vestager vil føre partiet tilbage på midten i dansk politik og dermed give sit bidrag til at gøre op med den blokpolitik der alle dage har været de radikale imod. Man giver det naturligvis udseende af, at den nye linje primært drejer sig om at gøre det af med Dansk Folkepartis store indflydelse i dansk politik. Men realiteten er at det er Det radikale Venstre der ved sin indædte og meget idealistiske modstand mod regeringens stramme udlændingepolitik har cementeret de fronter i dansk politik som ligner blokpolitikkens selvom statsministeren lige fra sin tiltræden har undsagt klassekampens gamle skel.

De radikale skal ikke bebrejdes at de nu langt om længe erkender at linjen har slået fejl, men de skal på den anden side heller ikke foregøgle sig at det vil være muligt at vende tilbage til partiets gamle rolle som tungen på vægtskålen der afgør om det bliver socialdemokraterne eller de borgerlige der løber af med statsministerposten. For partiet blev splittet den 7. maj, således at der allerede findes et socialliberalt parti på midten der har erklæret sig villig til at samarbejde med alle andre partiet, men reelt hælder mest til Anders Fogh Rasmussens lederskab. Skal der være nogen mening med Det radikale Venstres kurs- og lederskifte skal man fastholde samme principielle midterposition, men være ærlige nok til at vedkende sig hældningen mod socialdemokraterne.

Friske meningsmålinger viser da også at partiets medlemmer er tilfredse med lederskiftet og forventer at ledelsen peger på Helle Thorning Schmidt som statsministerkandidat ved næste valg. En kommentator som Peter Mogensen har da også erklæret at Thornings position er blevet styrket gennem de radikales skifte. Dette betyder ikke, at hun er kommet nærmere statsministerposten, for meningsmålinger viser også at de radikale gennem lederskiftet har trukket stemmer fra både socialdemokrater, SF og Enhedslisten. Der er langt til et flertal bag Helle Thorning Schmidt, hvorimod Anders Fogh Rasmussen fortsat vil have et flertal bag sig, hvis han kan blive enige med både Ny Alliance og Dansk Folkeparti. At han også ser ud til at kunne klare sig uden Dansk Folkeparti, hvis både Ny alliance og det gamle Radikale Venstre støtter ham, må betegnes som en vittighed. For denne teoretiske mulighed er der ingen der tror på.

Det gode ved den nye situation efter lederskiftet hos de radikale er at partiet er kommet tilbage på midten, men samtidigt at der er skabt renere linjer derved at det gamle parti hælder mod socialdemokratiet, mens udbryderpartiet Ny Alliance hælder mod Venstre. Det vigtigste er at opbruddet overhovedet er sket - og vil præge både debat og valgkampe fremover.

Om Margrethe Vestager vil formå at føre sit parti frem til en vælgeropbakning og en politisk indflydelse på Christiansborg som kunne minde om tiden før Fogh, er det alt for tidligt at sige noget om. Hun er ubestrideligt kompetent og veltalende - og har en passende alder. Hun er også af et mere moderne tilsnit end Marianne Jelved, der aldrig rigtigt har kunnet frigøre sig fra indtrykket af den lidt strikse, bestemte, men venlige skolelærerinde der har alt under kontrol. Men Vestager virker lige så reserveret og kontrolleret - blot på en mere moderne facon. Hun er tilmed både smuk og velklædt, men hverken karismatisk eller folkelig. Hun er med andre ord den rette leder for et parti der forlængst er blevet et temmeligt elitært byparti af velmenende og idealistiske akademikere, der tilhører 'Den kreative klasse' - og som kan bruge smarte tørklæder til lidt af hvert. Men det er langt fra sikkert at dette er nok til at give partiet den gamle indflydelse tilbage.

Hovedproblemet synes fortsat at være at de radikale i stigende grad er blevet så fikseret på menneskerettighederne at de er blevet mere idealistiske end godt er for realpolitikere. Det er er problem i politik i sig selv at menneskerettighederne er kommet til at spille den rolle tilfældet er, fordi det skaber farlig asymmetri mellem individ og samfund - både i kampen mod terror og mod uretfærdigheder. Men det er et særligt problem for de radikale, fordi dette parti op til 2001 var kendt for sin sunde realpolitiske fornuft. Menneskerettighederne er væsentlige for et demokratisk samfund, men samfundet eksisterer ikke hvis individerne sættes over fællesskabet. Dette forstod de fleste partier tidligere og ikke mindst de radikale, fordi netop dette parti var rundet af det folkelige, nationale og religiøse fællesskab. Her er der imidlertid sket et skred i takt med urbaniseringen og akademiseringen af befolkningen. Men det besynderlige er at Det radikale Venstre er kommet så langt væk fra udgangspunktet, at det ikke længere kan acceptere det eneste ægte folkeparti der er tilbage i dansk politik som folkeligt, men tværtimod sætter dette partis udelukkelse fra regeringsmagt og indflydelse som betingelse for egen deltagelse i magt eller medansvar.

Margrethe Vestager har klart tilkendegivet at hun fastholder dette inkonsistente ultimatum til Anders Fogh Rasmussen, og hun har dermed markeret den altafgørende forskel til Ny Alliance, hvis leder nok ønsker Dansk Folkepartis indflydelse begrænset, men ikke udelukker det fra samarbejde. Reelt er Marianne Jelveds, Margrethe Vestagers og den øvrige radikale gruppes holdning til Dansk Folkeparti ikke spor bedre end Poul Nyrup Rasmussens fatale dom over DF som ikke-stuerent. Holdningen er uholdbar og urealistisk - og iøvrigt i klar strid med den grundlæggende demokratiske tankegang der definerer folkestyret på gammel radikal vis som samarbejdende. Vestager har derfor foreløbigt ikke løst partiets hovedproblem, men ved opgøret med Jelveds blindspor blot muliggjort en tilbagevenden til den midte hvor alle fornuftige partier i dag befinder sig og konkurrerer om vælgernes gunst.

Det radikale Venstre har også fået ny næstformand og dermed 'kronprins', idet den 30-årige Morten Østergaard vandt en kampafstemning over Morten Helveg Petersen med ikke mindre end 12 stemmer mod 3. Det er interessant for så vidt valget bekræfter gruppens hældning mod den socialdemokratiske side, men også fordi Helveg bevidst styrede ind i sit store nederlag, da han udmærket var klar over udfaldet på forhånd. Der spørges derfor med rette om grunden til hans opstilling. Har han ønsket et påskud til at forlade politik eller hvad? Det forlyder at Vestager muligvis overvejer at tilbyde Morten Helveg Petersen posten som udenrigsordfører for at beholde ham. Men ellers tyder meget på at Helveg Petersen æraen i Det radikale Venstres historie er ved at nærme sig sin afslutning. Fhv. kultur- og undervisningsminister Kresten er død forlængst, og fhv. udenrigs- og økonomiminister Niels er næppe ministeremne fremover. Det var iøvrigt ham der trak partiet til venstre da han i 1978 vendte hjem fra Bruxelles. Så han kan da kun se med tilfredshed på udviklingen. Men alting har sin tid - også ledere i Det radikale Venstre. Heldigvis. For nogle gange er man træt af at se og høre de samme personer på de samme poster år ud og år ind. Niels fylder snart 68 år - og har gjort sin politiske pligt. 'Mohren' kan gå, hvis dette racistiske udtryk ellers er tilladt når det gælder en radikal politiker.

Hvad regeringen angår må den se tiden an lidt endnu - og specielt afvente udviklingen hos De radikale, Ny Alliance og vælgerne. Foghs position som regeringschef er uantastet indtil der udskrives valg. Men hans chancer for genvalg synes kun at være blevet forbedret gennem dannelsen af Ny Alliance. Kun bliver han efter valget sandsynligvis tvunget til et snævert samarbejde med fire i stedet for i dag kun tre partier. Det skulle han sagtens være mand for at klare, så meget mere som der allerede eksisterer et godt forhold mellem ham og Naser Khader. Det radikale Venstre bliver derimod slet ikke afgørende. Dets ultimative krav med hensyn til Dansk Folkeparti gør dem uinteressante. I den henseende er det ligegyldigt om lederen hedder Jelved eller Vestager.

Spændingsfeltet i dansk politik har - som tidligere påpeget på disse sider - ændret sig ved dannelsen af Ny Alliance, idet dette parti nu er den ene pol i feltet. Men Dansk Folkeparti er fortsat en pol ved siden af V og K. Så det nye er at spændingsfeltet er blevet trepolet i stedet for topolet. Det gør kun udfordringen mere krævende og mulighederne mere lovende. Så hvis Anders Fogh Rasmussen virkeligt vil forstå dette, vil han kun være i en endnu gunstigere situation end forud.

Tør han samtidigt åbne op for en ny progressiv holdning til spørgsmålet om religionens stilling i det offentlige rum, vil han skabe endnu større muligheder for at løfte 'den tredje vej' op på et niveau der for alvor peger frem mod den sekularisering og globalisering der er behov for såvel nationalt som internationalt. Noget sådant er desværre et lukket land for Det radikale Venstre. Så også i denne henseende er lederskiftet i partiet temmelig uinteressant.

Jan Jernewicz

Henvisninger: