JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - seeberg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.08.

Gitte Seebergs fornuftige beslutning

Det måtte jo komme, at Gitte Seeberg tog konsekvensen af sin principielle uenighed med sine medstiftere af Ny Alliance og partiets øvrige to folketingsmedlemmer samt landsformand. Seeberg har lige fra partiets dannelse i maj sidste år været en inkarneret modstander af Dansk Folkepartis store indflydelse på VK-regeringens politik og kunne ikke længere bære at partiet efter det skuffende valgresultat, de dårlige menigsmålinger og udsigten til at ryge ud af folketinget ved et lynvalg har truffet den tunge beslutning at gå i forhandlinger med regeringen og Dansk Folkeparti om problemerne for de afviste irakiske asylansøgere.

Ny Alliance har erkendt sin regulære identitetskrise og er derfor som påpeget i artiklen Ny Alliance i vital identitetskrise (26.1.08.) tvunget ind i en såkaldt 'realitetsprøvelse', der helt konkret består i at indse det illusoriske ved i VK-regeringens tid at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse i asylpolitikken eller noget som helst andet politisk område. Ledelsen og folketingsgruppen har derfor besluttet at gå i realitetsforhandlinger med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om løsningen på de akutte asylproblemer med det formål at få indflydelse, selvom det kun kan komme til at ske på Dansk Folkepartis betingelser. Asylaftalen med dette parti binder regeringen i de overordnede principielle synspunkter (ikke mindst at de afviste asylansøgere ikke må få arbejdstilladelser), men giver dog mulighed for forhandling om en række delspørgsmål, der endnu ikke er konkretiseret, herunder muligheder for at give asylansøgerne tilladelse til efteruddannelse der kan forbedre deres kompetencer ved tilbagevenden til Irak. Reelt er det Dansk Folkeparti der sidder med det længste strå og derfor Ny Alliance der må tage til takke med det korteste. Det afgørende spørgsmål for partiet bliver derfor om det er forsvarligt at acceptere en aftale der kun giver partiet små indrømmelser eller om det er bedst at holde sig udenfor - og stå og råbe op fra sidelinjen, som det er blevet udtrykt. Vælger partiet det sidste kan det redde 'æren' ligesom det redder Enhedslistens 'ære' at holde sig konsekvent ude, men samtidigt vil det udløse et nyvalg der kan medføre Ny Alliances udslettelse.

Partiet som sådant er altså i et alvorligt dilemma, men for Gitte Seebergs vedkommende er sagen derimod nu afklaret. Nok er nok, lød hendes slogan ved partiets stiftelse, og dermed hentydede hun til Dansk Folkepartis indflydelse. Nu har hun også sagt at det er nok med Naser Khaders og den øvrige folketingsgruppes åbenlyse accept af realitetsforhandlinger med arvefjenden. Hun føler ikke at hun kan bære denne pragmatisme af den simple grund, at det ikke er den hun gik ind i partidannelsen og valgkampen for. Hendes personlige identitets- og integritetsfornemmelse kan med andre ord ikke bære partiets nye strategi, som hun ellers selv var med til at vedtage for ti dage siden i Korsør, men åbenbart kun halvhjertet. Hun tager derfor konsekvensen, men beklager sit skridts nødvendighed. Havde hun kunnet forudset dilemmaet, havde hun slet ikke forladt Det konservative Folkeparti sidste år, har hun sagt. Det er en beslutning der kun kan aftvinge respekt. Den er fornuftig for hende selv - og reelt også til gavn for Ny Alliance.

Man kan kun gisne om de dybeste bevæggrunde til Gitte Seebergs brud med de konservative, men som i tilfældet Pia Christmas Møller er det umuligt at se bort fra personlige frustrationer. Både Pia Christmas Møller og Gitte Seeberg er trods deres ubestridte politiske kompetence og erfaring samt flid og loyalitet blevet forbigået til ministerposter. Seeberg allerede i 2001. Og det betød for hendes vedkommende et fravalg af folketinget til fordel for EU-parlamentet. Men hun må ligesom den radikale Anders Samuelsen have savnet folketingsarbejdet og derfor set en mulighed for at vende tilbage via et nyt parti der ville få den afgørende indflydelse på regeringens politik ved effektiv udkonkurrering af Dansk Folkeparti. Så let blev det bare ikke. Dansk Folkeparti var stærkere end som så og klarede sig glimrende ved valget. Det gjorde de konservative såmænd også, så det blev statsministerens parti der måtte bøde for opbruddet. Men for den midtersøgende Seeberg spiller det ind, at hun betragter Foghs politik som en blokpolitik. Hun opfatter med andre ord hverken sit gamle parti, Det konsevative Folkeparti, eller Foghs Venstre og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti som midterpartier. Og det er måske, når det kommer til stykket, grundfejlen i hendes politiske jugement.

Anders Fogh Rasmussen tog valget roligt, fordi der trods tilbagegangen ikke blev flertal imod VK-regeringen, før den frustrerede Christmas-Møller valgte løsgængeriet. Men ved udsigten til et nyvalg, fik Ny Alliances lille folketingsgruppe kolde fødder - og bed i det sure æble. Derved kom den pludseligt til at sidde med dobbelt frustration, og det holdt Gitte Seeberg ikke til. Om Khader, Samuelsen, Malou Aamund og Poulsen holder til det, vil de kommende uger vise. Poulsen har mest at tabe ved et valg - og må i dag sidde og fortryde sin afgang fra Dansk Røde Kors. De tre øvrige er yngre og skal nok klare sig.

Men frustrerede folketingsmedlemmer er ikke til gavn for folkestyret i længden. Det var godt valget skilte os af med Louise Frevert, tidl. Dansk Folkeparti. Et nyvalg vil skille os af med Pia Christmas-Møller og Gitte Seeberg, og det vil også være en fordel. De to kan nu lave deres egen lille kaffeklub, men ellers ikke være til videre gavn for lovgivningsarbejdet. Ny Alliances fungerende landsformand Leif Mikkelsen sidder også med frustration over at have vraget en sikker Venstrekreds til fordel for en NA-kreds der ikke gav valg. Meget ser ud til at hans andel i partiets nye strategi hænger nøje sammen med hans ønske om at komme ind i realpolitikkens varme igen. Men problemet melder sig i sådanne tilfælde altid: hvad er sund pragmatisme, og hvad er usund opportunisme.

Integritet og følelse af identitet afhænger af at man som menneske dybt i sjælen føler at man står inde for de grundværdier man kæmper for. Karen Jespersen er et godt eksempel på at det sagtens kan lade sig gøre at skifte parti uden at integriteten går fløjten. Jens Otto Krag er et eksempel på at integriteten kan afsløre sig som hul blot en politisk leder skifter strategi. Det er først et eksistentielt problem, hvis man af hensyn til de ydre fordele - såsom en plads i folketinget eller taburettens bevarelse - går på kompromis med sine bærende principper. Det følte Gitte Seeberg at hun gjorde med den seneste udvikling i Ny Alliance omkring asylforhandlingerne. Og derfor valgte hun det eneste rigtige at tage sit tøj og gå.

Uanset de personlige omkostninger er hendes exit umiddelbart til stor politisk fordel for partiet, fordi folketingsgruppen nu står samlet om en fælles strategi i forsøget på at skaffe sig reel indflydelse. Det er en ærlig sag, selvom mange vælgere, partimedlemmer og tillidsrepræsentanter rundt omkring sikkert vil mene noget andet. Ender forhandlingerne uden acceptabelt resultat for gruppen, så der bliver valg, vil partiets skæbne blive definitivt afgjort. Ender de derimod med et eller andet mere eller mindre tåleligt kompromis, får partiet tid til både at konsolidere sig internt og finde sin plads i det eksterne spil. Og dets skæbne afgøres først senere. Men situationen vil længe forblive dybt frustrerende, fordi partiet vitterligt blev stiftet på en helt anden drøm.

Jan Jernewicz

Henvisninger: