JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - malou

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.2.08.

Malou Aamund knækker Ny Alliance

Kun en uge efter Gitte Seebergs udtræden af Ny Alliance har den 38-årige cand.merc. og tidligere erhvervsleder Malou Aamund valgt at udmelde sig af partiet, men til forskel fra Seeberg har hun indmeldt sig i Venstre og undgår således den menings- og håbløse skæbne som løsgænger.

Aamunds indtræden i Venstres folketingsgruppe giver nu VKO-alliancen flertallet på 90 mandater tilbage, således at hverken Ny Alliances tilbageblevne tre folketingsmedlemmer eller løsgængerne Gitte Seeberg og Pia Christmas-Møller længere kan afgøre regeringens skæbne.

Aamunds skridt er på den ene side en overraskelse, fordi det blev taget længe efter 'afklaringsmødet' i Korsør og netop som partiet skulle til afgørende forhandlinger hos Integrationsministeren, men på den anden side fuldt forståeligt, idet hun åbent og ærligt har begrundet det med at hun ikke længere tror på Ny Alliances projekt eller har tillid til partiets ledelse. Derfor vil hun være ude af stand til at engagere sig yderligere i sagen. Hun mener at partiets projekt fra starten var godt, men blev forfejlet, fordi partiet internt var uenigt om bl.a. den borgerlige holdning og valg af statsministerkandidat. Og selvom hun ved partiets start udtalte dyb mistillid til VK-regeringens vilje til at gennemføre de nødvendige reformer, ja, fandt VKO-flertallet uudholdeligt, så mener hun i dag at regeringen og partierne bag regeringen har bevæget sig og nu er mere åbne for de reformer hun ønsker, navnlig hvad angår asylpolitik, skattereform, arbejdsmarked og 'intelligent indvandring'. Derfor er hun kommet til det resultat at hun bedst kan støtte reformerne ved at tilslutte sig Venstre.

For en realistisk indstillet erhvervskvinde må dette betragtes som et helt igennem respektabelt standpunkt der viser at hun har opgivet de helt utopiske forestillinger partiet nærede ved sin dannelse og som gav stifterne, folketingskandidaterne, medlemmerne og vælgerne illusioner om at kunne vende op og ned på den politiske struktur. Mange medlemmer følger hende ud af partiet, mens andre taler om vælgerbedrag. Til dem siger hun bl.a. at hun ikke i valgkampen kategorisk undsagde samarbejdet med Dansk Folkeparti. Hertil kan føjes, at man skal være forsigtig med at tale om vælgerbedrag når valgte kandidater efter valget ufrivilligt kommer til at befinde sig i en politisk situation der ligger meget langt fra hvad de forventede eller i det hele taget forestillede sig. Resultatet kan være så overraskende, at den valgte må gøre op med sig selv om han eller hun skal blive i partiet, forlade det og eventuelt gå til et andet parti eller helt forlade politik. Og en sådan afgørelse afhænger af en række personlige faktorer der i lige så høj grad er psykologiske som politiske. Vælgerne kan ikke forlange at en kandidat skal ofre sig for et projekt hun ikke længere tror på. For Aamunds vedkommende kan det højst sandsynligt spille ind - hvad en kommentator har anført - at hun er en vindertype der simpelthen må fly ethvert taberprojekt.

For Ny Alliance betyder hendes uventede indtræden i Venstres folketingsgruppe, at partiet simpelthen er berøvet sin eksistensberettigelse og sit håb om at vende styrket tilbage efter de sidste måneders uro og splid. Malou Aamund har reelt givet partiet sit knæk. Naser Khader indrømmede blankt på pressemødet at partiet nu ligger ned, og at situationen virker helt surrealistisk. Og både han og de to andre tilbageblevne folketingsmedlemmer så temmelig triste og nedtrykte ud. De var ikke meget for at besvare spørgsmål, men lod Khader fastslå at partiet nu har behov for en tænkepause.

Spørgsmålet er forlængst rejst om Jørgen Poulsen bliver den næste der vælger at gå. Han må være den mest frustrerede af dem alle og garanterede heller ikke at han ville blive og kæmpe. Han ønskede time-out og nøjedes med at sige, at "Man er fast i kødet indtil man ikke er det længere". Kun Anders Samuelsen synes at have gejsten tilbage - at dømme efter et kort interview i aftenens tv. Men den er der nok også grænser for når realiteterne går fuldstændigt op for ham. Ene mand kan han intet gøre. Og Naser Khader må betragtes som vingeskudt og færdig.

Én mand stillede ikke op til interview og det var den fungerende landsformand, tidligere Venstrepolitiker Leif Mikkelsen, der ikke opnåede valg i Midtjylland for Ny Alliance i november. Han havde næsten symbolsk fået maveonde og måtte blive hjemme. Men hvilken rolle har han egentligt spillet i hele nedturen og opløsningen siden nytår? Det var ham der efter jul på eget initiativ tilbød sin personlige erfaring og kompetence til at bringe partiet på ret køl i løbet af tre måneder ved dels at samle ledelsen til et seminar hvor en ny strategi skulle klarlægges, dels at påtage sig at bygge partiorganisationen op i landet. Det sidste har han dårligt nok fået tid til at begynde på, og det er formentligt allerede umuliggjort. Det første løste han lige præcis på den måde der viste sig katastrofal: Mødet i Korsør gav tilslutning til en ny strategi der placerede Ny Alliance som et klart borgerligt parti der støttede VK-regeringen og var villig til at gå i realitetsforhandlinger med fjenden selv, Dansk Folkeparti. Problemet var bare at Gitte Seeberg inderst inde ikke var enig - og følgelig mindre end en uge efter meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger og tog flere folketingskandidater og medlemmer med sig. Kun en uge senere følte Malou Aamund sig tvunget til at gøre op med sig selv at hun ikke længere troede på projektet eller ledelsen. Den drevne Leif Mikkelsen havde altså slet ikke taget misteltenene i ed. Han havde styret efter sit eget mål, der sikrede ham en genvunden plads på Christiansborgs attråværdige gange, men hverken sikrede folketingsgruppens enighed og sammenhold eller partiorganisationens opbakning.

Bliver man i vinder/taber-terminologien, er Leif Mikkelsen en tabertype, der valgte forkert da han brød ud af Venstre, og igen da han tilbød sig som frelser af partiledelsen og -organisationen. Han må betragtes som en færdig mand i politik. Men om det kan redde partiet at skille sig af med ham hurtigst muligt på nuværende tidspunkt, er tvivlsomt. Partiet ligger ned. Jørgen Poulsen er formentlig på vej væk. Khaders karisma har vist sig utilstrækkelig. Den begavede og entusiastiske Samuelsen kan ikke ene mand rette alting op.

Hovedsagen er herefter at VKO-flertallet er gendannet, og at det formentlig bliver styrket med yderligere et mandat den dag Pia Christmas-Møller forlader løsgængeriet til fordel for et job i erhvervslivet og hendes suppleant derefter tager plads i Det konservative Folkepartis gruppe. Men hertil kommer at der trods alt er sket den ændring i det politiske billede siden valget, at regeringen og partierne bag den har blødt noget op på standpunkterne med det formål at få et bredere flertal etableret om reformerne.

Det er ikke særligt sandsynligt at regeringen får socialdemokraterne eller de radikale med til større forlig om nogetsomhelst. Begge partier er taktisk bundet af deres urokkelige livsløgn om modpartens blokpolitik. Anders Fogh Rasmussen har erklæret Malou Aamund velkommen i Venstre, men samtidigt fastslået at regeringen fortsat vil søge at inddrage Ny Alliance i de forlig han ønsker opnået. Det er måske kun høflighed fra hans side, for formålet er ikke indlysende, eftersom Ny Alliance hverken gør fra eller til. Det har ikke afgørende stemmer, har ikke mulighed for påvirkning af socialdemokrater eller radikale og vil i offentligheden fremover mest være til grin.

Muligvis skeler statsministeren stadig så meget til udsigten til en fremtrædende post i international politik om et par år, at han fortsat vil bøje sig modstandsløst for udlandets fordomme om Dansk Folkeparti som højreekstremistisk. Og i så fald vil hans forsøg på åbning i den hjemlige debat med opposition og opinion være spildte Guds ord på Balle-Lars. Han kan formentlig ret ubesværet vinde et valg mere, hvis det kommer inden for to år, fordi socialdemokraterne fortsat ikke véd hvad de vil og fortsat tror det er retorik og kommunikation der afgør tingene. Anders Foghs reelle mulighed for at genvinde têten i dansk politik ligger i at opfatte Dansk Folkeparti som langt mere end et tåleligt støtteparti og simpelthen gøre det til en naturlig og selvfølgelig samarbejdspartner der er placeret på midten af dansk politik som et ægte folkeparti på linje med eller måske ligefrem i højere grad end Venstre selv.

Det er faktisk en grundfejl i socialdemokraternes og de radikales strategi at de lige siden Dansk Folkepartis stiftelse i 1995 har betragtet dette som et højreekstremistisk parti der ikke var stuerent og som de følgelig ikke kunne samarbejde med. De har aldrig indset at Dansk Folkeparti er et folkeligt midterparti der vitterligt konkurrerer med socialdemokraterne om såkaldte almindelige menneskers stemmer. Men det har også været en fejl i Venstres og statsminister Anders Fogh Rasmussens strategi at han ikke har turdet tage tyren ved hornene og åbenlyst erklæret Dansk Folkeparti som et lige så borgerligt acceptabelt midterparti som Venstre selv. Havde man i tide gjort dette, kunne man havde undgået den borgerlige forvirring der har givet sig udslag i utopier om en borgerlig regeringsførelse uden om Dansk Folkeparti og siden til dannelsen af luftkastellet Ny Alliance.

Malou Aamunds farvel til Ny Alliance og indmeldelse i Venstre med dets nære samarbejde med det af hende tidligere foragtede Dansk Folkeparti burde give anledning til dyberegående overvejelser i Venstre om samarbejdets form fremover. Foragten for Dansk Folkeparti burde nu være en saga blot.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til Folketingets hjemmeside
Link til Ny Alliances hjemmeside
Link til Venstres hjemmeside