JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - nyalliance03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.6.08.

Ny Alliance lettet for Jørgen Poulsens belastning

Med Jørgen Poulsens eksklusion af Ny Alliances i forvejen indskrumpede folketingsgruppe har Naser Khader og Anders Samuelsen sammen med landsformanden Leif Mikkelsen forsøgt at skabe klarhed over partiets politiske linje, men deres beslutning har først og fremmest medført lutter hovedrysten og billige grin. "Jeg er faktisk lettet", udtalte Khader til pressen, for "nu er vi tilbage ved udgangspunktet, Anders Samuelsen og jeg. Det var dér vi startede da vi forlod Det Radikale Venstre. Så i bagklogskabens lys skulle vi måske være startet alene."

'Lettet' er fuldt forståeligt, for Jørgen Poulsen har vitterligt været en besværlig herre at have i et parti der efter det skuffende resultat ved folketingsvalget i november og usikkerheden om partiets linje i forhold til den borgerlige regering gjorde et beslutsomt forsøg på at 'justere' sin politik, så det fremtrådte klart borgerligt i støtten til Anders Fogh Rasmussen som regeringens leder, men samtidigt pragmatisk og realpolitisk i accept af Dansk Folkepartis fortsatte rolle som regeringens parlamentariske fundament. Tilsyneladende accepterede partiets fem folketingsmedlemmer alle den nye linje, men hurtigt viste det sig, at Gitte Seeberg ikke kunne leve med justeringen og derfor valgte at melde sig ud af partiet og blive løsgænger. Få dage senere meddelte Malou Aamand at hun forlod partiet og tilsluttede sig Venstres folketingsgruppe. På et pressemøde bedyrede Naser Khader og Anders Samuelsen at de ville kæmpe videre, mens Jørgen Poulsen slog sig i tøjret og ville have tænkepause - inden han klart tilkendegav hvor han stod. Hans usikkerhed udtrykte han rammende med bemærkningen: "Man er fast i kødet, indtil man ikke er det længere".

Problemet har i mellemtiden været at Jørgen Poulsen på intet tidspunkt har accepteret den nye linje partiet officielt besluttede at følge efter nytårskonferencen i Korsør - jf. artikel. Khader og Samuelsen mente tværtimod at han havde modarbejdet partilinjen og optrådt illoyalt. "Det som Jørgen Poulsen har gjort de seneste par uger er at skabe usikkerhed og uro omkring partilinjen. Og det kan vi simpelhen ikke leve med", sagde Naser Khader. Ledelsen (Khader, Samuelsen og Leif Mikkelsen) valgte derfor at ekskludere Poulsen fra folketingsgruppen (men ikke fra partiet), og det skete vel at mærke uden kontakt med Poulsen. Han modtog beskeden i et fly til Warszawa og udtrykte stor undren over beslutningen. Men når han skulle udtrykke sin undren, brugte han en formulering der i sig selv viser hvor langt han står fra ledelsestrojkaen. "Jeg er både overrasket og forundret over at blive kritiseret for at kæmpe for partiets grundholdninger. Det er jo de holdninger vi gik til valg på. Det er de holdninger jeg er blevet valgt på", sagde han. Det sidste er fuldstændigt korrekt, men det første er forkert. For det Khader og Samuelsen har kritiseret Poulsen for er netop at han ikke har accepteret den pragmatiske linje partiet besluttede på nytårskonferencen og som Poulsen dengang formelt tilsluttede sig.

I en nøddeskal er problemets kerne med andre ord at Jørgen Poulsen er idealisten der ubetinget ønsker at fastholde partiets oprindelige idé i sin reneste form, hvad der reelt vil udelukke samarbejde med en regeringen der støtter sig til Dansk Folkeparti, mens Khader og Samuelsen i snævert samarbejde med landsformanden, den tidligere Venstremand Leif Mikkelsen, har set i øjnene at en sådan idealisme ikke har nogen fremtid i almindelig dansk politik der er i bund og grund er præget af en sund pragmatisk indstilling hvor man også samarbejder med partier og personer man er uenige med.

Konkret kan også nævnes at det har irriteret de tre mangeårige folketingsmedlemmer at Poulsen ikke har kunnet eller villet lære det politiske håndværk, men sag for sag har måttet manuduceres om hvad han skulle stemme i folketingssalen om fremlagte lovforslag. Egentligt kan det ikke undre. Jørgen Poulsen er slet ikke typen på en folketingspolitiker der kan påtage sig den i virkeligheden meget tunge arbejdsbyrde det er at sætte sig ind i lovgivningens juridiske og økonomiske finesser. Han skulle aldrig have været opstillet som kandidat for partiet. Han var naiv da han forlod sin gode stilling som generalsekretær i Dansk Røde Kors i den tro at han kunne gøre en forskel i folketinget. Og når en teateranmelder forleden har moret sig over ved overværelsen af Grønnegårdsteatrets opførelse af Holbergs 'Den politiske kandestøber' at få associationer til Jørgen Poulsen, er det ikke uforståeligt, men dog en forsimpling. Poulsen er nemlig ikke dum, men idealistisk.

Om han inderst inde er socialdemokrat eller radikal skal være usagt. Begge partier har erklæret at de positivt vil overveje en eventuel henvendelse fra hans side om medlemsskab, men det er den slags som pæne talsmænd fra disse partier siger offentligt. Næppe nogen af partierne vil få glæde eller gavn af en mand der er så idealistisk at han savner jordforbindelse og derfor i et hvilket som helst parti vil være lidt af en havkat i hyttefadet.

Naser Khader forsøgte i den forgangne uge i DR1's 'Ærlig talt' at forklare sagens udvikling, men kom ikke særligt godt fra det. Han gik uden om den kendsgerning at partiledelsens justering af den politiske linje i januar reelt var et brud med den oprindelige idé og derfor ikke kunne vinde helhjertet tilslutning i folketingsgruppen. Justeringen kan tage sig aldrig så fornuftig ud den vil ud fra en realpolitisk synsvinkel, men netop derfor bryder den med hele den idealistiske ønsketænkning partiet startede på for et år siden og som gav den store begejstring og tilslutning i meningsmålingerne op til valget. Idealistisk ønsketænkning og begejstring er ifølge lovene for de psykiske grundprocesser nu engang ikke forenelig med nøgternhed, pragmatik og realpolitik.

Den indre konflikt har været latent til stede i partiet fra starten. Ingen har været bevidste om det, allermindst Khader og Samuelsen. Derimod har Leif Mikkelsen, der til sin store skuffelse ikke opnåede genvalg til folketinget, selvom han blev opstillet i Midtjylland, ihærdigt bestræbt sig på at gøre partiet 'normalt'. Og det må siges at være lykkedes for ham. Men resultatet er blevet at Ny Alliance er blevet inderligt ligegyldigt eller overflødigt. Det bragte intet opbrud i dansk politik. Det fjernede ikke som tilsigtet Dansk Folkeparti fra magtens sødmefulde sfære eller bragte alternative muligheder nærmere. Opbruddet kom helt uventet fra Villy Søvndals side. Men hvad dette fører med sig må foreløbigt stå hen i det uvisse.

Under alle omstændigheder er der grund til betydelig lettelse. Senest ved næste folketingsvalg slipper vi af med Jørgen Poulsen, Gitte Seeberg og Leif Mikkelsen - foruden den ligeledes frustrerede konservative løsgænger Pia Christmas-Møller. Med sig tager de Kaser Khader og Anders Samuelsen - og det kan man beklage for så vidt disse to er sympatiske politikere der har vovet at gå nye veje. Men når gennembruddet ikke kom, er det bedst at slippe for flere krampetrækninger. Ny Alliances skæbne viser lidt om hvor svært det er at skabe levedygtige partier i et realpolitisk konsensuspræget, dansk demokrati, hvor kampen foregår på midten. Men det er ikke umuligt at prøve eller at have held til at komme over spærregrænsen. Blot kræves der mere end held.

Indimellem er der opbrud i geledderne, oprør mod de bestående alliancer og forsøg på at bryde den kedsommelige realpolitik med alle dens rænker, kompromisser og studehandler - eller hvad folk nu kalder det når de er gribes af politikerlede. Men oprør og opbrud skal nu engang i det ægte demokrati ende med 'normalisering'. Ren idealisme og definitive brud med fortiden er bliver utopi.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Malou Aamund knækker Ny Alliance  (6.2.08.)
Gitte Seebergs fornuftige beslutning  (30.1.08.)
Ny Alliance i vital identitetskrise  (26.1.08.)
Ny Alliances program mere utopisk end realistisk  (31.8.07.)
Ny Alliances utopisk-revolutionerende skattepolitik  (28.8.07.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)

Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
VK overlevede truslen fra NA  (14.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)
Valget fortsat åbent - med Ny Alliance som afgørende   (6.11.07.)
Opbruddet i dansk politik en kendsgerning  (1.11.07.)
Folketingsvalget og dets perspektiver  (25.10.07.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean