JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sfsoevndal01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.3.08.

Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom

Da Villy Søvndal i april 2005 blev valgt til ny formand for Socialistisk Folkeparti, kunne man fastslå at det var en dygtig, energisk og fuldt kompetent mand partiet havde udpeget til efterfølger for den ligeledes dygtige og kompetente, men efterhånden trætte og udslidte Holger K. Nielsen. Men spørgsmål måtte samtidigt rejses om Søvndal mon ville formå at forny sit parti.

Spørgsmålet kan nu besvares med et utvetydigt ja. Søvndal fik ret hurtigt bragt SF langt stærkere ind i mediernes og vælgernes fokus, og da Helle Thorning Schmidt ikke samtidigt havde held med som ny formand for socialdemokraterne at placere sig som ubestridt leder for den ikke-borgerlige opposition, så endte valget i november 2007 med en kneben sejr til VKO-flertallet, en fiasko for Ny Alliance, en historisk lav tilslutning til socialdemokraterne, men en kæmpesejr til SF, der fordoblede sit mandattal - ligesom SF iøvrigt gjorde i 1966.

Efterfølgende gik det helt galt for Ny Alliance der mistede to af sine fem erhvervede folketingsmandater, hvoraf den ene ved at melde sig ind i Venstre erstattede de Konservatives tab af et medlem der blev løsgænger, således at VKO-flertallet på 90 mandater forblev intakt. Men socialdemokraterne måtte også lidt efter lidt erkende at det valgresultat de i første omgang udråbte som en sejr, fordi det ikke endte med en total afvisning af Helle Thorning, alligevel ikke kunne bruges som jubelsang eller sovepude. Men Helle Thorning personligt var så længe om at vågne op til dåd, at hun blev overhalet af overborgmester Ritt Bjerregaard der ganske enkelt uden om alle partikanaler lavede en rød skole for at sætte gang i den interne debat. Det kom der lidt surhed ud af, men også nogle rundbordskredse som kastede diverse ideer af sig af den art man har hørt og set før, og som aldrig skader.

Det blev i den sidste ende Villy Søvndal der løb med hele den afgørende opmærksomhed og tilslutning i meningsmålingerne. Og grunden var såmænd ikke geniale nye visioner for 'venstrefløjen', men demonstrationer og gadeoptøjer der var direkte og indirekte inspireret af muslimernes forargelse over at politiets afsløring af mordplaner mod Muhammedtegneren Kurt Westergaard og avisernes genoptryk af Muhammed-tegningerne i solidaritet med Westergaard. Dette spærrede altsammen øjnene op på Villy Søvndal, så han langt om længe indså at vort demokrati virkeligt er truet af de ekstremistiske muslimer som bl.a. samles i Hisb-ut-Tahrir, og at den gamle tolerance over for disse kredse i det danske samfund er uholdbar. Han bad i utvetydige vendinger muslimer der ikke kunne affinde sig med det danske demokrati, den danske ytringsfrihed og den danske ligestilling mellem kønnene om at rejse hjem hvor de kom fra. De kunne gå ad helvede til, lød det.

Tonen faldt visse af hans egne partimedlemmer og andre medlemmer af 'venstrefløjen' for brystet, for de har jo ikke hørt den før fra den kant og synes det er synd for muslimerne at få stukket en sådan klar besked i synet. Margrethe Auken bebrejdede ligefrem Søvndal at han mobbede muslimerne med sin udtalelse. Hvorimod en borgerlig muslim som Naser Khader til sammenligning ikke veg tilbage for at stemple Islamisk Trossamfund som en direkte trussel mod demokratiet.

Søvndal lod sig da heller ikke kyse, men forstærkede tværtimod sin nye strategi og retorik ved at erklære at han fortrød sin gamle forargelse fra 2005 over Jyllands-Postens trykning af de provokerende tegninger. Nu fandt Søvndal dem simpelthen nødvendige. Og han har endog bebrejdet statsminister Anders Fogh Rasmussens dennes ynkelige optræden på arabisk TV i de dage hvor den muslimske hetz mod Danmark var på sit højeste, og hvor Fogh nok holdt fast i ytringsfriheden som urokkeligt princip, men sagde at han personligt ikke brød sig om tegningerne, fordi de krænkede religiøse følelser. Og det mener den statsminister der ønsker religionen holdt ude af det offentlig rum ikke er gavnligt. Søvndal ønsker nu at Fogh skal gå 'bodsgang' og indrømme at han dengang var for eftergivende. 'Bodsgang' er nu det sidste man skal vente fra en irreligiøs mand som Fogh, og selve ønsket fra Søvndals side viser denne mands helt forældede forestillinger om moralsk vurdering.

Men Søvndal følger op på sagen ved direkte og endeligt at gøre op med venstrefløjens udlændingepolitik, og det turde være hovedsagen. Dårlig integration af indvandrere i det danske samfund skyldes ikke kun sociale problemer, men også indvandrernes kultur, siger han til Politiken fredag 7.3. "Det er klart at venstrefløjen har ført en årelang kamp for kønnets ligestilling, men det er også klart at når indvandrere så kommer hertil fra for eksempel Somalia, så har de ikke oplevet den kamp for ligestilling og alle de besværligheder, den førte med sig. Og det skaber kulturelle problemer, som ikke er uovervindelige, men som vi i langt højere grad skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om."

Søvndal gør det også klart at venstrefløjen kunne have været meget tydeligere i spørgsmålet om demokratiet: "Demokratiske rettigheder har historisk været vores dagsorden. Og den skal vi genvinde. Og hvis du spørger: Kunne vi have gjort det her bedre, så er svaret ja. Kunne vi have været tydelige på de her dagsordener, er svaret ja. Kunne vi have fået fat på nogle af de arbejdere som i dag stemmer på Dansk Folkeparti, så er svaret ja."

Søvndal er dog i realiteten meget enig med statsministeren i ønsket om at holde religion og påklædning ude af diskussionen: "Jeg er netop ikke optaget af etniske skillelinjer. Jeg er ikke optaget af religiøse skillelinjer. Jeg er ikke optaget af påklædnings-skillelinjer. Jeg er ikke optaget af spisevaner, men jeg er optaget af en demokratisk skillelinje, nemlig: Er du med på den demokratiske halvdel: Ja eller nej."

Det er ganske sjovt at Frank Aaen fra Enhedslisten med Asmaa Abdul-Hamid-syndromet i Politiken beskylder Søvndal for at være gået ind i højrefløjens råbekor, mens omvendt Peter Skaarup fra DF kalder Søvndal utroværdig. Han mener ikke hvad han siger, påstår Skaarup. Socialdemokraten Henrik Dam Kristensen giver til gengæld Søvndal ret. Og Politikens faste, yderst socialdemokratiske kommentator Peter Mogensen har i flere klummer påpeget at Søvndals uomtivstelige succes skader socialdemokraterne og oppositionen som helhed. Søvndal er et hit - men mest for SF, som det hedder 23.2. En uges tid senere lyder det at 'Villys befrielse presser Thorning-Schmidt'. Og 5.3. erklærer Mogensen ligeud at tolerance er blevet en dødssejler. "Foghs position i værdidebatten er nu så dominerende, at der ikke kan gøres karriere på en moderat holdning til muslimerne". Ja, for at det ikke skal være i tvivl om at Mogensen er en tro socialdemokrat, så erklærer han ligeud: "Danske politikere - med SF's formand som nylig konvertit - har accepteret at ethvert standpunkt der emmer af forsoning er en politisk dødssejler".

I dag kom så den nyeste meningsmåling (Green's for Børsen) der viser at SF når op på 19,5 % af vælgerne (35 mandater) mod 13 ved valget (23 mandater), mens S går tilbage til 22 % (39 mandater) mod 25,5 % (45 mandater) ved valget. Enhedslisten og Ny Alliance glider helt ud, men her spiller den statistiske usikkerhed stor rolle. Regeringspartierne holder stillingen, og DF går frem fra 13,9 til 14,8 %. Andre meningsmålingerne viser noget tilsvarende.

Der er altså ingen tvivl om at den gamle tolerance der ser gennem fingre med deciderede udemokratiske holdninger og adfærd blandt indvandrere nu langt om længe anses for undergravende for det demokrati flertallet ønsker - også langt ind i venstrefløjens rækker. Og læser man hvad Villy Søvndal virkeligt siger, så er der heller ingen tvivl om at han faktisk har indset at det som flertallet af befolkningen har ment og stemt efter i snart ti år, aldeles ikke kan henføres til primitive fordomme om og frygt for indvandrerne, men skyldes en klarere og klarere fornemmelse af, at vort demokrati med sin ytringsfrihed og sin ligestilling mellem kønnene er fuldstændig uforeneligt med de primitive forestillinger om kønsroller og religiøse følelsers ukrænkelighed som mange indvandrere bringer med sig fra fremmede kulturer og en fremmed religion.

Det er uhyre værdifuldt for den politiske debat og udvikling i Danmark, at opgøret med den gamle misforståede tolerance over for demokratiforagterne nu endeligt synes at sejre, så politik fremover kan komme til at dreje sig om praktiske foranstaltninger for at fremme integrationen og gøre indvandrerne til sande medlemmer af demokratiet. Det vil i allerhøjeste grad også gavne det flertal af indvandrere der ønsker fuld integration.

Men på ét punkt tager Villy Søvndal lige så meget fejl som statsministeren, nemlig i den tro at religionen kan og bør holdes uden for det offentlige rum. Lad gå med at han siger at spisevaner og påklædning ikke er skillelinjer der betyder noget i forhold til den afgørende skillelinje: for eller imod demokratiet (det religiøse tørklæde vil nu altid være et diskussionsemne). Men det er ikke holdbart at religiøse skillelinjer ikke har betydning i denne sammenhæng. For vitterligt er der muslimer her i landet af den art Søvndal selv har bedt rejse ad helvede til som knytter deres religiøse forestillinger meget nøje sammen med deres politiske forestillinger, idet de helt konkret ønsker islam indført som grundlag for både moral og politik. Man kan ønske disse mennesker ad helvede til, men dels kan man ikke smide dem ud, hvis de først er blevet danske statsborgere og indtil videre holder sig på lovens grund, dels får man aldrig gennem argumentation eller moraliseren overhovedet fat på deres tilhængere eller de mange unge usikre indvandrere der ser op til de fundamentalistiske demagoger som forbilleder.

Problemet er - hvad hverken Søvndal eller Fogh Rasmussen er klar over - at mennesker kan udvikle deres personlige identitetsfølelse og identitetsbevidsthed i så snæver tilknytning til faste, dogmatiske anskuelser, at de føler deres identitet truet gennem ethvert relativistisk eller moderat synspunkt, ja betragter demokratisering, ytringsfrihed, ligestilling og generelt sekularisering som direkte fjendskab imod dem.

Løsningen på dette problem er aldeles ikke at feje religiøse følelser ind under gulvtæppet eller erklære at man ikke er optaget af spisemæssige, påklædningsmæssige eller religiøse forskelle, men tværtimod at forstå at religion kan betragtes som en helhedsforståelse af eksistensen og som sådan nødvendigvis også må være medbestemmende for det politiske, kulturelle og moralske liv. Den afgørende politiske skillelinje hedder nok demokrati kontra ikke-demokrati, men på psykologisk, moralsk og kulturelt plan hedder skillelinjen absolutisme kontra relativisme, ortodoksi kontra humor eller teokratisering kontra sekularising.

Dette betyder at kampen for demokati, yntringsfrihed og ligestilling mellem kønnene ikke kan føres uden kamp for åndsfrihed og sekularisering i bredeste forstand. Og kampen for disse ting er igen aldrig kun et spørgsmål om argumentation og overfladisk 'oplysning', men om dyb forståelse for de psykiske mekanismer der giver forskellen. Det er i sidste ende et spørgsmål om at forstå forskellen mellem en identitet der er knyttet snævert op omkring 'jeget' og en identitet der er trådt over i den åbne totalpsykes ('selvets') domæne. (Jf. artiklen om Jeget og selvet)

Villy Søvndal har for alvor taget têten på den ikke-borgerlige fløj i dansk politik. Spørgsmålet er om han bliver i stand til helt at ændre problematikken omkring den tredje vej i dansk og europæisk politik, så nye konstellationer kan blive en realitet i en dybere erkendelse af det dynamiske forhold mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet i politik. Og ikke mindst om hans nye forståelse for demokratiets grundlæggende forudsætninger også vil betyde et opgør med den uheldsvangre ensidige forståelse for den palæstinensiske terrorisme i Mellemøsten som venstrefløjen har lidt af i årtier og som bl.a. Blekingegadebanden blev et tåbeligt organ for, men som i virkeligheden har været en bjørnetjeneste over for palæstinenserne selv, ligesom den misforståede tolerance over for desintegrerede indvandrere her i landet i virkeligheden har været en bjørnetjeneste over for indvandrerne som sådanne.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.)
Søvndal ny formand for SF (28.4.05.)