JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kulturrad

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.08.

Kulturradikalisten kontra liberalisten

Det har naturligvis ikke den store offentlige interesse at en økonomiprofessor på den gamle venstrefløj får morgenkaffen galt i halsen fordi han giver sig i kast med at læse en kronik der forvirrer hans begreber. Men når forvirringen ligger i at den gode mand som erklæret kulturradikal ikke kan begribe at han er fuldstændigt enig i de liberale grundsynspunkter kronikøren gør sig til talsmand for, og derfor i et forsøg på at redde sin egen begrebsramme tyer til den betænkelige metode at beskylde modparten for at give et falsk billede - et skønmaleri - af sin politiske filosofi, så er der i det mindste grund til at forsøge at rede trådene ud.

Kronikøren er ingen ringere end skatteminister Kristian Jensen, der i Politiken 5.2. opponerer mod den udbredte opfattelse at dansk politik er blevet en omgang klumpspil på midten af banen der gør det svært at skelne parterne fra hinanden. Ganske vist er der bred enighed om ganske mange ting, men dette ligger efter ministerens mening ene og alene i at den liberale markedsøkonomi endegyldigt har sejret og drømmene om socialistiske alternativer tilsvarende har spillet fallit. Enigheden som sådan er partierne nået frem til fra vidt forskellige udgangspunkter og ideologiske ståsteder - og derfor er der fortsat klare værdimæssige kløfter mellem dem.

Ud fra sit eget liberale ståsted angiver ministeren fem vigtige principper for samfundets udvikling:

1) Frisindet der respekterer forskelligheden og sætter grænsen ved intolerancen gør det muligt for den enkelte at vælge familiestruktur, arbejdsrytme, boligform, religiøs overbevisning, tøjvalg og livsstil. Men der er en grænse, og den går hvor frisindet slår over i en misforstået overbærenhed mod intolerancen.

2) Frihed til at søge egne mål og vælge egen levevis - under respekt for andres ret til at søge deres mål - er vigtig for samfundet, fordi borgernes mål og valg ikke kan fastsættes fra oven. Det er friheden der skaber det gode samfund.

3) Staten skal være så stærk, at den kan løfte den svage - men for svag til at knække den stærke. Den offentlige sektor skal være stærk nok til at sikre en høj kvalitet på vitale områder som sundhed, undervisning, forskning og socialvæsen. Den skal kunne hjælpe de svageste, mens de stærkeste skal klare sig uden hjælp.

4) Vi skal værne om Danmark og dansk kultur som giver fælles identitet og er udgangspunkt for vores deltagelse i verden. Rodløshed og manglende kendskab til værdierne i vores identitet vil gøre os til lette ofre for modeluner i religion og filosofi. Men vi skal være åbne mod omverdenen og deltage fuldt og helt i beslutningerne på internationalt plan. Og dybt kendskab til egen baggrund står ikke i modsætning til kulturel åbenhed.

5) Kontrakten mellem generationer der forpligter over for både fortid og fremtid sætter nogle stramme grænser for hvordan vi kulturelt, etisk, demokratisk og miljømæssigt kan opføre os, hvis vi skal give vores efterkommere mindst lige så god en verden som den vi har overtaget.

Kristian Jensen giver naturligvis konkrete eksempler på hvordan disse principper skal omsættes til praktisk politik, men understreger afslutningsvis, at politik er mange ting så som lovgivning, administration, borgserservice, debatter og forlig, men først og fremmest et spørgsmål om at have en vision for samfundsudviklingen.

Der kan med lethed sættes fingre på enkeltheder i kronikken ud fra den betragtning at de enten er mangelfulde eller upræcise, men trods alt må det betegnes som særdeles positivt at et medlem af VK-regeringen overhovedet gør sig den ulejlighed at formulere en vision for samfundsudviklingen med angivelse af bærende principper. Det er der ikke mange af dem der gør - og når det indimellem er sket (fx fra Søren Pinds og Eva Kjer Hansens side), har det som regel resulteret i direkte og berettiget korrektion fra statsministerens side.

Økonomiprofessor Jesper Jespersen slår imidlertid ned på noget helt andet, nemlig et påstået misforhold mellem Jensens vision og regeringens faktisk førte politi. Men han skynder sig samtidigt at slå fast med syvtommersøm, at de liberale sandelig ikke er gået hen og blevet kulturradikale. Tværtimod forsøger skatteministren efter Jespersens mening at sløre at den politik som regeringen forfølger bygger på et helt andet værdigrundlag og menneskesyn end det der står i kronikken.

Og herefter følger fra hans side seks punkter der skulle dokumentere denne påstand, nemlig at krigen i Irak er menneskefjendsk, at regeringen ikke tager afstand fra den intolerance som Muhammedtegningerne er udtryk for, at de fattigere bliver fattigere gennem nedskæringerne i de sociale ydelser, at den øgede ulighed er udtryk for manglende respekt over for andres ret til at søge deres mål på lige fod med andre, at regeringens deltagelse i international politik bl.a. består i at begrænse ulandshjælp og beskyttelse af torturofre samt stramme flygtninge- og asylpolitik, og endelig at regeringen skærer ned på miljøbeskyttelsen.

Nu er Jesper Jespersen ikke ligefrem kendt for fair og redelig debat mod politiske modstandere, men den personlige rekord er nok sat med det nyeste indlæg. Han er i sin fulde ret til at have de meninger han har, men han kan ikke være uvidende om, at regeringens deltagelse i krigen i Irak aldeles ikke skyldes menneskefjendskhed, men tværtimod det fornuftige og menneskevenlige formål at give irakerne friheden tilbage efter Saddam Husseins diktatur. Krigen har haft store menneskelige omkostninger - det bestrider ingen - men disse har ikke været tilsigtet, og de kan heller ikke med nogensomhelst ret siges at have været spildte, eftersom kampen langtfra er afgjort endnu. Kamp for politisk frihed og demokrati er i det hele taget en langsigtet, og ofte sej og bitter kamp, og den indebærer iøvrigt en hård kamp for selve ytringsfriheden, inklusive retten til at ytre sig frit om religiøse skikkelser som Muhammed. Frisind og frihed i liberal forstand kan under ingen omstændigheder forenes med afstandtagen fra Muhammed-tegningerne eller med accept af religiøse følelsers absolutte ukrænkelighed.

Og hvad angår nedskæringer og stramninger i de sociale ydelser har de absolut ikke til hensigt at gøre de fattige fattigere, men tværtimod at animere dem til at søge det arbejde der er og bliver den sikreste vej til et godt liv i frihed og ansvarlighed. Alt for mange har i årevis fået lov til at få sociale ydelser der har gjort dem passive, men det liberale mål må altid være det modsatte: at stimulere til aktiv indsats for eget liv. Om uligheden i denne forbindelse overhovedet er øget i de senere år, er lige så diskutabelt som fattigdomsgrænsen, da det afhænger af definitionerne. Sikkert er kun at frihed ikke er forenelig med absolut lighed, så derfor vil en høj og eftertragtet grad af frihed i et samfund være ensbetydende med en betydelig grad af social differentiering. Og denne er ikke et onde i sig selv, da den er en uundgåelig følge af den frihed det store flertal foretrækker. Men uligheden må ikke blive så stor at den truer sammenhængen i samfundet. Den er med andre ord ikke uproblematisk - og det forsøger den liberale skatteminister heller ikke at bilde nogen ind.

Dansk deltagelse i og medansvar for det internationale samfunds gøren og laden har regeringen hele tiden bestræbt sig på at øge ved bl.a. at bidrage til ulandsbistand, påtage sig forpligtelser over for flygtningene samt gå aktivt ind i både miljøneskyttelsen og klimapolitikken - samt påtage sig militære og politimæssige forpligtelser, men altsammen vel at mærke på kritisk ansvarlig vis. Det er propaganda at postulere at regeringen har svigtet. Men det er korrekt at sige at den har prioriteret anderledes end Nyrups regering - og har måttet gøre det, hvis der ellers skal være mening med at have forskellige partier og regeringskonstellationer. Og dette er lige præcis den forskel Kristian Jensen er inde på og som han med rette forklarer med at nogle grundlæggende forskelle af ideologisk art stadig gør sig gældende.

Når Jesper Jespersen imidlertid kommer til et helt andet resultat, skyldes det en fundamentalistisk indstilling til problemerne der bevirker at han som andre på samme fløj intetsomhelst fornuftigt er i stand til at se i sine politike modstanderes synspunkter, men også at han simpelthen ikke vil være ved at der er en grundlæggende forskel på en liberal og en socialistisk politik. De liberale er ikke gået hen og blevet kulturradikale - deri har hen ret - men det er sandelig heller ikke det de tilstræber, endsige drømmer om, eller det den liberale skatteminister forsøger at give det udseende af. Tværtimod. Han har netop påpeget forskellen, ja oven i købet kaldt den en fortsat bestående kløft. Så det er med andre ord Jespersen der løber sur i begreberne og intet begriber af de grundlæggende modsætninger.

Grunden til Jespersens fejltagelse kunne være at han bruger ordet 'liberal' i den amerikanske betydning, dvs som synonym med 'venstreorienteret'. Men dette har ingen hjemmel i dansk sprogbrug. Her gælder tværtimod at ordet har en dobbeltbetydning. Det betyder dels frisindet, dels at være tilhænger af liberalistisk økonomi. Det første indebærer størst mulig tolerance over for forskellighed og anderledeshed, men dermed også absolut intolerance over for kræfter der vil frisindet til livs. Og det liberale syn på økonomien indebærer at man er tilhænger af markedsøkonomien til forskel fra planøkonomien, tilhænger af frihandel til forskel fra protektionisme og merkantilisme, og endelig at man er modstander af at den offentlige sektor kvæler den private.

Om alle de liberale principper for økonomien gælder at de skal ses i et helt andet lys i det moderne velfærdssamfund end i det gamle klassesamfund under den voksende industrialisering. Kun rabiate liberalister af den type der trives i Cepos og som Søren Pind tilhører ønsker rendyrket liberalisme uden videre hensyntagen til det moderne samfunds komplicerede sociale forhold.

Venstrefløjen prioriterer omvendt de sociale hensyn over de liberale - og selv om de efter kommunismens sammenbrud kun i begrænset omfang drømmer om revolutioner der kan føre til det socialistiske samfund, så ønsker de i realiteten den offentlige sektor udvidet mest muligt. Derfor står kampen på den politiske midterbane ikke mindst om dette spørgsmål. Ingen er i tvivl om i hvilken retning Venstre trækker. Ingen burde heller være i tvivl om hvad venstrefløjen vil. Men fløjen er i dyb krise på grund af sin manglende afklaring, og det ses på at den er splittet mellem SF og socialdemokratiet. Jesper Jespersen er en fortræffelig eksemplificering af selve denne manglende afklaring. Han holder urokkelig fast i sin dogmatiske tro og må ty til demagogiske beskyldninger mod modparten for at bevare sine egne illusioner. Derfor er fornyelse fra den kant utænkelig.

Men gives der da ingen relevant kritik af Venstres og skatteminister Kristian Jensens liberalisme? Jo det gør der rigtignok, for selv om skatteministeren med sin kronik viser at der findes seriøs tænkning i Venstre, så ses det også at heller ikke han forstår den visionære liberalismes karakter eller problematik.

Sagen er jo at både frihedsprincippet og lighedsprincippet er universelle arketypiske forestillinger der slet ikke kan udryddes fra den menneskelige forestillingsverden og som derfor heller aldrig vil miste deres inspirationskraft. På det rent logiske plan - det snævre plan som alle rationalistisk indstillede mennesker befinder sig på - er de to principper fuldstændigt uforeneligt, og dette forhold får som hovedregel rationalisterne til at mene, at man må vælge mellem dem. Enten må det ene være rigtigt og det andet forkert - eller omvendt. Den forestilling at principperne kunne være komplementære og altså på trods af den tilsyneladende uforenelighed sagtens kan gøre sig gældende side om side som konstruktive ideer i det politiske og kulturelle liv, ligger sådanne rationalister fjernt. Og det er synd, for det er vejen frem til at gøre principperne frugtbart inspirerende i debatten som de dynamiske faktorer de dybest set er. Men denne komplementaritet er desværre ikke gået op for Venstres eller andre borgerlige partiers idétænkere endnu.

Og dette er i virkeligheden et stort handicap, fordi det betyder at partierne ikke har fri og direkte adgang til den enorme værdiladning der ligger i de universelle arketypiske forestillinger. Ægte visioner, visioner der kan give kraft til konstruktive ændringer i samfundene, kan aldrig gøres op til teoretisk formuleret ideologi. De får først virkning i og med at de får direkte appel til folket, forstået som noget andet og mere end vælgerbefolkningen. Og her kniber det i uhyggelig grad for både de borgerligt liberale frihedsforkæmpere og for de socialdemokratisk-kulturradikale ligheds- eller tryghedsforkæmpere.

Venstre har i øjeblikket fordelen af at socialdemokratierne og den kulturradikale venstrefløj er ude af stand til at tænke nyt og ikke får meget ud af deres røde skoler, Jesper Jespersens polemik eller Søren Balds radikale friskole. Men fordelen varer ikke evigt. Også Venstre og Dansk Folkeparti er nødt til at søge ideologisk afklaring på komplementaritetens og dybdepsykologiens grundlag.

Jan Jernewicz

Henvisninger: