JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel52ritt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.1.08.

Ritts Røde Skole

af Jens Vrængmose

Det måtte jo komme, Ritt Bjerregaards forsøg på at sætte gang i socialdemokraternes selvransagelse efter valgskuffelsen.

Alle sejl var sat til i november for at vælte VK-regeringen eller i det mindste det parlamentariske flertal den rådede over sammen med det loyale samarbejdsparti gennem syv år. Det var lykkedes med dagbladet Politikens brændende iver at hetze så meget mod regeringens asylpolitik m.h.t. behandlingen af de afviste irakiske asylansøgere, at mange borgerlige vælgere og tillidsfolk efterhånden havde mistet deres sunde politiske omdømme og nu åbenlyst erklærede at "nok var nok".

Et nyt parti var dannet med særligt henblik på at vriste VK-regeringen ud af Pia Kjærsgaards kærlige favntag, men Ny Alliance var ikke meget for at melde klart ud at man trods alt ønskede Anders Fogh Rasmussen som fortsat statsminister. Resultatet blev derfor langt fra det forventede og fjernede ikke VKO-flertallet. Dette betød ikke blot stor frustration i egne rækker, flugt fra partiorganisationen og en erkendelse af der skal rettes lynhurtigt op på situationen for at undgå den katastrofe der hedder forgæves kamp med spærregrænse og glemsel. Det betød også at socialdemokraterne og de radikale som fælles alternativ til VK-regeringen mistede flere mandater end Venstre gjorde, fordi alle de utilfredse vælgere på den mere eller mindre røde fløj stemte på Villy Søvndals SF der fik alletiders kanonvalg.

Socialdemokraterne mistede to mandater, men gik tilbage for tredje gang i træk og havnede på en procentdel der ikke havde været lavere siden 1906. Stort set alle var enige om at partiets nye og unge formand havde klaret sig godt i valgkampen. Hun er i modsætning til forgængeren en god kommunikator og viste sig også at kunne hamle op med statsministeren i tv-duellerne. Helle Thorning Schmidt og partiet fejrede derfor valgresultatet som en slags sejr. Formanden og partiet fik ganske vist ikke regeringsmagten eller bekræftelsen på at Helle Thorning overhovedet er i stand til at slå Fogh, men man undgik et forsmædeligt nederlag der ville have tvunget formanden til straks at kaste håndklædet i ringen og partiet ud i en ny opslidende formandskamp.

Men hverdagen kommer med sit grålys og eftertanken med sine mørke stunder. Valgresultatet var når alt kommer til alt ikke tilfredsstillende for hverken parti eller formand. Men selvransagelse er nu engang ikke nogen let eller hel lineær proces. Den har mange faldgruber, fordi den selvransagende længst muligt ubevidst prøver at opretholde sine illusioner. Partiet havde den rigtige politik, hedder det, men formåede blot ikke at kommunikere den overbevisende ud til vælgerne. Og det er jo en ældgammel traver, som alle partier bruger når de efter et konkret valg må konstatere mangel på tilslutning. Det gjaldt denne gang også Ny Alliance, Det radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne.

Men nu er der måske håb for socialdemokraterne, for nu har Københavns overborgmester givet selvransagelsens bold op fra sin røde stue på rådhuset (et lokale der vitterligt er malet i rødt) og indkaldt til debatmøder i hvad hun og fire håndplukkede initiativtagere ironisk kalder "Den røde skole". Den 66-årige Ritt Bjerregaard, der i alle årene fra Anker Jørgensens afgang i 1987 til sin egen udtræden af folketinget i 2005 var en central figur i partiledelsen, og som ubesværet vandt kommunalvalget i 2005 over Venstres Søren Pind, er en dame med erfaring om andet end avl af æbler og store lejligheder, så hun ved hvor skabet og formanden skal stå.

I sin velkomst til Den røde Skole røber initiativtagerne at ingen af dem havde troet det muligt at få et endnu dårligere valgresultat end den kolossale nedtur de oplevede i 2005. "Helle har efter valget høstet ros og anerkendelse som fremragende kommunikator under valgkampen. Når det alligevel gik så galt, så må det i sagens natur være politikken, strategien - eller begge dele, der ikke slår an hos danskerne. Vi socialdemokrater bør i sandhedens tjeneste og for vores egen skyld kun udlægge valgresultatet som et forsmædeligt nederlag, som det er fatalt ikke at tage ved lære af (min fremhævelse). Det eneste, der er værre end at fejle, er at undlade at tage ved lære af det. Der er brug for, at vi sætter spørgsmålstegn ved vores politiske projekt, og der er brug for grundigt at diskutere de tanker og de ambitioner, der ligger hos den moderne venstrefløj. Noget tyder på, at vi i valgkampen blev bange for vores egen skygge. Strategien var, at skræmme færrest mulige vælgere væk ved at sige mindst muligt, som kunne være kontroversielt. Der er vist ingen tvivl om, at den vej endte blindt. Derfor inviterer vi til debat om den socialdemokratiske politik og en moderne venstrefløj."

Det er jo rene ord for alle pengene. Og det siges i det følgende lige ud at valgsloganet 'Velfærd frem for skattelettelser' ikke var politik med substans, men blot en grov rettesnor for, hvordan vi vil prioritere pengene i samfundet. Udsagnet siger jo ikke noget om, hvad partiets svar er på de problemer, mennesker rent faktisk oplever. Dette er ganske vist også svært, for det moderne liv er mangetydigt. "Det går godt med økonomien - forbruget vokser og vokser med den konsekvens, at forureningen og overforbruget også vokser og vokser. Danmark er foregangsland - danskerne spiser flere lykkepiller end andre folk. Danske unge har rekord i alkoholforbrug. Antallet af skilsmisser er stort, og fedme har udviklet sig til epidemi. Det danske skolevæsen fungerer ikke ret godt - det fremmer uligheden mellem de, der har og de, der ikke har. Uddannelsessektoren kan ikke håndtere drenge og unge mænd - de falder fra. Sundhedsvæsnet fungerer ikke godt. Danskernes middellevetid er kortere end i de lande, vi rimeligvis kan sammenligne os med." Alle disse mangeartede (og tendentiøs fremstillede) problemer må og skal efter initiativtagernes opfattelse adresseres - og det er dér, de vil hen med Den Røde Skole.

Ironisk tilføjes det at "Hvis man venter længe nok, kan man som bekendt blive konge af Sverige, og der er en vis sandsynlighed for, at vælgerne på et eller andet tidspunkt bliver trætte af at se på en regering bestående af Venstre og Konservative med Dansk Folkeparti som støtte. Til den tid kan vi så nok slå Fogh, eller hvem det nu er tid til at slå. Hvis det da ikke bliver SF eller nogle andre, der gør det." - Men så længe vil Den røde Skole ikke vente. For "Hvis ikke der er politisk opposition, så handler politik bare om, hvem der kan slå hvem, og det kan man lige så godt rafle om, som stemme om. Politik ender som en privilegeret del af underholdningsindustrien. Og det gider vi ikke nøjes med. Derfor er der brug for, at vi samles i Den Røde Skole og kommer med bedre bud på, hvad tiden kræver af os."

Der er unægteligt saft og kraft i disse ord. Ud over skolemester Ritt Bjerregaard er også cigarførende filmdirektør Peter Aalbæk Jensen medforfatter. Begge forstår at sætte tingene på spidsen højlydt og synligt - og på den måde i hvert fald få gjort opmærksom på deres egen eksistens. Men hele kaffeklubben er på afstand af folketingsgruppen, og derfor er reaktionen her temmelig blandet. Helle Thorning erklærer sig i flere medier uenig med skolen, men vover ikke at sige andet end det banale at det er fint med debat og evaluering. Folketingsgruppens formand Carsten Hansen er hårdere i filten og opfatter udspillet som en entydig kritik af partiledelsen. Og så må han jo lige en passant minde om Ritts fortid: "..... den tid da Ritt Bjerregarrd var på Christiansborg, hvor man gik efter hinanden i partiet, er altså forbi nu." Ritt Bjerregaard hænger efter hans mening fast i den gamle fløjkrigskultur. "Men det nye er jo at vi er holdt op med at skælde hinanden ud i pressen."

Det er da også bemærkelsesværdigt at overborgmesteren ikke har fået en eneste af partiets andre sværvægtere til at tilslutte sig kritikken. De synes at fastholde at debatten og selvransagelsen skal ske for lukkede døre, og at den allerede er i gang. En enkelt, uddannelsesordfører Christina Antorini, nåede dog tilfældigvis i Information tirsdag ud med en kronik der direkte stemplede valget som et møgvalg, men også fastslog at den gamle dagsorden ikke bare skal hældes ud med badevandet. Konklusionen er tværtimod at der er brug for god tid til åben debat om de lange linjer for fremtidens Socialdemokrati.

Antorinis eget konkrete bud er at der må gøres noget for den nye underklasse, den der er fattig på de vidensøkonomiske kompetencer der er brug for. "Det er ikke nok med tilbagelænet social bekymring". Og så er der brug for en decideret 'tidspolitik' for det moderne liv fremfor bare at reducere debatten til infrastrukturkommissioner. Socialdemokratiet skal stå for modernitet frem for traditionalisme. Bygge bro mellem meget forskellige samfundsgrupper. Overbevise offentligt ansatte om at en reformeret velfærdsstat er nødvendig og til deres egen fordel. "For uden reformer vil der ikke være råd til at udvikle en bedre velfærdsstat, og det er den reelle trussel mod deres fremtid." Endelig slår hun til lyd for sammenhængskraften. Partiet skal appellere til de veluddannede som foretrækker et samfund med sammenhængskraft, selvom de må afgive nogle umiddelbare personlige økonomiske gevinster, fx gennem skattepolitikken. "Sammenhængskraften forudsætter at alle kan se et perspektiv for sig selv. Ikke bare som tilskuer, men også som demokratisk samtalepartner."

Christina Antorini går altså efter bolden og ikke efter personen. Hun mener det i alle henseender godt og var særdeles veltalende i DR2's Deadline onsdag aften. Hun kunne såmænd sikkert også tilslutte sig Informations leder her til morgen, der konkluderede at når Helle Thorning Schmidt ikke trådte tilbage efter valgnederlaget, så må hun i det mindste træde frem nu! Problemet er blot - og det kommer hverken Ritt Bjerregaard, Helle Thorning Schmidt, Carsten Hansen eller Christina Antorini uden om at se i øjnene - at det slet ikke er sikkert at det hjælper at justere strategien eller politikken eller frigøre den personlige energi og udstråling. Når Tøger Seidenfaden i Politiken d.d. tilslutter sig den opfattelse at fejlen i partiets valgkamp var at partiet ikke rigtigt brændte for noget, og ligefrem vover sig ud i noget der i hans egne øjne grænser til det komiske, nemlig at animere til engagementet ved at bryde ud i et 'Åh, at brænde for noget', så afslører det måske mere end mange analyser det helt centrale: Politik er i dagens Danmark noget helt andet end i klassekampens dage, og noget helt andet end amerikansk valgkamp eller mellemøstlig magtkamp.

Det betyder ikke at der ikke længere er noget at engagere sig for her i landet. Det er der i allerhøjeste grad. Det viste valgkampen udmærket. Det bekræfter dagbladenes sommetider hetzagtige kampagner også ganske godt - eller deres mange debatindlæg og læserbreve. Men realpolitik er noget andet end valgkamp og offentlig debat. Den er en særdeles kompleks størrelse der i et demokrati forudsætter vilje til både pragmatisme og kompromiser. Der er ingen nemme løsninger på ret mange problemer - hverken når det drejer sig om asylansøgere, ventetider på hospitalerne, aflønning af de offentligt ansatte, undervisningen i skoler og på læreanstalter, den kollektive trafik eller vejnettet - for slet ikke at tale om miljø- og klimapolitikken. Der må på alle punkter fires på principperne for at partierne kan nå til enighed om nogetsomhelst. Eller for at sige det på en dybdepsykologisk måde. Der må i langt højere grad bygges på de vage, men stabile sekundærprocesser fremfor på de intense, men ustabile primærprocesser der kendetegner engagementet. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Det ejendommnelige er at tingene fungerer og fungerer ganske godt, ja så godt at regeringen kan blive genvalgt trods massiv kritik. Det må være det Ralf Pittelkow fornylig i en klumme i Jyllands-posten om folks indstilling til de offentligt ansattes lønkrav har kaldt 'en dobbelt bevidsthed i befolkningen'. På den ene side under et flertal gerne hjemmehjælpere og sygeplejersker m.m. mere i løn. På den anden side kan man godt se at der ikke bare kan pumpes penge ud. En overophedning af økonomien vil ikke være til gavn for nogen, heller ikke på lang sigt for de offentligt ansatte.

Jeg er fuldstændigt overbevist om at denne dobbelte bevidsthed efterhånden gør sig stærkere og stærkere gældende på flere og flere områder af det politiske liv, og i virkeligheden har været under opbygning gennem meget lang tid - simpelthen som en art dyb kollektiv bevidsthed, der er selve det fænomen der har ændret vores samfund fundamentalt.

Reelt er det denne dobbelte bevidstheds oplysning der ligger bag det moderne velfærdssamfund og som gør midterpolitikken til den eneste realpolitiske mulighed. Den betyder at klassekampen definitivt er passé - således som Anders Fogh Rasmussen fuldstændigt korrekt slog fast ved sin tiltrædelse som statsminister i 2001, men som daværende oppositionsleder Poul Nyrup Rasmussen grinte højlydt af i folketingssalen - og hvad SF's nuværende formand såmænd tilsvarende grinte af her i efteråret. Og det har de begge psykologisk set gode grunde til at gøre, for det strider fuldstændigt imod deres urokkelige dogmer og forestillinger.

Men sandheden er at realpolitikken i Danmark nu er blevet en nuanceret midterpolitik, og at det moderne velfærdssamfunds udvikling og skæbne derfor ligger lige så godt i hænderne på en VK-regering der støttes af Dansk Folkeparti som på en S eller SR-regering der støttes af Socialistisk Folkeparti. Den sammenhængskraft der holder det danske velfærdssamfund sammen ligger ikke i ideologisk ensidighed, men tværtimod i det ansvar for helheden som er et afgørende træk ved den brede befolknings dobbelte bevidsthed.

Derfor kan socialdemokraterne - foruden Det radikale Venstre og Ny Alliance - granske deres hjerter og nyrer lige så længe de vil og orker. Det kan da forhåbentligt holde dem unge og livskraftige - og give dem opbakning blandt de vælgergrupper de særligt appellerer til. Men det er langt fra givet at det også vil føre dem til magten før den siddende regering taber pusten af egen kraft, om man så må sige. At Nyhedsavisens chefredaktør David Trads forsøger sig med billige trick som at kalde Thorning Schmidt en ligegyldig person, er der næppe nogen der tager mere højtideligt end når han ud fra sin manglende evne til at skelne mellem valgløfter og visioner udnævner statsministeren til løgner. Men socialdemokraterne skal omvendt ikke lulle sig i selvbedragets sløring af realiteterne ved at tro at person, strategi, politik og energi er det eneste udslaggivende.

Ritt Bjerregaard kan tage sine partifæller lige så meget i sin røde skole som hun har lyst til. Det vil aldrig rokke ved kendsgerningen at socialdemokraterne ikke længere har nogen særlig forrang i kampen for det danske velfærdssamfund og den midterpolitik dette er og fremover vil være baseret på. Vi er slet ikke - som nogen tror - alle sammen blevet socialdemokrater. Der er tværtimod stadig forskel på partiernes og vælgernes præferencer når det gælder frihed og lighed eller spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse og mange andre grundlæggende spørgsmål. Men for folk med dobbelt bevidsthed - for slet ikke at tale om folk med en bevidst komplementær indstilling - er det nuancer der skiller. Midterpolitikken ligger fast.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Link til Socialdemokraterne i København og artiklen om Den røde Skole.

Relevante artikler på Jernesalt: