JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamtrussel08b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.2.08.

Forledt og afsporet muslimsk ungdom

Vinterferien er overstået for denne gang, og kedelig kan den ikke siges at have været. Helt bortset fra de sædvanlige spændingsmomenter i de amerikanske og pakistanske valgkampe, selvmordsbomberne i Irak og Afghanistan, folkestridighederne i Kenya og uafhængigsfejringen i Kosovo, så har Danmark haft sin egen spas til at holde liv i medierne.

I lørdags blev havnefrontens originale skuespilpendant til Operaen indviet med pomp og pragt og med mord i lange baner på Polonius, dronning Gertrud og Kong Claudius og store bamseagtige prins Hamlet samt Shakespeare himself. Og hele ugen stod i skole- og bilafbrændringernes tegn landet over, så det må stå klart for alle at Shakespeare er så aktuel som nogensinde med sin 400 år gamle påstand om at "there is something rotten in the state of Denmark".

Nicolas Bro sprang ikke ud som redningsmanden på teatret, og det gjorde Anders Fogh Rasmussen heller ikke - hverken på teatret, hvor chancen ellers var der, eller i virkelighedens tv hvor han kommenterede de skræmmende begivenheder med en lavmælt appel til de unge ballademagere og deres forældre med tilhørende understregning af at han ikke giver noget for den med at man giver samfundet skylden for sine ulykker.

Der er ingen grund til her at remse hærværket op i alle detaljer, men det skal da lige for en ordens skyld nævnes, at det var spredt til ganske mange områder: Vesterbro, Nørrebro, Valby, Tingbjerg (skole) og Nordvestkvarteret i København, Rødovre, Brøndby, Albertslund, Glostrup, Tåstrup, Ishøj, Hundige i syd og vest, Bagsværd (Værebroskolen) Søborg, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Nivå, Kokkedal, Birkerød (Kajerødskolen) og Farum i nord, Kalundborg, Slagelse, Tingsted på øvrige Sjælland, Vollsmose i Odense, og Gellerupparken, Lerupparken, Viby, Risskov, Tilst og Hasle på Århus-kanten samt Fredericia, Brande og Ålborg.

Det groteske eller tragikomiske ved bølgen af uroligheder er at de tilsyneladende alle udløstes af PETs aktion tirsdag den 12. om morgenen (se artikel), hvor man arresterede tre muslimer med tilknytning til en og samme moské i Århus og angiveligt med konkrete planer om at myrde manden bag tegningen af Profeten Muhammed med en bombe i turbanen. PET forhindrede dermed et mord på bladtegneren Kurt Westergaard der i november måtte gå under jorden. og i realiteten er fredløs ligesom Ayaan Hirsi Ali og Salman Rushdie der også har brugt deres ytringsfrihed til at sige deres mening.

Da PET af gode grunde ikke vil have sagen for domstolene, hvor man ville være tvunget til at fremlægge bevismateriale der ville røbe efterretningskilder og -metoder, løslod man den af de tre anholdte der var dansk statsborger, mens de to andre der er tunesiske statsborgere blev varetægtsfængslet med henblik på senere administrativ udvisning.

Typisk for dansk/hamletsk handlingslammelse gav offentligheden sig til at diskutere det principielt betænkelige i at Danmark som retsstat træffer sådanne beslutnigner om udvisning rent administrativt. Selveste integrationsministeren, juristen Birthe Rønn Hornbech, gav offentlig udtryk for at hun ikke var begejstret for at skulle sætte sin underskrift på udvisningen. Hun blev sat på plads af vicestatsminister Bendt Bendtsen (så Fogh slap), men debatten fortsatte mellem tilhængere og modstandere af effektiv beskyttelse af borgerne mod terrorisme. Der er dem der forstår nødvendigheden af at bruge specielle, utraditionelle metoder over for helt specielle forbrydertyper - og dem der ikke gør det, men holder ubetinget fast ved gammeldags principper der er gode nok til gammeldags kriminalitet.

Men så kom der ellers gang i voldshandlingerne fra vor tids specielle forbrydertype af unge, utilpassede, misrøgtede, vrede og frustrerede muslimer der ser vold og hærværk som eneste effektive og spændingsgivende mulighed for at gøre opmærksom på deres eksistens og marginalisering og som i vid udstrækning er under den kriminelle lavalder på 15 år, og derfor styret af ældre fanatikere der ser uroen som led i deres systematiske kamp mod det etablerede, frie og sekulære demokrati som de af ideologisk-religiøse grunde hader.

Det hører med til billedet at de forpurrede mordplaner mod den ene af Jyllands-Postens Muhammed-tegnere ikke i alle kredse har ført til anerkendelse af det arbejde Politiets Efterretningstjeneste udfører eller glæde over den danske ytringsfriheds beståen, men ført til en genopblussen af protesterne mod de toethalvt år gamle tegninger fra de selvsamme islamistiske kredse der dengang foldede sig ud. Der har været demonstrationer i bl.a. Pakistan og Indonesien samt det Iran der forlængst er gået helt i sort ufrihed. Men herhjemme gennemførte den dybt mistænkelige Hizb-ut-Tahrir-organisation en temmelig stor demonstration fra Rådhuspladsen til Sankt Hans Torv med slagord vendt mod Muhammed-tegnerne, ligesom både de gammelkendte muslimske talsmænd som Ahmed Akkari og Kasem Ahmed fra Islamisk Trossamfund nok i almene vendinger har taget afstand fra mordplanerne, fordi selvtægt er uforenelig med islam, men samtidigt betonet at der er gode grunde til vreden mod Muhammedtegnerne og det retssystem der vil udvise mordplanlæggerne. Men det skal tilføjes at flere imamer brugte fredagsbønnen til at mane til ro og besindighed.

Fra dansk side har der været opbakning til brugen af ytringsfriheden som sådan og afstandtagen fra alle planer om mord på tegnerne eller andre der benytter sig af ytringsfriheden til at kritisere religiøse skikkelser og traditioner. Således har flere dagblade valgt at gengive Muhammed-tegningerne endnu engang. Men når det kommer til spørgsmålet om hvad man skal stille op med de unge, marginaliserede muslimer der har begået ugens omfattende hærværksaktioner og som ikke lægger skjul på at det er sket på grund af arrestationen af de tre mistænkte muslimer og genoptrykningen af tegningerne, så bliver billedet flertydigt.

Nogle ønsker skarpere og hurtigere reaktion mod de unge, mens andre påpeger manglerne i integrationen og integrationspolitikken. De første har fået god vind i sejlene, så man kan forvente stramninger af de relevante love, og omvendt irritation blandt socialdemokraterne (og måske også i det kriseramte Ny Alliance) over at man ikke foreløbigt kan hente stemmer på at slække på lovgivningen. De der mener der skal gås andre veje påpeger især at man ikke får de unge til at ændre adfærd ved blot at true med skærpet overvågning og straf. Man skal i dialog med dem og deres forældre, og man skal give dem fritidstilbud, uddannelsesmuligheder og arbejde samt anerkendelse som medborgere og medmennesker.

Og det lyder godt og kan tilmed begrundes med den succes som forældregrupper og skoleledere rundt omkring i mere isolerede tilfælde har haft med deres målrettede og energiske indsats af forebyggende art. Det gælder fx. Khalid Alsubeihi på Nørrebro og Rahib Aza-Ahmad i Gellerup samt en skoleleder som Lise Egholm fra Rådmandsgades skole på Nørrebro. Sidstnævnte lægger ikke skjul på at hovedansvaret for problemerne ligger hos de unge og deres forældre selv. Det er med andre ord ikke samfundets skyld - og det fører ikke til noget at give samfundet skylden.

Det har hun og statsministeren evig ret i.

Årsagerne til de unge, marginaliserede muslimers uantagelige og forbryderiske optræden den seneste tid er mange. Det er utvivlsomt rigtigt at forældrenes manglende omsorg for og ansvarlighed for hvad deres børn render rundt og laver er en vigtig årsag der må og skal gøres noget ved - om man så skal gøre det ved intens bevidsthedsændring og/eller sanktioner ved forsømmelighed er underordnet. Det er utvivlsomt også rigtigt at de sociale myndigheder i mange lokale områder er for passive eller ineffektive når det gælder at følge op på aktuelle sager og henvende sig til forældrene inden det bliver for sent.

Mange af de unge føler sig sikkert sat udenfor i forhold til danske børn og unge. Men i det omfang dette er rigtigt, kommer man ikke udenom at det i vid udstrækning er selvforskyldt eller skyldes deres forældres ønske om at holde deres børn uden for samkvem med danske børn på grund af normernes modsatte karakter. Dette gælder ting som forholdet mellem piger og drenge eller omklædning og badning i forbindelse med gymnastik og sport. Faktisk er der mange muslimske børn og unge der deltager i sportsklubbernes fritidsliv, men som uvægerligt forbliver adskilte fra deres danske klubkammerater på grund af en i vore øjne helt unødvendig blufærdighed. Og kommer vi til de voksne er der grænser for samkvemmet mellem muslimer og ikke-muslimer allerede på grund af de forskellige opfattelser af kønsrollerne, spise- og drikkenormer.

Men følelsen af at stå udenfor hænger nu engang også nøje sammen med muslimernes ikke-sekulære tilgang til det religiøse. For efterhånden ret mange muslimer her i landet, betyder det religiøse mindre og mindre. De kommer ikke regelmæssigt i moskeen, de læser ikke regelmæssigt i Koranen og beder ikke regelmæssigt det fastsatte antal gange om dagen. Men for andre gælder at der lægges vægt på disse ting, og derfor bliver disse personer og familier lige så sekteriske i deres adfærd og gudsdyrkelse som indremissionske familier var i gamle dage (før anden verdenskrig) eller Jehovas Vidner er den dag i dag. Og denne sekterisme betyder at de intetsteds i almindelig omgang med andre mennesker kommer på lige fod med disse. De får aldrig nære bånd til almindelige danske kollegaer eller kammerater. Men det er deres eget valg - og derfor skal de ikke begynde at klandre samfundet eller de etniske danskere for miseren. Jehovas Vidner klandrer heller ikke andre for følgerne af deres eget frie valg.

Problemet for muslimerne er at de identitetsmæssigt reelt er splittede mellem det at være danske statsborgere og det at være muslimske indvandrere med rod i en fremmed religion og en fremmed kultur. Velmenende danske kommentatorer postulerer rask væk at det ikke er islam som sådan der giver muslimske indvandrere problemer i Danmark eller andre vestlige lande. Og det er rigtigt for så vidt islam ikke nødvendigvis må og skal fortolkes så snævert at den umuliggør anerkendelse af kristendom og ateisme eller almindelig folkekirkelig religiøsitet af uforpligtende art. Men i praksis fortolkes islam af det store flertal af sine tilhængere som en religion der sætter anden religion og mangel på religion lig med skinbarlig vantro af den art der bør bekæmpes.

Derfor bliver splittede og i denne forstand rodløse unge muslimer på det psykologiske plan lette ofre for fanatikere der forstår at manipulere svage sjæle til indædt had til og modstand imod den anderledes sekulære mentalitet der er udbredt i Danmark og som indebærer at flertallet omgås religiøse skikkelser, tekster og normer temmelig respektløst. Mange der ikke vokser op i familier hvor man har denne afslappede og respektløse indstilling til religiøse, moralske, filosofiske og ideologiske opfattelser, vil ubevidst have stort behov for faste normer og dogmer, og vil derfor søge vejledere, imamer, moskeer og organisationer der støtter sådanne.

Kommer hertil fænomenet kedsomhed, kan det gå grueligt galt. Kedsomhed er som bekendt udslag af manglende aktivitet og denne igen af manglende stimulering. Den kan i visse tilfælde hænge sammen med depressive anlæg, der betyder at der er ringe motivation for at aktivere sig selv. Men normalt søger et menneske aktivitet, hvis det keder sig - eller omgivelserne sørger for at sætte barnet der keder sig i gang for at det ikke skal sætte sig hen som passiv nyder af underholdning. I den aktuelle bølge af hærværk og brandstiftelse er det tydeligt at det har spillet ind at der har været vinterferie. Ferie er normalt et gode for folk der trænger til afveksling fra bundne job og studier og som benytter lejligheden til at få friske indtryk fra andre kilder end de sædvanlige. Men børn og meget unge giver man ikke bare ferie - og så må de selv om resten. Man sørger for at holde dem aktive - med de former for leg og beskæftigelse der svarer til deres alder, evner og interesser.

Har forældrene og bedsteforældre ikke denne naturlige omsorg, risikerer man at de unge begynder at kede sig og i denne situation kan finde på at vælge sådanne former for beskæftigelse der er spændende og giver intensive oplevelser - uanset om de ligger inden for det tilladtes og tilrådeliges rammer. Det er blevet anført at de unge hærværksfolk har lavet hærværk og kastet med sten mod politi og brandfolk bare for 'hyggens skyld', dvs bare for samværet og fællesskabets skyld. De er med i nogle aktiviteter sammen med ligestillede kammerater - og så betyder det mindre om det de laver er ulovligt og til fare for andre. Men man glemmer i denne forbindelse at se på selve intensitetens betydning, for det er i aggressivitetsdriftens særartede indretning man skal finde den motivation der styrker den aggressive adfærd, nemlig det forhold at den mest voldsomme og farlige adfærd kan give den følelsesmæssigt mest intense oplevelse, oplevelsen af sejr og triumf - uanset hvad følgen af adfærden objektivt set er for andre. Der er med andre ord intet mærkeligt i at unge, marginaliserede mennesker der ingen erfaring har i at dyrke regulerede og acceptable aktiviteter der kan give høj begejstring (så som sport eller musik) netop i deres tvungne ferier giver sig i kast med de farlige og uaceptable aktiviteter der giver den samme grad af begejstring.

Når de så oven i købet kan kombinere aktiviteten med en protest mod det samfund, den religion og mangel på religion og det demokrati de dybt foragter fordi de aldrig har erfaret dets goder, så er det ikke så mærkeligt at de bliver lette ofre for manipulatorer der har det sekulære danske demokrati som hovedobjekt for deres hellige krig.

Dette betyder at kampen mod indvandrerbørnenes udskejelser naturligvis skal omfatte en mangestrenget indsats for deres skolegang, fritidsliv, videre udannelse, indføring i arbejdslivet og i det politiske og kulturelle liv. Det skal også omfatte praktiske sikkerhedsforanstaltninger af politimæssig karakter og forbyggende foranstaltninger af social karakter. Men det kan aldrig - end ikke i bedste fald - løsrives helt fra en indsats for sekularisering og demokratisering der uundgåeligt kommer til at berøre deres religion, for så vidt islam i kraft af sammenknytningen med moderlandene i Mellemøsten og de moskeer disse moderlande opretholder i Danmark forbliver et problem for selve den frihed der er forbundet med sekulariseringen og demokratiseringen her i landet.

Men så alvorlig som situationen er, virker det beskæmmende at landets statsminister ikke har mere at sige end nogle generelle betragtninger om den enkeltes ansvar og regeringens indsats for integrationen med hensyn til uddannelse og job. Der er behov for konkrete planer for hvordan regeringen vil dæmme op for de uroligheder vi har set den sidste uges tid og som man ikke skal tro er overstået fordi vinterferien er forbi for denne omgang.

Jan Jernewicz

Henvisninger: