JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamtrussel08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.2.08.

Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne

Tidligt om morgenen tirsdag den 12. februar slog Politiets Efterretningstjeneste til mod tre islamistiske fundamentalister der i flere måneder har arbejdet med planer om mord på bladtegneren Kurt Westergaard, mesteren for den tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen som Jyllands-Posten bragte sammen med elleve andre Muhammedtegninger den 30.9.05. Jf. artiklerne om Muhammed-sagen.

PET havde fulgt de tre personer tæt i længere tid og arresterede dem inden de fik mulighed for at gennemføre deres planer. Alle boede i Århus-området. To af dem var udenlandske (tunesiske) statsborgere bosat med familier i Gjellerupparken - og de vil nu blive udvist af Danmark. Den tredje muslim er dansk statsborger, og han blev løsladt efter afhøring af politiet. PET vil ikke gennemføre en retssag, da en sådan ville være forbundet med forpligtelse til at fremlægge bevismateriale af en sådan art at de ville røbe politiets indsigt og metoder.

Det centrale er at tegneren, der ligesom de øvrige tegnere og redaktører fra bladet har levet med trusler lige siden, i denne omgang fik reddet sit liv, idet han allerede i november blev orienteret om sagen og bedt om at gå under jorden. Han er 72 og tager det roligt. Han betragter det som en selvfølge at tegnere her i landet skal kunne benytte deres kunstneriske evner i debatten - uanset hvad emnet er og uanset om de tegnede figurer regnes for hellige eller ej. Westergaard er dermed ikke alene en sand forkæmper for ytringsfriheden, men også en sand humorist. Og det sidste er måske når det kommer til stykket vigtigere end det første, selvom kategorierne næppe kan holdes helt adskilte.

Da Muhammed-sagen rasede i og uden for Danmark for to år siden, var ytringsfriheden i centrum, fordi de fornærmede, sårede og rasende muslimer i både indland og udland forlangte at den danske regering skulle gribe ind over for tegnerne og Jyllands-postens redaktion. Det hverken kunne eller ville regeringen, da det ville være i strid med såvel den grundlovsfæstede ret til frit at tale og skrive som hele den forståelse af den politiske og kulturelle debat som demokratiet hviler på og alle danske partier bygger på.

Problemet er at flertallet af muslimer ude omkring i verden ganske simpelt ikke forstår denne indstilling, idet de mener at deres hellige tekst Koranen og deres helligste skikkelse Profeten Muhammed er hævet over enhver form for kritik, og at dette også skal respekteres af alle regeringer, altså også af demokratiske regeringer i sekulariserede lande. Dette betød konkret at såvel muslimske imamer og organisationer som regeringer i muslimske lande forlangte den danske regerings indgriben, og at de hidsede op til voldsomme demonstrationer mod danske ambassader og danske erhvervsinteresser i Mellemøsten. Og som bekendt måtte statsminister Anders Fogh Rasmussen på arabisk fjernsyn forsøge at forklare den arabiske befolkning at han ikke personligt brød sig om Muhammedtegningerne, men at hans regering ikke havde nogen juridisk mulighed for at gribe ind.

Selv moderate muslimer i Danmark der i princippet gik ind for ytringsfriheden mente at grænsen for ytringsfrihed var overskredet i dette konkrete tilfælde, og at Danmark jo havde en blasfemi-lov der muliggjorde indskriden mod blasfemiske ytringer. De fik at vide, at det var muligt at anlægge privat søgsmål mod tegnerne og Jyllands-Posten, men fik også at vide at chancen for at få noget ud af et søgsmål var minimal, da blasfemi-loven ikke havde været brugt i lang tid og faktisk blev betragtet som forældet og ligegyldig.

Modsætningen mellem den demokratiske forståelse af ytringsfrihedens basale nødvendighed og den muslimske opfattelse af at religiøse værdier står over frihedsrettighederne og i konkrete tilfælde kan og skal begrænse retten til fri ytring om hellige tekster og skikkelser blev altså trukket meget skarpt op. Og i virkeligheden er den at betragte som den helt afgørende forskel mellem det sekulariserede demokrati vi har i den vestlige verden og den ikke-sekulariserede styreform de muslimske lande har og som er kendetegnet af en betydelig sammenblanding af religiøst-dogmatiske normer og verdsligt politisk/kulturelle normer.

Den vestlige verden er dybt præget af sin kristne historie, men det særegne ved kristendommen har været at den i fundamentet er en åndsfaktor og ikke en magtfaktor, selvom den europæiske historie er fuld af magthavere der har forsøgt at påberåbe sig kristendommen som alibi for overgreb. Men med den stigende demokratiske udvikling fra og med oplysningstiden, romantikken og revolutionerne i slutningen af 1700-tallet blev kirkens magtbaser støt og roligt undergravet. Og resultatet blev en sekularisering der i dag betyder at kirkerne er blevet frataget deres politiske magt og er henvist til alene at gøre sig gældende som åndelige faktorer.

Den muslimske verden har ingen tilsvarende udvikling, selvom den vestlige verdens almindelige udvikling med hensyn til oplysning, uddannelse, økonomi og velstand smitter af, og bl.a. i sin tid førte til Atatürks sekularisering af Tyrkiet. Men selv her sker der igen en islamisering. Generelt lider muslimerne overalt i verden af det meget uheldige forhold, at deres hellige tekster - Koranen og profetens sædvane (sunnaen) - ikke tilnærmelsesvist rummer samme vægtning af det åndelige fundament i forhold til det moralske og politiske som kristendommen gør.

Islam er i princippet en lovreligion der kobler religionsdyrkelsen direkte på det moralske og politiske liv og derfor i langt højere grad kan misbruges i magtmæssig henseende. Der findes tilløb til fortolkninger af islam der modererer sammenkoblingen, men de har ikke hidtil vundet tilstrækkeligt gehør i de muslimske lande. Og de kan slet ikke hamle op med de fanatiske ledere og organisationer der hidser folk op til hellig krig mod de vantro - og er den egentlig baggrund for islamistisk terror.

Det skal derfor understreges at kampen mod terrorismen ikke kan adskilles fra forsøgene på at skabe betingelser for demokrati og frihed i de muslimske lande. Mange vesterlændinge tror slet ikke på muligheden for at demokratisere Mellemøsten, og de betragter nærmest den foreløbigt yderst uheldige Irak-krig som beviset for at opgaven er umulig, og dette på trods af at det er præcis det samme som at sige at de muslimske lande er dømt til at forblive tilbagestående og primitive - oplysningsmæssigt, kulturelt og økonomisk.

Et vigtigt led i kampen mod terrorismen er helt naturligt de vestlige landes efterretningstjenester. Det danske PET har i flere tilfælde de senere år vist sig særdeles effektivt, og det har i den aktuelle sag uden tvivl reddet Kurt Westergaards liv. Men desværre udsættes PET til stadighed for mistænkeliggørelse fra visse sider, bl.a. fordi PET efter sagens natur ikke kan fremlægge sit bevismateriale for retten eller offentligheden uden at ødelægge hele grundlaget for sin egen effektivitet. Det kan ganske enkelt være absolut nødvendigt at undlade at gennemføre retssager for ikke at måtte røbe kilder. Og det må være op til efterretningstjenesten selv at skønne i disse sager. Dette forhold er ikke nogen indskrænkning af demokratiet eller retsordenen, men tværtimod en forudsætning for det danske demokratis og den danske retsordens fortsatte beståen.

Men Muhammed-sagen, inklusive den aktuelle mordtrussel mod en af tegnerne - understreger også noget helt andet, nemlig at muslimernes forhold til humoren som sådan er en væsentlig grund til deres oplysningsmæssige tilbageståenhed. Humor er mange ting, men ikke al humor er harmløs. Falden-på-halen-komik kan vi alle grine af. Men 'den store humor' kræver en vis modenhed for at blive forstået, for den appellerer ikke blot til grinet eller smilet, men til refleksionen og selve forståelsen for tilværelsen.

Stor humor har den funktion i eksistensen at den 'relativiserer jeget', for nu at snakke dybdepsykologisk. Det betyder at den sætter spørgsmålstegn ved de faste normer og anskuelser som det snævre jeg har dannet sig og ofte identificerer sig med i så høj grad at angreb på normerne og anskuelserne betragtes som direkte angreb på identiteten. Jf. artiklen om Identitet.

En relativisering af jeget betyder ikke en opløsning af jeget og jegets identitet, men derimod en forskydning af individets centrering fra det snævre jeg (partialpsyken) til det åbne selvs 'totalpsyke', hvis horisont er meget videre både tidsmæssigt og begrebsmæssigt. I sidste ende betyder relativiseringen af jeget at individet går ind i det område af tilværelsen som den jødiske filosof Martin Buber kalder 'tragediens område' og som er kendetegnet af at det at have ret er hørt op. Individet pukker ikke længere uafladeligt på sin ret eller sin ære, men forstår at sandheden kan være anderledes for andre mennesker. Jf. artiklen om Humor og tragedie.

Her bliver humoren aldeles afgørende for om et menneske, et folk, en nation, en kultur og en religion bliver snæver, lukket, sekterisk, polemisk og krigerisk eller om den bliver vid, åben, udogmatisk, dialektisk, imødekommende og venligsindet. Humorens betydning kan slet ikke undervurderes i det sekulariserede demokratiske samfund. Den bærer dette samfund. Og et samfund kan aldrig blive frit, sekulariseret og demokratisk uden humor.

Derfor skal retten til at bringe humoristiske tegninger om selv de vigtigste eller største spørgsmål i den menneskelige eksistens værnes som et hjerteanliggende - om man vil som noget langt helligere end religiøse tekster og skikkelser. Ja, religiøse tekster og skikkelser bør simpelthen vurderes på om de rummer sand tragisk humor eller ej.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Identitet
Jeget og selvet
Humor og tragedie
Humor - rubrikken