JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel51rose

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.1.08.

Flemming Rose fremturer som insistent

af Jens Vrængmose

Muhammedkrisen satte for snart to år siden Danmark på den anden ende og Danmark på verdenskortet hos ophidsede gemytter der tidligere ikke anede hvor landet lå. Men vejledet af ædle forsvarere for profeten Muhammeds ukrænkelighed fandt de uoplyste sjæle i Mellemøsten hurtigt vej til danske ambassader, danske flag og danske varers faktiske eksistens på hylderne i supermarkederne.

Resultatet blev en massiv islamisk front mod Danmark, danske varer og symboler og ikke mindst den danske regering. Denne havde ellers hidtil blandt regeringsledere og diplomater verden over stået for dialog og fredsinitiativer i forhold til den muslimske verden, men nu vovede den at gå i brechen for den ytringsfrihed der ikke sætter grænser ved religionerne, men tværtimod er blevet en integreret del af det sekulariserede demokrati ved netop ikke at sætte denne grænse.

På få uger tabte Danmark store millionindtægter på eksporten til muslimske lande. Den hårdt ramte del af erhvervslivet med Grundfoss-direktøren i spidsen kritiserede offentligt regeringen og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Landets ledende imamer med legendariske Abu Laban (Gud være hans sjæl nådig) havde gang i rejseaktiviteterne og tordnede mod regeringen. Nogle ikke-muslimske regeringschefer tog heltemodigt afstand fra den danske regering, mens EU's ledere foretrak fejheden. De skulle ikke nyde noget af helhjertet at forsvare den ytringsfrihed det europæiske demokrati hviler på. Presset blev til sidst så stort mod Anders Fogh Rasmussen at han fandt det nødvendigt at gå på arabisk tv og på den mest pinlige måde nogen har set den mand optræde på at beklage at de danske karikaturtegninger i Jyllands-Posten havde såret muslimernes religiøse følelser. Samtidigt understregede han det for de fleste muslimer fuldstændigt ufattelige, at en dansk regering ingen beføjelser har til at gribe ind over for hvad pressen offentliggør af tekster og tegninger. Føler nogen deres ære gået for nær, kan de ved domstolene anlægge private søgsmål mod redaktørerne. Basta.

Kritikerne af regeringen var ikke blot direktører der som Grundfoss's tog konsekvensen og meldte sig ud af Venstre og siden støttede Ny Alliance. Der var også borgerlige politikere der mente at Anders Fogh Rasmussen havde håndteret sagen forkert fra starten ved at afslå at mødes med diplomater fra muslimske lande ud fra det for ham indiskutable princip at regeringen ikke kan blande sig i pressens politiske eller religiøse ytringer. Dette vidste de pågældende diplomater iøvrigt udmærket i forvejen, men de så chancen for på deres regeringers vegne at vende opmærksomheden mod et lille land som i denne sammenhæng var forsvarsløst og dermed aflede den fra reelle problemer i Mellemøsten såsom den manglende muslimske forståelse for ytringsfriheden. Deres ædelmodighed gavnede ikke just forholdet mellem muslimer og ikke muslimer i Danmark, men det var heller ikke det der bekymrede dem.

Der er forlængst faldet ro over sagen. Statsministeren undgår bevidst at tale om den. Regeringen har fået erstatninger for ødelæggelse af ambassaderne. Diplomater og kulturudsendinge har stort set fået genvundet deres respekt og erhvervslivet deres markeder. En svensk kunstner fik sidste år problemer med et nyt udfald mod Muhammed-dyrkelsen, og der var en tid optræk til stor ståhej, men også denne sag faldt i lave. Så man kunne gå hen at tro at den hellige gral nu endeligt var velforvaret.

Men der er jo her i landet en mand der hedder Uffe Ellemann-Jensen. Han var en dygtig og aktiv udenrigsminister fra 1982-93 og Venstres formand fra 1984 til valgnederlaget i 1998. Han er journalist af uddannelse og har mediemæssig stor gennemslagskraft. Han er desuden som sin far - redaktør og mangeårigt folketingsmedlem Jens Peter Jensen - en mand med største vid. Og så kan han umuligt holde sin kæft.

Det er naturligvis også for meget forlangt af en mand der gik ud af aktiv politik da han kun var tres og i fuld vigør. Og det er jo også en gammel historie at det er meget vanskeligt for topfolk der i årevis har nydt at være i centrum for begivenhederne pludseligt skal affinde sig med at spille anden violin. Vi kender det fra Poul Nyrup Rasmussen - og i sin tid fra J.O. Krag. Og vi ser det med Tony Blair i England og Gerhard Schrøder i Tyskland, for slet ikke at tale om Lech Walesa i Polen. Mogens Lykketoft har det vist heller ikke for godt med at sidde på oppositionsbænkene som forhenværende partiformand. Faktisk kan man som almindelig vælger og iagttager mange gange være godt træt af at høre på alle de gode råd disse forhenværende toppolitikere belemrer os med - uden nogen synlig effekt.

Og Uffe Ellemann hører unægteligt til dem der nogle gange taler for højt. Det var som bekendt grunden til at han i 1998 mistede chancen for at blive statsminister. For han havde inviteret en journalist fra Ekstrabladet med hjem efter den afsluttende tv-debat to dage før valget - og da tv bragte en meningsmåling der pegede på sejr, kom han med det helt spontane begejstringsudbrud: Den er hjemme! Og det skulle han aldrig have gjort med en journalist i stuen, for udbruddet blev naturligvis overskrift på Ekstrabladets forside den følgende dag. Den var et scoop. Og det var ganske enkelt for stærkt for mange vælgere. Jf. omtale af Valget 1998.

Under Muhammedkrisen var Ellemann en skarp kritiker af Anders Fogh Rasmussens håndtering af sagen - jf. artiklen om afdankede ambassadørers erklæring. Det kom uden tvivl til at koste Venstre stemmer - og kan ikke siges at være særligt hensynfuldt af en forhenværende partiformand midt under den ophidsede debat. Men sådan noget kan Ellemann ikke tage i betragtning. Og måske er han i virkeligheden heller ikke særligt begejstret for sin efterfølger, der kom længere end han selv gjorde.

Men nu har den gode mand så fortalt sine erindringer til DR's P1 over ti udsendelser under titlen 'Vejen jeg valgte'. Det er han i sin gode ret til, og det er der mange lyttere der glæder sig over. Helt naturligt må Ellemann også kommentere Muhammedkrisen og ærligt fortælle hvad han mente. Det er selvsagt en subjektiv vurdering, men da den er knyttet til faktiske begivenheder i tidens løb, så må der indgå omtale af begivenheder der ikke givetvis er hævet over subjektiviteten. Den slags skal der være plads til i et demokrati med fuld ytringsfrihed. Men der skal selvfølgelig også være plads til indsigelse.

Helt konkret har Uffe Ellemann-Jensen angrebet Jyllands-Postens redaktør Flemming Rose for bevidst at have provokeret Muhammed-balladen frem ved at bede 12 danske bladtegnere lave karikaturer af Profeten. Og det vil Flemming Rose ikke have siddende på sig, for han bad ikke tegnerne om karikaturer, og han ønskede ikke at provokere nogen.

Flemming Rose kan citere sin henvendelse af 19. september 2005 til tegnere ordret: "Vi vil (derfor) gerne invitere dig til at tegne Muhammed som du ser ham. Resultatet vil blive offentliggjort i avisen i den kommende weekend." - Som bekendt blev resultatet ikke tolv karikaturtegninger, men tolv meget forskellige tegninger, hvoraf kun de tre kan betragtes som karikaturer - og igen kun en enkelt - den med bomben - som provokerende.

Men Uffe Ellemann holder sig ikke til ordene, men mener - og mente - at have fundet det egentlige, umiskendeligt bagvedliggende motiv bag Flemming Roses handling og vil derfor dømme ham på dette. Han formulerer sig således i radioen: "Det at man i et demokrati må være parat til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse ville han [Fl. Rose] nu demonstrere ved at bestille nogle karikaturtegninger af Profeten, som han derefter trykte i avisen. Hermed gik han videre end det oprindelige udgangspunkt, idet han bestilte karikaturer af Profeten, og ikke bare tegninger."

Og så er fanden løs på Jyllands-Posten. Flemming Rose henvender sig til DR med en anmodning om at Ellemanns udlægning af krisen bringes i overensstemmelse med de faktuelle forhold. Det afviser P1's redaktør såvel som generaldirektør Plummer og lytterredaktør Mollerup med den begrundelse at Ellemanns foredrag har karakter af debatindlæg. Flemming Rose gentog sin kritik af DR i en konfrontation med Mollerup på DR2's Deadline. Og Ellemann har ikke sparet på ironien: "Disse store riddere for ytringsfriheden har prøvet at knægte min ytringsfrihed ved bag min ryg at få Danmarks Radio til at ændre i eller stryge mit foredag.....".

Det Flemming Rose faktisk har gjort er kun at forsøge at få P1 til at give ham selv lov til at komme til genmæle i form af en kommentar i radioprogrammet før eller efter udsendelsen. Men først og fremmest hævder han at der ikke er tale om en subjektiv vurdering fra Ellemanns side, men om en decideret faktuel fejl. Rose har sort på hvidt dokumenteret at han ikke har bedt om karikaturtegninger og iøvrigt ikke sagt at muslimer må finde sig i hån og spot. Og "derfor har Uffe Ellemann systematisk løjet om to forhold, fordi han har en dårlig sag".

Igen har vi et klart eksempel på at ordet 'løgn' efterhånden ligger uhyggeligt løst på tungen i den politiske debat både her og i udlandet. Rose hænger sig i sine egne formuleringer i brevet til tegnerne af 19.9.05. og ordlyden af sin udførlige redaktionelle kommentar til tegningerne i Jyllands-Posten den 30.9.05. Hvorimod DR's redaktører, støttet af generaldirektøren, betegner foredragene som subjektive. Hverken de eller Uffe Ellemann vil være ved, at der i foredraget rent faktisk sker en sammenblanding af motivvurdering og faktavurdering.

En sådan sammenblanding er ganske normal i den offentlige debat. Den kan på ingen måde siges at være gavnlig for en konstruktiv dialog, da den som regel er behæftet med udtalt eller underforstået mistanke. Den bekræfter tværtimod kun den udbredte tendens til at underlægge subjektive beskyldninger med faktuelt forkerte eller diskutable påstande, og bliver således en form for manipulation. Det sker oftest uden synderlig bevidsthed om det manipulatoriske i forehavendet. Men i lige netop Uffe Ellemanns tilfælde kan man roligt gå ud fra at formuleringen er fuldt overlagt.

Det berettiger blot ikke Flemming Rose eller Jyllands-Posten til at overreagere, endsige føre en kampagne mod Ellemann som nogle ligefrem finder hetzagtig. Der bør være vide rammer for ytringsfriheden i et demokrati som det danske. Og i Muhammedsagen gælder, at beskyldningerne mod Jyllands-Posten er lige så gamle som sagen. Bladets redaktion kan nok så meget hævde, at de ikke havde intentioner om at provokere muslimerne - og slet ikke på verdensplan - men blot at afprøve at ytringsfriheden fortsat gælder her i landet, også nu hvor vi vitterligt har fået en meget stor gruppe muslimer som medborgere der er langt mere sarte hvad de religiøse følelser angår end hvad godt er. Det var i mine øjne en fuldt berettiget afprøvning fra Jyllands-Postens side. De fleste af tegningerne var ganske harmløse, og end ikke den mest provokerende var særligt grov. Det er også et faktum, at Flemming Rose ikke bad om karikaturtegninger. Men i betragtning af det omfang sagen efterfølgende fik, så må Jyllands-Posten finde sig i at mistanken om den bevidste provokation bliver hængende, ganske enkelt fordi der findes folk som Uffe Ellemann der ellers ikke kan fatte hvad der skete.

Det dybt beklagelige ved Flemming Roses reaktion er, at han insisterer på at få ret i sagen ud fra i og for sig indiskutable fakta, men ikke forstår at også fakta kan prelle af på selv fornuftige folk som vand på en gås, fordi de har låst sig fast i den én gang dragne subjektive konklusion. Sådan ligger det med Muhammed-tegningerne. Sådan ligger det med Irak-krigen. Sådan ligger det med beskyldningerne mod VK-regeringen om blokpolitik. Osv. osv. Folk er subjektivt uenige, og for mange er subjektiviteten så lidt bevidst, at de tyer til beskyldningen om løgn mod folk der er kommet til et andet resultat.

Flemming Rose er sikkert ikke klar over det selv, men hans synlige attitude - fx i debatten med Mollerup på DR2 - er rethaveriskhedens, og det er aldrig heldigt for den der vil overbevise andre om sine meningers fortræffelighed. Ulykken i Flemmning Roses tilfælde er at han fremturer i sin insisteren på at have ret og derfor ligger milevidt fra den eksistensopfattelse der forstår at man først kommer ind i humorens og tragediens vidunderlige område når man opgiver al pukken på sin ret. Jf. artiklen Humor og tragedie.

Lad os nu få lukket sagen, for den tjener intet andet formål end rethaveriskhedens grøftegraveri og humorforladthed.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Oversigt over artikler på Jernesalt om Muhammekrisen
Humor og tragedie
Tragedie-synspunktets aksiom

Jens Vrængmoses rubrik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean