JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel49lykketoft

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.8.07.

Lykketoft kontra Anders Fogh

af Jens Vrængmose

Agurketiden er ved at være forbi for denne gang. Sommeren er som sædvanligt forløbet med politiske medieflip og -flop af blandet underholdningsværdi, men i år har de slet ikke kunnet hamle op med vejrgudernes leg med nedbøren. Men nu er billedet skiftet. Politikerne er vendt udhvilede hjem fra sommerhusene og hængekøjerne. De politiske partier holder sommermøder ved skov og strand som forberedelse til folketingsarbejdet i de dystre gemakker på Christiansborg. Og statsministeren er vendt hjem fra fem ugers fuldstændig ferieisolation i Frankrig. Han har indledt sin del af det alvorlige arbejde ved at lede Venstres sommermøde med tilhørende offentlige debat med de øvrige partiledere, inkl. Naser Khader, samt give interview til fire udvalgte dagblade. Statsministeren har med andre ord endnu engang sat dagsordenen - og "medierne liner op for at formidle den præcist som statsministeren har tænkt det", som der stod i gårsdagens kronik i Politiken.

Den var ikke skrevet af en helt tilfældig kommentator, men af ingen ringere end socialdemokraternes tidligere formand, fhv. udenrigsminister og fhv. finansminister Mogens Lykketoft. Han tabte valget til Fogh i 2005 og trak sig efterfølgende som partiformand, men han er ikke forsvundet ud i glemselen som visse andre forhenværende formænd eller formandskandidater. Han er nemlig - selvom han ser ældre ud - kun 61 år og mener af gode grunde at sidde inde med en indsigt og erfaring som fortsat kan gavne partiet og ikke mindst den relativt uerfarne nye formand. Han er ovenikøbet med på internettet nyeste noder - og kan som den første danske politiker ses i videoklip på sin hjemmeside.

Alligevel er det påfaldende at Lykketoft i sin kronik utilsløret vælger at kalde Anders Fogh Rasmussen 'en farlig mand' og dermed tilslutte sig en anden fhv. partileders hårde dom over deres fælles politiske modstander, nemlig den radikale Marianne Jelved der blev godt og grundigt skoset for sine udtalelser til Berlingske Tidenden 12.3.06. - jf. artiklen Jelved kan ikke synke dybere (13.3.06.). Hendes rene foragt for Fogh gjorde Det radikale Venstre umuligt som ellers udslaggivende midterparti i dansk politik - og førte som bekendt i maj måned i år til Naser Khaders og Anders Samuelsens brud med partiet og oprettelse af Ny Alliance - jf. Opbrud i dansk politik med Ny Alliance? (8.5.07.). Kort efter måtte Jelved opgive sin formandspost og drøm om at blive statsminister. Marianne Vestager tog over - og har resolut ført de radikale tilbage til en gunstigere og mere traditionel og ydmyg midterposition. Hun kan følgelig ikke tilslutte sig Lykketofts ordvalg. Det kan heller ikke Lykketofts egen partiformand, Helle Thorning Schmidt. Og dommeren over alle dommere, Politikens hovedorgan At Tænke Sig, har da heller ikke forsømt at gøre grin med Mogens Lukketoft og hans advarsel til borgerne mod den farlige mand på statsministerposten der er undsluppet sin feriebolig med et lumsk smil på læberne.

Det påfaldende er jo netop ikke at Lykketoft angriber sit partis hovedmodstander - det er han nærmest forpligtet til - men at han gør det med et ordvalg og en argumentation der totalt slører den saglige substans, provokerer grove reaktioner fra politiske modstandere, nødvendiggør afstandtagen fra egne rækker og først og fremmest afslører en totalt frustreret politiker der åbenbart ikke kan glemme at han har tabt både folketingsvalget og posten som partiformand, ja som i det hele taget viser at han ikke kan glemme noget som helst.

Mogens Lykketoft var kun udenrigsminister en ganske kort periode og nåede ikke at gøre sig bemærket som ligefrem selvskreven til posten, men siden VK-regeringens og Danske Folkepartis tilslutning til USA's invasion af Irak i marts 2003 har han været en fanatisk og utrættelig modstander af Anders Fogh Rasmussen og Irak-krigen - og næppe forsømt nogen lejlighed til på linje med andre krigsmodstandere at rippe op i selve begrundelsen for krigen. Den var ellers klokkeklar fra den danske regerings side, og statsministeren har derfor meget konsekvent afvist alle beskyldninger om falskhed. Men Lykketoft véd bedre

Han erfarede nemlig ved en personlig samtale med statsministeren samme dag som denne 'gennemtrumfede' Danmarks deltagelse i den amerikanske invasion 'i konflikt med et flertal i FN', at "den væsentligste bevæggrund for ham var, at vi skulle stå os bedst muligt med USA". Derfor er det efter Lykketofts mening "en ekstremt stædig sminkning af sandheden, når han prøver at lægge afstand til sine egne udtalelser fra marts 2003 om Iraks farlige våben". Og statsministerens senere understregning af at danskerne har været i Irak for at give irakerne et tilbud om demokrati kalder Lykketoft 'en fantastisk formulering'. Statsministeren forstår i det hele taget ikke, at "han ved at gå i krig på Dansk Folkepartis stemmer handlede i strid med fornemme traditioner i dansk udenrigspolitik og skader vort lands omdømme. Derfor er han en farlig mand at have siddende som statsminister".

Lykketoft skelner altså ikke mellem den officielle begrundelse der blev vedtaget i folketinget og de personlige bevæggrunde som statsministeren og hans tilhængere havde for at gå med. Han tager ikke i betragtning at Foghs brud med den traditionelle passivistiske udenrigspolitik var fuldt bevidst. Og værst af alt han fatter tilsyneladende slet ikke at der i enhver politisk beslutning af større rækkevidde ved siden af de formelle eller juridiske begrundelser og henvisninger til dokumenterbare forhold indgår - og må indgå - en lang række skøn som giver usikkerhed om virkningerne af beslutningen. Politik er - som allerede Bismarck påpegede - ikke en eksakt videnskab, men en række beslutninger der er forbundet med den usikkerhed der kommer af at ikke alle sagforhold kan gennemskues. Tilsigtede virkninger ledsages altid af utilsigtede, som Paul Johnson har sagt. Hvis politikerne af denne grund konsekvent afholder sig fra at tage beslutninger, er de uegnede som politikere. Usikkerheden og skønnet hører med til håndværket. Derfor er der ofte uenighed mellem politikerne og de såkaldte eksperter af videnskabelig art. Og derfor kan politikerne siden komme i den situation at de må konstatere at ikke alt gik som de havde håbet og villet. Det må de da forholde sig til og forsøge at løse på bedste måde, men gjorte gerninger - og tagne og udførte beslutninger - kan ikke gøres ugjorte.

Derfor må politikerne selvfølgelig altid finde sig i at blive gjort ansvarlige for deres beslutninger og gerninger, men man kan ikke uden videre slutte fra uheldige virkninger af den utilsigtede slags til manglende dømmekraft med hensyn til de oprindelige beslutninger og deres hensigter. Man kan for Irak-krigens vedkommende den dag i dag ikke afgøre hvad slutresultatet bliver for hverken Irak selv eller for Mellemøsten som helhed. - Jf. artiklerne Situationen i Mellemøsten generelt (15.8.07.), Danmarks exit af Irak ikke flatterende (12.8.07.) og Irak - et håbløst historisk tilfælde? (10.8.07.)

Sådan ser krigens forbitrede modstandere ikke på sagen. Og derfor bliver de som Mogens Lykketoft ekstra frustrerede over, at deres vedvarende fokusering på begrundelserne i 2003 ikke definitivt fører til samme nedtur i opbakningen til Anders Fogh Rasmussen og Venstre som tilfældet er for præsident Bush og republikanerne i USA. Derovre er Bush jo under alle omstændigheder ude af embedet om halvåndet år. Men Fogh står fortsat så stærkt som leder af regeringen og sit parti at han har gode chancer for at vinde næste valg. Og dette er en uudholdelig og måske også ufattelig tanke for Lykketoft. Derfor må han i sin kvide ty til sideløbende tilsværtning af Anders Fogh Rasmussen hvad angår indenrigspolitikken.

Det er naturligvis socialdemokratisk set forbandet kedeligt at Fogh nu er begyndt at love både skattelettelser og bedre velfærd. Helt umuligt er det ikke, da skattelettelserne sandsynligvis bliver skatteomlægninger og ikke behøver at betyde tab i statsindtægter, og da velfærdsforbedringer også i vid udstrækning kan ske ved omlægninger i retning af kvalitetsreformer, så regeringen ikke behøver at indlade sig på en uforsvarlig pengeudpumpning der vil overophede økonomien.

Men for Lykketoft er det altsammen svindel og humbug. Målet for Fogh og Co. er efter Lykketofts mening "at snige sig ind i regeringsmagten i en længere årrække ved at fremstille sig selv som moderne velfærdspolitikere der vil det samme som socialdemokraterne, men bare kan trylle mere frem for færre penge, fordi de er smartere". Ja, Lykketoft fortsætter: "I ly af den skrøne håber Venstres ledere på tid at ændre danskernes mentalitet og gøre dem modne til et mere frontalt opgør med den socialdemokratiske tankegang. Lur mig, om ikke det er a-kasserne og det sociale boligbyggeri der skal have knækket nakken, hvis Fogh og hans venner får endnu en valgperiode i regering."

Lykketoft vil også vide, at Fogh nidkært vogter alle populære forslag fra socialdemokraterne for at kopiere dem. Og "hvis Venstre af interne grunde ikke selv kan adoptere socialdemokratiske ideer, så har den en aftalt arbejdsdeling med vennerne i Dansk Folkeparti om at de gør det". Fogh er ganske enkelt ude på at skaffe sig den totale magt - og derfor er han også i færd med at kvæle den kristiske og dybdeborende journalistik i Danmarks Radio - samt slippe sine spindoktorer løs i kulissen med hårde, personlige angreb på socialdemokraternes formand.

Ak ja, sproget er et taknemmeligt redskab - også for selvbedrag.

Lykketoft - og andre socialdemokrater og venstreorienterede med ham - vil ikke erkende at tiderne har skiftet og gjort klassekampen passé. De gamle modsætninger er ikke fjernet, men det er den relativt velstillede og meget brede middelklasse der i dag afgør den politiske orientering og derfor gør al realpolitik til en kamp om midtervælgerne - jf. artiklen Midten i dansk politik (25.10.04.). Stort set alle partier med Enhedslisten som eneste klare undtagelse har indstillet sig på disse forhold, ligesom mange partier også har gjort det i Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Midterpolitikken betyder vel at mærke ikke blot, at alle partier mere eller mindre åbenlyst og konsekvent bejler til de samme vælgere, men også at de har måttet gøre op med egne fordomme hvad angår klassekampen og de gamle ideologier. Det har de gjort i en klar erkendelse af at hverken den rene liberalisme eller den rene socialisme er løsningen i moderne velfærdssamfund. Socialisterne i Storbritannien har måttet trække i mere liberal retning, og liberalisterne i Danmark i den mere sociale retning. Ingen af stederne har man fuldt ud forstået at frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet i virkeligheden er komplementære størrelser der begge er berettiget og gavnlige - jf. artiklen om Liberalismen og socialismen. Men i praksis har de taget mange konsekvenser af det. Og det betyder for Danmarks vedkommende at Anders Fogh Rasmussen allerede i 1998 lagde sine gamle tanker om minimalstaten i skuffen som utidssvarende.

Fogh accepterer i dag velfærdssamfundet som det moderne danske samfunds naturlige model, og han betragter den ikke som noget socialdemokraterne har monopol på. Det er faktisk heller ikke dem der har skabt ideen om velfærdsstaten som sådan. Den kommer fra den tyske borgerlige politiker Ludwig Erhard. Grundtanken er derfor heller ikke at staten skulle blive større og større, men at den økonomiske vækst skulle sørge for en velstand der kom flere og flere til gode.

Men socialdemokraterne herhjemme har aldrig forladt forestillingen om at de er de eneste der kan administrere velfærdssamfundet, og de har heller aldrig begrebet at en systematisk udvidelse af den offentlige sektor rummer store farer for både økonomisk og personlig uansvarlighed - jf. artiklen om Den herskende klasse efter 1970.. Derfor vil der fortsat være og forblive den vigtige forskel på midterpartierne i Danmark, at nogle kæder øget velfærd direkte sammen med udvidelse af den offentlige sektor, mens andre - de mere liberale - undgår denne fatale sammenkædning.

Herom står den politiske kamp på midten - og derfor er det grotesk at en erfaren og vidende mand som Mogens Lykketoft i hans behjertede kamp for den socialdemokratiske velfærdspolitik og det socialdemorkatiske parti ikke ved bedre råd end konsekvent at mistyde den borgerlige opposition i almindelighed og Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed - og i sin frustration forfalde til regular tilsværtning af sidstnævnte.

Lykketoft har sit væsen imod sig, hvad der var en af grundene til at han tabte valget i 2005. Men hans kronik i Politiken har afsløret den mest uhyggelige side af ham, nemlig at han ikke kan glemme nederlag eller politisk kontroversielle emner som i praksis er henvist til historikernes kommende undersøgelser, men spiller en mindre og mindre rolle i den aktuelle politik. Lykketoft har afsløret sig som en uhyggelig retfærdigheds- og sandhedssøger af den art som hører hjemme i hævngerrige fundamentalisters kredse. Han er ikke en pragmatiker der kan komme videre i dagsordenen for at finde fornuftige fælles løsninger på aktuelle fælles problemer, men en fanatiker der bliver ved at bore i fortiden. Og så er han iøvrigt en dårlig taber.

Reelt er det derfor ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen der på nogen måde kan hævdes at være en farlig mand for Danmark og dansk politik. Han er tværtimod en vidende og kompetent politiker der har ført landet fremad i de år han han ledet regeringen under forandringens og fornyelsens banner. Han vil fortsat være den bedste mand på posten i endnu en periode, også når det gælder det mere besværlige samarbejde der tegner sig i det formentligt mere sammensatte folketing der vil blive resultatet af næste valg - uanset om det kommer i efteråret eller senere.

Derimod er det den skikkelige, men dybt frustrerede Mogens Lykketoft der må karakteriseres som en farlig mand for den demokratiske debat, fordi han på demagogisk vis fører den hen på beskyldninger og insinuationer der dybest set ikke har andet på sig end hvad der rører sig i hans eget forbitrede sind.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)
Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)
Lykketoft, Mogens; Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Lykketoft, Mogens, politiker, formand for socialdemokraterne

Fogh Rasmussen: Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen: Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger, Anders  (3.12.04.)
Fogh Rasmussens visioner, Anders  (30.11.04.)

Situationen i Mellemøsten generelt  (15.8.07.)
Danmarks exit af Irak ikke flatterende  (12.8.07.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)

Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Midten i dansk politik (25.10.04.)
Den herskende klasse efter 1970.

Jens Vrængmoses rubrik: Skidt og Kanel

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean