JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoest05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.8.07.

Situationen i Mellemøsten generelt

Mellemøsten er ubestrideligt kommet i den store historiske smeltedigel, hvor alt kan ske, men intet er sikkert. Og dog er der bevaret et håb om 'lutring' som det hed i gamle dage da overordnede moralske synspunkter var en naturlig del af de politiske vurderinger. Man kunne se en politisk udvikling som en 'renselsesproces' der udskiller det urene, så resultatet bliver et rent produkt, hvilket i politisk sammenhæng vil sige en konstruktiv styreform der kan sikre fred, orden, vækst og stabilitet.

Irak, Afghanistan, Libanon, Gaza og Vestbredden er i dag de kamppladser hvor ilden holder smeltningen i fuld gang på et temmelig ukontrollabelt niveau og derfor påkalder særlig opmærksonhed og strategiske overvejelser.

Irak er præget af den lovligt valgte samlingsregerings store problemer med at holde sammen på landet og dets etniske grupper, religiøse sekter og utallige stammer og klaner. Modsætningen mellem det sunnimuslimske mindretal og det shiitiske flertal er tilspidset, og volden fra de mange uafhængige militser og regulærer mafia-bander er taget til. Briterne har store vanskeligheder med oprørerne i Basra-distriktet. Amerikanerne kæmper indædt mod de militante grupper i og omkring Bagdad. Og den irakiske regering har det allerstørste besvær med at uddanne og forme tilstrækkeligt effektive sikkerhedsstyrker der kan overtage ansvaret for sikkerheden i landet og dermed vende udviklingen.

Afghanistan er præget af Talibans hårde modstand mod regeringen og dens udenlandske hjælpetropper. Ministerpræsident Karzai er meget utilfreds med antallet af civile ofre i kampene og har også et andet syn på nabostaten Iran end USA har. Men det er dog endeligt lykkedes ham at få inddraget Pakistans præsident Musharraf i et forsøg på at bekæmpe de stærke Taliban-baser i den nordlige del af Pakistan, hvor det også menes af Osama bin Laden holder til. Men hvor meget det kommer til at virke i praksis er en anden sag.

Musharraf er en diktator-type der koncentrerer sig mest om at holde sig selv ved magten - og derfor ikke har nogen interesse i provokere en fjende han ikke behøver at frygte direkte. Men han er allieret med USA, og den amerikanske regering presser ham til aktioner imod bin Laden og Taliban i nord, ja, truer med selv at tage affære hvis Musharraf ikke gør det.

Libanon er fortsat præget af den destabilisering Hizbollah-bevægelsen med iransk hjælp udløste med krigen mod Israel sidste sommer. Bevægelsen er blevet en magtfaktor det er umuligt for den moderate libanesiske regering at se bort fra. Men omvendt også en faktor der forhindrer en ægte demokratiseringsproces i sekulariseringens navn, der igen er det eneste der på langt sigt kan sikre uafhængighed af Syrien og fred med Israel.

Gaza er fuldt kontrolleret af Hamas-bevægelsen, der i foråret fik den tidligere regerende Fatah-bevægelse elimineret i området og forvist til Vestbredden. Det betød enden på den palæstinensiske samlingsregering og dermed en reel deling af det palæstinensiske selvstyre i en islamistisk Hamas-del i Gaza og en moderat Fatah-del på Vestbredden hvor også den moderate præsident Mahmoud Abbas prøver at tegne den kommende selvstændige stat. Da Hamasbevægelsen ikke vil opgive sin terror mod Israel, boykottes styret fortsat af hele det internationale samfund. Økonomien er derfor brudt sammen. Arbejdsløsheden og fattigdommen er grænseløs. Men fanatismen kender ingen grænser.

På Vestbredden hersker Fatah og Abbas - og viljen til fred og opbygning er stor. Styret støttes af det internationale samfund, herunder også af flertallet af arabiske lande. Og Abbas fører jævnligt samtaler med den israelske ministerpræsident Olmert med henblik på at få gang i den fredsproces der har oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat som et centralt delmål. Om styret vil holde stand over for de islamistiske kræfter der vil en anden vej, er uklart. Men den faktiske deling af det palæstinensiske selvstyre kan meget vel gå hen at blive permanent, hvis ikke Hamas ændrer kurs inden for overskuelig tid.

I hele denne spegede situation er det bemærkelsesværdigt at det shiitiske Iran er blevet en central magtfaktor i regionen. Det er sket i kraft af to forhold: den shiitiske islamismes medvind og det iranske atomprograms trussel mod freden.

USA og Israel kan ikke acceptere at Iran udvikler sit planlagte atomvåben, da det selvsagt vil være den alvorligst tænkelige trussel mod magtbalancen i regionen og Israels eksistens. Iran påberåber sig naturligvis fredelige hensigter, men de kan af gode grunde ikke tages for gode varer. Hvis landet kommer i besiddelse af atomvåbnet - og det kan teknisk ske inden for ganske få år - vil det have et kort på hånden som det uden tvivl vil spille skånselsløst ud mod alle parter i området for at skaffe sig størst mulig indflydelse. Ingen vil da kunne vide, hvad slutresultatet vil blive. USA har derfor - trods sin principielle uvilje mod Iran som en slyngelstat - indledt visse underforhandlinger med regimet. Men sikkert er egentlig kun at alle der har prøvet at forhandle med styret i Teheran, vil gør den erfaring at det ikke er muligt at skille ærlighed fra skrømt.

De arabiske lande frygter den iranske indflydelse, fordi den overalt er en støtte til den shiitiske islamisme og derfor en direkte trussel mod de arabiske landes indre orden og sikkerhed. Af samme grund frygter de arabiske lande også den irakiske uorden, som Iran puster til så godt de kan. Ja, Iran gør det så grundigt, at den irakiske regeringschef Nouri al-Maliki har fundet det nødvendigt at bede alle landets naboer om hjælp, men særligt Tyrkiet og Iran. Den tyrkiske regering måtte al-Maliki love hjælp til nedkæmpelse af kurdiske guerillaer, der opererer fra baser i det nordlige Irak - og det giver ham naturligvis problemer med de irakiske kurdere. Både den tyrkiske og den iranske regering er interesseret i økonomiske aftaler med Irak om bl.a. vand og energi. Den irakiske vicepræsident Parviz Davoudi pointerede også ved sit møde med al-Maliki i Teheran at den islamiske republik Iran altid har gjort en særlig indsats for at støtte og styrke sikkerheden i Irak. Men sandheden er jo, at det primært er iranerne der bevæbner de shiamuslimske militser i Irak der angriber koalitionens såvel som regeringens tropper og sender dødspatruljer ud mod sunnimuslimerne.

Men unægteligt er det et tegn på omvæltningen i Mellemøsten, at Iran nu spiller en så stor rolle, at selv ærkefjenderne vil forhandle med dem.

Som det fremgår af Lars Erslev Andersens, Søren Hoves og Morten Valbjørns bog om 'Nye kolde krige i Mellemøsten' (jf. artiklen Nye Mellemøst-strategier), så er det blevet relevant at betragte de store konflikter i Mellemøsten som en slags kolde krige, der ligesom øst-vest-konflikten efter 2. verdenskrig opretholder en hård og temmelig stabil magtbalance uden at den på noget tidspunkt slår over i deciderede krigeriske overfald. For Mellemøstens vedkommende er det navnlig relevant at se den igangværende magtkamp mellem shia-muslimerne og sunni-muslimerne som en sådan kold krig. Den er nok varm på visse begrænsede områder, fx de nævnte iranske dødspatruljer mod irakiske sunnimuslimer, men så længe den ikke udarter i borgerkrige eller nationalkrige, men holdes i ave på nuværende eller måske ligefrem lidt lavere niveau kan den betragtes som kold. Det er system mod system i en kamp som begge parter håber at vinde ved andre midler end de militære, nemlig ved at hverve proselytter ad propagandaens vej.

Den shiitiske islamisme spiller på de stærke religiøse og de lige så stærke antivestlige følelser. Og har i høj grad held hermed, fordi de vestlige og 'vantro' lande fra kolonialismens tid har ry for overgreb og udnyttelse, og fordi de siden 1948 også har stået som garanter for den forhadte israelske stats opretholdelse. Men islamisterne benytter kynisk den religiøse retorik til at gejle folk op til fanatisk modstand - uden på nogen måde at vise vej til en konstruktiv og for befolkningsflertallet attråværdig udvikling i egne lande.

Samtidigt udnytter man den faktiske asymmetri mellem terrorister eller partisaner på den ene side og terrorbekæmpere eller demokrater og sekularister på den anden side til at få sympatien på egen side. Terroristerne benytter uden skrupler det kneb at skjule sig mellem civilbefolkningen, således at angreb på dem altid går ud over denne civilbefolkning og automatisk vil vække vrede mod terrorbekæmperne.

Det er imidlertid et falsk og katastrofalt forenklet argument Herbert Pundik bruger når han i en kommentar i Politiken postulerer at kampen mellem USA og de iransk inspirerede shiiter står mellem missiler og korancitater, for USA bruger andet end våben i kampen, og islamisterne andet end koranen. Men uligheden er der unægteligt, fordi det er den ensidige islamistiske propaganda af religiøs art der går til hjertet - og ikke de vestlige forestillinger om demokrati.

Men det dybt tragiske i dette misforhold er jo at islamisterne nok i øjeblikket har overtaget når det gælder at vinde sjælene, men at de er totalt uden evne og vilje til at bygge deres egne lande op til samfund der er præget af vækst, frihed og tolerance, altså præcis alt det muslimerne i Mellemøsten misunder den vestlige verden.

Den varme krig mellem Hamas og Fatah i Gaza er et afskrækkende eksempel på hvor selvdestruktiv den islamiske fundamentalisme bliver når alle hensyn viger for det ene at erhverve den absolutte magt der tillader indførelse af shariaen. For så viser det sig, at tolerancen over for anderledes tænkende forsvinder sammen med forsøgene på at give kvinderne ligeberettigelse med mændene. Og hele den økonomiske vækst sættes i stå, fordi pengene bruges til militære formål, samtidigt med at hjælpen fra det internationale samfund sættes over styr, fordi man ikke vil acceptere staten Israels eksistens.

En kvindelig egyptisk kommentaror, Mona Eltahawy, har fornylig (Politiken 6.8.07.) stillet spørgsmålet, hvad de egyptiske krige mod Israel mellem 1948 og 1967 og de efterfølgende 40 års våbenhvile og fred mellem Egypten og Israel egentlig har nyttet. Egypterne har vitterligt engageret sig så meget i den palæstinensiske sag og brugt så megen energi på den, skriver hun, at det nærmer sig en besættelse - og tilsyneladende til ingen verdens nytte. For der er ikke skabt nogen som helst palæstinensisk stat. Tværtimod har man her i sommer endog set hvordan palæstinenserne er blevet hvirvlet ud i borgerkrig i Gaza.

Israelsk besættelse af palæstinensisk land indebærer uanede mængder af lidelse, forarmelse og frustration for det palæstinensiske folk - og dybe sår i samvittigheden for det israelske folk, skriver Eltahawy. Men denne besættelse forklarer efter hendes mening ikke det hensynsløse og ofte korrupte lederskab der synes at være palæstinensernes forbandelse. Palæstinenserne ledes af den sprængfarligt impotente kombination af en svag præsident [Abbas] og en religiøs fanatiker af en ministerpræsident [Gazas Ismail Hanyie]. Og stadigvæk er der intet Palæstina.

Det er hårde ord fra en sympatiserende egypter. Men også nødvendige påpegninger i 2007.

Det er nemlig - som gentagne gange påpeget af Jernesalt - det palæstinensiske had til Israel og den vestlige verden og den palæstinensiske illusion om en retfærdighed der vil føre tiden tilbage til årene før Israels dannelse i 1948 der umuliggør oprettelsen af en suveræn palæstinensisk stat, der kunne leve fredeligt side om side med Israel og gennem hjælp fra det internationale samfund opbygge en levedygtig stat med civil orden og tålelige vilkår for alle. Kun ved at opgive drømmen om Israels udslettelse og dermed flytte al fokus og energi til selve opbygningen af en palæstinensisk stat bliver det muligt at bekæmpe impotens og korruption i egne rækker - og forebygge frustrationer.

Da det samtidigt er den generelle islamiske absolutisme der umuliggør en proces hen mod den relative sekularisering der er forudsætningen for et ægte demokrati med dets beskyttelse af og respekt for mindretal af såvel etnisk og politisk som religiøs og kulturel art, er det klart at vejen ud af moradset og håbløsheden må være en selvbesindelse og selverkendelse der breder sig fra de faktisk eksisterende og virkende, men fåtallige moderate folk til den brede befolkning. Men det store problem er her at de religiøse fanatikere, herunder mange imamer, derved ville miste deres magt og indflydelse.

Det er ganske sigende for oplysningsniveauet blandt almindelige muslimer i Mellemøsten - herunder ikke mindst de mest påvirkelige af dem blandt den arbejdsløse ungdom - at en yderligtgående kuwaitisk imam ved navn sheik Hamid Al-Ali kan vinde tilhængere til selvmordsbombernes eksklusive klub ved på videobånd at udbrede sig i lyriske vendinger om martyrdødens lyksaligheder. Det hedder bl.a.: "Paradiset har otte storslåede porte, som alle der går igennem aldrig forlader. De enkelte porte er udtryk for hvad martyren har opnået; i Paradis vil han nyde uendelig smagfuld mad og drikke i selskab med en elsket hustru. Hun vil overgå din forstand. Hendes hår vil være af silke. I sengen vil hun være både høflig og erfaren. Hun ved alt om samleje. Gennem berøring, blikke og lydhørhed giver hendes vagina aldrig udtryk for hvor meget sex hun har haft. Hun bliv en smuk jomfru igen. Jo mere sex hun får, desto mere kærlighed giver hun - og hun har et smukt smil."

Uanset at videobåndet adskiller sig fra andre med samme formål ved sine udpenslede erotiske detaljer, så bekræftes det, at rekrutteringen af selvmordsterrorister spiller kynisk på de unge arbejdsløse muslimers hede drømme om et seksualliv de ikke kan få i islamiske samfund på jorden. Og det sker skamløst med en retorik der er fuldstændig tom, fordi den i enhver henseende er ord der ingen dokumenterbar relation har til virkeligheden. Hvad der udmales som belønning for destruktive heltegerninger er simpel livsløgn og intet andet. Men som bekendt kan man ifølge Henrik Ibsen ikke tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske uden at tage lykken fra ham. Kendsgerningen er jo i sådanne tilfælde desværre at 'lykken' ikke er en måde at leve det jordiske liv på, men en drøm om et liv i en helt anden og utopisk verden.

I en frisk kommentar til udviklingen i Mellemøsten skriver Herbert Pundik til Politiken (12.8.) at det store spørgsmål er om USA magter at føre en sammenhængende politik der kan dæmme op for en voksende iransk 'soft power'-offensiv, idet han med udgangspunkt i USA's beslutning om at sælge for 20 mia dollar højteknologiske våben til Saudi-Arabien kun kan bekræfte at USA er alle andre overlegen med hensyn til denne 'hard power', men understreger at disse våben ikke kan bekæmpe de iranske våben. Som sædvanligt er der god mening i Pundiks synspunkter, selvom den blændende skribent undertiden falder for fristelsen til nemme postulater og afledte kortslutninger. For sagen er jo at våbnene til Saudi-Arabien overhovedet ikke er tænkt som redskaber til bekæmpelse af Irans åndelige indflydelse i området, men netop som et forsvarsmiddel mod den hard-power-fare der ligger i Irans planlagte atomvåben. USA's aftale med Saudi-Arabien er også udtryk for simpel opbakning til et regime der - hvad man end kan mene om det som diktatur - har haft og stadig har en stabiliserende indflydelse på forholdene i området - og for olieleverancerne til Vesten!

Et væsentligt problem er at USA og Saudi-Arabien arbejder mod hinanden i Irak, selvom Saudi-Arabien er USA's vigtigste allierede blandt de arabiske lande. Det sunnimuslimske Saudi-Arabien støtter nemlig de sunnimuslimske oprørere der bekæmper den irakiske samlingsregering og dermed indirekte USA's bestræbelser på at bevare et intakt, forenet Irak. Reelt er USA kommet i et dybt misforhold til alle sine allierede i den arabiske verden, nemlig foruden Saudi-Arabien også Egypten, Syrien, Jordan og Marokko. For de deler Saudi-Arabiens frygt for det sunnimuslimske mindretals skæbne i et Irak der er domineret af sit shiamuslimske flertal med Iran som aktiv medspiller. Heroverfor står imidlertid et reelt behov for modernisering i disse lande - også i politisk henseende.

Men efter Pundiks pessimistiske mening, så er løbet i virkeligheden kørt. For den eneste 'soft power' USA kan præstere hedder liberalisering, frie valg, frihedsrettigheder og systemskifte til demokrati. Og det er et våben der virker som en boomerang. Den tjener Irans interesser - ved lige præcis at stimulere hele den forlængst vakte følelsesmæssige modstand mod alle vestlige værdier som Iran har været eksponent for lige siden omvæltningen i 1979.

Pundiks pessimisme er forståelig i betragtning af forløbet af udviklingen i Irak de seneste to år, men når han ligefrem kalder Irak en fiktion er han for tidligt ude. Irak er for det første en geografisk størrelse der vil blive liggende hvor det ligger. For det andet har det en årstusind lang historie bag sig der også bliver stående. Men for det tredje og afgørende er sagen om Iraks fremtid slet ikke afgjort endnu. USA trækker sig ikke ud af landet foreløbig, heller ikke når en demokrat bliver præsident. De arabiske lande er ikke interesseret i en irakisk kollaps. Og selvom samlingsregeringen eventuelt må give op og landet midlertidigt vil blive delt i et sunnimuslimsk, et shiitisk og et kurdisk autonomi, så behøver det ikke blive det definitive resultat. For landet vil på længere sigt stå sig ved enhed.

Sagen er endelig også den, at hvis den radikale, overvejende shiitiske islamisme med Irans præstestyre i spidsen virkelig går hen og vinder regionen for sin religiøse absolutisme med absolut magt til præsteskabet og absolut fjendskab mod den vestlige verden, så vil de islamiske lande forblive tilbagestående politisk, kulturelt, socialt og økonomisk. Den vestlige 'soft power' af nævnte art - liberalisering, frie valg, frihedsrettigheder og demokrati - er ikke på længere sigt den iranske islamisme underlegen, men tværtimod den eneste der i og med en relativ, men ægte sekularisering vil være i stand til ad åre at bryde den muslimske verdens uhyggelige tilbageståenhed - trods dens glorværdige historie og trods dens åbenbare intellektuelle potentiale. En tilbageståenhed som efterhånden vil blive mere og mere åbenbar for muslimerne selv, jo mere udviklingen i den øvrige verden trænger igennem deres medier.

Derfor kommer såvel den vestlige som den muslimske verden ikke uden om at forstå at valget ikke står - og på intet tidspunkt siden USA's invasion af Irak i 2003 har stået - mellem islam og kristendommen eller mellem islam og den vestlige kultur, endsige mellem 'soft power' og 'hard power', men mellem en statisk absolutisme der ikke vil acceptere forandring og dynamisk udvikling og en dynamisk sekulær vestlig indstilling der er uadskillelig fra frihed, forandring og relativisering.

Den islamiske verden kan vælge at leve videre i sine livsløgne om paradis og martyrdød, ødelæggelse og terror, så længe de religiøse demagoger har magt over sjælene, men da fravælger den frihed og fremskridt. Den vestlige verden har 'hard power' der kan forhindre islamismen i at brede sig til ikke-muslimske lande med militære midler. Men i sidste ende er det op til muslimerne selv at erkende at den eneste 'soft power' der kan medføre fremadskridende og bæredygtig udvikling er demokratiets og sekulariseringens.

Det springende punkt er og bliver derfor de islamiske landes og befolkningers evne og vilje til selv at betræde den relative sekulariserings vej. Derfor er kampen om Irak og om det palæstinensiske selvstyre langt fra afgjort endnu. Og derfor er Mellemøstens skæbne heller ikke afgjort.
Mellemøsten er fortsat i den store historiske smeltedigel hvor en lutring er mulig.

Jan Jernewicz

Henvisninger: