JERNESALT - Hizbollah05
ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.8.06.
Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet
Efter en måneds krig mellem terrorbevægelsen Hizbollah og staten Israel og samtidige forsøg på at få kampene standset lykkedes det endeligt sent lørdag FNs' Sikkerhedsråd at nå til enighed om resolution nr. 1701, der opfordrer 1) Hizbollah til at standse alle fjendtligheder, 2) Israel til at standse alle offensive militæroperationer øjeblikkeligt og 3) den libanesiske regering til i samarbejde med FN-styrken i Sydlibanon, den såkaldte Unifil, at rykke ind i Sydlibanon og den israelske regering til parallelt hermed at trække sine tropper tilbage.
Vigtigheden af at den libanesiske regering får kontrol over hele det libanesiske territorium er blevet understreget. Støtten til fuld respekt for Den Blå Linje, grænsen mellem Libanon og Israel, er blevet gentaget.
Israel og Libanon opfordres til at støtte en vedvarende våbenhvile og en langsigtet løsning baseret på bl.a. fuld respekt for Den Blå Linje, etableringen af en demilitariseret zone i Sydlibanon og en afvæbning af alle ikke-statslige grupper i Libanon.
Og endelig besluttede rådet at udvide Unifil-styrken til max 15.000 mand med den opgave at overvåge fjendtlighedernes ophør og støtte den libanesiske regering i de nævnte opgaver. Unifil autoriseres udtrykkeligt til at tage alle forholdsregler som skønnes nødvendige for at opfylde missionen.
Unifil, der står for 'United Nations Interim Force in Lebanon', blev oprettet i 1978. Den har i dag et omfang på et par tusinde mand under en fransk generals kommando - og dens opgaver har hidtil været af iagttagende og rapporterende art, men er nu væsentligt udvidet. Dens mandat er nu forlænget foreløbig til 31. august 2007. Men som det fremgår er midlertidighed i FN's regi et vidt begreb. Nærmere om missionen og mandatet under FN's missioner.
Den libanesiske regering accepterede lørdag udkastet, som USA og Frankrig efter intense forhandlinger var nået til enighed om. Den israelske regering godkendte resolutionen søndag, fortsatte sin offensiv op mod Litani-floden, men bebudede indstilling af offensiven mandag morgen. Hizbollah lovede at indstille sine raketangreb på Israel - og i løbet af mandagen kunne det konstateres at løfterne stort set blev holdt.
Israel har åbenlyst undervurderet Hizbollahs styrke og kom følgelig alt for sent i gang med sin landoffensiv. Og det betød at USA fik sværere og sværere ved at trække tiden ud i forhandlingerne med Frankrig om resolutionen.
Resultatet må dog alt i alt nok betegnes som det eneste mulige kompromis der var tåleligt for såvel Israel som Libanon og de af de arabiske lande der helst ikke ser Hizbollahs magtdominans i Libanon - men selvfølglig kunne Kofi Annan ikke lade være med ved vedtagelsen at komme med et moralsk opstød og beklage resolutionens sene vedtagelse. Alle véd dog ellers hvad grunden har været - at USA havde givet Israel grønt lys til at foretage sig det for dem militært-strategisk ønskelige i den tid dette ville tage. Ingen andre var i stand til eller villige til at imødegå Hizbollah - slet ikke FN der ellers gennem resolution 1559 havde pålagt den libanesiske regering at afvæbne den terrororganisation der er en konstant trussel mod Israel. Så Kofi Annans moraliseren - vendt mod USA - er rent hykleri.
Det fremhæves ustandseligt at Israel ikke har været i stand til at standse Hizbollah, og givet er at denne terrororganisation ikke på noget tidspunkt har så meget som overvejet at opgive sin indædte kamp for Israels definitive udslettelse og heller ikke på noget tidspunkt vil komme til at savne Irans støtte hertil, men ligegyldigt hvordan man vender og drejer sagen, så er det vanskeligt at bestride at Israel har opnået den umiddelbare militære svækkelse af Hizbollah som fik denne til foreløbigt at acceptere indstillingen af raketangrebene og dermed også den libanesiske regerings mulighed for en gradvis overtagelse af kontrollen over Sydlibanon i samarbejde med en mere robust FN-styrke. Dette var næppe sket uden Israels offensive svar på Hizbollahs efter alt at dømme meget bevidste og med Iran afstemte provokation. Dermed er bestemt ikke sagt, at Israel har fået mere ud af krigen end Hizbollah har. Ingen af parterne har vundet det militære slag, og hele grundproblemet er ikke kommet som meget som et eneste skridt nærmere en løsning.
Fred ligger selv i bedste fald uendeligt langt ude i fremtidens tåger, men en våbenhvile af en eller anden skrøbelig art er sandsynligvis kommet inden for rækkevidde, så civilbefolkningerne nord og syd for Den Blå Linje igen en tid kan komme til at leve en nogenlunde normal tilværelse. Israelerne i Nord kan forlade deres beskyttelsesrum, og libaneserne i Syd kan efterhånden vende tilbage til deres hjemsteder og med international hjælp begynde genopbygningen af landet. Sårene bliver tilbage - ligesom alle de negative følelser, frygten, hadet og frustrationerne.
Det springende punkt hedder fortsat Hizbollahs fremtidige planer og strategi.
Organisationens overordnede mål er uændret, og lederen Hassan Nasrallah har da også bebudet fortsat kamp mod Israel - og naturligvis erklæret sin egen bevægelse som vinder af krigen.
Givet er også at Israels klare undervurdering af Hizbollahs styrke er ikke så lidt af en propagandatriumf for bevægelsen. Israels premierminister Ehud Olmert kan nok så meget gentage at der ikke længere findes en stat i staten i Libanon, men dette forudsætter jo at FN-resolution 1701 gennemføres til punkt og prikke, og det er der faktisk intet grundlag for at tro. De israelske kommentatorer er mere realistiske og nuancerede i deres bedømmelser - og vil givetvis sørge for debat såvel som kritik af regeringen.
Hizbollah har rent faktisk styrket sin position i den libanesiske befolkning på det følelsesmæssige eller 'symbolpolitiske' plan - takket være israelernes hårde fremfærd og folks forskrækkelse over og afstandtagen fra at krig har civile ofre. Propagandabillederne fra Libanon skal man selvfølgelig ikke hæfte sig alt for meget ved. De store flotte farveplakater med Nazrallahs portræt og slagordet 'Victory!' var fortrykte - og ville være blevet brugt under alle omstændigheder. Men alle iagttagere på stedet melder om øget opbakning til Hizbollah både som militant og som politisk bevægelse.
Afgørende bliver derfor den nu igangskudte og helt uberegnelige magtkamp i Libanon mellem Hizbollah og den libanesiske regering, som er så meget mere uberegnelig som den rækker ind i selve regeringen, fordi Hizbollah er en del af denne - og nu er blevet en stærkere del.
Den officielle regering og regeringsleder har gennem resolution 1701 fået FN's tilsagn om i et snævert samarbejde mellem en udvidet Unifil-styrke på 15000 mand og regeringens egne 15000 mand at få respekteret landets territoriale integritet, suverænitet og politiske uafhængighed såvel som Den Blå Linje. Den får altså på papiret retten til at afvæbne Hizbollah og opretholde en afmilitariseret zone mellem Den Blå Linje og Litanifloden samt forhindre ikke-autoriserede militærforsyninger til landet. Men den får ikke magten dertil, uanset hvor robust Unifil-styrken end måtte blive. For Hizbollah er ikke alene fortsat den dominerende magtfaktor i landet - den vil gennem sin øgede politiske tilslutning blive sværere og sværere at bringe under kontrol fra regeringens side. Alt tyder på at Hizbollah-bevægelsen bevidst - og med befolkningen i ryggen - vil gøre hvad den kan for at omgå FN-resolutionens bestemmelser med alle midler. Og at den vil få held til det.
Den hårde kendsgerning er at Hizbollah er absolut uvillig til at opgive så meget som en tøddel af sine livsløgne og illusioner om Israels udslettelse som selvstændig stat. Kampen mod Israels eksistens er bevægelsens livs- og eksistensbetingelse, og en sådan opgiver man ikke frivilligt. Sandheden er at det overvejende flertal af såvel den libanesiske som den palæstinensiske befolkning i dag er længere fra en realistisk bedømmelse af mulighederne for fred, selvstændighed, frihed, demokrati og sekularisering end de nogensinde har været.
Og det karakteristiske for hele det internationale samfund, inkl. FN's generalsekretær og sikkerhedsråd, er at man end ikke nævner dette centrale problem i hele problemkomplekset med et eneste ord. Kofi Annan har som sædvanligt travlt med formaninger til både de angribende terrororganisationer og den forsvarende stat, men undlader omhyggeligt at nævne trolden ved sit navn: hadet der nærer drømmen om Israels udslettelse.
End ikke den danske udenrigsminister Per Stig Møller kommer i sin tale i sikkerhedsrådet til støtte for resolution 1701 ind på dette grundproblem. Han giver Hizbollah skylden for den aktuelle konflikt, og bebrejder Israel den hårde fremfærd, men han afslog at tale om våbenhvile før Israel havde haft mulighed for forsvarskrig, og gør det klart gældende at tingene ikke kan føres tilbage til status quo ante bellum. Men det psykologiske aspekt nævnes ikke. Det ligger fortsat uden for diplomatiets og udenrigspolitikkens horisont.
Nøjagtigt det samme forhold gælder problemet med Iran og dette lands atomprogram. FN har givet Iran frist til den 31. august med hensyn til at samarbejde, men Iran lader stort set hånt om fristen - og tilslutter sig iøvrigt fuldt ud Hizbollahs kamp mod Israel. Hizbollah er af mange iagttagere blevet udlagt som stedfortræder for Iran i kampen om magten i Mellemøsten - på samme måde som Israel af mange udlægges som stedfortræder for USA. Givet er at vi ser en tilspidsning af modsætningen mellem de kræfter i Mellemøsten der på en og samme gang ønsker islamismen fremmet og al sekulariseret vestlig kultur og indflydelse fjernet. Kommer Iran i besiddelse af atomvåbnet, ændres balancen definitivt i den nu grundigt destabiliserede region - til største ugunst for Israel.
Kampen mod den internationale terrorisme - som de nyligt afværgede terrorangreb i London kun har understreget nødvendigheden af - er på det psykologiske, symbolpolitiske og ideologiske plan blevet sværere efter krigen mellem Hizbollah og Israel. Det rokker ikke ved den kendsgerning at den eneste på lang sigt holdbare fred i regionen går over demokrati og sekularisering, men det ændrer unægteligt ved mulighederne for succes.
Som Lars Erslev har beskrevet det i bogform for nylig, så har verden mistet sin uskyld. Vi befinder os i en både global og lokal kamp mellem to systemer der ikke alene er uforenelige, men også ser grundlæggende forskelligt på selve forandringens nødvendighed. Det er ikke som Huntington har fortolket det et sammenstød mellem kulturerne, men efter Erslevs mening snarere et sammenstød mellem to fortolkningsfællesskaber, nemlig det islamistiske der prioriterer islamisk lov øverst i opfattelsen af samfundsordenen over for det vestlige der ser individuelle frihedsrettigheder som det nødvendige grundlag for orden, sikkerhed og stabilitet. De islamistiske fundamentalister er ydermere imod al forandring, hvorimod det vestlige fortolkningsfællesskab betragter forandring som en selvfølge. Hertil kommer, hvad Erslev går uden om, at fundamentalisterne vil ensretning og entydighed, hvorimod det vestlige fortolkningsfællesskab accepterer og forudsætter selvrefleksion, selvkritik og flertydighed - også når det erklærer kamp mod terrorismen.
Sat ind i denne større sammenhæng så er konflikten mellem Hizbollah og Israel ikke en konflikt der kan løses med FN's resolution nr. 1701, for den kan ikke løses med sikring af en enkelt grænsestrækning eller afmilitarisering af et enkelt grænseområde og hvad dertil måtte høre af militære og andre praktiske foranstaltninger. Der er dybest set tale om et sammenstød mellem to globale fortolkningsfælleskaber der ser fundamentalt forskelligt på frihed, demokrati og sekularisering, og et sådant kan i sidste ende ikke løses på anden måde end at den part der er imod friheden begynder at forstå friheden og at acceptere den. Dette går selvsagt over en erkendelse der involverer dybe følelser, ja i virkeligheden forudsætter 'relativisering', dvs at man går ind i det 'tragediens område hvor det at have ret hører op'. - Jf. Tragedie-synspunktet, Martin Buber og artiklen om Humor og tragedie.
Indtil dette måtte ske - ad veje der inddrager selverkendelse på det dybe plan hvor man bevæger sig væk fra fokuseringen på at have ret og få sin ret og sin vilje - har frihedens og demokratiets besiddere og vogtere intet andet valg end at slås for deres frihed og demokrati. Sådan var det fra 1939 til 1945. Sådan var det under Den kolde krig fra 1946 til 1990. Og sådan vil det være sålænge kampen mod den internationale terrorisme varer.
Det værste der kan ske i denne kamp er om frihedens og demokratiets vogtere og forkæmpere begynder at tvivle på deres egen sag - og i misforstået sympati med de folk der i frustrationer over deres egen ufrihed tyer til udemokratiske kampmetoder ser det som en løsning at give efter for de frustrerede folks krav om indrømmelser. For så har man tabt på forhånd.
Militære midler er indtil videre nødvendige i kampen for frihed og demokrati. Deraf følger naturligvis ikke at diplomatiet på nogen måde skal forsømmes. Ej heller dialog mellem kulturerne. Men som erfaringerne fra Europa i 1939-1990 og fra forhandlingerne med Iran siden 1979 eller med de islamistiske kræfter i Afghanistan, Irak, Libanon og Palæstina har vist, så er dialog nytteløs, så længe den holder sig på det høflige og formelle, diplomatiske eller kulturudvekslende plan. Den fører stort set aldrig til nødvendig selverkendelse. Derfor skal truslen fra Hizbollah, Syrien og Iran lige så lidt undervurderes som truslen fra al Qaeda.
Det er lykkedes Hizbollah at destabilisere Mellemøsten og på trods af ophøret af kamphandlingerne i regionen og FN's forsøg på at bane vej for en våbenhvile at få stigende opbakning til sin kamp mod Israel og demokratiet. Det vil derfor ganske enkelt være naivt at tro at FN's resolution nr. 1701 fører til løsningen af det grundliggende problem.
Ulykken er at man fra det internationale samfunds side ikke har noget bedre at byde på og ikke forstår i hvilken retning dette burde gå.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Link til FN's sikkerhedsråd
Link til Unifil
Link til Det danske udenrigsministerium
Artikler på Jernesalt:
Hizbollah, FN, EU og Israel (28.8.06.
Global borgerkrig eller global inkonsistens? (om Lars Erslevs bog - 21.5.06.)
Gaarder, Israel og kristendommen (11.8.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk? (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn
(31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet? (31.5.06.)
Tragedie-aksiomet
Martin Buber
Humor og tragedie
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
