|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.5.07.Det altødelæggende palæstinensiske hadPå kun få dage er situationen i Palæstina og Libanon blevet væsentligt forværret, så freden både udadtil og indadtil er alvorligt truet, og grunden er ene og alene de uforsonlige radikale islamisters grænseløse had til israelerne og til enhver moderat palæstinenser eller libaneser der tillader sig at gå ind for fred, våbenhvile og måske ligefrem forsoning med Israel. Dette had har eksisteret lige siden staten Israel blev oprettet i 1948. Det har forhindret alle fredsaftaler eller alvorligt mente fredsprocesser, og det torpederer den dag i dag effektivt ethvert forsøg på at få skabt en suveræn palæstinensisk stat med normal civil orden indadtil og fred udadtil. Det blev et stort problem for det palæstinensiske selvstyres Fatah-præsident Mahmoud Abbas og hans bestræbelser på at få oprettet en suveræn palæstinensisk stat gennem aftaler med Israel, at Hamas-bevægelsen i januar 2006 vandt parlamentsvalget (jf. artikel) og Ismail Haynie blev ministerpræsident, for ganske vist er denne leder relativt moderat og indstillet på våbenhvile, men Hamas vil fortsat ikke anerkende staten Israels ret til at eksistere. Men problemet har siden vokset sig større og større, fordi Hamas-bevægelsen er blevet delt, således at der har udskilt sig en kompromisløs anti-israelsk milits der undsiger Haynies våbenhvile-politik og undergraver Abbas' freds-politik og resterne af hans i forvejen meget beskedne autoritet samt sætter udviklingen tilbage til før den saudi-arabiske kong Abdullahs velmente forsøg på at mægle mellem parterne. Den krompromisløse milits er begyndt at skyde raketter ind mod bl.a. den israelske bosættelse Sderot, hvad der naturligvis får den israelske regering til at svare igen med raketangreb på militsens baser. Og dermed er en ny ond spiral sat i sving: Jo flere raketter militsen sender mod israelske bosættelser, jo flere raketter sender israelserne mod Gaza, og jo flere civile bliver dræbt. Følgelig sender militsen endnu flere raketter mod Israel, der ser sig nødsaget til at svare igen.Man kan - som bl.a. Herbert Pundik har gjort i en kommentar til udviklingen (Politiken 20.5.) - tale om Hamas' dobbeltspil, fordi bevægelsen dels er i samlingsregering med Fatah, dels fører krig mod Fatah i Gaza. Og hele dette dobbeltspil gør det klart for ikke mindst den ægyptiske præsident Mubarak at der ikke bliver fred med Israel sålænge Hamas er ved magten. Man kan endvidere pege på, at Libanon nu påny trues af borgerkrig, og denne gang ikke fordi den af Iran støttede Hizbollah-bevægelse fører en anden politik end den officielle libanesiske regering, men fordi den relativt lille, men aldeles kompromisløse og hensynsløse milits af unge palæstinensere, kaldet Fatah al-Islam, fra den store flygtningelejr i Nahr el-Bared i det nordlige Libanon inden for den sidste uges tid er begyndt systematisk at terrorisere lejrens indbyggere, så de må holde sig inden døre eller flygte væk, selvom den libanesiske hær med hjælp fra civile palæstinensere prøver at beskytte dem. Og med i billedet hører, at Irans præsident Ahmadinejad åbenlyst truer Israel med udslettelse, hvis Israel påny - for sin sikkerheds skyld - skulle invadere Gaza for at bekæmpe militsen. Men grundlæggende ses det, at det er det grænseløse had mod Israel der bestemmer de unge palæstinenseres og i videre forstand alle radikale islamisters indædte kamp mod alle fornuftige mennesker der accepterer statens Israels eksistens og derfor ønsker fred og forsoning med Israel for at komme videre i opbygningen af egne suveræne stater med civil orden. Man kommer derfor fortsat ikke uden om at se på hadets dybere årsager og uvæsen. Den direkte oprindelse til palæstinensernes had er naturligvis staten Israels oprettelse i 1948, sådan som denne blev sanktioneret af FN. Resultatet blev palæstinensernes fordrivelse fra deres egne territorier til flygtningelejre forskellige steder - uden at der samtidigt blev sørget for opbygningen af en selvstændig palæstinensisk stat. Flygtningelejrene blev større og større, fordi fødselsraten var høj, men tilværelsen var og blev kummerlig, fordi den for de fleste var uden håb. Hadet mod jøderne og den vestlige verden, der sikrede jøderne deres egen stat, blev holdt i live med alle midler gennem alle årene. Hadet sidder dybt i enhver palæstinenser, men især i alle de frustrerede unge der ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Andre store etniske grupper er gennem tiderne blevet deporteret fra deres hjemlande for at give plads til andre, det gælder bl.a. i Østeuropa. Og som hovedregel kræver alle flygtninge revanche og tilbagevenden - i hvert fald i lang tid. Men efterhånden vil mange af dem indse at situationen er uafvendelig og derfor vil de også begynde at koncentrere sig om opbygningen af en ny tilværelse i deres nye lande. Denne proces tager ofte flere generationer. Men den fremmes, hvis politikerne i de berørte lande og det internationale samfund iøvrigt konsekvent undlader at opretholde eller stimulere flygtningenes illusioner om tilbagevenden. Hadet kan altså overvindes, hvis viljen er til stede til en ny-orientering. Men her er problemet, at hadets uvæsen i allerhøjeste grad består i hvad man kunne kalde en viljesyge, hvilket nærmere betegnet skal forstås som den ufravigelige indstilling at man under alle omstændigheder vil have sin vilje og ikke helmer før man får den, men tværtimod tyer til vold og hærværk eller det der er værre, nemlig det der i den store sammenhæng hedder terror. Denne viljesyge er udbredt hos børn og helt unge mennesker, men bliver som hovedregel modereret ganske betydeligt gennem socialiseringen i puberteten, da moderationen er betingelsen for at kunne indgå i normale relationer på arbejdspladserne og i uddannelsessystemet. De der ikke vil tilegne sig kunsten at gå på kompromis risikerer at forblive uintegrerede og i værste fald at blive kriminelle, som det fx sker for nogle af Ungdomshusets aktivister. Blandt integrerede voksne ses viljesygen især i tendensen til at kræve sin ret og blive ved med at forfølge en sag indtil man får ret. Hertil hjælper i vore dage de udbredte klagemuligheder. Folk vil ikke finde sig i nogetsomhelst og klager og klager over alt, hvor der er mulighed for det, fx også i forbindelse med dødsulykker, hvor pårørende ikke mener at systemet har placeret et ansvar tilstrækkeligt klart og hårdt. Den ødelægger også her ofte enkeltpersoners eller familiers muligheder for at komme videre i livet på konstruktiv vis. Men i politisk henseende betyder viljesygen, at hele etniske grupper og hele nationer låser sig fast i destruktiv kamp for at få ret, selvom det for alle mere nøgternt indstillede mennesker er åbenlyst, at kun moderation, forsoning, kompromis og fred er den eneste vej frem til konstruktive politiske løsninger der kan holde. Jugoslavien er det afskrækkende eksempel i Europas nyere politik på at parternes uforsonlige holdning spærrer for varige løsninger. Mens den netop indgåede aftale om en samlingsregering i Nordirland er et smukt eksempel på at forsoning mellem gamle dødsfjender er mulig. En af betingelserne for at en forsoning kan komme i stand er helt elementært at parterne begynder at føre ægte dialog og at der eksisterer en fri meningsytring og en fri presse. På lidt dybere psykologisk plan må 'viljesygen' opfattes som en ekstrem jeg-orientering, dvs en ekstrem hævdelse af jeget og alt hvad der har skabt jegets identitet, jeget her forstået som den snævreste del af et menneskes personlighed. Uden etablering af og videreudvikling af dette jeg findes ingen individer, og uden individer heller ingen socialisering eller samfundsdannelse eller kultur overhovedet. Så jeget skal altså ikke undertrykkes. Det skal derimod relativiseres, hvis ikke al menneskelig tilværelse skal ende i ren magtkamp. Relativiseringen af jeget er ensbetydende med at jeget giver plads for 'totalpsyken' eller det der i jungiansk teminologi med et lidt uheldigt og let misforståeligt ord hedder 'selvet'. Der skal her henvises til artiklen Jeget og selvet, der nærmere forklarer forskellen, men for en ordens skyld skal lige nævnes, at det er jeget der er egoistisk eller 'selvisk', hvorimod 'selvet' ikke kan være det. At give plads for totalpsyken er igen det samme som at give plads for den åndelige dimension i tilværelsen, den dimension der adskiller sig fra den magtmæssige ved at have føling med alt det der er større end jeget, nemlig det kollektivt ubevidste og de universelle, arketypiske forestillinger. Først gennem følingen med disse forestillinger er det muligt at slippe den indgroede bundethed til jeget og dets magtinteresser. Følingen giver sig praktisk udtryk i at alt det musiske og religiøse i tilværelsen får sin naturlige plads i det enkelte menneskes og kulturfællesskabets dagligdag. Men det kendes også på en almen pragmatisk dialogbaseret indstilling til problemerne - og ikke mindst til at humoren får råderum. Den store jødiske filosof Martin Buber har - som ofte nævnt på disse sider - rammende påpeget at det område om hvilket det gælder at det at have ret er hørt op er det samme som tragediens område. Det kan måske lyde mærkeligt - som om det skulle være nødvendigt at søge ind i noget sørgeligt. Men dybest set er det tragiske ikke det samme som det sørgelige, men derimod netop det forhold at vi ikke får vores vilje. Men da vi ikke opgiver vores vilje til at have ret frivilligt, kommer visdommen - ligesom sorgen - altid kun over os mod vores vilje. Og heri ligger det tragiske. Hadets uvæsen ligger i den fuldstændigt ensidige fokusering på det at få ret og revanche. Hadets overvindelse forudsætter derfor altid at man flytter sin centrale fokusering fra jeget til selvet, hvilket igen vil sige at man relativiserer jeget. På det store sociale og nationale plan vil en sådan relativisering sige det samme som en almengørelse af selvet, altså de manges relativisering af jeget. Dette er imidlertid en uoverstigelig hurdle for alle der er opslugt af hadet til andre og forblindet af deres egen destruktivitet og de ødelæggelser den medfører. Den stigende radikalisering af islamismen er et tegn på at det for øjeblikket går den forkerte vej med relativiseringen af jeg'erne i den muslimske verden. Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at asymmetrien mellem terrorister og ikke-terrorister i verden giver terrorister fordele, fordi de ved at blande sig med civilbefolkningerne får sympatien på deres side hver gang ikke-terroristerne slår til imod dem. Men løsningen hedder ikke at give efter for terroren og hadet, men at vise vej til fred og forsoning - og muliggøre forståelsen for at opgivelsen af retten og revanchen, trods det tragiske heri, er det eneste der indebærer mulighed for opbygning i stedet for nedbrydning. Det er for tiden ikke politisk korrekt overhovedet at nævne at der er principiel forskel på kristendom og islam, men det er ikke destomindre tilfældet, for islam er og har lige fra sin oprindelse været en politisk religion mere end nogen anden religion, hvorimod kristendommen i helt udogmatisk forstand lige fra sin oprindelse og i hele sin grundlæggende selvforståelse har været en apolitisk religion med vægt på den åndelige dimension og de universelle arketypiske forestillinger. Det vender vi tilbage til pinsedag med en artikel om jeg-relativisering som del af det Jes Bertelsen kalder 'Kristusprocessen'. Her skal til slut blot fastslås at fred og demokrati i Mellemøsten ikke bliver mulig før parterne får gjort op med deres eget had. Jan Jernewicz Henvisninger: Mellemøstlig destruktivitet (18.6.07.) Hamas, hadet og humoren (14.4.06.) Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg: Volden eller dialogen, opbygningen og freden Hamas, Sharon og Bush (21.4.04.) Nye Mellemøst-strategier (02.5.07.) Hizbollah, FN, EU og Israel (28.8.06.) Kampene standset i Sydlibanon - men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet (16.8.06.) Gaarder, Israel og kristendommen (11.8.06.) Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma (2.8.06.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.07.) Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten (27.7.06.) Hizbollah destabiliserer Mellemøsten (18.7.06.) Jeget og selvet Martin Buber Tragedie-aksiomet Jes Bertelsen Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Humor Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |