JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende26kristusproc

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.5.07.

Jeg-relativisering, historie og kristendom

Jødedom og islam er i modsætningen til kristendommen 'lovreligioner', og det vil sige, at de grundlæggende bygger på en lang række love og regler som deres tilhængere skal overholde for at blive betragtet som sande jøder og muslimer. For jødedommens vedkommende stammer lovene fra Moses og de fem Mosebøger (under ét kaldet Thorah'en der netop betyder Loven) og for islams vedkommende fra Muhammed og Koranen. I begge tilfælde er der tale om overordentligt mange og nøje specificerede regler som så vidt muligt skal efterleves i hverdagen eller til højtiderne. Det gælder fx kravet om omskæring af drengebørn, kravet om overholdelse af bestemte spise- og hygiejneregler og af sabbaten - eller for islams vedkommende kravet om overholdelse af tidebønnerne, den årlige fastemåned (ramadanen) og pilgrimsrejse til Mekka mindst én gang i livet.

For jødedommens vedkommende er det velkendt at overholdelsen af lovene var forudsætningen for at blive anset som retfærdig i Guds øjne og dermed som modtager af hans nåde eller velbehag. En mands retfærdighed kunne direkte måles på hans jordiske lykke og velstand. Derfor kunne en mand som Job ikke forstå at han blev ramt af alle mulige ulykker, eftersom han altid havde levet i overensstemmelse med loven. Op mod vor tidsregnings begyndelse, nærmere betegnet omkring 160 f.K., dukkede en fromhedsretning op der kaldtes farisæerne og som krævede ubetinget accept af reglerne i Thorah, men dog tillod udlægning af reglerne efter den mundtlige, af rabbinerne gennem tiderne udviklede tradition. Men farisæismen havde i starten en tendens til at kræve streng overholdelse af alle regler, fx. om sabbatens overholdelse, så den havnede i en rigorisme der for de fleste var umulig at leve op til og derfor medførte den skinhellighed vi nu om dage forbinder med udtrykket 'farisæisme'.

Den afgørende reaktion mod farisæismen kom fra Jesus, der bl.a. slog fast at mennesket var herre over sabbatten og iøvrigt også kunne svare skat til den romerske øvrighed uden at forråde sin religion. Men først og fremmest undsagde Jesus totalt den gamle jødiske grundforestilling om at mennesket ene og alene kunne gøre sig fortjent til Guds nåde gennem et retfærdigt liv og levned. Jesus tillod sig til farisæernes store forargelse den uhyre frækhed at tilgive syndsnedtrykte mennesker deres skyld uden videre - bare de kom til ham og bad ham gøre det. Og dette blev det afgørende brud med jødedommen og dermed en helt ny religions opståen, den religion der efter Jesus død og hans opstandelse i sindene som Kristus-arketype kom til at hedde kristendommen.

Da flertallet af kristne i begyndelse var omskårne jøder, blev der naturligvis straks uenighed om hvorvidt kristendommen kun var for de omskårne eller for alle. Paulus holdt på det sidste og derved blev det. Det var også ham der formulerede kristendommens grundsætning, at menneskets frelse ikke sker ved gerningerne (overholdelsen af loven), men alene ved troen. Men han havde svært ved at forklare, hvorfor de kristne så alligevel skulle prøve at overholde lovene. Og denne strid varede ved gennem det kristne Europas historie lige til Martin Luther skar igennem og rev den nordeuropæiske kirke fri af katolicismens autoritære system der forvaltede sakramenterne på en sådan måde at kirken bevarede magten over sindene og bl.a. kunne sælge aflad (syndsforladelse) for penge. Men det er en historie for sig.

Det samme gælder den umiddelbare konsekvens for det enkelte menneske. Her siger kristendommen, at Guds nåde er gratis og altså hverken forudsætter gerninger af nogen art eller antagelse af bestemte dogmer. Er det enkelte menneske fortvivlet og knuget af følelsen af utilstrækkelighed eller ligefrem syndsbevidsthed, kan det til enhver tid få velsignelsen og dermed få slettet fortvivlelsen. En amerikansk psykoanalytiker som Thomas A. Harris har påpeget at følelsen af utilstrækkelighed - eller oprør mod den forældreautoritet der indgiver denne følelse - er det første psykologiske 'spil' (transaktionsspil) i livet, og at selve den religiøse grundoplevelse derfor til alle tider har været at blivet accepteret uden betingelse og dermed undslippe autoriteternes dom. Men det lader vi også ligge her.

Det interesante ved det store historiske forløb er at processen fra jødedommens lovreligion til kristendommens nådes- eller barmhjertighedsreligion ikke blot kan belyses teologisk og religionssociologisk, men også dybdepsykologisk. Det har blandt andre den danske idéhistoriker, bevidsthedsforsker og terapeut Jes Bertelsen gjort i bogen 'Kristusprocessen', og hans hovedsynspunkter skal her skitseres med henblik på at understrege at det har den allerstørste historiske betydning om menneskene satser helt og holdent på en styrkelse af deres jeg'er eller om de er i stand til at flytte fokuseringen mere over på totalpsyken eller det der i jungiansk psykologi kaldes 'selvet'.

Forskellen mellem jeget og selvet fremgår af artiklen Jeget og selvet. Her skal blot fremhæves følgende: Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og miljø og med hele den identitet der er knyttet til ens opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. Den hænger endvidere sammen med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger. - Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70-85 år. Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne -i visse situationer udvidet til "stammen" eller nationen. - Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden. Det har en klar mental eller intellektuel funktion.

Selvet er det samme som totalpsyken. For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Selvets horisont er videre end jegets: Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom.

Bertelsen påpeger nu i 'Kristusprocessen' at jegdannelsesprocesserne har været nødvendige for individernes og folkenes overlevelse og forplatning i evolutionen. Og processerne har taget årtusinder af tid på grundlag af store arketypiske lovgiveres indsats. Love tjener til at regulere instinkter, drift og emotioner, og religionens idé og mål på dette første evolutionstrin er derfor så at sige at sanktionere loven og dermed 'jegets almengørelse' ved at dæmme op for driften.

For jødedommens vedkommende var Moses den arketypiske lovgiver hvis profetiske kraft blev vendt ind i jegdannelsen. I Moses-skikelsen ser vi, ifølge Bertelsen, kampen for at skabe jegcivilisation. Moses - og senere profeten Elias - var magiske jegfigurer, ligesom Jahve i denne sammenhæng er at betragte som et arketypisk jeg, fuld af vrede og hævngerrighed mod sine fjender, men fuld af gaver og gunstbevisninger til dem der holder sig til ham. Det gamle Testamente er således også en historie om en socialiseringsproces fra det dyriske menneske til det mentale menneske, fra drifter til kontrolleret jegfunktion, hvor emotionerne - i hvert fald hos lederne - er underkastet tankens og overordnede hensyns kontrol. Det spirituelle spiller kun indirekte ind som i selve den energi- eller bevidsthedstransmission på bjerget Sinai hvor Moses i en form for åbenbaring fik overrakt lovens tavler af Jahve, hvad der også betød stiftelsen af en særpagt mellem Jahve og israelerne.

Med kristendommen kommer noget emergent nyt til i evolutionen, idet Jesu forklarelse på Tabor-bjerget var af en helt anden art end Moses' åbenbaring på Sinai. Kernepunktet i Jesu forklarelse er dybdepsykologisk set at 'selvet' bliver virkeliggjort i Jesus, således at han bliver vågen i et højere bevidsthedsniveau end Moses og profeterne eller andre religionsvejledere før ham. Han kaldte sig selv 'menneskesønnen', men menneskesønnen er netop i jødedommen at forstå som arketypen på en himmelsk eller transcendent og forsat aktivt virkende eksistens. Selvet når hos Jesus hvad der kaldes 'det åbne felts niveau', hvor der sker en vedvarende energioverførelse til jegets mentale, emotionelle og instinktive niveauer - og til andre mennesker. Jesus blev dermed begyndelsen på en proces fra jeget og loven til kærligheden, barmhjertigheden og selvet.

Bertelsen kommer ind på forholdet til buddhismen, der også er et led i den menneskelige bevidsthedsevolution. Han siger herom, at mens Buddha bar lyset ind i bevidstheden og virkede klarhed, så bar Kristus lyset ind i hjertet og virkede kærlighed. Hvad Buddha påbegyndte, videreførte Kristus. Når den gamle, men stadigt aktive Buddhaproces befrugtes af Kristusprocessen, vil næstekærligheden og selvet mødes og forenes med kærlighedens lys i hjertet.

I den katolske kristendom findes to sideordnede baner, den mere almene, ydre eller eksoteriske der har med kirken og menigheden at gøre, og den mere krævende, indre eller esoteriske der har med klosterbevægelsen og mystikertraditionen at gøre. Men den protestantiske kristendom, hvis fortjeneste det var at gøre op med et altdominerende kirkeligt magthierarki og genindføre det direkte forhold mellem Gud og mennesket, ryddede klosterbevægelsen og mystikken ud med hele den pavelige autoritet og postulatet om stedfortræderrollen for Gud. Men denne skånselsløse udryddelse var uheldig, fordi den skabte ubalance i det religiøse liv. Behovet for at praktisere bøn, meditation og åndelige øvelser for at muliggøre modtagelsen af Kristusenergien blev ikke imødekommet. Den mystiske tradition - som overvejende hænger sammen med den gnostiske tradition og indsigt - blev undsagt og forsømt. Den kendes dog fra gammel tid fra Johannesevangeliet der på flere punkter adskiller sig fra de tre synoptiske evangelier (Mattæus, Markus og Lukas), men den er også dukket op i nyere tid med fundet af Thomasevangeliet. Og den kendes naturligvis stadigvæk hos de store katolske mystikere som Frans af Assisi, Mester Eckehart eller Teresa af Avila.

Den mystiske tradition med dens veje til dybere selverkendelse, til energitransmission og dermed til opnåelse af den vedvarende, udødelige fællesbevidsthed, er ifølge Bertelsen betingelsen for fuldt ud at indløse potentialet i Kristusskikkelsen og -energien. Og dermed i sidste ende for at forstærke den Kristusproces der kan føre videre til den 'almengørelse af selvet' hvor ikke bare ledere, men menigmand har fokus i selvet og ikke i jeget.

Det er klart at forestillinger som disse er fremmedartede for alle der ikke har nogensomhelst personlig erfaring med meditation i en eller anden form. Omvendt må mange, der er tilstrækkeligt åbne for erkendelsen af at det kollektivt ubevidste til alle tider spiller en langt større rolle for såvel det religiøse som det kulturelle liv end en-dimensionale rationalister vil være ved, formodes også i en eller anden grad at være åbne for den mulighed at den store historiske proces vi er dele af, men aldrig helt kan overskue eller gennemskue, påvirkes af disse kollektivt ubevidste kræfter.

Det turde blandt andet være temmeligt indlysende, at der aldrig vil findes farbare veje ud af de voldsomme og ødelæggende krige eller sammenstød mellem nationale, etniske, religiøse eller ideologiske grupper og systemer vi oplever i vor tid, så længe disse alene holder sig til en forstærkning af de snævre identitetsdannelser der ligger omkring jegerne i dybdepsykologisk forstand, dvs omkring klaner, stammer og etniske eller religiøse grupper. Fred og forsoning og dermed tilvejebringelse af nye fælles muligheder for civil orden og fremskridt, frihed og demokrati i bredere forstand synes identisk med den 'almengørelse af selvet' som i dybdepsykologisk forstand betyder relativisering af jeget.

Folkene og deres politiske og religiøse ledere skal naturligvis ikke slippe de tøjler der betyder at 'jegerne' eller de snævre etniske eller nationale identitetsfælleskaber kan fungere med et passende mål af lov, orden og sammenhæng, men de kommer omvendt heller ikke videre henimod større og mere åbne fællesskaber der kan fungere på både ordenens og frihedens betingelser, medmindre de får en større horisont og opgiver deres alt for snævre magtinteresser til fordel for overordnede hensyn.

For undertegnede er det indlysende at kristendommen her har et potentiale der er langt større end både islams og ateismens, forudsat at man ikke ser kristendommen som et snævert kirkeligt eller dogmatisk anliggende der styres efter magtinteresser. Forudsætningen er med andre ord, at de europæiske landes politiske og religiøse ledere begynder at fatte religionens dybeste, ikke-dogmatiske funktion og begynder at søge føling med de universelle arketypiske forestillinger og de enorme værdier og kræfter der ligger i disse.

De politiske og religiøse ledere der ikke forstår dette, vil ikke kunne vise vej til en løsning af de store og stigende problemer der netop i disse år kendetegner den vestlige verden i dens konfrontation med den islamiske. Det drejer sig slet ikke om at bandlyse eller mistænkeliggøre islam, eller om at kristendommen i kirkelig/dogmatisk forstand skal vinde over islam. Men det drejer sig om at få føling med de potentialer som særligt kristendommen dybdepsykologisk set er i besiddelse af - med henblik på at forstærke de processer i det store historiske forløb som kan skubbe udviklingen videre - væk fra den ødelæggende selvhævdelse, henimod et mere konstruktivt fællesskab på nyt grundlag.

Ledernes ansvar er stort, og det er derfor en meget dårlig strategi fra deres side at betragte religion som en privatsag. Og det er også en misforståelse af sekulariseringsprincippet. Men omvendt gælder også at folkene, de almindelige borgere, har deres del af ansvaret for udviklingen ved at forstå hvad sagen historisk set drejer sig om og derudfra klart modsætte sig al tendens til at svigte den religiøse, ikke-dogmatiske eller helhedsrealistiske indstilling, og i stedet leve op til dens etiske krav og dyrke den umiddelbare føling med de afgørende arketypiske forestillinger.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)

Den tredje vej til religionsanskuelse  (18.2.05.)
Kristendommen passé? - eller har den potentiale til fornyelse?
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Helhedsrealismen

Se også afsnittene i Værdimanifestet om: Religion og Psykologi

Peer Sendemands rubrik: Klik