JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - blair

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.7.07.

Tony Blair's nye mission

Den detroniserede britiske Labour-leder og premierminister Tony Blair må siges at være en af Irak-krigens største tabere på den politiske lederfront - om ikke den allerstørste. Den største er for en umiddelbar betragtning naturligvis George W. Bush, der dykker længere og længere ned i populariteten i sit hjemland, men han ville jo under ingen omstændigheder kunne genvælges efter sine to perioder som præsident. Det kunne Tony Blair i hvert fald teoretisk, men hans dyk i meningsmålingerne fik allerede sidste år partiledelse og -medlemmer til at indse at eneste chance for skaffe en valgsejr mere i hus var at skifte formanden ud.

Det er altså et temmeligt forsmædeligt nederlag den ellers nyskabende, veltalende og karismatiske Blair har måttet lide, endda i en alder af kun 54. Han blev partiformand i 1994, da forgængeren døde, og kom til magten ved en sikker sejr i 1997 i tæt samarbejde med sin efterfølger, Gordon Brown, om det fælles program de kaldte 'den tredje vej'. Det brød med den forældede socialistiske linje med fokus på nationaliseringer og sikrede tilslutning fra midtervælgerne på grund af kombinationen af liberal og global markedsøkonomi og en sikring af velfærdsstaten. I 2001 blev Blair genvalgt på sit program om 'Ambitions for Britain'. Økonomien gik godt, og de konservative var et splittet parti der flere gange måtte skifte formand. Blair engagerede sig både i EU og i verdenspolitikken - og hans spindoktorer sørgede for den bedst mulige pressedækning. Men deltagelsen i den amerikansk ledede koalition mod Saddam Hussein i 2003 kom til at koste ham dyrt, fordi krigen gik dårligere og dårligere. Det lykkedes ham at blive genvalgt i 2006, fordi den daværende Tory-leder var for svag en modstander, men Blair bebudede at han ikke ville stille op en fjerde gang - og det skabte et konstant pres mod ham for at få ham til at afgive magten nu og her, så den nye formand partiet valgte kunne få en rimelig chance for at konsolidere magten.

Finansminister Gordon Brown var oplagt kandidat, men forholdet mellem ham og Blair var betydeligt kølnet, så Blair ikke uden videre ville anbefale Brown som kandidat. Han blev dog valgt på partiets årsmøde, og Blair blev presset til at fastsætte en dato for sin tilbagetræden: 28.6.07. Men det holdt hårdt og viser hvor bittert det er for en toppolitiker at måtte forlade arenaen fra den ene dag til den anden. De slår sig gevaldigt i tøjret - som vi har set det med Poul Nyrup Rasmussen efter at han blev tvunget ud efter et valgnederlag.

Der fremkom forskellige forlydender om en international toppost til Tony Blair, og resultatet er foreløbigt blevet den særlige opgave som udsending i Mellemøsten for den såkaldte kvartet af USA, Rusland, FN og EU. Han får kontorer i Jerusalem og i Ramallah på Vestbredden, men af gode grunde ikke i Gaza. Opgaven bliver primært af få det splittede palæstinensiske folk til at genforene sig i fælles kamp for en stat - i stedet for at underminere mulighederne ved indbyrdes krig mellem Hamas-bevægelsen under Ismail Haniyeh og Fatah-bevægelsen under præsident Ahmoud Abbas.

Inden sin afgang nåede Tony Blair at få gjort forfatteren af 'De sataniske vers' Salman Rushdie til ridder, og den slags går ikke stille af som en blot og bar national anerkendelse af et stort engelsk forfatterskab, men vækker automatisk anstød og afsky blandt muslimer verden over - ganske som de uskyldige danske Muhammed-tegninger, fordi muslimerne fortsat ikke accepterer vestlig ytringsfrihed eller overhovedet retten til at kritisere islam og gøre grin med profeten, og fordi de iøvrigt ikke har glemt Ayatollah Khomeinis gamle fatwa over Rushdie fra 1989.

Reaktionen er foreløbigt blevet flere delvis mislykkede, men yderst alvorlige selvmordsbomber mod mål i England og Skotland. Disse trusler må den nye regering tage sig af - med en udenrigsminister og en indenrigsminister der er uden erfaring på deres ressort, og en premierminister der heller ikke er vant til at beskæftige sig med den slags. Men skotten Gordon Brown har ikke tøvet med at erklære at briterne ikke lader sig intimidere. Han har lovet jagt på terroristerne - og har heller ikke forsømt at pointere, at kampen mod terrorismen ikke blot kræver politi- og efterretningsindsats, men også påvirkning af sindelag (minds and hearts). Og det sidste er ikke alene meget vigtigt, men kan formentlig også indirekte tages som en opbakning til og forståelse for Blair's vanskelige mission i Mellemøsten.

Situationen i hele Mellemøsten er kritisk - efter stigende regeringsvanskeligheder i Irak, Libanon og Palæstina samt den stærkt øgede generelle trussel fra radikaliseret shiitisk side. Alt imens Iran øger sin indflydelse prøver de arabiske stater at opretholde en balance. Rusland og EU ser til fra sidelinjen, mens USA stort set bøjer sig for den israelske præsident Olmerts stejle politik. Præsident Bush synes, stik imod Bush-doktrinen, at blande sig temmeligt opgivende udenom - og udenrigsminister Rice nøjes med gode råd og anbefalinger på sine pligtrejser til regionen. Den får nærmest lov at sejle - så vanvittige forekommer folk dernede. Den der træder ind i regionen, må lade håbet blive hjemme.

Helt grotesk er situationen i Palæstina blevet efter at Hamas-bevægelsen i Gaza-striben har gennemført sin effektive offensiv mod Fatah-bevægelsen, sådan at Fatah-folkene er drevet ud af området og samlingsregeringen for hele den palæstinensiske befolkning er brudt sammen. Hamas har nu kontrol med hele Gaza-striben, mens præsident Abbas og Fatah har magten på Vestbredden. De vestlige lande og Israel er begyndt at genåbne pengestrømmen til Fatah, men boykotter stadig Hamas, hvad der igen betyder at Gaza-palæstinenserne får det værre og værre dag for dag, mens befolkningen på Vestbredden dog kan se hen til forbedring af deres kår. Det hjælper blot ikke på radikaliseringen andre steder.

I denne situation er det at Tony Blair på USA-EU-FN-Rusland-kvartettens vegne skal forsøge at råde bod på Hamas's bevidste og målrettede sabotage af samlingsregeringen og dens støtte til præsident Abbas i kampen for at genoptage fredsprocessen. Opgaven bedømmes af de fleste iagttagere, herunder Herbert Pundik, som simpelthen umulig, fordi Blair er belastet af sin fortid som allieret med Bush, sin indiskutable støtte til Israel og kvartettens fortsatte boykot af Hamas. Pundik mener at alt dette udelukker den palæstinensiske befolknings tillid til Blair - og når hertil kommer at der intet håb er om israelske indrømmelser, så indskrænker Blairs muligheder sig tilsyneladende til at han kan hjælpe Abbas med at bevare kontrollen over Vestbredden. Pundik mener ligefrem at Blairs udnævnelse er dårligt nyt, fordi det signalerer at Bush har opgivet hele tabernaklet og overladt det til Europa. Men dette forekommer at være en forhastet slutning.

Det er naturligvis ikke Blairs kvalifikationer der bestrides. Han er godt inde i sagerne og er en dygtig, smidig og tålmodig forhandler, hvad hans mægling mellem katolikker og protestanter i Nordirland viste. Det var ikke så lidt af en bedrift at få Sinn Fein under Gerry Adams og Ulster-unionisterne under en tilsyneladende totalt forstokket Ian Paisley til at danne samlingsregering. Men spørgsmålet er om Blair kan bruge sine erfaringer herfra til den nye opgave. Han har i hvert fald mange odds imod sig, fordi de ekstreme muslimer som Hamas-folkene på forhånd tager afstand fra ham. Men den barske realitet er jo, at de ekstreme muslimer vil tage afstand fra en hvilken som helst vestlig politiker der går ind i orkanens øje uden på forhånd at melde ud at orkanen har ret.

En fornuftig kommentator som Politikens Anders Jerichow har meget rigtigt slået fast, at det ikke er gentagelse af gode forslag om en to-stats-løsning der kan bane vej for en løsning, men en løsning af den psykologiske knude, så israelerne ikke bliver ved at stole blindt på deres militære overlegenhed eller palæstinenserne på at deres intifada i det lange løb nedbryder Israel. Det er nationale og religiøse fanatikere på begge sider der spænder ben for de nødvendige kompromiser - og dem der på en eller anden skal bringes på bedre tanker. For Blairs vedkommende bliver det afgørende derfor ifølge Jerichow hvor stor opbakning han får af kvartetten - eller endog hvor alvorligt de overhovedet tager ham i kvartetten! Også dette forekommer dog at være en fejlbedømmelse.

Hovedproblemet i Mellemøsten er og bliver det palæstinensiske had mod israelerne og den israelske stat samt mod alle der hævder Israels ret til at eksistere som selvstændig stat i regionen. Hadet betyder et absolut nej til anerkendelsen af Israels eksistens og dermed en absolut udelukkelse af enhver form for to-statsløsning, selvom en sådan er en særdeles realistisk mulighed som vil give sikkerhed og fred til genopbygningen i hele regionen. Hadet forsvinder ikke ved nogen form for medhold eller indrømmelser til de mere og mere radikaliserede kræfter der ønsker udslettelse af Israel. Det forsvinder ene og alene ved en ægte og dybtgående sindelagsændring, hvad der igen vil sige ved selvovervindelse.

Men her er ulykken den, at de ekstremt radikaliserede muslimer ingen forestillinger har om en sådan ændring, og desværre også at islam som overordnet religiøs fortolkningsideologi ikke giver megen basis for inspiration til denne ændring - om overhovedet nogen.

I Mellemøsten generelt og i Palæstina i særdeleshed støtter islam først og fremmest de troende muslimers kamp for at sikre deres religion den absolutte magt i hele deres region. Det betyder en fanatisme der ingen grænser kender - og et had der altid søger afløb mod fjenden uden respekt for anderledes tænkende eller hensyn til nuancer i religionsfortolkningen.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at stater hvor islam bliver det religiøse fundament for den absolutte politiske magt aldrig vil acceptere Israels eksistens. Og derfor kan det også slås fast med sikkerhed, at det vil blive en katastrofe for Israel, hvis shiiterne vinder denne absolutte magt i nabostaterne, eller hvis en shiitisk stat som Iran får atomvåben. Vestlige lande kan ikke acceptere en sådan udvikling uden at undergrave deres egen eksistens, frihed og kultur.

Set i dette lys har Tony Blairs mission i Mellemøsten en langt videre betydning end den at få genoptaget kvartettens hidtil mislykkede bestræbelser på at holde fredsprocessen i gang som en endeløs mødeproces uden reelle fremskridt. Den dybere betydning ligger i mulighederne for at påvirke sindelagene hos de mest fanatiske af parterne i konflikten, og her er det ikke uden betydning at Tony Blair er et religiøst menneske i dybere forstand. For det indebærer reelt at han - i modsætning til alle andre europæiske toppolitikere - forstår at religionen ikke kan adskilles totalt fra politik, fordi den primært er en åndsdimension som politikken ikke kan undvære uden at den bliver kold og kynisk magtpolitik.

I medierne tager man ikke dette aspekt af religionen alvorligt, og derfor griner man for det meste af Tony Blairs religiøsitet og det forhold at han inden sin afgang som premierminister var i audiens hos paven i Rom, og ikke mindst af at han skulle være på vej over til den katolicisme som hans hustru og børn tilhører. Men hans religiøsitet er i virkeligheden udtryk for at han - som kun få toppolitikere - er et helt menneske, og at han hele tiden har opfattet sit historiske ansvar dybt religiøst, også når det gælder kampen mod terrorismen og tilslutningen til krigen mod Saddam Hussein.

Det var i virkeligheden som religiøst menneske hans kvalifikationer som mægler i Nordirland lå, og det er her de ligger i hans nye mission. Det er langt fra givet, at Tony Blair kan komme nogen vegne i Mellemøsten, for han er som sagt oppe imod enorme odds. Men ingen anden ville kunne gøre det bedre end han. Derfor bør den detroniserede britiske premierminister i det mindste hilses med både respekt og forhåbninger fra europæisk side. Han er en betydeligt større statsmand end rygtet vil vide og meningsmålingerne angiver.

Jan Jernewicz

Henvisninger: