JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - iran01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.4.07.

Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?

Gidseltagninger i Mellemøsten er ikke unormale, og Irans nyeste udåd i genren heller ikke. Umiddelbart vækker den mindelser om den store gidselaffære i 1979, hvor militante tilhængere af det nye præstestyre i Iran tog 52 amerikanere som gidsler og holdt dem som fanger på den amerikanske ambassade i Teheran i over et år. Men forskellen er markant. For dengang skulle aktionen markere et klart brud med alt amerikansk uvæsen og førte da også til præsident Carters fald og ophøret af enhver diplomatisk forbindelse mellem USA og Iran samt amerikansk blacklistning af Iran og amerikansk støtte til Saddam Husseins Irak i krigen mellem Irak og Iran.

I år var der tale om 15 britiske mariesoldater i en lille inspektionsbåd der blev opbragt af svært bevæbnede iranske marinefartøjer i det nordligste område af den Persiske Golf, det område der hedder Shatt al-Arab og er det fælles udløb for floderne Eufrat og Tigris. Briterne vogter grænsen for at forhindre våben- og menneskesmugling fra Iran til Irak, og de hævder at have holdt sig inden for irakisk territorium. Men iranerne mener noget andet, og begge parter har for så vidt retten på deres side, fordi der er uenighed om grænsedragningen og har været det lige siden iranerne opsagde aftalen af 1975 mellem Saddam Hussein og det daværende iranske statoverhoved, shahen. Et af problemerne er at en del af grænsen dengang blev defineret i forhold til største vanddybde - og da denne ændrer sig over tid, er grænsen altså slet ikke fast.

Dette ville naturligvis under normale forhold ikke spille den store rolle, men af en vis grund slog styret i Teheran til den 25. marts og kaprede den britiske båd med så massiv overmagt at den britiske kaptajn på forhånd opgav al modstand. Briterne blev ført til en af Revolutionsgardens kaserner i Teheran - og efter et par helligdages forløb vist frem på iransk fjernsyn. De fortalte - som det også umiddelbart fremgik af deres fremtoning - at de havde det godt. Men de indrømmede og undskyldte mistænkeligt nok også at de havde været inde på iransk terroritorium da de blev antastet. Og de opfordrede regeringen hjemme i London til at trække alle tropper væk fra Irak. Særligt bemærkelsesværdigt var naturligvis det kvindelige medlem af marineenheden, for hun var - lidet militært - forsynet med et tørklæde om hovedet.

Den engelske marine og regering bestred alle påstande om krænkelse af iransk terroritorium og krævede øjeblikkelig løsladelse af alle gidslerne. Regeringen truede med diplomatiske sanktioner. FN's Sikkerhedsråd kom på grund af Kinas og Ruslands modstand kun med en meget udvandet protest, mens EU's udenrigsministre vedtog en enstemmig fordømmelse. Også præsident Bush tog naturligvis afstand fra gidseltagningen og skal have tilbudt militær indgriben, som briterne imidlertid udtrykkeligt skal have frabedt sig. Det fremgik af de forsigtige kommentarer fra den britisk regerings side at Tony Blair for alt i verden ville have sine soldater helskindede hjem hurtigst muligt. Han undlod derfor alt der kunne ophidse modparten, men understregede samtidigt at regeringen ikke forhandlede med iranerne. Det betød at man af principielle grunde ikke indlod sig på direkte forhandlinger med fjenden, men lod mæglere om at finde en udvej ad skjulte kanaler.

Slutresultatet blev en sjælden triumf for den iranske præsident Ahmadinejad, for han holdt den 4. april en længere, fjernesynstransmitteret tale som han kunne afslutte med en erklæring om omgående løsladelse af de 15 britiske soldater. Denne gestus var bevis på iranernes storsindethed, og han håbede briterne ville gengælde den. Samtidigt viste iransk fjernsyn billeder af en lille højtidelighed, hvor præsidenten dekorerede den kaptajn der havde ledet aktionen mod briterne. Og manden svarede igen med et 'Allah er stor' - og 'Allah bevare præsidenten'.

Præsident Ahmadinejad havde grundigt fået ydmyget de afmægtige britere, fået vist FN's og EU's afmagt for åbent tæppe, fået vist sin egen handlekraft og foragt for fjenden, og fået cementeret Irans status som stormagt i regionen. Og altsammen på et tidspunkt hvor USA-koalitionen og selve den irakiske regering står hårdt trængt i Irak, og hvor de arabiske landes forsøg på at skabe nye forhandlingsløsninger i området synes at have givet visse forhåbninger.

Englands afmagt har næppe kunnet vises klarere og har da også også ført til såvel skingre angreb på Blair og hans regering som dyb ironiseren over Englands fald som stormagt. Admiral Nelson vender sig i sin grav, har det lydt, mens en mere præcis kommentator som Matthew Norman i The Independent slog ned på det centrale: at iranerne aldrig ville have vovet at handle så åbenlyst hasarderet, hvis de ikke ikke var ovebeviste om, at "det mislykkede Irak-eventyr har gjort Storbritannien for nervøs, overanstrengt og demoraliseret til at reagere med seriøs magtanvendelse".

Medierne har naturligvis været meget optaget af de 15 marinesoldaters beretninger om den behandling de har fået i Iran. De blev ikke udsat for fysisk, men til gengæld for systematisk psykisk overlast. De holdtes isoleret fra hinanden og tilstod kun deres grænsekrænkelse på skrømt for at undgå syv års fængselsstraf. At de blev vist frem på tv er i klar strid med Geneve-konventionerne, hvad briterne ikke var sene til at påpege. Men den slags blæser iranerne på - og vi andre griner bare af forargelsen, for hvad har koalitionen i Irak ikke præsteret af brud på Geneve-konventionerne. Sandheden er at Ahmadinejad vandt stort på point.

FN så til fra sidelinjen, fordi Sikkerhedsrådet ligesom i Irak-sagen er dybt splittet. EU er kun leveringsdygtig med tomme protester. Og USA og Storbritannien er ikke i en situation hvor de med magt kan redde femten gidsler fra den selvsikre iranske præsidents kyniske og hasarderede leg med deres liv. Men det er ikke det værste.

Det værste - og virkeligt uhyggelige - er at Irans præsident Ahmadinejad i og med gidselsaffæren har fået mod og selvtillid til at deklamere fuld fart på landets atomprogram. Han indviede i går - mandag den 9. april - en stor udvidelse af det iranske atomanlæg, der betød en ti-dobling af kapaciteten til udvinding af beriget uran - eller evnen til i løbet af et års tid at kunne skaffe sig beriget uran og dermed i realiteten lave atomvåben.

Propagandamæssigt understreger styret naturligvis at man kun har fredelige formål med atomprogrammet, men de fleste nøgterne bedømmere af situationen er overbeviste om, at atomprogrammet tjener såvel et civilt som et militært formål, og at Iran derfor nu de facto er blevet en atommagt, som vil spille puds med FN's atomvåben-kontrol på samme måde som Saddam Hussein spillede puds med FN's våbeninspektører op til 2003.

Gidselaffæren er i denne sammenhæng kun en demonstration af Irans fulde foragt for USA, Storbritannien, EU og FN. Den får enkelte vestlige kommentarorer - blandt andet Politikens Herbert Pundik - til at postulere, at Iran er til at forhandle med og at eneste vej ud af krisen i Mellemøsten er forhandlingsvejen over for Iran, Syrien og Hamas-bevægelsen. Mens præsident Bush og Condoleezza Rice kun har fået bekræftet at Iran agter at gå sin egen vej.

En udmærket dansk kommentator som Ali Alfoneh fra Københavns Universitet påpegede i DR's Deadline mandag aften ganske klart, at den nye udvikling i Iran vil isolere landet i forhold til de arabiske lande, og at landet for dem stadig vil være den største trussel for Mellemøsten. Iranerne er jo ikke-arabere og omtales oftest som sådanne i de arabiske medier, hvis de ikke ligefrem hånligt kaldes ild-tilbedere efter deres gamle guder - så kan de iøvrigt være lige så meget pan-islamister som de være vil.

Præsident Ahmadinejad har vundet en enorm propagandasejr i sit land - gennem både gidselaffæren og atomprogrammet. Men begge dele isolerer formelt set Iran lige så voldsomt som gidselaffæren i 1979 og hvad der fulgte efter. Forskellen er blot, at landet i dag har råd til det, og at det gennem sin skjulte støtte til radikale islamister i Irak, Syrien, Libanon og Saudi-Arabien har skaffet sig enorm indflydelse på udviklingen i hele regionen.

Det internationale samfund står dermed over for en ny kæmpemæssig udfordring. Hvad stiller man op med et land der direkte stiler efter at blive atommagt og som i værste fald kan bruge denne magt til at vende op og ned på forholdene i hele Mellemøsten?

Selv Rusland betegner Irans nyeste udspil i atomprogrammet som en provokation.

Man kan vælge som Herbert Pundik i Politiken 8.4. at betragte regimet i Iran som et regime der er kommet for at blive og som endda har udviklet sig til det bedre, og at se den iranske præsident som det stikmodsatte af en uforudsigelig, uovervejet og klovnagtig figur. Men andre vil nok foretrække at betragte regimet og dets præsident som helt uberegnelig i det afgørende spil der finder sted i Mellemøsten i disse år.

Israel synes for øjeblikket at være det eneste land der i givet fald vil have viljen og modet til at forhindre at Iran bliver en atommagt med helt uberegnelige følger for Israels fortsatte eksistens. Den afgående Tony Blair tør slet ikke foretage sig noget, og præsident Bush har nok at se til i Irak og i kongressen i Washington. Hans dage er også talte som præsident, og ingen véd hvem der bliver hans efterfølger eller hvilken politik vedkommende vil føre over for Iran. Men det er næppe tilfældigt at Irans præsident vil have sit atomprogram gjort færdigt inden doktrinerne skifter i Washington. Han er en snu rad.

Mellemøsten er forvandlet på få år og vil blive endnu mere forvandlet de næste fem til ti år. Om det - set ud fra et vestligt og demokratisk synspunkt - bliver til det bedre eller det værre afhænger ikke alene af udviklingen i Irak og Iran eller i det palæstinensiske selvstyreområde, men også af udviklingen i alle øvrige arabiske lande, for slet ikke at tale om Afghanistan. Den islamiske radikalisering og dens destabiliserende følger for en lang række lande er for øjeblikket fremherskende, mens den demokratiserings- og sekulariseringsproces der alene kan redde regionen er tilsvarende svækket.

Et af de grundliggende problemer har været at de vestlige lande for længe har støttet ikke-demokratiske regimer for at sikre stabiliteten i regionen. Det er en strategi der forlængst har spillet fallit. Og man har mildest talt heller ikke haft held med at fjerne diktatorer. Omvendt gælder imidlertid stadig at ikke-indblanding umiddelbart vil forstærke islamiseringen.

Og det store moralske dilemma bliver derfor i de kommende år om man fra vestlig side skal bøje sig for islamiseringen og destabiliseringen i håb om at den vil have sin tid, selvom både de politiske og menneskelige omkostninger bliver kolossale. Dilemmaet vil blive aktualiseret i uhyggelig grad inden for det første års tid i form af en klar og utvetydig stillingtagen til Irans atomprogram.

Et islamiseret Iran med atomvåben kan blive den stormagt i Mellemøsten som bliver truslen mod såvel Israels eksistens som alle forhåbninger om demokratisering, sekularisering og stabilisering i Mellemøsten.

Jan Jernewicz

Henvisninger: