JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - irak25

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.8.07.

Irak - et håbløst historisk tilfælde?

Én ting er sikker efter fire et halvt års amerikansk ledet forsøg på at få gjort Irak til et stabilt fredens land med klar retning mod demokrati - og dermed inspiration for andre lande i Mellemøsten - og det er at målet hverken er nået eller overhovedet ligger inden for mulighedernes grænse de første fem-ti år.

Da det er en gammel historisk sandhed - formuleret af Paul Johnson - at alle politiske handlinger udover de tilsigtede virkninger altid også vil have nogle utilsigtede, er det ikke i sig selv overraskende at USA's invasion i Irak i marts 2003 førte til andet end det tilsigtede mål at fjerne en brutal diktator der kynisk legede kispus med FN om masseødelæggelsesvåbnet. Men til gengæld er det yderst sigende og langtidsvirkende, at de utilsigtede følger af indgrebet er blevet langt værre end frygtet og forudset og i dag nøgternt set må betegnes som så gennemgribende, at det er blevet helt uforudsigeligt hvad det hele vil ende med.

Hverken den amerikanske hær eller den irakiske regering har styr på sikkerheden eller genopbygningen i Irak. De vil selv i bedste fald ikke få det de første mange måneder. Og alt kan desværre i værste fald blive tabt i sandet. Om dette vil ske, afhænger ikke blot af USA og Iraks regering, men af alle de mere eller mindre irrationelle kræfter der nu er sat i åbent spil og som umuligt kan manes i jorden med militære midler eller med et trylleslag af nogen art.

Den øjeblikkelige situation i Irak præges ikke blot af den sekteriske vold og dens daglige selvmordsbomber der får dødstallet til at stige og stige, men også af dybe uoverensstemmelser i den irakiske samlingsregering og af en stor usikkerhed i den amerikanske strategi.

Vist er der områder af Irak der er relativt fredelige og præget af genopbygning - selvom medierne af forståelige grunde foretrækker at fokusere på andre, mere spektakulære fænomener - men når forudsætningen for en fredelig genopbygning af hele landet og en fortsættelse af den igangværende demokratiseringsproces nu engang er at den brede samlingsregering formår at holde sammen og sikre en enig linje og et genvalg, så er det en alvorlig sag at den i stigende grad trues af frafald fra minoriteter der føler sig tilsidesatte. For en uge siden trak Den Irakiske Enhedsfront sig uheldigvis ud af regeringen. Den omfatter tre sunnimuslimske partier, men betragter ministerpræsident al-Maliki som arrogant og umulig at forhandle med. De påstår at han slet ikke tager dem på råd når der skal træffes beslutninger om sikkerheden i landet. Regeringen har fortsat flertal i parlamentet, men det kan ikke undgå at forværre sikkerhedssituationen at sunnierne på denne måde undsiger regeringschefen, selvom den sunnimuslimske vicepræsident foreløbigt bliver på posten.

Usikkerheden i den amerikanske strategi er naturligvis en direkte følge af at hovdstrategien fra starten var yderst mangelfuld ligesom alle senere reviderede strategier også har vist sig utilstrækkelige. En officiel rapport om situationen er bebudet til september, og her vil en ny strategi blive forelagt. Men den amerikanske præsident er under pres, fordi spørgsmålet om amerikansk tilbagetrækning fra Irak trænger sig på som følge af at præsidentvalget forlængst er startet. I april blev der i Irak iværksat en intensivering af kampen mod de sekteriske militser der står for den destruktive og hensynsløse vold. En bølge af flere tusinde ekstra amerikanske soldater blev sat ind, og det har på kort sigt givet en vis positiv effekt - bl.a. i dele af Bagdad - men selve metoden er problematisk og har givet anledning til kritik, der ikke mindst påpeger selve dilemmaet.

Den nuværende øverstbefalende for de amerikanske styrker i Irak, general David Petreus, har - naturligvis i den hensigt at opnå en vis ro i områderne - indgået et samarbejde med de sunni-muslimske stammer i den såkaldte sunni-trekant nord og vest for Bagdad, herunder med den største sunnimuslimske milits, Den islamiske Hær, der er under ledelse af officerer fra Saddam Husseins hær. Petreus har givet disse stammer og deres militser store mængder våben mod at de ville bekæmpe al-Qaeda i området. Det sidstnævnte er lykkedes, men var i realiteten kun muligt fordi al-Qaeda-bevægelsen ikke nøjedes med at ville fordrive amerikanerne og dermed have samme mål som sunni-muslimerne, men også proklamerede oprettelsen af Den islamiske Stat i Irak, hvad der var direkte imod sunni-stammernes ønske. Disse var derfor i forvejen i gang med at begrænse al-Qaeda's indflydelse.

På den ene side kan Petreus's strategi altså kaldes en succes, og dette er også hvad den amerikanske tænketank The Brookings Institution har gjort i en helt frisk analyse. Efter et besøg på otte dage i Irak kunne tænketankens to medarbejdere, Michael E. O'Hanlon og Kenneth M. Pollack konkludere at amerikanerne gør fremskridt i Irak, i det mindste i militær forstand: "Som to analytikere, der skarpt har kritiseret Bush-regeringen for dens miserable håndtering af Irak, var vi overraskede over at se fremskridtene og mulighederne for ikke nødvendigvis at 'vinde', men dog opnå en bæredygtig stabilitet, som både vi og irakerne kan leve med", skrev de. Men de understregede også, at den amerikanske offensiv kan vise sig at være skønne spildte kræfter, hvis ikke det også lykkes at gøre politiske fremskridt og få landets shiamuslimer og sunnimuslimer til at tale sammen.

På den anden side er strategien alt andet end ønskelig for den irakiske regeringschef Nouir al-Maliki, der ifølge The Daily Telegraph formelig skal have råbt i protest ad Petreus under et møde. Ja, i en videokonference med præsident Bush skal han udtrykkeligt have bedt om en afløser for generalen og truet med at bevæbne shismuslimske militser som modvægt mod bevæbningen af sunnimuslimerne.

Weekendavisens udsendte medarbejder Pernille Bramming kan i en rapport 3.8. referere chefen for det uafhængige irakiske nyhedsbureau, Aswat al-Irak, for en udtalelse om at Petreus' aftale med de sunnimuslimske stammer er intet mindre end en pagt med djævelen: "Historisk set ender det altid med at de vender sig mod staten. Staten har kun kunnet eksistere i de perioder, hvor den var stærkere end stammerne." Nyhedsbureauets chef, Zuheir al-Jazairi, minder om at selv Saddam Hussein fik problemer da han militariserede stammerne i kølvandet på Kuwait-krigen. Der gik kun seks måneder så begyndte stammerne at bekrige hinanden og staten. Og nu er amerikanerne efter al-Jazairis mening gået ind i samme lange tunnel uden lys for enden. Pernille Bramming gør personligt gældende at Petreus med den nye strategi er godt i gang med at begå en fejl der kan få lige så katastrofale konsekvenser som da Paul Bremer opløste den irakiske hær for fire år siden.

Pernille Bramming kan dog også referere chefredaktør Ismail Zayer fra Iraks største avis, al-Sabah al-Jadid, for det synspunkt at irakerne har dårlige erfaringer med Petreus: Han går altid efter de hurtige resultater, som ikke varer ved, og uden at tage hensyn til de politiske og sociale forhold. Derved forstærker han den dybe mistillid irakerne i forvejen nærer til amerikanerne: "De forstår ikke, hvordan det irakiske samfund er skruet sammen, men farer rundt som en tyr". Men trods alt mener Zayer i modsætning til al-Jazairi at der er lys for enden: "Jeg tror, volden har toppet, og at den vil være for nedadgående i de kommende måneder. I løbet af det næste års tid vil de forskellige grupper indse, at det ikke kan lykkes på denne måde. Om to år skal der være parlamentsvalg, derfor har alle nu travlt med at skyde sig til så stor en bid af kagen som muligt, men til næste forår skal de i gang med at føre valgkampagne, og så må de holde op med at skyde."

Pernille Brammning undlader ikke at pointere, at adskillige af de irakiske chefredaktører hun har talt med er af den opfattelse at den irakiske befolkning generelt er meget vred på den nuværende regering og alle de ansvarlige politikere. De er nemlig for indfedtede i politiske kompromisser og studehandler med de religiøse grupper. Næste gang befolkningen skal til valgurnerne vil den "stemme på teknokrater med rene hænder der kan skabe resultater og er ligeglade med religiøse tilhørsforhold". Dette kan ikke kaldes synderligt overraskende i betragtning af situationen i landet, men det er bestemt heller ikke udtryk for nogen særligt realistisk holdning til problemerne at tro at der kan ses bort fra den religiøse sekterisme.

Den britiske forfatter og tidligere diplomat Rory Stewart har i et interview til Politiken 29.6.07. gjort gældende at Irak ganske enkelte er tabt for koalitionen, og at denne følgelig ikke kan komme hurtigt nok ud. Vestens og det internationale samfunds viden om Irak og dets politiske kultur er alt for begrænset, og Irak på sin side helt ekstremt kompliceret og komplekst. I en enkelt by kan der fx være 14 stammer, som hver har tre ledere, hvis interne forhold og historie man skal kende for at kunne operere og udrette noget. Og det kan kun irakerne og deres politiske ledere selv, og de skal derfor ikke undervurderes. Desuden kan ingen fremmed magt eller 'nogen FN-konsulent med en bærbar computer' opbygge en nation. Det kræver en visionær leder af Atatürks eller Gandhis format. Rory Stewart udelukker ikke at han tager fejl i sin bedømmelse. Situationen kan blive værre, hvis amerikanerne og koalitionen trækker sig ud af Irak. Men han mener den skal gøre det alligevel, for han tror ikke at den kan gøre nogen forskel. - Det er selvfølgelig et ret ensidigt synspunkt, der ud fra de foreliggende præmisser hverken kan verificeres eller falsificeres, men det deles jo efterhånden af mange, nemlig alle dem der mener at amerikanernes tilstedeværelse i Irak er problemet og ikke løsningen.

Herover for er det i det mindste ganske klogt at være opmærksom på den kendsgerning som The Guardians kommentator Martin Kettle har fremsat fornylig, og som går ud på, at en fuldstændig amerikansk tilbagetrækning fra Irak slet ikke ville være så ligetil som den kunne lyde. Det vil tage mindst et år at hjemsende alle 200.000 soldater og udenlandske hjælpere. Og det vil tage mindst halvåndet år at få de enorme mængder materiel hjem. Uanset hvordan opgaven løses, vil det efter Kettles mening blive en både meget blodig og meget traumatisk affære.

Mere sandsynlig bliver derfor en delvis tilbagetrækning i kombination med den irakiske regerings overtagelse af sikkerheden i Irak. Men Stephen Biddle fra Council on Foreign Relations har forelagt den amerikanske kongres fire scenarier for en sådan ny strategi. En delvis tilbagetrækning kan indbære at man nøjes med at uddanne og støtte irakerne, eller bevogte Iraks grænser, eller koncentrere sig om bekæmpelse af terrorister eller en tilbagetrækning til Kurdistan. Og alle disse scenarier finder Biddle uholdbare og i sidste ende virkende mod hensigten. En delvis tilbagetrækning vil slet ikke gøre en ende på de amerikanske tab.

Som nævnt fremlægges en ny rapport om situationen og mulighederne for den amerikanske kongres til september og herefter bliver en ny strategi lagt frem af regeringen. Men kendsgerningen er jo at Irak ikke længere er blot den siddende amerikanske præsidents problem, men også bliver den kommende præsidents. For det første vil præsident Bush uanset hvilken strategi han vælger for den resterende del af sin præsidentperiode ikke opgive sit oprindelige, overordnede mål om opbygning af et fredeligt og demokratisk Irak. Han vil følgelig ikke svigte den demokratisk valgte regering ved at trække de amerikanske styrker hjem fra Irak i utide - og vil derfor slet ikke kunne afslutte sin mission i Irak inden han træder tlbage som præsident. For det andet vil en eventuel senere beslutning om hurtig tilbagetrækning fra Irak teknisk ikke kunne lade sig gøre så hurtigt at det ikke kommer til at stille den kommende præsident over for store og alvorlige udfordringer og beslutninger og politisk ikke kunne undgå at udfordre selve den amerikanske selvforståelse som supermagt.

Studievært og kommentator Clement Behrendt Kjersgaard har i en dobbeltkronik i Politiken (1. og 2. august) påpeget at uenigheden om den amerikanske strategi mod terrorismen og den islamistiske fundamentalisme er en kløft der deler både USA og Europa, og højre og venstre på kryds og tværs - og som vil præge international politik i årtier fremover. Præsident Bush er så upopulær som nogen præsident kan blive. Republikanerne har uendeligt mange odds imod sig ved det kommende præsidentvalg. Men selv om det ikke længere er illoyalt eller upatriotisk i sig selv at kritisere præsidenten (det der under McCarthyismen meget forenklet blev kaldt 'uamerikansk virksomhed'), så er demokraternes problem at de ved at understrege umuligheden i Irak-situationen risikerer at gøre det stadigt vanskeligere at retfærdiggøre den position de selv måtte ende med at indtage. For det kan som sagt ikke være seriøs politik at trække hæren ud af Irak hurtigst muligt. Man kan som demokrat være imod krigen som sådan, men man kan ikke acceptere en tilbagetrækning der vil blive udlagt som et decideret amerikansk nederlag.

Hvis der ved fortsat amerikansk offensiv endnu et års tid vil blive skabt mulighed for at kunne begynde at neddrosle engagementet i midten eller slutningen af 2008 - som en ellers pessimistisk kommentator for nylig har påpeget - så skal demokraterne være varsomme med at påstå at Irak er tabt, hele regionen blevet destabiliseret og terroristerne har vundet. For så risikerer de at forære republikanerne en dolkestødslegende til præsidentvalget: Det var demokraternes skyld at det gik så galt! Efter Kjersgaards mening betyder dette at krigens strategi ikke dikteres af hvad der er bedst for Irak eller lettest for de amerikanske vælgere, men i brydningen mellem de to partiers skiftende vurderinger af, hvordan de får beslutningerne og skylden tørret af på modstanderen. - Så kompliceret og kompleks er også USA.

To kendsgerninger står fast ifølge Kjersgaard: en total tilbagetrækning er en politisk umulighed, og Irak kaster allerede lange skygger ind over amerikansk udenrigspolitik. Enden på tragedien bliver derfor ikke en hurtig og fuldstændig tilbagetrækning, men et foreløbigt kompromis, en position eller en strategi der fortsat vil kræve ofre og kun give en mindre katastrofal situation end den en fuldstændig tilbagetrækninge ville udløse.

For kritikerne er moralen klar, mener Kjersgaard: Beslutningen om at indlede krigen var forkert, hele projektet var illegitimt, og krigen kunne ikke være lykkedes under disse omstændigheder. Men ville det være lykkedes, hvis FN-mandatet ville have været på plads? Eller er hele krigen mod terror en fejl? Disse spørgsmål er der kunne enkle svar på hvis alle præmisser forenkles. Kjersgaard giver ikke selv noget bud på dem, men han slutter dog sin kronik med at pointere at USA's kommende præsident - uanset hvem det måtte blive - bliver medansvarlig for Irak-engagementets fortsatte forløb.

Man skal i denne forbindelse hverken glemme at præsident Bushs sammenkobling af krigen mod terror og krigen mod Saddam Hussein ikke var tilfældig, eller at krigen mod terror ikke overstås ved at USA trækker sig ud af Irak eller Mellemøsten.

Nok er der hold i påstanden om at antiamerikanismen i høj grad er den faktor der for tiden samler den muslimske verden, kombineret som den er med afskyen for Israel og denne stats eksistens. Men den anden kendsgerning er, at denne muslimske fællesnævner totalt blokerer for en demokratisering og sekularisering af de muslimske lande og dermed for ethvert politisk, socialt og kulturelt fremskridt i regionen, der både vil kunne sikre en almindelig velfærd og undergrave den frustration der navnlig hos de unge og arbejdsløse fører til fundamentalisme og terrorisme.

Der er derfor grund til at understrege, at USA's tilstedeværelse i Irak ikke er en besættelse og ikke nøgternt set kan betragtes som sådan. Påstande herom er derimod en retfærdiggørelse af fundamentalismen og terrorismen. Dette bliver der selvsagt aldrig enighed om mellem de involverede parter, da alle der har været og er imod USA's invasion netop benytter det stærkt værdiladede udtryk 'besættelse' til at angive at invasionen skete imod den irakiske befolknings ønsker og følgelig også gør enhver modstand mod invasionsmagten til en frihedskamp. Netop ved at gøre kampen mod den amerikanske hærs tilstedeværelse så hensynsløs som muligt opnår modstanderne at tvinge amerikanerne til upopulære modforanstaltninger, dvs handlinger der også rammer civilbefolkningen. Det er i allerhøjeste grad et alvorligt dilemma for amerikanerne, for det viser hvor fatalt det var for dem ikke fra starten at sikre den civile orden i landet ved hjælp af den gamle republikanske Saddam Hussein-garde. Dét har amerikanerne måttet bøde for lige siden. Men det modsiger ikke kendsgerningen, at den amerikanske hær er til stede i Irak for at sikre den lovligt valgte irakiske regerings muligheder for at regere landet på demokratisk vis så minoriteternes rettigheder sikres.

Dernæst er der grund til at understrege, at der i marts 2003 ikke var noget alternativ til USA's indgriben i Iraks indre anliggender, for status quo i den internationale magtbalance kunne ikke opretholdes, når først den islamistiske terrorisme var blevet bragt til udfoldelse i den store internationale stil gennem terrorangrebet på WTC i 2001. FN var magtesløs - hvad angår både bekæmpelsen af den internationale terrorisme og bekæmpelsen af Saddam Hussein, hvad der ikke mindst skyldes at flertallet af medlemslandene er udemokratiske og de fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet desuden har hver deres modstridende interesse at pleje. USA var tvunget til at handle - og gjorde det ud fra den Bush-doktrin der var skabt til formålet.

Bushdoktrinen må siges at være provokerende, da den udtrykkeligt gør op med den forestilling at en supermagt som USA kan stole på det internationale samfunds ubetingede støtte til at hævde sin suverænitet. Så længe USA er en supermagt vil landet i realiteten være tvunget til at blande sig i andre landes indre anliggender, hvis disse er en trussel mod USA's sikkerhed. Og bedømmelsen af om en sådan trussel foreligger vil vel at mærke også være landets egen suveræne afgørelse. Ikke-vestlige lande kan se supermagten som den store satan i kraft af landets demokratiske idealer. Men de kommer ikke uden om at supermagten i kraft af de samme idealer aldrig vil kunne tillade sig at føre isolationistisk politik. Og andre vestlige lande kan have aldrig så udtalt en antiamerikansk indstilling som de vil - af overvejende kulturelle grunde. De kommer ikke uden om at acceptere USA's rolle i den internationale politik på godt og ondt. Intet andet land og ingen anden organisation - det være sig FN eller EU - magter opgaven at genoprette balancen mellem demokratiske og udemokratiske regimer når og hvor den sættes over styr.

Som påpeget af Sven Burmester i bogen 'Fred og fare' er USA, uanset at det er forhadt i Mellemøsten og efterhånden også i Europa på grund af Irak-krigen og støtten til Israel, model for hele verden, fordi landet er dynamoen i moderniseringen og globaliseringen. Burmester erkender at USA laver fejl, men også at verden let vil glide mod kaos uden USA. Landet vil i mange år endnu være den uundværlige stormagt.

Sikkerheden i verden har siden 2001 været ringere end før - takket være den kyniske islamistiske terrors udbredelse til hele kloden, men navnlig den vestlige verden. Krigen mod denne destruktive islamistiske fanatisme og terrorisme vil fortsætte mange år frem. Men det er værd at fastholde, at hvis krigen tabes, bliver både den vestlige verden og den muslimske verden tabere. Hvis den derimod vindes, blive begge vindere, for så sikres grundlaget for fred, frihed og demokrati.

Men krigen vindes ikke på slagmarken alene eller ved bombning af terroristernes tilholdssteder alene. Og den vindes heller ikke alene ved skærpede sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne m.m., selvom det er afgørende for den vestlige forsvarskrig at forhindre anslag mod egne territorier og egen kultur med alle midler. Den vindes i sidste ende kun, hvis muslimerne selv efterhånden indser destruktivitetens selvødelæggende karakter og indstiller terroren - på principielt samme måde som det er sket i Nordirland. Og den vindes kun hvis muslimerne også efterhånden lærer at forsone sig med tanken om accept af israelerne og anerkendelse af staten Israels eksistens.

At sikre en bæredygtig stabilitet i Irak og det øvrige Mellemøsten er fortsat den store og nødvendige udfordring for hele den vestlige verden. Men en bæredygtig stabilitet er ikke en statisk, men en dynamiske stabilitet, der også sikrer en fortsat demokratiserings- og sekulariseringsproces. Tingene hænger sammen - og det véd de islamistiske terrorister udmærket godt. Netop derfor er der fra vestlig side brug for den allerstørste målrettethed og tålmodighed.

Fejlene i Irak-krigen har været uhyggeligt mange og fatale. Det var som allerede nævnt en brøler af rang at sende den gamle republikanske garde hjem, da den var den eneste der var i stand til at opretholde den civile orden der var forudsætningen for resten. Det var ligeledes en brøler ikke at have en detaljeret og langsigtet fredsplan klar fra krigens begyndelse. Og endelig mistede USA en afgørende goodwill i både Irak og den vestlige verden ved overgrebene mod de irakiske fanger i Abu-Ghraib. Fejl i et så stort anlagt indgreb i et andet lands indre anliggender kan ikke undgås, da ikke alt kan forudses eller kontrolleres til mindste detalje. Men USA's fejl har været for store. Og derfor er problemerne i dag blevet for store - for både irakerne og amerikanerne.

Læren af Irak-krigen kan slet ikke gøres definitivt op på nuværende tidspunkt. Det vil måske først være muligt om ti, tyve eller tredive år. Men det kan da foreløbigt fastslås at moralen skal være i intakt og at den civile orden skal sikres fra en invasions første færd. Men først og fremmest gælder, at tålmodigheden skal være uendelig stor, når et land invaderer et fremmed land med en fremmed religion og kultur med henblik på at ændre samfundsformen gennemgribende i retning af demokrati og sekularisering ved hjælp af den lokale befolkning. Opgaven er ikke umulig, for den bygger på forestillingen om at de demokratiske rettigheder er universelle, men opgaven er uhyre kompleks og netop derfor uhyre tidskrævende.

Desværre har det måttet konstateres, at såvel den amerikanske som den øvrige vestlige verdens tålmodighed ikke har været på højde med opgaven. De færreste har forstået at opgaven har været af historisk art og må ses i det meget langsigtede historiske perspektiv. Håbløst er det irakiske tilfælde ikke, så længe tålmodigheden holder.

To efterfølgende artikler vil se på den danske exit fra Irak og på udviklingen i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Eksterne kilder:

The Brookings Institution
Stability in Iraq: A War We Just Must Win

Pernille Bramming: En pagt med djævelen (Weekendavisen. 3.8.07.
Marcus Rubin: Interview med Rory Stewart (Politiken. 29.6.07.)
Clement Behrendt Kjersgaard: Dobbeltkronik om Irak. (Politiken 1.-2.8.07.)

Artikler på Jernesalt: