JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg05e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.11.05.

Problemer med tysk regeringsdannelse

Det er ikke blot i Polen der har været fødselsvanskeligheder for en ny regering, også i Tyskland har der været så betydelig uro at det på et tidspunkt så ud til at den store koalition mellem CDU/CSU og SPD ville gå i vasken. Men grunden var ikke som i Polen at de to store partiers forhandlere var uenige om koalitionsregeringens nødvendighed og målsætning, men at socialdemokraternes hovedforhandler fik helt uventet modstand fra SPD's hovedbestyrelse.

Denne skulle vælge ny generalsekretær, og venstrefløjen opstillede her en modkandidat til partiformand Münteferings kandidat, nemlig den tidligere formand for ungsocialisterne Andreas Nahles. Og hun havde forinden gjort et godt forarbejde og vandt afstemningen med ikke mindre end 23 stemmer mod 14. Det var en regulær uppercut til Müntefering der da også uden tøven meddelte at han omgående trak sig som partiformand. Hans navn blev af boulevardbladet Bild-Zeitung spøgefuldt omdøbt til Müntefertig.

Stor ståhej! For betød det nu ikke at SPDs hovedbestyrelse havde torpederet koalitionsforhandlingerne? Eller hvad var meningen? Åbenbart var valget af ny generalsekretær ikke ment som en direkte undsigelse af Müntefering. Men kan man virkelig tro at 23 hovedbestyrelsesmedlemmer går imod deres partiformands generalsekretær-kandidat uden at ville undergrave hans position? Selvfølgelig ikke. Men mange hovedbestyrelsesmedlemmer glemte ganske enkelt at tænke sig om! Og den nyvalgte generalsekretær var straks ude med forklaringer om at det slet ikke havde været meningen at ramme Müntefering. Havde man på forhånd vidst hans reaktion, ville man ikke have gjort det!

Sagen er grotesk og viser med al ønskelig tydelighed, at de tyske socialdemokrater reelt er kastet ud i deres værste krise i tyve år. Kun på overfladen skyldes det at kansler Schröder dumpede i det arrogante forsøg på at fastholde sin overlegenhed over Angela Merkel og dermed sin kanslerpost. Sandheden var, at han alene halede sin pyrrhussejr hjem, fordi Merkel dummede sig i valgkampen med Kirchhof-truslen, og fordi han selv udnyttede sin energi og udstråling til det yderste i valgkampen. Reelt ønskede tyskerne en anden politisk linje end den Schröder, Eichel og Clement havde stået for med rygdækning i Münterferings formandsskab. Allerede få uger efter forhandlingerne mellem SPD og CDU/CSU stod det klart, at SPD ikke ville stå i vejen for Merkels kanslerkandidatur. Schröders tid som politisk leder af partiet var definitivt forbi. SPD ventede bare på hans egen udmelding.

Men uro var der og forblev der i baglandet, hvad ikke mindst valgsuccessen for det nye Linkspartei med den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine i spidsen viste. Mange i partiet ville til venstre, og det benyttede man altså på hovedbestyrelsesmødet til at vælge Andreas Nahles til ny generalsekretær. Hun var nært knyttet til Lafontaine i dennes formandstid.

Hun og hendes sympatisører forregnede sig blot, og har siden måttet indhøste megen og hård kritik fra partifæller. Selv modtog hun på få dage over 2000 protest-mails.

En udløber af sagen var at CSU-formanden, Bayerns mangeårige ministerpræsident Edmund Stoiber, pludseligt meddelte at han trak sig som kandidat til posten som økonomiminister i koalitionsregeringen. Han mente at hele regeringsdannelsen var blevet højst usikker efter Münteferings tilbagetræden som SPD-formand. Så nu var der pludseligt ikke tre partiformænd i den kommende koalitionsregering, men kun en, nemlig Merkel.

Usikkerheden om SPD's stilling i koalition blev dog kortvarig. Partiet med flere Landesministerpræsidenter i spidsen fik slået fast, at Müntering fortsat havde partiets fulde tillid i forhandlingerne, og at han fortsat var designeret vicekansler og arbejdsminister. Stoiber kunne altså have sparet sig, men sandheden er, at hans demonstrative tilbagetrækning skyldtes helt andre forhold, nemlig utilfredshed med de beføjelser økonomiministeren ville få i den nye regering, utilfredshed med de spareforslag der lå i luften og efterfølgende er blevet bekræftet samt ikke mindst hans hele vejen igennem valgkamp og regeringsforhandlinger slet skjulte modvilje mod Angela Merkel. Manden ville i virkeligheden langt hellere forblive ministerpræsident i Bayern end minister under Merkel. Dernede er han ubestridt nummer ét. Eller har været det indtil nu. For også han blev kritiseret for sin kursændring af sine egne. Han blokerer i realiteten et tiltrængt generationsskifte i CSU - og har ikke lagt skjul på, hvem han ville foretrække som sin efterfølger, hvis han rykkede til Berlin. De der ønskede forandringer i Bayern, ville simpelthen gerne have ham flyttet til hovedstaden. Her bliver han nu erstattet som kommende økonomimister af CSU's stærke fraktionsleder i parlamentet, Michael Glos, som kommer godt ud af det med Merkel. I Bayern prøver Stoiber at rette skuden op - og få CSU med på at begynde på en omgang til med ham som leder.

SPD har reddet stormen af, og med valget af den populære ministerpræsident for Brandenburg-Mecklenburg, Matthias Platzek, til kandidat til posten som ny partiformand på kongressen om et par uger, er der både sørget for fornyelse i rækkerne og opbakning til Münteferings koalitionsdeltagelse. En magtfuld ministerpræsident som Kurt Beck fra Rheinland-Pfalz har støttet fornyelsen, selvom han selv har haft ambitioner om at nå toppen.

Med Angela Merkel som CDU-formand og Matthias Platzek som SPD-formand er det nu to østtyske politikere der står i spidsen for Tysklands to største partier - og det kan der være en del symbolik i - selvom Bild-Zeitung som sædvanligt tager det mere fra den sprogligt-morsomme side: Die Ossis sind nur unsere Bossis. Østtyskland bliver næppe glemt fire år mere.

Merkel må siges at være blevet styrket af de sidste ugers uro. Det må betragtes som givet at koalitionsregeringen nu bliver en realitet med hende selv som eneste partiformand i forsamlingen, med en CSU-økonomiminister hun kan stole på, og med en SPD-vicekansler hun efter alt at dømme har fået et solidt tillidsforhold til. Man er godt på vej til at blive enige om både en sparerunde og en forhøjelse af moms-satsen fra 16 til 18 % (muligvis havner den på 20 %). Ingen af delene går man med til hvis ikke man satser på at koalitionen skal holde i fire år. De ubehagelige forslag skal igennem nu, så man kan håbe på at udviklingen er vendt inden næste valg.

Behov for reformer er der i allerhøjeste grad i Tyskland. De ser ud til at være blevet mere sikre end i Polen - for slet ikke at tale om Frankrig, hvor den sidste uges voldsomme sociale uro blandt indvandrede nordafrikanere taler sit klare sprog om konsekvenserne af at lade stå til for længe.

Hvad SPD ender med i løbet af de næst fire år, er derimod ikke godt at vide. Krisen er umiddelbart overvundet. Müntefering i regeringen og Platzek som partiformand er ikke et dårligt udgangspunkt. Men uro i baglandet vil der være lige så længe Lafontaines Linkspartei består.

Henvisninger:

Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg  (18.9.05.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean