JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg05c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.9.05.

Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg

af Jens Vrængmose

At der ville blive tæt løb mellem blokkene ved valget i Tyskland i søndags var forudsagt af de fleste, men resultatet blev alligevel overraskende, fordi CDU/CSU med 'Angie' alias Angela Merkel i spidsen trods alle meningsmålinger gik procentvis næsten lige så meget tilbage som kansler Schröders socialdemokrater. CDU/CSU-fraktionen opnåede med 35,2 % af stemmerne at blive lige akkurat større end SPD med 34,3 %, men det var langt dårligere end forventet og giver fru Merkel det dårligst tænkelige udgangspunkt for bestræbelsen på at blive Tysklands første kvindelige kansler.

På valgaftenen kunne Gerhard Schröder triumfere. Hans muligheder for at danne en regering der kan få et holdbart parlamentarisk flertal bag sig når afstemningen skal finde sted engang i oktober er lige så dårlige som fru Merkels. Men de er der - og det var mere end han kunne regne med på forhånd. Begge partiledere kan kaldes valgets tabere, men fru Merkel er objektivt set den største taber, for hun har ikke formået at få befolkningens stigende utilfredshed med Schröders politik kanaliseret over i tilslutning til sin egen. Dels var der ikke tiltro til hendes bebudede skattepolitik - og slet ikke til hendes udvalgte skatteekspert og sandsynlige finansminister, professor Paul Kirchhof. Dels kunne hun slet ikke hamle op med Gerhard Schröder når det gjaldt personlig udstråling. Hun satte faktisk alle gevinsterne ved de tidligere landdagsvalg over styr.

Som nævnt i artiklen 'Stor spænding om det tyske valg' så har Schröders selvsikkerhed været konstant stigende i takt med de politiske problemers stigning. Men på valgaftenen lod han sig rive med af sin sejrsrus, så end ikke to ordstyrere kunne stoppe munden på ham. Han viste de allerværste sider af sin overlegenhedsfølelse og mandschauvinisme. Han har ikke tænkt sig at afgive magten, og han vil slet ikke gå ind i en eventuel stor koalition med CDU/CSU under Merkels kanslerskab. Han nærer dybeste foragt for hende.

Omvendt vil fru Merkel ikke give afkald på denne post. Hun slår på at hendes fraktion er blevet større end SPD. Fra dette partis side gøres der et stort nummer ud af at CDU/CSU-fraktionen består af to partier og derfor bør regnes for to selvstændige enheder - og da bliver SPD selvsagt Tysklands største parti. Men argumentationen halter betydeligt, for det er historiske forhold der gør at søsterpartierne aldrig er blevet slået sammen til ét. De har én gang for alle delt landet mellem sig og konkurrerer ikke med hinanden i de enkelte Länder.

Hvorom alting er, så vil både Schröder og Merkel utvivlsomt i deres egne partier få umiddelbar opbakning til deres positioner og krav. Så den store koalition der på papiret kunne være en fornuftig udgang på valgets misere og give plads til fire års konsensus eller kompromisser om nødvendige reformer, ser ud til at fortabe sig i den blå luft. Den vil forudsætte at begge partiledere viger pladsen for nye kræfter. Og det sker næppe foreløbigt. For nok er fru Merkel ikke så selvsikker som Gerhard Schröder, men hendes ambitioner er lige så store.

Logisk set burde fru Merkel acceptere sit nederlag og lade kansler Schröder løbe linen ud med en fortsættelse af den bestående regering indtil han må udskrive nyvalg. Intet andet kan få denne mand til at vige tronen eller das Amt. Men sådan er hun ikke. Hun vil til fadet nu - og det kan med lidt held betyde at hun kommer til at danne regering, men så til gengæld risikerer at falde allerede ved første tillidsafstemning i Forbundsdagen. Denne er nemlig hemmelig og kan afsløre frafald i egne rækker, dvs af dem der uden at turde sige det højt ønsker hende udskiftet hurtigst muligt, fx med den unge Friedrich Merz der tidligere blev gået som fraktionsleder, men fik et flot valg i søndags.

Det nye Linksparteis fremkomst og succes (det blev med 8,7 % af stemmerne større end De Grønne) gør selvsagt en regeringsdannelse uhyre vanskelig, fordi det er et protestparti der hverken vil støtte Schröder eller Merkel. Med en utilregnelig mand som den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine i spidsen er partiet blevet den rovfisk i hyttefadet som Fremskridtspartiet i sin tid var i Danmark med hævneren Mogens Glistrup i spidsen. Alle ansvarlige partier må se bort fra et sådant parti som seriøs forhandlingspartner, men mandaterne tæller med ved afstemningerne i Forbundsdagen og kan således blokere for pragmatiske løsninger.

Dette betyder at enhver regeringskonstellation der ikke medinddrager såvel De Grønne som De Frie Demokrater (FDP) vil være ustabil, og det netop i en periode hvor der frem for alt ville være brug for ro og stabilitet til at gennemføre de nødvendige reformer. Da alt tyder på at FDP under ingen omstændigheder vil i koalition med Schröder, synes den eneste mulighed for dannelsen af en stabil regering af være en 'Schwampel'- eller 'Jamaica-koalition', en sort krydsning med samme farver som Jamaica-flaget: sort, gul og grøn. Men her er der både politiske og kulturelle forskelle det vil kræve stor overvindelse af minimalisere eller neutralisere. Særlig sandsynlig er en sådan koalition derfor ikke, men intet kan udelukkes på forhånd. For regeres skal der jo. Regeret vil der også på et eller andet tidspunkt blive igen - og mange politikere betragter nu engang ministerposter som deres drømmes mål.

Givet er kun at forhandlingerne bliver meget vanskelige og meget langvarige. Forbundspræsident Köhler har foreløbigt meldt ud at han ikke vil blande sig. Og uanset hvilken koalition og kansler det hele ender med, så vil en regering næppe holde valgperioden ud. Der vil blive udskrevet nyvalg i utide inden for et år eller to - og det vil i givet fald sandsynligvis blive med nye folk i spidsen for CDU og SPD. For ellers vil situationen forblive fastlåst i alt for snævre handlemuligheder.

I mellemtiden vil de økonomiske problemer være uløste. De nødvendige reformer tager tid og vil kræve en fuld valgperiode. Det betyder at det store tyske 'lokomotiv' i den europæiske økonomi ikke kommer rigtigt i omdrejninger de første halve år. Det vil påvirke hele Europa negativt - lige bortset fra den lave rente - og yderligere svække de tyske lederes anseelse nationalt og internationalt. Karikaturtegnerne folder sig allerede ud og vil få kronede dage. Boulevard-bladet 'Bild' har gjort tykt grin med muligheden for en Schwampel-koalition.

Men sådan er politik! Et irrationelt fænomen med masser af uønskede og utilsigtede begivenheder, handlinger og virkninger - komik!

Undertiden hævdes det at et folk til hver en tid har den regering det fortjener. I hvert fald så længe vi taler om demokratiske lande. Men efter det overståede valg i Tyskland har man også repeteret Bert Brecht der i sin tid ironiserede over politikere der ønskede befolkningen udskiftet, når den ikke valgte som de gerne ville. Man kunne også hævde, at Tyskland og Europa havde fortjent bedre i den givne situation med svag økonomi og store udfordringer med udvidelsen af EU, men de rette personer var der åbenbart ikke til rette tid på rette sted.

Men al den slags moralistisk præk bør man lade ligge. Politik er ikke en rationel videnskab, og demokrati er hverken en rationel eller retfærdig patentløsning på et lands mangeartede problemer. Begge er tværtimod langt hen ad vejen risikable eksperimenter, der kun ender godt i det lange løb, hvis alle parter - politikere såvel som vælgere - respekterer spillets regler og kravet om fairness samt undlader at gå til yderligheder.

Det var usikkerheden og frygten for forandring der blev den store vinder af det tyske valg i søndags. Det må såvel politikere som vælgere leve med, indtil næste valg. Om de så til den tid er blevet klogere og i det hele taget har fået klarere ledere og politikker at vælge mellem, står foreløbigt også hen i det uvisse.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Merkel bliver ny kansler (11.10.05.)

Stor spænding om det tyske valg (18.9.05.)
Tyskernes valg (24.5.05.)

Artikler om samfundsforhold: Klik

Udgydelser af Jens Vrængmose: Klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean