JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

tyskvalg05b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.9.05.

Stor spænding om det tyske valg

Forbundsdagsvalget i dag 18.september bliver lige så spændende som valget for tre år siden, hvor kun 6000 stemmer gjorde forskellen, for meningsmålingerne peger på dødt løb mellem blokkene, men samtidigt på at henimod en fjerdedel af vælgerne endnu ikke har fundet ud af hvem de vil stemme på.

Valget er også spændende fordi udfaldet ikke alene afgør hvilket parti der får kanslerposten, men i høj grad også om Gerhard Schröders katastrofekurs med dårligere og dårlige økonomi og højere og højere arbejdsløshed skal afløses af en ny kurs der sætter gang i erhvervslivet og giver befolkningen ny tro på fremtiden. Arbejdsløsheden har på et tidspunkt tangeret de fem millioner, så Schröders gamle løfte om at få den ned under fire blev ikke indfriet. Underskuddet på statsbudgettet har i flere år været over de tre procent som EU tillader. Og resultatet er blevet oparbejdelsen af en statsgæld på ikke mindre end 200 milliarder kroner.

Valget skulle egentlig være såre let for alle tyske vælgere der ikke ligefrem er bundet af partitilhørsforhold via medlemsskab, fødsel eller tradition, men når så mange er i tvivl, og når den siddende forbundskansler faktisk i løbet af den sidste måneds tid har formået mod alle odds at hale ind på oppositionens kanslerkandidat, Angela Merkel fra CDU, så skyldes det først og fremmest to ting: personforskellen mellem Merkel og Schröder, og usikkerheden om Merkels skattepolitik.

Forskellen mellem de to spidskandidater er markant. Merkel er kvinde, østtysker, naturvidenskabeligt uddannet, af væsen saglig og uden større talegaver, samt lidt reserveret og temmelig beskeden udadtil. Schröder derimod er mand, vesttysker, jurist, fodboldinteresseret, uadvendt, med stor talebegavelse, megen charme og - helt afgørende - den allerstørste selvsikkerhed, der oftest ligner arrogance. Han synes ganske enkelt at få større og større selvsikkerhed, jo dårligere hans ry og politiske held tegner sig. Og Merkel formår på intet tidspunkt at overtrumfe ham i duellerne. Ja, Schröder lægger faktisk ikke skjul på, at han ser ned på Merkel. Ved sidste tv-duel med samtlige partiledere, hvor hun bebrejdede ham at understøtte befolkningens angst for forandring, grinede han åbenlyst af hendes beskyldninger og ordvalg. Og det havde Merkel det ikke godt med.

Man skulle tro, at det ville være et plus for en kanslerkandidat 2005 at være en kvinde og dermed have chancen for at blive den først kvinde der nåede helt til tops i tysk politik, men det er faktisk ikke tilfældet. Modsat England eller Danmark så er befolkningen i Tyskland konservativ hvad angår kønsrollerne. Merkel kan selvfølgelig hente opbakning hos mange kvinder, men Schröders unge hustru Doris kan med et vist held stikke hende i næsen at hun ingen børn har udover voksne stedbørn og følgelig ikke har mærket tysk familiepolitik på egen krop, og nok så væsentligt så er der bosser i såvel hendes eget parti som i erhvervslivet der har vanskeligt ved at betragte hende som sværvægter, skønt hun politisk bestemt ikke kun benytter fløjshandsker, men bl.a. tog opgøret med selveste Helmuth Kohl uden at vakle.

Mediemæssigt kan hun heller ikke måle sig med Schröder. Selvsikkerheden og talegaverne er som nævnt ringere. Men af ydre fremtoning ligner hun heller ikke en kommende kansler. Hendes kompetence hvad angår politisk indsigt og lederskab fejler ikke noget, men når hun kommer ind på en scene er der ingen myndighed eller autoritet over hende af den art som kendetegner Schröder, Chirac eller Fogh Rasmussen - og som i sin tid kendetegnede Helmuth Schmidt, Helmuth Kohl eller Margaret Thatcher. Hun er ikke særligt høj. Hun har hængende skuldre - og hængende mundvige. Hun er venlig og sympatisk, men stjæler ikke billedet fra andre.

Længe var det kansler Schröder medierne gjorde mest grin med, bl.a med tv-udsendelser med en fremragende Schröder-imitator. De blev udsendt på CD og gik som varmt brød. Men vittighederne om Merkel og Stoiber er ikke blevet mindre i antal eller blidere i satiren. De kæmpende parter optræder bl.a. i en variant af Asterix med navne som Schrödifix og Merklnix.

Skattepolitisk og finanspolitisk har Merkel skabt usikkerhed i vælgerbefolkningen, fordi hun har valgt professor Paul Kirchhof som fremtrædende medlem af sit 'kompetenceteam' og som kommende finansminister, skønt han på intet tidspunkt har skjult sin vision om en enhedsskat på 25 % for alle, med tilhørende fjernelse af det hav af skatter og afgifter tyskerne efterhånden har fået og som har gjort deres skattesystem uhyggeligt bureaukratisk og uigennemskueligt. Merkel har måttet understrege at den nævnte skat er en fremtidsvision, som ikke vil kunne indføres med det samme. Men Schröder og SPD har forstået at spille på modsætningen og usikkerheden - og tilmed hånligt kaldt Kirchhof for professoren fra Heidelberg. Manden er vitterligt uden praktisk politisk erfaring, og den slags skal man være forsigtig med i pragmatisk politik. Det hjælper ikke stort at Merkel kan henvise til at det tyske Wirtschaftswunders store iværksætter og strateg, Ludwig Erhard, var professor i Nürnberg, inden han blev økonomiminister. For Erhard var jovialiteten selv og kunne få kontakt med hvem som helst, når han talte frit. En iagttager karakteriserede ligefrem hans retoriske udstrålingskraft som erotisk - og det kan man i hvert fald ikke sige om Kirchhof.

Her kommer tyskernes frygt for fremtiden ind i billedet. For på den ene side ønsker flertallet forandring i Tyskland - eller forstår i det mindste dens nødvendighed, og de er temmelig sikre på at Merkel og unionen vil være bedre til at skaffe nye arbejdspladser i landet, men på den anden side frygter mange tyskere for alt for store forandringer med skattestigninger og nedskæringer. Det er galt nok med de allerede vedtagne reformer på arbejdsmarkedet (som alligevel ikke har fået den ønskede effekt), men skal man også have et helt nyt skattesystem, bliver situationen uoverskuelig for menigmand. Så kan udenlandske bedømmere iøvrigt mene hvad de vil om nødvendigheden af en ny kurs for Tyskland.

Tyrkiet spiller en relativt stor rolle i valgkampen, fordi Merkel klart har tilkendegivet at hun er modstander af Tyrkiets fulde medlemskabs af EU, hun vil kun være med til at give Tyrkiet særligt partnerskab. Befolkningen som helhed har samme opfattelse, men der er ikke mindre end 600.000 vælgere af tyrkisk oprindelse i landet, og dem appellerer kansler Schröder til. De fleste af dem stemmer nok i forvejen socialdemokratisk, men det er afgørende for Schröder at få alle tilhængere til stemmeurnerne.

Den overvejende tyske pacifisme i efterkrigs-generationerne og den heraf afledte store modstand mod Irak-krigen forstod Schröder at spille på i 2002. Det var den der skaffede ham de sidste afgørende stemmer dengang. Og han benytter flittigt sagen igen, selvom Merkel og Unionen ikke har tænkt sig at sende tyske tropper til Irak. Om det vil gøre nogen forskel denne gang er dog nok tvivlsomt. Afgørende er at Merkel vil kunne forbedre forholdet til USA og præsident Bush betydeligt.

Udenrigsminister Joshka Fischer - Der Draussenminister som han spøgefuldt kaldes fordi han opholder sig mest i udlandet - var længe Tysklands populæreste politiker, men mistede noget af sin popularitet på grund af affæren med de mange visa til ukrainske statsborgere. Og han har ikke haft held til at sikre Tyskland et permanent sæde i FN's sikkerhedsråd. Hans tid er måske omme. Men han har været utroligt flittig i valgkampen og slidt sin stemme op for den siddende regering.

Til landets mange problemer kommer østtyskerne og deres skuffede forventninger om at blive ligeværdige med vesttyskerne gennem den genforening som ikke mindst Helmuth Kohl fik æren og den øjeblikkelige vælgergevinst af. Men siden er der ikke sket så meget. Arbejdsløsheden er dobbelt så stor i de tidligere østlige Länder end i vest. Og ingen politiker tør sige sandheden højt: at det selv i bedste fald vil vare 20 eller 30 år inden østtyskerne kommer på højde med vesttyskerne. Spørgsmålet er et tabu, og østtyskerne betragter det som en hån, når Bayernes ministerpræsident Edvard Stoiber ligeud siger, at østtyskerne er dumme, hvis de giver deres stemme til Oskar Lafontaine og hans nye Linkspartei som er i forbund med Gregor Gysis gamle socialistparti.

Dette Linkspartei lå lige efter sin etablering på helt op til 12-13 procent af vælgerne i hele Tyskland - men over 30 % i Øst - men de er dog siden faldet til omkring 8 procent eller samme niveau som de Grønne og de Frie Demokrater. Faldet skyldes bl.a. at Schröder har vendt SPDs bratte fald til under 25 % og nu ligger omkring 35 %. Men kendsgerningen er, at SPD og de Grønne under ingen omstændigheder vil kunne hale et flertal hjem. Muligvis formår CDU/CSU og de Frie Demokrater heller ikke at nå de magiske 50 % af de afgivne stemmer der tæller ved den endelige mandatfordeling og hvor partier under 5 % ikke regnes med. Men resultatet kan blive et flertal til venstre hvor Lafontaines Linkspartei tæller med, skønt de utvetydigt har tilkendegivet at de hverken vil acceptere Schröder eller fru Merkel som kandidat.

Schröder kan altså meget vel blive taberen, selvom Merkel ikke opnår flertal. Det er for så vidt kun en konsekvens af at han tidligere opgav formandsposten i partiet, mistede den fulde opbakning i gruppen i forbundsdagen og måtte udskrive valg et år før tiden. Og det vil formentlig indebære at han må opgive at danne regering og i stedet overlade til SPDs partiformand Müntefering at forhandle om en eventuel stor koalionsregering, en regering mellem CDU/CSU og SPD med fru Merkel som kansler. Begge parter afviser naturligvis tanken på forhånd. Men realiteteren kan tvinge dem til at acceptere den efter valget. Og det kan betyde, at tyskerne kommer af med både kansler Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer, at fru Merkel får lejlighed til at vise hvad hun duer til som kansler, at SPD ikke behøver at gå i opposition - og at landet i hvert fald på papiret får en handledygtig regering der kan få fred og ro til at gennemføre de nødvendige reformer, hvis de ellers kan blive enige indbyrdes. Altså mange fordele for landet og dets to største partier.

Alternativet kan i værste fald blive en så håbløs regeringssituation at en ny regering - fx en mindretalsregering under Angela Merkel - bliver nødt til at udskrive hurtigt nyvalg. Og denne mulighed er der jo med højesteretsdommen i juli skabt præcedens for. Men alligevel. Det vil blive et mærkeligt resultat, hvis udfald også vil være forbundet med usikkerhed - bortset fra at Gerhard Schröder og måske også Joschka Fischer da må formodes helt ude af billedet, og altså give plads for nye kræfter.

Valget i Tyskland i dag kan simpelthen ikke tænkes mere spændende.

Henvisninger:

Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg (20.9.05.)

Tyskernes valg (24.5.05.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean